Bag Masken (O)

Mit essay omkring daglig dagens masker :)

8Likes
0Kommentarer
476Visninger

1. Bag Masken

 

Når jeg hører ordet maske, tænker jeg tit på et maskebal. De store kjoler, farvestrålende masker og mystikken. Frem for alt mystikken. Men et maskebal er ikke så meget anderledes, fra det liv mange unge mennesker lever til dagligt. Bag skygger, skjold og masker, befinder vi os. 

Med lukkede øjne, blindt famlende, går vi gennem livet. Nu og da, kan vi ikke engang se igennem vores egen maske, og glemmer til tider hvem vi selv er. Fordi masken vokser fast til vores sarte hud, suger sig fast til vores sjæl og bliver en påtaget del af vores jeg.

Men os selv, kan vi finde med tiden. Svære er det, når man falder for en opsat facade, som braser til jorden med tiden. Forelsker sig i noget som aldrig var der, eller bygger et venskab på en interesse, som aldrig eksisteret bag masken.

Bag et tågeslør af stolthed og sejer, gemmer mange sig, men når natteluften trækker sløret væk, står der kun et barn som endnu ikke er vokset op. Et barn som blev glemt og gemt væk, fordi det måske ikke har, kunne følge med omverden. Et barn som har set til i mange år og nu som græder, for sit voksne jeg.

 

Selv husker jeg, jeg gennem mere end halvandet årti, ofte er blevet spurgt, ”Hvem er du?” Jeg har ofte svaret med et ”Det ved jeg ikke,” fordi jeg ikke har haft et bedre svar parat.

Fordi, hvem er jeg enlig?

Jeg er seksten år gammel, født og opvokset i samme by. Jeg er skilsmisse barn, med hverdagens kvaler og problemer. Så et godt svar, ville være jeg var en helt almindelig gennemsnits dansker. Men det er jo heller ikke sandt, for betegnelsen gennemsnits dansker er noget pjat. Ingen af os er ens, så hvordan kan man skabe et gennemsnit, når det man prøver at regne sammen ikke er et tal. Ikke har en bestem værdi eller personlighed. For vores personlighed er lige så skiftende, som en skizofrenes. Efter vores omgivelser og vores selvskab, går vi fra personlighed til personlighed.

 

Som ung på arbejdsmarkedet, gør man alt for at blive set som dygtig og brugbar, fordi konkurrencen i dag er så stor. Er man ikke født med rundsave på albuerne, bliver man hurtigt set som stille og forsigtigt. Man tør ikke råbe op eller sige sin mening, hvis nu nogle, højere oppe i hierarkiet, har en anden mening. Man bliver hurtigt skubbede til side, fordi de ældre har glemt, da de selv stod som det nye skud på stammen.

Men selv om man er den lille på arbejde, kan man godt være dronningebien i klassen.

Snakke højt og fægte med arme og ben, for at skjule en usikkerhed, som ingen helst må se. For når konkurrencen kun kommer fra jævnaldrene, er spillet lettere. Alle spiller ens og selv om ingen kender reglerne, så passer de fleste ind. Lader som om alt i deres liv er perfekt, selv om helvede måske står på den anden side af vejen, og kigger på dem. Fortæller kun om det bedste og praler gerne, for at få flokkens opmærksomhed.

Facaden er lidt blødere når det er de tætte venner, som er i nærheden. Man ønsker stadig at være smart og en som vennerne tænker godt om. Men her kan man også åbne sig en smule mere, end blandt de bekendte.  

På vej hjem falder den højtråbende facade endnu længere ned, for hjemme venter trykke rammer, hvor man for en kort stund, kan lade de kraftigste masker falde.

Man har mulighed for, at gemme sig væk på sit værelse, gøre nogle af de barnlige ting, som man endnu ikke har sluppet, men som kammerarterne bestem ikke må se. Men stadig holder man masken op for sine egne forældre og søskende, for at være den store og modende, som helst skal kunne alting selv. Unge mennesker gør alt for ikke at blive set som de små.

Men i vanskelige tider krakelere facaden og man kan være heldig, at få et kort glimt af sit rigtige jeg. For en stund holder man fast i det rene og uskyldige, som stadig lever i en, men skyggerne omsluger det hurtigt og ligger masken over ens øjne igen.

 

Personligt, har jeg en ide om at maskerne for os til at se ældre ud. For når man sover, kan man umuligt holde dem oppe og alle mennesker ser yngre ud, når de sover. Alle ord som bliver råbt eller ting som bliver gjort, forsvinder i det sovende menneskes ansigt. Roen er umulig at beskrive, men intet er mere afslappende, ind at se på et andet menneske sove.

Men så snart solen står op over byen igen, står vi op og sammen med vores tøj, iklæder vi os en maske. En maske af falskhed og løgn, som vi ikke kan stå inden for. Men vi er nødt til at bære den, for kødet bag skallen er så blødt og sårbart, at man, uden et skjold, kan blive skudt ned fra himlen. Unge mennesker i dag møder modstand fra alle sider og vi høre det ofte, men ikke alle har dog set sandheden i ordene, kun den stærkeste overlever. Men det er jo sandheden, vi pakker vores svage sider væk og server kun det bedste af os selv, også for de mennesker vi skulle forstille, at være tættes med.

 

I en adskilt hverdag, hvor maskerne ikke mødes, skaber de sjældent problemer. Dronningemasken, møder aldrig familiemasken, eller arbejdesmasken. En ting som kan trække maskerne sammen er forelskelse. Måske dukker den op gennem skolen. Hvor den kun kender til den selvsikre og stolte side. Eller gennem en sommerferie med familien, hvor ro og trykhed er malet med den brede pensel. Den maske vores udkårende kender er den han eller hun forelskede sig i, og ved synet af en anden side, kan det briste eller bære.

 

Sammenstød kan skabe fyrværkeri eller ild. Men lige meget hvad, vil masken falde på et tidspunkt og mennesket bag stå blottet for andres skue. Derfor gælder det hele tiden, om at huske at lige meget hvilken maske man bærer eller hvad den siger, skal mennesket bag kunne stå inden for dens ord eller handlinger. Det er aldrig let. Det ved jeg bedre ind nogle anden. For jeg selv, bliver ofte fanget bag min egen maske, som holder mig fast til gulvet. Brænder og såre de omkringstående skikkelser, fordi jeg er blændet af min egen maske. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...