It's not a love song (1D)

Brace Horan er en 17 årig pige, som bor i Irland. Hun danser, er populær og har masser drenge efter sig. Hendes liv ville enhver nok drømme om.
Men en dag bryder helle hendes perfekte liv sammen, da hendes familie skal rejse til london fordi hendes far har fået et job derover. Derfor skal Brace bo hos den kendte superstjerne Niall Horan. Som tilfældigvis er hendes fætter. Brace synes slet ikke det er en god ide og vil hellere blive hjemme. Derfor bliver den charmerende Harry Styles sat til at få Brace til at føle sig mere 'hjemme'. Dog uden at der bliver blandet kærlighed med i det. Men hvad sker der når Brace begynder at føle noget for harry, og omvendt?

6Likes
3Kommentarer
750Visninger
AA

2. ~Kapitel 1~

"MOR HVORFOR?" skreg jeg imens jeg børstede mit umulige sort krøllede hår.

"Brace du ved udmærket godt at far har fået et nyt job. Derfor!" Hun sukkede højlydt.

"Mor kan jeg ikke bare bo hos Cate? De vil gerne have mig boende!" Jeg smed irriteret børsten fra mig og satte mit hår op i en hestehale.

"Skat vi skal rejse idag! Vi har ikke tid til det der, bliv nu bare færdig" hun kom gående med en kuffert ude på gangen.

"Ja ja" mumlede jeg og begyndte at ligge makeuppen.

Ja ser du, jeg er 17 år. Mit liv var fantastisk, indtil min far fik et nyt job. Nu skal vi rejse fra Irland til 'fantastiske' London. Nej det er ikke fantastisk! Nu skal jeg bo hos min fætter, som tilfældigvis er den super kendte Niall Horan fra One Direction.
Så tænker man normalt 'jaa jeg skal bo hos en verdenskendt'.
Men sådan tænker jeg ikke, det er røvsygt! Jeg kommer højst sandsynligt overhovedet ikke til at lave en pind.

Jeg lagde forsigtigt det sidste lag mascara inden jeg lagde alt makeuppen ned i min makeup taske. Jeg gik ind på mit værelse, som man enlig ikke kunne kalde 'mit' værelse mere. Alt var pakket ned i kun tre kufferter og to tasker. Og så var der jo også min 'makeuptaske'. Min forældre havde brokket sig i lang tid over at jeg havde pakket så meget, men hallo jeg var ung!

Jeg kiggede mig selv i spejlet. Jeg havde et par shorts og en hvid løs top. Et par sandaler og et par solbriller, med pyntende sten. Min storesøster kom brasende ind og sukkede af mig.

"Lad nu være med at stå der og glo!" hun sukkede irriteret.

"Ja ja, det kan du sagtens sige når du står og glor på dig selv i 10 timer" vrængede jeg.

"Hvorfor fanden er du så sur?" hun kiggede på sig med sit 'jeg-bestemmer-fordi-jeg-er-storesøsteren blik'.

"Ja hvad tror du selv, jeg skal tilbringe 3 måneder sammen med 5 drenge. Og jeg får sikkert ingenting at lave" jeg kigger surt på hende.

"Du mener du skal tilbringe 3 måneder med 5 mega hotte drenge, som er kendte! De invitere dig sikkert på biografture og lækre middage! Tag dig lige sammen!" hun kiggede på mig med en kæmpe irriterende smil.

Jeg sukkede "du fatter det jo hellere ikke", jeg rystede opgivende på hovedet og tog fat om min ene kufferts 'håndtag'. Jeg rullede hurtigt forbi hende, uden at glo på hendes 'jeg bestemmer' fjæs. Ingen ville nok forstå det hvis de ikke så det fra min synsvinkel. Jeg kan godt se at de er lækre. Men det hjælper jo overhovedet ikke, jeg mister alle mine venner her. Hele det liv jeg har bygget op : vennerne, jobbet på cafeen, Jason mit crush og alt det andet. Det braser sammen, ved et enkel lille vindpust.

Min far smækkede baggagerummets dør i. Alt var pakket, det var nu! Nu jeg skulle opgive alt. Hvorfor mig? Jeg kunne ligge mig ned og tude nu, hvorfor kunne ingen forstå mig? Jeg satte mig surt ned i det bløde sæde og kiggede på vores (gamle) hus. Hvorfor kunne vi ikke bare blive boende her..? Jeg lænede hovedet op af det kolde vindue.

"Så er vi på vej" min far smilte overdrevet. Jeg kunne virkelig slå ham lige nu!

"Hvorfor gør vi overhovedet det her?!!? Fordi du skal have et nyt job i London? Så skal du ødelægge mit liv for det?!?" nærmest spyttede jeg ud.

"Brace!" min mor kiggede surt på mig "du får det godt i London! Du skal besøge Niall. Ham kan du jo godt lide?".

Jeg sukkede opgivende "jaja" mumlede jeg.


"Brace vi er her" min storesøster, som hedder Alice, skubbede lidt til mig.

