Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
816Visninger
AA

20. Stakkels Benjamin

 

Jeg gav mig til at spise af havregrøden, og kunne ikke rigtigt finde ud af om jeg kunne lide den eller ej. Jeg havde ikke smagt det før, men det virkede da okay.

”Men som altid, så vil jeg sætte pris på hvad end madvarer i nu bringer hjem.”

Sagde Mario muntert, og lo så let igen. Adam nikkede, og pakkede listen ned i sin jakkelomme igen. Mario så kort på mig, og dernæst på Adam.

”Se, hun spiser sin havregrød uden brok. Se der kunne du lære noget.”

Sagde Mario formanede. Jeg kom til at smile, da Adam igen sukkede. Han måtte ikke være super vild med havregrød. Mario så så længe på Adam igen, og lavede et utilfreds ansigtsudtryk.

”Nok skinner solen, men jeg har aldrig set dig uden dine solbriller. Tager du dem nogensinde af?”

Spurgte Mario, denne gang uden den mindste form for morskab i sin stemme. Adam var ikke glad for spørgsmålet, det kunne jeg med lethed se.

”Nej, han sover med dem på.”

Svarede jeg, og slog en let falsk latter op.

”Jeg tror at de er groet fast.”

Tilføjede jeg, og kom til at grine for alvor. Mario nikkede straks med et stort smil, og fnes ganske let. Så vendte han sig om, og gik tilbage til sit køkken.

”Tak.”

Mumlede Adam lavt, og gav sig endeligt til at spise af havregrøden. Han fik dog ikke lov til at spise uforstyrret, da kvinden som havde stirret så længe på mig, kom hen til os. Hun havde drengen med, som hun havde holdt øje med. De måtte være mor og søn, blev jeg enig med mig selv om. Adam lod som om at han ikke så dem, og stoppede en skefuld havregrød i munden.

”Adam, jeg tror at der er noget galt med Benjamin.”

Sagde kvinden, for at tiltrække sig Adams opmærksomhed. Han sukkede, og lagde skeen fra sig, inden at han vendte sig for at se på drengen. Benjamin, som kvinden havde kaldt ham, stod med nogle klodser i hænderne og satte dem sammen på forskellige måder.

”Godmorgen, Benjamin. Hygger du dig?”

Spurgte Adam venligt, men hverken så eller hilste på moderen. Drengen nikkede let, og viste Adam et drage, som han havde bygget ud af klodser. Adam nikkede imponeret, og så så endeligt op på moren.

”Han ser ud til at have det fint.”

Konkluderede Adam. Hun fnøs straks irriteret, og rystede på hovedet.

”Benjamin har feber, og han nyser hele tiden.”

Påstod hun stædigt. Adam sukkede, og så kort på Benjamin igen, som var begyndt at skille dragen af igen. Så så han op på moren igen.

”Hør nu her Lili.”

Sagde han opgivende, så jeg blev klar over at kvinden, Lili, var hende, som Mario ikke brød sig om. Hun rystede straks på hovedet.

”Han er syg, det siger jeg jo.”

Begyndte hun igen. Jeg forventede at Adam ville miste tålmodigheden med hende. Men han virkede rolig og fattet. Måske var han vant til hende?

”Han er ikke syg, og ved du hvor jeg ved det fra?”

Spurgte Adam med en lidt skarpere tone i stemmen. Hun måtte gå ham på nerverne alligevel. Hun rystede på hovedet igen, for at protestere.

”Fordi at du går rundt og lokker folk til at give dig medicin til ham. Medicin som han slet ikke behøver. Og det seneste inkluderede, at du fik Lars til at give dig nogle piller, som var det sidste antibiotika, som vi havde. For det første har du, ene kvinde, har bragt os alle godt og grundigt på røven. For det andet, så er der intet galt med ham. Fordi at du, og hvilket er min tredje pointe, er du den som gør ham syg. Fordi at du giver alt muligt medicin, som du kan få fingrene i.”

Sagde Adam irriteret. Jeg bemærkede den pludselige stilhed som var kommet, og indså at de andre lyttede med.

”Og en af de her dage, så ender du med at slå ham ihjel, fordi du ikke aner hvad du giver ham.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...