Overboard

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jan. 2013
  • Opdateret: 20 maj 2014
  • Status: Færdig
Det her er baggrunds historien bag min nye der hedder storm forude. Den nye er dog forbedret meget.


Resumé: At drukne kunne være nemt. Det ville det hvis ikke man kunne risikere at vågne op i armene på en fremmed mand. Det er hvad Elissa oplever....

25Likes
59Kommentarer
1179Visninger
AA

2. Alle kapitler

~~Sandet føltes koldt mod mine tær, den kolde dag i januar. Stranden var tom dengang, hvis man for et kort øjeblik glemte de skræppende måger. Jeg havde ventet længe på denne dag. Denne dag med denne betydning. Den dag min mor tabte hendes "spil". Den dag ville jeg opgive mit.
Måske var dette en ung piges latterlige forestilling om, at hun aldrig ville blive elsket. Måske var det her slet ikke nødvendigt. Jeg havde den følelse efter min far skred og min mor døde. Jeg følte mig lidt efterladt. Så var jeg bare ked af det hele tiden. Mit humør skiftede ofte i starten. Først var jeg vred. Så havde jeg bare ondt af mig selv, og krøllede mig sammen i sengen. Jeg har rykket mig meget siden dengang. Det krævede også en del af mig, at stå på stranden den dag. Men jeg gjorde det. At virkningen ville blive en hel anden, var hele overraskelses momentet. Det bekræfter hele teorien om, at ikke alt går som det var planlagt. Men også at alt alligevel ender godt tilsidst. Helt ligesom i eventyrene.
Det er ret fantastisk, at stå her i dag og kigge tilbage, på den dag jeg stod alene på stranden. Jeg husker stadig tydeligt, hvordan jeg skridt for skridt kom nærmere vandet. Det var blæst meget op over de først uger i januar. Bølgerne var enorme, og den manglende mængde af surfere havde da også overasket mig meget. Jeg havde stukket min storetå forsigtigt i vandet, og gyset ved det kolde vands berøringer. Jeg havde da også tænkt, at det ville være svært at hoppe i. Men overaskende nok var det den letteste ting, at gøre dengang. Jeg havde bare gået fem stille, og simple skridt ud i det dybe, brusende vand og mumlet min mors sidste ord.
”I denne verden er du måske kun et menneske, men for ét menneske, kan du betyde en verden til forskel. ”
Efter de ord havde jeg dykket under for, at se min kommende fremtid i øjnene. Eller den fremtid jeg troede jeg gik i møde. Det at drukne havde dog vist sig at være den svære del af projektet. Jeg havde forsøgt en masse muligheder for at drukne. At sluge vandet, men det gav intet andet end en dårlig smag i munden. At slå mit hoved brutalt mod klipperne, men det havde heller ikke givet andet end et hul i hovedet. Dengang ville jeg ønske nogen havde skrevet en bog kaldet `10 måder at drukne på´ Det var i hvert fald ikke en selvfølge, at kunne drukne fordi du prøvede. Men lad os bare sige, at den dag i dag er jeg glad for at ingen havde udgivet den bog.
Jeg havde hvirvlet forivret og stærkt tænkende rundt i vandet, i hvad der mildes talt føltes som evigheder. En hvis vildskab var begyndt, at melde sig i min krop. Det var ret underligt at mærke den igen. Ikke siden dengang for mange år siden, hvor vi havde afhold en sprinter konkurrencen i idræt, havde jeg haft den følelse. Jeg havde aldrig været god til idræt, men af en eller anden grund kunne jeg pludselig løbe i evigheder. Et rus var faldet over mig og tænkt; hun ligner sørme en, som kunne brugen en hånd. Og så havde dette fantastiske rus forbedret min udholdenhed til det ekstreme. Som jeg lå det i vandet følte jeg, at jeg løb der igen. Præsis de samme følelser flød igennem min krop. De havde en dejlig effekt på mig. Jeg havde kigget op på himlen, dengang jeg lå det i vandet. Tusmørket som havde været der da jeg havde stået på stranden var skiftet ud med det konstante mørke. Den specielle slags mørke, som kun er midt om natten. Det var altså nu hvis min drøm skulle blive til virkelighed. Drømmen om at opgive den samme dag som min mor.
