Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
708Visninger
AA

23. Søren er klam

 

Jeg gav mig til at hoste igen, og blev ved længe. Jeg holdt endeligt op, og kunne se at Adam så på mig med en bekymret mine.

”Måske skulle vi få dig ned i seng igen?”

Spurgte han, men ventede ikke på svar, før at han rejste sig. Jeg ville spørge hvad vi skulle gøre med tallerkenerne, men nåede det ikke, før at han tog mig i armene. Han løftede mig forsigtigt op, og skyndte sig så af sted med mig. Det tog mig ikke længe for at regne ud hvorfor han havde fået så travlt. De andre stirrede på ham igen, og han brød sig ikke om det.

”Mario, hun skal ned i seng igen. Så vi har været nødt til at lade tallerkenerne stå på bordet.”

Sagde Adam højt, da han kom i nærheden af lugen til køkkenet. Mario stak utilfreds hovedet ud, og så ud som om at han ville spørge hvorfor Adam ikke bare kom tilbage, og stillede tallerkenerne væk.

”Søren har fået øjnene op for hende.”

Nøjes Adam med at sige, hvilket var nok til at Mario straks nikkede let og syntes at det var helt i orden. Jeg kunne ikke lide ham manden, Søren som han åbenbart hed, men lige frem at Adam ikke turde lade mig være alene? Var han så slem?

Adam bar mig ned af den lange trappe, og stoppede så kort op ved døren. Jeg rakte ud, og trykkede på den der sjove røde quiz-knap, så døren gik op. Døren lukkede jo af sig selv, så Adam bar mig over til autocamperen i en vældig fart. Jeg måtte igen åbne døren, da han skulle have mig ind, men det gjorde mig nu ikke så meget. Ikke når Adam havde været så sød, at bære mig hele vejen. Han satte mig forsigtigt i stolen overfor hans, og vendte sig så hurtigt rundt, så han kunne lukke døren. Straks tog han et af tæpperne fra sengen, og svøbte mig ind i det. Jeg smilede taknemligt til ham, da han satte sig i sin egen stol. Hans ansigtsudtryk var dog dystert, så jeg holdt op med at smile igen.

”Ikke at du går så langt, men hold dig til mig, indtil at Sørens interesse for dig daler igen.”

Sagde Adam roligt, men lød vred. Meget vred. Jeg så undrende på ham, og forstod endnu ikke hvad det handlede om. Han tog solbrillerne af igen, og lagde dem på bordet.

”Hvad er vigtigste regel?”

Spurgte han mig pludseligt. Men jeg kendte jo godt svaret, og svarede med det samme.

”Ingen sex.”

Alligevel rødmede jeg, da jeg sagde det. Det var åndsvagt, jeg var jo 21 år gammel.

”Der er jo andre former for sex, som garanterer at der ikke sker en undfangelse, og dem er Søren meget interesseret i at afprøve.”

Forklarede Adam med en professionel klang i sin stemme. Jeg lænede mig undrende frem. Andre former for sex? Hvad snakkede han om? Han opfangede mit spørgsmål, selvom at jeg ikke sagde noget.

”Analt og oralt.”

Svarede han, hvilket bare fik mig til at rødme helt vildt. Det sagde han bare ikke. Han rystede kort på hovedet, opgivende.

”Sådan er han bare. Han skal altid se om han ikke kan få lokket en til det.”

Sagde Adam utilfreds, og spændte igen i sin hånd. Han virkede som om at han havde lyst til at banke Søren. Ad, mumlede jeg for mig selv. Jeg havde ikke set ham endnu, men alene lyden af hans stemme var nok til at få mig til at holde mig langt væk.

”Du ved godt, at du er 21 ikke?”

Spurgte Adam pludseligt med en vittigt klang, så jeg så op og mødte hans blik. Jeg nikkede ganske let, og så så væk igen med røde kinder.

”Jeg ved det, jeg ved det.”

Sagde jeg flovt, og snoede let noget af mit uglede hår. Så skubbede jeg det væk, irriteret over hvor uglet det var blevet.

”Jeg er 21, og det burde ikke være flovt at snakke om.”

Tilføjede jeg utilfreds, hvilket bare fik Adam til at udstøde noget, som lød som en kvalt latter. Han rømmede sig kort, og lænede sig tilbage i stolen. Han sagde pludseligt:

”Jeg syntes nu, at det er meget sødt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...