One Direction - Memories.

Da Cornelia mister sit livs kærlighed til en bilulykke, vælger hun at starte på ny. Og da hendes gode veninde Amelia er flyttet til London, tager hun chancen for at komme væk og flytter med hende. Hurtigt finder Cornelia sig et arbejde i en lille nips butik inde i Londons centrum. Men da hun en dag bumper ind i den verdenskendte Harry Styles og ved første øjekast kan mærke gnisterne, føles London ikke længere tryg. Langsomt kommer de to personer ind på hinanden, men er Harry den hun troede han var? Og kan hun nogensinde elske igen?

14Likes
7Kommentarer
1839Visninger
AA

5. Festen.

Lejligheden var sød, lille og ekstrem hyggelig. Jeg kunne allerede mærke, at jeg ville passe godt ind her. Jeg smed mine kufferter i hjørnet, af mit værelse. Amelia sneg sit hoved ind af døren og sagde "Hvis du vil, kan vi gå ud og få en bid frokost?" Jeg så op på hende og nikkede "Det lyder godt!" udbrød jeg. Min mave sendte et lavt rumlen, som tegn på sult. Hun fnes og gik ud igen. Jeg åbnede min kuffert og to min makeup pung frem, jeg lignede en druknet rotte. Så fandt jeg min pudder og concealer frem, i håb om at mine mørke rander gik væk, men det gjorde de nok aldrig, ihvertfald ikke før jeg fik sovet igen. At sove er nærmest umuligt, jeg ser hele tiden Matt, ser hans sidste minutter for mig, og det kan jeg ikke holde til, så det lettere at være vågen.

Amelia havde taget nyt tøj på, ikke at jeg forstod det, hun var fin før. Men jeg gad ikke stille spørgsmål, ved det. I stedet fokuserede jeg på, at jeg selv burde skifte ud af mine sort bukser og sweatshirt, jeg havde snart gået i det samme tøj i tre dage. Jeg kunne mærke at hun hvilede blikket på mig, men jeg turde ikke møde hendes. Og til sidst brød hun stilheden og sagde "Den her café, laver de bedste sandwiches." Jeg nikkede og gik mod døren. Da jeg trådte ind, ringede en lille klokke, og medarbejderne sendte os et svagt smil. Jeg fandt en simpel sandwich, og en cola. Amelia så på mig og sagde "Det bliver på min regning." Så jeg tog min mad og fandt et bord.

Jeg spiste maden langsomt, og drak lidt cola. Amelia sukkede og sagde så "Cornelia, jeg ved godt at du er ked af det.. Men det skal ikke ødelægge dit liv." Jeg så forskrækket op, hun havde helt klart lagt mærke til mit humør. Jeg sendte et svagt smil og sagde med en lille stemme "Jeg er altså helt okay, jeg er bare nervøs, ikke andet." Det var helt klart løgn, jeg var ikke nervøs, jeg var skide bange, men det største problem var, at jeg var ved at dø af sorg indeni. Men det skjulte jeg væk nu, og sendte hende et stort smil. Hun fnes og sagde "Du har altid været dårlig til skuespil." Jeg grinede oprigtigt og hun fnes med. Efter maden gik vi sløvt hjem til lejligheden, solen stod højt på himlen og Amelia sagde "Vi SKAL til fest i aften." Jeg så ned, det sidste jeg ville, var at feste. Men jeg sagde bare en lyd, som tegn på at det kunne vi vel godt.

Derhjemme smed jeg mig i sengen, jeg skulle bruge et øjeblik alene, til at samle mine følelser. Jeg var flyttet hjemmefra, Amelia konfronterede mig med mine følelser og fest i aften. Alle tre ting, gav mig det dårligt indeni. Et væld af tårer flød ned af mine kinder, jeg snøftede højt og gned håndryggen hen af kinden. Hvis Matt havde været her, havde han sagt "Livet er for godt, til at græde." Men det var han ikke, og lige præcis derfor, var livet heller ikke godt. Han ville efter sit citat, tage sine store arme omkring mig og vugge mig, til jeg endelig kunne slappe af, men hvem ville nu vugge mig? Jeg var fuldstændig og aldeles, alene. Selvom Amelia gjorde mig glad, kunne hun ikke hele mit hjerte.

Jeg var trådt i min sorte, tætsiddende kjole, den med én tyk strop i den ene side og den anden side uden. Det var min yndlings, jeg elskede det gennemsigtige slør, som sad på stroppen. Jeg glattede mit hår, indtil ikke et strå stak ud. Det var længe siden jeg sidst glattede hår, jeg havde glemt at det kunne gå helt ned til navlen. Jeg fik så konstateret, at en klipning ville være på sine plads, mit ellers chokoladebrune hår, havde fået helt lysebrune spidser. Det var ekstremt spaltet, men det var forståeligt, der går altid år imellem mine klipninger. Jeg tog et tyndt lag foundation og pudder på, lidt eyeliner og nogle lag mascara. Jeg stod længe mellem valget af blush, eller bronzer, men endte med lidt blush. Da jeg var færdig, bad Amelia mig at dreje rundt et par gange, så hun kunne bedømme mig, hun sendte mig to thumbs op. 