Jeg havde lukket mine øjne igen, og set mit liv passere forbi. Jeg havde altid troet, at den slags kun skete på film. Jeg havde set mine første minder om mine forældre. Min første dag i dagplejen. Dengang jeg brækkede armen, og mor kørte mig på skadestuen. Min første skoledag. Mit første kys. Min konfirmation. Dengang min mor og far skændtes så meget, at min far skred. Min mors deprimerede ansigt, mens jeg desperat havde forsøgt at hjælpe. Min mors død. Hendes begravelse. Alle de smukke taler.
Sidste forsøg før midnat. Jeg havde smidt mig tilbage i det kolde vand, og en uventet bølge havde skyllede ind over mig. Jeg havde mærket en følelse af varme i min hånd. Det havde været nøjagtigt som, at holde en i hånden. Samtidig havde jeg haft en følelse af tryghed i kroppen.
Varmen var dengang forsvundet fra min hånd ligeså hurtigt, som den var kommet. Kort efter havde jeg dog igen kunne mærke den ved mit øre. Jeg havde dengang mærket et let åndedrag mod mit øre. Det føltes som en døv persons hvisken, men der var ingen. Følelsen havde igen flyttet sig ned til min hånd. Jeg kan stadig huske de små ryk jeg følte den dag. Det havde vist sig at være noget dybt usædvanligt. Jeg havde været for træt til at kæmpe mod rykkene, som langsomt førte mig videre. Jeg havde troet at jeg vidste, hvor jeg kom hen. Det havde jeg på en måde også gjort, men det var bare et kortere besøg end jeg havde troet først. Jeg husker at jeg på en eller anden måde havde set min mor. Hendes store øjne havde ikke været til at tage fejl af. Hun havde ønsket alt andet for mig en denne skæbne.
”Er det tid?” havde jeg spurgt hende.
Hun havde trukket på skuldrende, og strøget mig blidt over håret.
”kan du ikke svare?”
Hun havde rystet på hovedet. Pis havde jeg tænkt, jeg havde så mange spørgsmål. Jeg må ha' sagt det højt dengang, for min mor havde trukket på smilet båndet og gjort tegn til, at jeg skulle spørge løs.
Jeg havde taget en dyb indånding og spurgt: ”Har jeg skuffet dig?”
Hun havde kigget uforstående på mig, men mit bedende blik havde fået hende til at ryste på hovedet.
”Så du er ikke skuffet?”
Hun havde igen rystet på hovedet. Havde hun kunne snakke havde hun sikkert fortalt mig en masse om, hvordan hun aldrig kunne blive skuffet over sådan noget. Men det havde hun ikke været i stand til. En gang i mellem ønsker jeg stadig, at hun havde haft muligheden for at snakke med mig den dag. Det havde gjort nogle ting en smugle nemmere.
En stor nærmest umenneskelig skikkelse havde trådt ind i rummet. Jeg havde været for travlt optaget af at min mor var der til, at opdage hvilket utroligt smukt rum vi sad i.
Væggene havde alle fire været lavet af glas, og den eneste indgang var en stor bue, som førte ind til et mindre rum. Der havde svømmet fisk rundt uden for glasvæggene. Det havde givet den beroligende mest beroligende virkning jeg længe havde oplevet. Møblerne i rummet havde været gamle træmøbler. Der havde kun lige været det allermest nødvendige. En lille sofa, et lille kaffe bord og en stor lænestol. Den lille mængde havde fået møblerne til at se ret sølle ud i det store rum. Også selvom møblerne havde været fantastiske at side i.
Den store skikkelse havde taget plads i lænestolen, som stod på den anden side af kaffe bordet. Han havde kigget på mig med nogle store bedømmende øjne.
”Hvem er du?” havde jeg spurgt.
Han tøvede med at svare. Måske kunne han heller ikke tale?
”Jeg er verden og verden er min” havde han til min store overraskelse svaret.