Jeg sukkede og satte mig op i sædet "mhm".

Min far åbnede baggagerummet og tog kufferterne ud. Jeg tog imod mine, og begyndte at slæbe dem mod indgangen.

"Vi skal være i vores fly om en halv time" min far begyndte at kigge rundt efter den kø vi skulle stå i for at komme ind til flyet.
Jeg tyggede på min mysli bar imens jeg kiggede stift ud i luften. Jeg var mopset, i know. Men jeg gad virkelig, jeg mener virkelig ikke det her lort.

Vi lagde alle vores ting på, udover det vi ville have med i flyet. Jeg havde en lille sort lædertaske med som kunne rumme en del.

"Kom unger vi skal her hen" min far var begyndt at gå mod en lille kø af passager.
Jeg fulgte med, med alle mine ting. Jeg ville faktisk helst bare stå og nægte at tage afsted. Men jeg vidste godt at det overhovedet ikke ville hjælpe. Tvært imod så ville mine forældre sørger for at jeg overhovedet ikke kom til at lave noget.

"Må jeg se jeres billetter" en dame med overdrevet meget læbestift smilte falskt til os. Min far rakte hende vores pas og vores billetter.

"Det er denne vej" hun vendte hånden mod en lille smal gang og rakte os vores pas, og billetterne. Vi gik i gangen indtil vi kom til en åben plads.
En mand viste os hvor vores fly var henne og vi trådte ind i det kolde fly.

Jeg lænede mig godt tilbage i det bløde fly sæde og kiggede ud af vinduet.
"Gør jer klar vi letter om 2 minutter, husk at spænde jer fast" en blid kvindestemme fyldte flyet.

"Er i klar?" min mor smilede til os "nu starter et nyt liv".

"Et nyt lorte liv" mumlede jeg, men lige højt nok til de kunne høre det. Min mor kiggede strengt på min men jeg kiggede bare væk, lod som om hun ikke var her.


"Der vil nu være mulighed for at købe mad ved de forskellige vogne der bliver kørt ud" det var knap nok 5 minutter siden at vi var lettet, men jeg var allerede ved at få kraftig hjemve. En dame med en sort uniform kom ud. Hun havde mere rød læbestift på end hende den anden og en ulækker lilla øjenskygge. Hun smilte underligt til os.

"Kunne jeg friste med noget?" hun holdte vognen stille da hun kom til os.

Min far startede "Ja jeg vil gerne have en flaske kildevand og en sandwich" hun gav de to ting.

"Jeg tager bare det samme" min mor smilede til damen som igen gav kildevand og sandwich.

"Jeg tager en smoothie og et rundstykke med smør og ost" min storesøster kiggede på de forskellige ting "gerne fedtfattigt". Hun lød snobbet, men sandheden er at det er hun også.

Turen gik til mig "jeg vil gerne bede om en cola, en snickers og et rundstykke med smør og syltetøj" i modsætningen til de andre tog jeg noget med sukker i.

"Ja det give så 150 kroner" damen tog imod pengene og skubbede vognen videre. Jeg tog en slurk af min dejlige cola og en bid af rundstykket. Alice kiggede strengt på mig "tænker du slet ikke på din vægt?" hun sukkede.

"Nej faktisk ikke" jeg smilede irriteret til hende og spiste videre. Jeg tænker ikke ret meget på min vægt, men jeg dyrker motion. Jeg har det fint med min krop.

"Vi lander om 15 minuttere, husk at spænde jer fast" damestemmen var udskiftet med en grov mandestemme. Jeg spændte mig fast og tog den sidste bid af min snickers.

Jeg tog fat om min håndtaske og ventede på at min familie begyndte at gå ud. Jeg fulgte forsigtigt med imens end masse tanker gik igennem mig.
Jeg klarede aldrig det her. Det blev helt igennem det værste jeg nogensinde skulle opleve. Ligeså snart jeg fyldte atten ville jeg tilbage til Irland!

Jeg pustede irriteret en hår tot væk. Jeg tog fat om min kufferter da de gled hen over det lange sorte bånd.

Det var varmt, dejlig varmt. Så jeg havde valgt den rette påklædning. Jeg tog hurtigt den cardigan jeg havde taget på for en sikkerheds skyld af.

"Nå vi må desværre tage afsted nu skat, men hvis der er problemer kan du jo bare ringe" min mor smilte til mig.

"Ja, farvel" jeg måtte give dem alle et knus før de var tilfredse. Jeg satte mig på en bænk hvor jeg havde god udsyn over parkerings pladsen. Der gik ikke mere en et kvarter før en stor sort bil stoppede på parkerings pladsen og ud af den kom Niall. Han havde ikke styret bilen, for han kom ud af den bagerste dør.

Jeg gik ham tavs i møde med en hånd i vejret så han kunne få øje på mig. Da han så mig løb han mod og løftede mig op i hans såkaldte "løftekrammer". Jeg hvinede "Niall altsååå" jeg blev sænket ned og vi gav hindanen en stor krammer.

"Velkommen Brace, velkommen til London".
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...