One Direction - Memories.

Da Cornelia mister sit livs kærlighed til en bilulykke, vælger hun at starte på ny. Og da hendes gode veninde Amelia er flyttet til London, tager hun chancen for at komme væk og flytter med hende. Hurtigt finder Cornelia sig et arbejde i en lille nips butik inde i Londons centrum. Men da hun en dag bumper ind i den verdenskendte Harry Styles og ved første øjekast kan mærke gnisterne, føles London ikke længere tryg. Langsomt kommer de to personer ind på hinanden, men er Harry den hun troede han var? Og kan hun nogensinde elske igen?

14Likes
7Kommentarer
1742Visninger
AA

4. London.

Flyet var halv tomt, inde for hvad jeg kunne se, var der 20 stykker. Så jeg sad for mig selv, hvilket var en stor lettelse. Så kunne jeg samle mine tanker, inden Amelia tog imod mig. Jeg sukkede og hvilede mit hoved tilbage, mod det slidte stof sæde. Der kom en stewardesse forbi, hun smilede pænt og spurgte "Vil de have noget at spise og drikke?" Jeg rystede på hovedet og hun gik, jeg var ikke i humør til at bruge halvdelen af min opsparing på dårlig, dyr og fed flymad. Og desuden var det en kort tur, et par timer uden mad, det skulle jeg nok overleve. 

 

...

 

Jeg trådte ud af den automatiske dør og så mig omkring, hvor var hun? Hun var nok bare forsinket, så jeg satte mig på en bænk i nærheden og tog en dyb indånding. Det var alt sammen så anderledes allerede, men jeg nød det, intet her kunne minde mig om Matt. Jeg begyndte langsomt at falde i staver og tænke på hvordan mine forældre mon havde det, de var sikkert ikke bekymret det mindste. Min far ville arbejde videre, som han altid gør, og min mor vil begynde på aftensmad. 

Da jeg kom ud af min trance, så jeg at Amelia parkerede lige foran bænken, jeg sad på. Hun sendte mig et af hendes gigantiske smil, hvor alle hendes hvide tænder kom til syne. Jeg kunne ikke andet end at sende hende et lille smil tilbage, det var godt at se hende igen. Efter en hurtig og dårlig parkering, sprang hun ud af bilen, smækkede døren og løb hen imod mig med åbne arme. Jeg rejste mig så jeg kunne tage imod hende og hun sprang op, med begge ben omkring mig. Jeg blev overrasket over det vilde kram og var tæt på at falde bagover. Hun sprang hurtigt ned og stabiliserede mig.

Hun så på mig med hendes store brune øjne og sagde "For fanden, det godt at se dig, Cornelia!" Jeg sendte hende et svagt smil og sagde "I lige måde, du har ikke ændret dig det mindste, siden jeg så dig sidst." Hun fnes behersket og tog mine kufferter hen til bilen. Jeg fulgte efter og tog min skuldertaske med på slæb. Hun gik over på højre side, for at åbne døren for mig, og jeg gik med hende. Hun vendte sig om og sagde "Det tager tid, at vænne sig til at være i venstre side af vejen og højre side af bilen." Jeg grinede og satte mig ind. Bilen var bare en lille skrot bunke, men den fik hende da hen, hvor hun ville. 

Hun satte sig hurtigt ind i den lille bil og tændte motoren, der skulle et par ryk til, før den var i gang. Jeg så direkte ud af foruden, og tænkte på om Amelia kendte til ulykken. Min mor havde helt sikkert sladret om noget, eller en af vores fælles venner, sendte et rygte rundt om det. I alt fald, håbede jeg at hun ikke ville nævne noget. Det tegnede godt, hun sad bare i sin egen verden og nynnede med til sangen, der strømmede ud af radioen. Jeg tog mig sammen og sagde så "Er det godt at bo i London?" Hun så blidt på mig og sagde "Det er det bedste, du skal nok få det godt her." Jeg sendte hende et taknemmeligt smil og lagde mig tilbage i sædet. 

 

...

 

Turen til London, fra Heathrow, tog lidt tid, men endelig ramte vi byen. Amelia havde snakket lidt om, hvor god beliggenheden var, men jeg havde ikke rigtig hørt efter. Efter den lange tur, blev jeg mere og mere glad for, at Amelia var min room  mate, hun får mig i bedre humør. Da vi holdte ind på en privat parkeringsplads - som sikkert var beregnet til folk der boede i lejlighederne- kunne jeg mærke en nervøsitet, boble i mig. Jeg skulle tage mig sammen nu, det med at starte på ny, det var alvor nu.

Amelia trådte først ud af bilen, jeg ventede lidt. Jeg skulle lige synke det hele, indse at jeg ikke længere var sammen med min mor og far. Men ærlig talt, en 19 år gammel pige, kan godt passe på sig selv, JEG kan godt passe på mig selv. Og jeg havde jo Amelia, hun skulle nok passe på mig, hjælpe mig igennem de første uger. Jeg steg ud af bilen, indåndede den kolde luft, og sendte et smil til Amelia. Det her skulle nok blive godt. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...