 

....

 

Vi var taget på en stor klub, den var så propfyldt at jeg havde mistet Amelia. Det var noget lort, men jeg havde en nøgle til lejligheden og kunne i det mindste få en taxi, til at finde derhen. Jeg gad faktisk ikke rigtig mere, klubben var da fed, men jeg var ikke i snakke, danse eller drikke humør. Så efter en time besluttede jeg at tisse, og så smutte ud. Jeg trådte ind på det ellers tomme toilet, så mig i spejlet og sukkede. Makeuppen var fin, det samme var håret, men ansigtsudtrykket var trist. Jeg skyndte mig at tisse, vaske hænder og rette på håret, så smuttede jeg ud af den tunge dør. Men da jeg kom ud på toilet gangen, blokerede en mand den for mig. Jeg kunne mærke mig selv panikke, selvom han intet havde gjort, men hans blik så bare forkert ud. Jeg gik langsomt imod ham, i håb om at han ville lade mig være. Han lod mig gå forbi, jeg nåede kun lige ned mod musikkens drøn, før han greb mit håndled og vendte mig.

Jeg så på ham, og blev overrasket, han var køn og ung, men hans blik var tåget og  ufokuseret. Jeg ville ryste ham af mig, men han gav ikke slip og jeg stønnede "Slip mig, tak!" han sendte et lumsk grin. Jeg kunne mærke hvor rædselsslagen jeg var, men holdte det inde. Han kom tættere på mig og sagde "H-hey smukke." Jeg gøs, hans stemme var rusten og træt, han mærkede det men opfattede det forkert. Pludseligt, skubbede han mig op mod den kolde væg og begyndte at kysse min hals, jeg skubbede ham væk, men han var ti gange stærkere end mig. Jeg skreg, men han holdte for min mund, jeg kæmpede hælpeløst og han fnes hånende under sit kys. Han begyndte langsomt at kysse ned mod mine bryster og jeg sparkede panisk efter ham, men intet hjalp.

Tankerne kørte rundt i mit hoved, hvordan slap jeg væk, det svin skulle ikke voldtage mig, eller noget lignende. Men pludselig hørte jeg døren gå op til gangen, jeg kunne ikke dreje mit hoved, for at se hvem det var, da manden holdte mig, stadig. Men så fik han et slag i hovedet, han faldt sammen, og jeg faldt med. Hurtigt var der to stærke hænder som løftede mig op, jeg var helt slap, min krop var i chok. Da jeg endelig så op på min redningsmand, mødte jeg to mørkebrune, bekymrede øjne. Han rystede mig og spurgte "Pige, er du okay?!" Jeg nikkede, selvom jeg ikke var i nærheden af okay, og kom til mig selv, så rettede jeg mig op og han slap mig. Han så stadig bekymret på mig og jeg sagde så "Bare rolig, er nok bare lidt chokeret, over det hele." Han nikkede og så på mig med hans puppy dog øjne.

Vi satte os i baren og han bestilte to øl, jeg så på ham og sagde endelig "Tak." Han sendte et stort smil og rakte mig øllen. Han rakte mig derefter hånden og sagde "Jake Smith, til tjeneste." Jeg fnes og sagde "Cornelia Evans, sir." Vi grinede begge lavt og han drak lidt af sin øl. Jeg så ned i bordet og sukkede, her sidder jeg med en dreng, han reddede mig fra at blive voldtaget, men jeg siger intet til ham. Jeg var simpelthen for dum, jeg må sku da have noget at sige. Så tog jeg mig sammen og sagde "Ja, det var noget lort at gå ud i aften." Flot redning, Cornelia. Han fnes og sagde "Nej, du var vidst ikke så heldig." Jeg sukkede og sagde så "Men jeg sætter virkelig pris, på din handling." Han nikkede og jeg drak lidt af min øl.

 

....

 

Jeg vågnede næste dag, med en svag hovedpine. Jake og jeg var blevet i baren, tog nogle shots og formåede at blive godt beruset, inden han smed mig med en taxi hjem. Vi havde snakket godt, efter jeg kom mig over voldtægtforsøget, han gav mig endda sit nummer og bad mig om at skrive, i dag. Jeg løftede min mobil op fra bordet og skrev en kort besked.

From: Me.

To: Jake.

I'm feeling well today, how about you?

Cornelia.

Der kom intet svar, og jeg kunne let gætte mig frem til, at han stadig sov. Pludselig slog det mig, at jeg ikke havde haft Amelia med hjem, jeg sprang ud af sengen og gik hen til hendes værelse. Jeg åbnede døren på klem, og kunne se hendes blonde hår, stikke op i en fuglerede, jeg sukkede lettet og gik i seng igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...