Friends to the death

Vi er i det sydlige Amerika i 1864, hvor ukendte væsner strejfer frit omkring, og der er fare på færre omkring hvert hjørne. Ray og Aria, som er hovedpersonerne, lever midt ude i skoven tæt på Landsbyen Raiverly. Begge piger har utrolige kræfter, og er langt fra som alle andre piger. Pigerne mødte hinanden i 1823, hvor det hurtigt gik op for dem at de ikke var helt normale, det var starten på et ubrydeligt venskab. Begge piger er udødelige, da Aria er vampyr, og Ray er magi-elver. Begge piger er 17 og det har de været i godt 200 år, de er begge meget stærke som de væsner de er.

5Likes
11Kommentarer
725Visninger
AA

2. To be a Vampire

Arias synsvinkel

Jeg lod lysten tage over og alt andet blev ligegyldigt, lige nu havde jeg kun en ting i tankerne. Blod. Jeg kiggede offeret dybt i øjnene, de lyste op af frygt, den menneskelige del af mig fik ondt af hende, mens den anden morede sig uhyggeligt meget. Jeg bed tænderne sammen samtidig med at jeg kneb øjnene sammen, jeg kunne ikke gøre det, ikke mod et uskyldigt menneske. "Løb..! Nu!" Skreg jeg og smed mig ned på jorden, jeg kunne mærke blodårene under øjnene gøre sig tydelige og trangen til blod blev større end før. Jeg kunne høre hendes tydelige fodtrin , hvilket bare gjorde trangen endu værre. Jeg begravede mine hænder ned i den fugtige jord, jeg løftede hovedet op og følte mig helt anderledes.

Lynhurtigt fik jeg rejst mig op, jeg kunne ikke styre mig, dæmonen i mig tog over. Jeg løb og løb, hurtigere end overhovedet muligt. Endelig fik jeg færten af hende, det friske blod, hjertet der bankede, det stærke åndedræt. Og pludselig stod jeg dér, lige for næsen af hende. "Jeg troede du ville lade mig gå?" Skreg hun rædselslagene, jeg smilte bredt og kunne ikke lade være med at undslippe en lille latter. "Jeg ombestemte mig", og med de ord fik jeg drejet hendes hoved så hendes hals var frigjort og klar til at blive drænet for blod.

Jeg bed tænderne i hendes friske hals og kunne straks smage den saftige smag af frisk blod, jeg sugede som en galning, og kunne overhovedet ikke stoppe igen. Blodårene under mine øjne blev tydeligere og tydeligere og jeg kunne mærke al blodet sive igennem dem. Da offeret var drænet fra blod smed jeg hende fra mig, og tørrede mig om munden. Mine øjne var stadig røde og blodårene var langsomt ved at forsvinde, jeg var tilfredsstillet.

Jeg kiggede skuffet ned på offeret da jeg kom til mig selv, hvad har jeg dog gjort? Al hadet til mig selv og mit skrækkelige væsen vendte tilbage, som altid før. Jeg fik det langsomt dårligt og stirrede fortrydende ud i luften, jeg satte mig ned på hug og lagde hendes hoved på mit skød. "Jeg er så ked af det" hviskede jeg skingert, jeg kunne mærke at min stemme næsten knækkede. En tårer gled ned af min kind og de blev ved, men jeg tørrede dem væk. Hvad er jeg dog for et væsen? Hvorfor skulle jeg straffes, jeg var træt, træt af alt! Og så lod jeg tårerende få frit løb, uden at kæmpe imod lod jeg dem trille en efter en, ned af min kind.

Jeg kunne høre en masse stemmer, de ledte efter hende, hende jeg lige havde myrdet. Fodskridtene blev tydeligere og tydeligere, jeg måtte væk ellers ville de opdage mig. Jeg løb hurtigt om bag et træ og gemte mig så godt som muligt, menneskene fandt hurtigt offeret. "Åh gud, hun er død" Lød en tydelig ældre mand, mon det var damens mand? "Har du fundet hende, far?" Sagde en sød lille pige, og så til sin skræk hendes døde mor, drænet for blod, ligge og forrådne. Jeg skyndte mig væk, det hele blev for stærkt, tårerende, blodet og menneskene, hvad nu hvis jeg også gjorde dem fortræd? Jeg løb over til vores sædvanlige skjulested, jeg stod lidt i døren og kiggede på Ray, hvad skulle jeg sige? "Hey Ray, nej du behøver ikke at lave mad til mig, jeg har spist"? Nej, det går ikke. Jeg stirrede blot blankt på hende, drænet for følelser, jeg hadede mig selv, mit væsen og alt andet ved mig. Endelig opdagede hun mig, hun smilte blidt, men da hun indså hvad der var sket blev hendes blik trist. Hun lagde urterne fra sig som hun havde i hænderne og skyndte sig over til mig, hvor hun gav mig et kæmpe knus. Jeg lagde mit hoved på hendes skulder, jeg lod igen tårerende trille ned, og jeg kunne umuligt stoppe dem. "Græd ikke, det er ikke din skyld" Sagde Ray trøstende, og agede blidt mit hår, "Jeg dræbte hende, hun havde børn og en mand, et godt liv. Og jeg dræbte hende.... Fordi jeg var sulten" Svarede jeg skingert og hulkede, jeg er en skrækkelig person. "Aria, søde, du har ikke selv valgt at være vampyr, vel?" Sagde hun og trak sig væk, hun sendte mig et overbevisende smil og jeg glemte næsten hvad jeg lige havde gjort. "Det ligger til din natur, det kan du ikke gøre for. Du er et godt menneske husk det, du fortryder det, og du har det hårdt, det er straf nok for dig" Sagde hun smilende, og vendte tilbage til det hun var i gang med. Jeg nikkede forstående, selvom jeg ikke var helt overbevist, men det blev jeg nok aldrig.

"Jeg kunne faktisk godt tænke mig noget urtesuppe.." Sagde jeg og begyndte at grine sødt, mens jeg tørrede tårerende væk. Ray begyndte at fnise, " Det er ikke suppe, jeg er ved at lave en brøk som skal hjælpe på hals brænd" sagde hun. "Nåreh... Hvad skal du med det? Elvere kan da ikke blive syge?" Sagde jeg undrende, jeg kunne slet ikke forstå meningen i at lave en brøk mod noget hun ikke kunne få. "Jeg har da tænkt mig at sælge det på torvet i morgen" Sagde hun grinende, "Okay" Nikkede jeg, jeg prøvede at virke forstående, hvilket jeg ikke var.

Natten var langsomt ved at falde på, og jeg satte mit ned på træstuppen ved siden af bålstedet. Jeg sukkede højlydt, som tegn på at jeg var ved at samle kræfter. Jeg var blevet rigtig træt og gabte derfor en del, "Gå dog i seng, hvis du er så træt" Lød det over fra Ray, "Mhm, jeg er da ikke træt?". Løgn, jeg var utrolig træt, jeg havde bare ikke lyst til at sove. "Er du sikker?" Spurgte Ray undrende, jeg kiggede op på hende "Nej.." Lød det træt fra mig. Jeg lod min trætte krop glide hen af gulvet og hen til den lille træ seng, hvor jeg smed mig tungt og lagde mig til rette. "Nat" Mumlede jeg, og lod mine øjne glide i. "Godnat" Var det sidste jeg hørte før at jeg var helt væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...