Awake

*** THIS STORY IS ABOUT TO GET TRANSLATED TO ENGLISH ***


Tiffany er en normal pige hvis liv ødelægges da spritbilist rammer hende og sender hende på hospitalet. Hun er døden nær mens hendes nye, overnaturlige kræfter - såsom telekinese og telepati - redder hende, selvom hun skal kæmpe mod sig selv og sine opdagelser.

1Likes
0Kommentarer
388Visninger

1. Prolog

 

Det eneste jeg kunne mærke var smerte. Det brændte over alt på min krop. Flammerne bredte sig ud til mine arm, helt ned til mine fingerspidser. Mine lunger brændte med sådan en forfærdelig varme, at jeg følte det som ægte. Som om gnisterne virkelig befandt sig indeni mig. Men det værste var mit hoved. Larmen pressede mod mit kranium, den støjende larm, af folk som skreg og råbte i munden på hinanden. Samtidig var der denne skingrende lyse tone inde i mit sind. Den bredte sig som et ekko i tomheden, hvor mine tanker plejede at være. Jeg havde lyst til at vride mig, ryste ilden og smerten væk. Jeg havde lyst til at skrige op, så jeg ville overdøve det buldrende ekko i mit hoved. Men jeg var lammet. Lige meget, hvor meget jeg prøvede, hvor meget jeg insisterede, ville min krop ikke adlyde mig. Jeg var derfor ude af stand til at bevæge mig. Jeg kunne mærke mit hjerte banke i et roligt tempo, som om jeg sov. Sov jeg?

Mit navn var Tiffany. Det betød ’Guds gave’. Jeg havde ingen anelse, om hvor jeg vidste det fra, og det var også bare ubrugelig viden. Jeg var seksten år – sytten til vinter – og gik på gymnasium. Jeg havde venner og en kæreste. Ja, man kunne godt kalde mig den populære pige. Underligt nok havde jeg aldrig ment det selv. Jeg prøvede bare at være venner med alle. Jeg var vokset op i en kernefamilie. Med en mor, der var kogebogsforfatter, en far, som ejede firmaet, ”U ’n Life”, et telefonselskabsfirma, og en lillebror på tolv, der let kunne være klogere end hele sin klasse tilsammen. Og som prikket over i’et havde jeg en tante, som jeg fortalte alt til. Nok var hendes hår gråt og hendes ansigt rynket: min tante var fyldt med livsglæde, som altid smittede af på mig. Jeg manglede aldrig noget, hverken penge eller kærlighed. Så hvad gik der galt? Det kunne jeg ærlig talt ikke huske. Jeg var på vej hjem efter at have været sammen med en veninde. Mere kunne jeg ikke huske. Alt andet var bare sort.

Smerten var dulmet, og det eneste, der var tilbage, var lyden af råben. Ellers var alt andet forsvundet ud i intetheden.

Nu ville jeg snart vågne. Alt dette havde bare været en drøm, et mareridt.

Lettelsen bredte sig gennem mig, da min hånd endelig løftede sig. Noget greb den. Noget varmt og blidt. Og så kom det, jeg ikke havde forudset.

En stråle af elektrisk stød strømmede gennem min hånd og oplyste min hjerne med en følelse, der ikke var min egen. Det var følelsen af ens hjerte, som før var sønderknust, der blev helet igen. Der var følelsen af et blomstrende håb, som ellers var visnet bort for længst. Det var følelsen af lykkelighed, ren og skær eufori.

Chokket fik et gisp til at forlade mine tørre, sprukne læber, og jeg åbnede mine øjne op. Hvidt. Jeg havde aldrig været mere glad for denne klare, uskyldige farve, som lige nu skar i mine øjne. Men alt var bare hvidt, ligesom alt havde været sort.

Imens var larmen blevet så højlydt, at den nu var uden for mit hoved. Der var en masse buldren og ramlen, og jeg ville skrige op. Men min hals smertede for meget til, at jeg kunne holde til det.

Derfor gjorde jeg det eneste, jeg kunne. Jeg slog ud med min eneste arm, som ikke var lammet. Noget greb den, denne gang var det mere fast og tvang min arm til at ligge stille.

Hun vågner! Stemmen lød så fjern, at jeg var i tvivl, om den var ægte.

Hvordan er hendes tilstand? Det kom tættere og tættere på, og jeg opfattede langsomt ordene, som de usynlige mennesker sagde. Imens vendte mine øjne sig til det hvide lys, og rummet omkring mig tog form.

Jeg lå på en tynd madras i en metalseng, som underlig nok var bekvem. Drop var overalt stykket ind i mine arme og var koblet til en dropholder, en pose med klar væske. En maskine, der stod på min anden side, viste min vejrtrækning og hjerterytme.

Straks opdagede jeg to personer stå ved min ene side: En mand med en hvid kirtel og en kvinde iklædt lyserødt. En læge og en sygeplejerske.

På min anden side sad en anspændt og grædefærdig kvinde. Hun havde et rundt hoved med nu blege æblekinder. Hendes mørkebrune hår lå som en hjelm om hendes ansigt, og hendes blå øjne så på mig med glæde. Min mor smilede stort, og jeg gengældte besværet hendes smil.

Hun er vågen… Hun er vågen… En hvisken sneg sig ind på mig. Den var højere end al larmen og panikken, ja selv den skingre tone blev der skruet ned for. Maskinen talte hurtigere i takt med mit hjerte.

Jeg var vågen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...