One Direction - Memories.

Da Cornelia mister sit livs kærlighed til en bilulykke, vælger hun at starte på ny. Og da hendes gode veninde Amelia er flyttet til London, tager hun chancen for at komme væk og flytter med hende. Hurtigt finder Cornelia sig et arbejde i en lille nips butik inde i Londons centrum. Men da hun en dag bumper ind i den verdenskendte Harry Styles og ved første øjekast kan mærke gnisterne, føles London ikke længere tryg. Langsomt kommer de to personer ind på hinanden, men er Harry den hun troede han var? Og kan hun nogensinde elske igen?

14Likes
7Kommentarer
1728Visninger
AA

3. At komme videre.

Jeg hader at græde, men må indrømme at jeg har grædt ugerne væk. Mine forældre vidste ikke, hvad de skulle gøre med mig, men hvad gør man også, når en pige har fået sit hjerte knust? Da jeg fik det at vide, gik alt i sort, jeg skreg og begge mine forældre kom løbene ned af trappen. Synet de kom ned til, var helt sikkert ikke kønt. Jeg kunne selv mærke alt farve ,skylle ud af ansigtet, min mund stod vidt åbent og jeg stirrede kun på telefonen, hvor jeg kunne hører Matts mor råbe til mig. Nogle dage efter var der begravelse, jeg kom til selve ceremonien, men ikke til arrangementet. Det virkede for meget som en fest, og hvad var der at fejre? En 22 årig drengs død? Jeg gider ikke have deres skide kage og kaffe imens vi snakker om hvor stor en tragedie det var og hvor er vejret dog også fint. Ærlig talt, så tog jeg ikke det særlig godt, selv hans mor og far, tog det bedre end jeg. Men hvordan i helvede kommer man over den slags, han lærte mig hvad kærlighed er og jeg har aldrig elsket nogen, så meget som ham. Men nu er der gået uger, folk siger jeg burde hænge lidt ud med dem, se dagslyset. Men ærlig snak, så vil jeg hellere side på mit værelse, gardinet nede og dynen langt oppe over hovedet.

...

Selvfølgelig havde jeg regnet ud at sådan gik livet ikke. Man må videre på et tidspunkt, og har man ikke lyst, bliver man tvunget. Jeg rejste mig af egen frie vilje, dog kun fordi jeg vel på et tidspunkt måtte ud, læse en avis og se om vi var blevet invaderet af aliens, i mellemtiden. Det var dog ikke gået så vidt, en skudmassakre i USA, men ingen invasioner. Da min mor så mig gispede hun, tog sig så sammen og sagde "Din veninde Amelia har ringet, hun er lige flyttet til London og søger room mate." Jeg så på hende med mit tågede blik, der ikke helt kunne håndtere lyset. Og så gik det op for mig hvad hun sagde, jeg kunne smutte til London og starte på ny. Et svagt smil spillede på mine læber, dog så lille at min mor knap nok lagde mærke til det. Jeg løb op og greb min mobil, tændte den og så de mange mistede opkald, sms'er og andet. Tastede Amelias nummer ind og satte den kolde mobil til mit øre. Den ringede tre gange og så tog hun den. Jeg kunne godt fange at hun var langt væk, lyden var svag og skrattende. Jeg smilede svagt og sagde "Amelia? Det Cornelia. Jeg vil gerne flytte sammen med dig." Amelia var på med det samme, og jeg begyndte med et at pakke. Da jeg cirka havde pakket det meste tøj, makeup og sko jeg havde, selvfølgelig med undtagelse af det tøj jeg havde på, gik jeg nedenunder og smed kufferterne. Min mor sendte mig et skræmt blik og råbte efter min far. Jeg sukkede dybt, hvis de troede at det ændrede noget, var de for dumme, jeg var 18 år og de kunne ikke bestemme over mig længere.

Efter et langt skænderi, gav de op. Jeg krammede dem kort og gik ud af døren, jeg havde allerede bestilt en taxa som stod og ventede på mig. Jeg så op på huset, efter mine kufferter var læsset på, jeg kunne mærke at dråberne trillede ned af mine kinder, de havde ret, jeg skulle videre.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...