Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
655Visninger
AA

13. Tak Adam

 

”Er du fuldkommen sindssyg?!”

Råbte Andrea rasende af Adam, som roligt satte sin pistol på plads under jakken. Jeg trak mig tilbage, og sikrede pistolen, inden at jeg rakte den tilbage til Adam, som roligt tog imod den. Han svarede ikke på Andreas voldsomme vredes udbrud.

”Du kunne have ramt hende, slået hende ihjel!”

Rasede Andrea af Adam, som ikke syntes at bekymre sig om hendes raseri.

”Jeg plejer at ramme det, som jeg sigter på.”

Svarede Adam roligt, og tog pistolen ud af hånden på Andrea. Hun udstødte en rasende lyd, og vendte ham ryggen. Hun skyndte sig straks hen til mig, og satte sig på sengen. Vinduet blev hurtigt lukket, og jeg blev pakket ind i tæppet igen.

”Er du uskadt?”

Spurgte Andrea bekymret, og klappede let på mine kinder og på mit hoved. Jeg nikkede let. Skuddet havde været langt ved siden af mit hoved, og jeg ville slet ikke tænke på hvad der kunne være sket, hvis Adam ikke havde skudt.

”Varevognen?”

Spurgte Adam chaufføren, som let nikkede.

”Ikke en skramme.”

Sagde manden glad, og gav sin pistol tilbage til Adam, som skyndte sig at pakke våbnene væk igen og lukke skabslågen. Andrea skævede surt til Adam, som kort så ud af forruden.

”Idiot.”

Mumlede hun svagt, og aede mig endnu engang over hovedet.

”Hvor kører vi hen?”

Spurgte hun så, og tog min hånd i stedet. Adam kom tilbage, og satte sig på sin stol igen.

”Den modsatte retning af hvor i kom fra. Vi skal nå en færge.”

Svarede han kort, og samlede hæftet op igen, som han gav sig til at skrive i igen. Men ved at se på hans håndbevægelser, så kunne jeg regne ud at han ikke skrev. Han tegnede.

”En færge?”

Spurgte jeg hæst, og begyndte at hoste voldsomt. Adam lukkede straks hæftet, og lagde det fra sig. Jeg hostede lidt endnu, men holdt så op igen. Adam skævede bekymret til mig, og fandt et ekstra tæppe frem oppe fra et af skabene over os. Han lagde det forsigtigt over mig, mens at jeg lagde mig ned. Andrea flyttede sig, selvom at jeg ville have lagt med hovedet mod hendes lår. I stedet fik jeg hovedpuden, som havde været smidt hen i et hjørne. Jeg lagde taknemmeligt mit hoved imod det.

”Hvor længe har du hostet?”

Spurgte Adam bekymret, og rettede let på tæppet. Andrea trak sig lidt tilbage, og satte sig i den anden stol. Hun holdt øje med mig derfra.

”Et stykke tid.”

Svarede jeg træt, og nød varmen som de to tæppet gav. Adam sukkede let igen, og det fik Andrea til at se bekymret på ham.

”Jeg bliver nødt til at tjekke det, når vi kommer tilbage, men hun har højst sandsynligt lungebetændelse.”

Sagde Adam bekymret til Andrea, og rettede en sidste gang på et af tæpperne, inden at han gik over og satte sig i stolen overfor hende. Hun skævede bekymret til mig igen, før at hun så på ham.

”Bare rolig, vi har noget antibiotika. Ikke meget, men det burde være nok til at slå betændelsen ned.”

Beroligede Adam Andrea, som straks sukkede lettet op. Jeg gabte svagt, og rullede mig sammen i fosterstilling.

”Lig dig til at sove. Det har du bedst af.”

Formanede Adam, og trak diskret hæftet udenfor Andreas rækkevidde. Hun opdagede det ikke, men nikkede let til mig. Hun mente det samme som Adam, så jeg lukkede øjnene for at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...