Jeg havde kigget måbende op på ham.
”Så du er...”
”Ja” havde han sagt, ”Det er jeg.”
”Er jeg så..”
”Nej søde ven” havde han sagt, ”Ikke længere”
Jeg havde haft gåsehud over det hele da jeg vågnede op på stranden. Jeg havde sat mig op, og kigget mig omkring. Solen skinnede gennem de stadig eksisterende skyer, men vejret havde være langt bedre end dagen før. Pludselig havde jeg lagt mærke til en ukendt arm, som havde ligget omkring min skulder. Mit blik havde vandret ned langs armen, og jeg havde gispet da jeg opdagede, at den tilhørte en dreng. Jeg havde opdaget at han var vågnet af mit gisp, men jeg havde været for bange dengang til, at kigge ned på ham. Han havde lagt en hånd på min skulder, og al frygt var forsvundet fra min krop. Han havde virkelig en stor effekt på mig.
”Hvordan har du det?” havde han spurgt.
”Helt ærligt. Så har jeg det som om, jeg er blevet kørt over af en bus?”
Han havde sendt mig et smil, som havde fået mig til at blive helt blød i knæene.
”Kan du huske noget?” havde han spurgt, med et meget nervøst ansigtsudtryk. Det havde fået mig til, at tænke over hvad jeg havde gjort. Jeg havde svagt rystet på hovedet, og hans skønne smil flød igen ind over hans ansigt.
”Kan du fortælle mig hvad der er sket?” havde jeg spurgt ham.
”Jeg kan fortælle dig alt hvad jeg ved”
Jeg havde kigget op på hans øjne. De havde været endnu flottere end hans smil. Helt blå. Præsis som min mors havde været.
”Jeg fandt dig da jeg var ude og surfe.” Sådan begyndte han dengang.
”Jeg opdagede dig over ved klipperne derover.” Han havde peget let over mod de klipper, jeg havde stødt hovedet mod så mange gange i nat.
”Jeg kunne ikke efterlade dig der. Så jeg tog dig med ind på stranden. Du var fuldstændig iskold, så jeg hentede nogen tæpper i bilen, og pakkede dig ind i dem. Jeg prøvede også at finde ud af om du var kommet til skade. Men det så ikke sådan ud, så jeg lagde dig til at sove. Efter et par timer begyndte du at skrige. Jeg kunne ikke høre andet end 'du må ikke forlade mig.' Så jeg lagde mig ved siden af dig og du lagde hovedet på mit bryst. Det virkede næsten som om, du ville være sikker på at jeg ikke gik.”
Han havde sagt det sidste med et smil, mens jeg havde siddet og stiret ham så dybt i øjnene, at jeg ikke havde hørt halvdelen af det. De havde været så uimodståelige. Det havde været som det dejlige vand om sommeren. Vandet uden brusende bølger med hvide skumtoppe. Så stille og betagende.
Han havde nusset mig på kinden og spurgt: ”høre du overhovedet efter?”
Jeg havde rystet svagt på hovedet mens han grinte, og startede hele historien forfra. Hans stemme havde været så blød og legende.
Jeg havde rødmet da han fortalte mig, hvordan jeg havde klamret mig til ham i nat. Jeg havde begravet mit ansigt dybt i mine hænder. Jeg havde hadet tanken om, at jeg en hel nat havde klamret mig til en fremmed fyr.
Han havde blidt taget fat om min hage og løftet den op, så han kunne se mit ansigt. Jeg havde bare kigget genert op på ham. Jeg havde været på randen til tåre, over den pinlige situation jeg havde befundet mig i dengang.
”Det er okay” havde han sagt, som om jeg bare havde knækket hans yndlingsblyant.
”Virkelig?” havde jeg spurgt og kigget ham dybt i øjnene. Det havde krævet alle mine kræfter ikke, at gå i trance over dem.
”Selvfølgelig” havde han bare svaret, med den smukke blide stemme han havde.
”Du må være så træt af mig” havde jeg sagt.
Han havde bare kigget overasket på mig og spurgt: ”burde jeg?”
Jeg havde nikket stille til ham. Jeg havde været i gang med at rejse mig, da han havde taget fat i min arm.
”Vær sød at bliv.” Han havde kigget op på mig med et hundehvalpe blik, som gjorde hans øjne endnu sødere at se på.

Jeg havde været blevet hos ham den aften. Vi havde snakket længe frem og tilbage. Jeg havde fundet ud af en masse om ham den aften. Alt om ham og hans liv dengang. Men alt jeg behøvede, at huske dengang havde været hans navn. Noah. Han havde været alt, hvad jeg nogensinde behøvede.


Dagen efter havde vi gået ned af hovedgaden hånd i hånd. Pigerne fra skolen havde siddet på en café lidt nede af gaden. De havde da kigget en hel del, da jeg gik forbi med Noah. Men hvem ville ikke kigge, hvis den upopulære pige gik rundt med en fyr, der mest af alt ligner en surfer gud. Høj, muskuløs med blå øjne og lyst vindblæst hår. Jeg havde opgivet mit liv og nu er alt jeg kan se ved det perfekt.

…......

Godt en måned senere – d. 13 februar for at være helt præcis – var Noah og jeg uadskillelige. Men jeg var bange. Det var altid sådan her på film. Alt var helt perfekt og man begynder at tænke 'hey eventyr bliver til virkelighed,' men så går alt galt. Det ville et eller andet sted ikke overraske mig, hvis Noah sad på en strand lige nu med en anden pige. Ikke at han virkede som typen, men det var bare for perfekt. Jeg havde næsten ikke set ham de sidste to uger. Jeg var normalt ikke så bange for at miste, men de senere år har givet mig en god grund til det.
Da jeg var mindre havde min mor altid fortalt mig, at hun bare skulle ud og spille kort med hendes veninder. Jeg havde aldrig tænkt, at der lå mere i det end det. Indtil jeg på min elve års fødselsdag havde nusset hende i håret, da min far skred og ved et uheld var kommet til at rive parrykken af. Det var der jeg opdagede, hvad hun havde holdt hemmeligt i 6 år. Hun havde kræft. Hun havde holdt en stor tale om livet den dag. En del af den bestod af citatet..
”Livet er starten, døden er målet, selvmord er snyd. Lad spillet begynde.”
To år efter da hendes sygdom blev værre, skrev jeg citatet op på væggen over min seng.
Mit lille flashback var blevet afbrudt af to små bip lyde fra min mobil telefon. En sms fra Noah.

Hej smukke <3
Jeg er ked af det men jeg er nød til at aflyse i aften.
Jeg har virkelig travlt men skal du noget i morgen?
1000 kys :-*

En indre vrede steg op inden i mig. Jeg havde virkelig glædet mig til, at se ham for den første gang i to uger, og så aflyser han bare. Den pludselige vrede blev aflyst af sorg. Jeg krøllede mig sammen i en kugle på min seng. Og så græd jeg. Jeg lå bare og græd min sorg ud.

Hvis det så bare havde hjulpet.
Jeg havde grædt mig i søvn i går, og mine øjne var fuldstændig røde. Jeg var slet ikke klar til, at mødes med Noah i aften, men jeg vil ikke bryde min aftale, som han gjorde. Jeg havde skrevet en sms til ham i nat. Tre simple ord havde den lydt på. En sidste chance.
Han havde været en evighed om at svare. Det faktum taget i betragtning, at det var midt om natten, ville det normalt ikke have generet mig det store. Men jeg vidste han havde set beskeden. På min oldsag af en mobil telefon poppede en lille box op ca. 4 minutter efter jeg havde sent den, og sagde at beskeden var blevet læst. Det gik min virkelig på.
Han havde dog valgt at sende mig et svar tilbage. Det var kort og koldt.
Ses kl. 7 på stranden.
Jeg havde været noget så skuffet, da jeg læste den. Jeg havde grimme fornemmelser om, at noget stort ville ske. En del af dem var dårlige. Der kunne være så meget. Han kunne have en sygdom og to dage tilbage at leve i. Han kunne bare på simpelt vis slå op med mig på Valentines dag. Han kunne fortælle mig han havde en anden. Jeg havde ingen idé om at noget godt kunne ske i aften. Min historik af Valentines dage, var ikke ligefrem et vidunder. De havde alle sammen været forfærdelige.
Min første kæreste i syvende klasse havde kysset min nabo lige uden for mit vindue. Året efter blev jeg brændt af. Og året efter igen smed min date og hans venner punch på mig til et Valentines bal på skolen. Jeg tror du kan se problemet.
Tilbage til den ny moderne eventyrbog, med endnu et eventyr som snart går i vasken. Stakels det barn som får min eventyrbog. Jeg smilte en lille smugle af tanken om et barn, som åbner en bog med alle mine mislykkede kærligheds historier. Men smilet nåde aldrig mine øjne.

…...

Da jeg mødte Noah på stranden kunne jeg tydeligt mærke, at noget var galt. Noah lignede en som var ved, at dø af ren nervøsitet. Hans nervøsitet hjalp bestemt ikke på mine fornemmelser, og bange anelser for i dag. Også da han krammede mig var jeg afventende. Jeg tror han vidste han blev nød til, at sige noget, men det gjorde han ikke. Det virkede mest som om han ikke kunne få sig selv til det. Han tog en dyb indånding, og gjorde tegn til at jeg skulle følge ham ned til vandkanten.
”Elissa” sagde han stille, men bevidst.

Åh nej. Here we go.
 Han knælede til jorden og en milliard tanker fløj gennem mit hovedet med ekspres fart.
”Jeg ved du er ung men...” han stoppede og bed sig i læben, ” vil du gifte dig med mig?”
En lille tråre trillede ned af min kind efterfulgt af en milliard andre. Jeg ville gerne svare ham, det ville jeg virkelig, men mine ord var forsvundet. Hans ansigtsudtryk udviste ikke andet en ren ullykkelighed da han rejste sig op og kiggede ned i jorden. Åh nej han troede det var triste tåre. Men han tog fejl det var glædes tåre.


Konkurrence historie fra Januar 2013 original.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...