Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
654Visninger
AA

3. Jeg vil ikke være en tom skal

Jeg vred bekymret mine fingre, så mine led knækkede. Jeg kunne ikke lide det, når Andrea lod mig være alene. Jeg kendte jo ikke andre end hende, og jeg var bange for at være alene. Jeg kunne hverken køre bilen eller skyde med pistol. Det havde jeg ikke prøvet, altså ikke af hvad jeg kunne huske.

”Vær nu forsigtig, Andrea.”

Hviskede jeg for mig selv, og tog bogen ind til mig. Jeg knugede den tæt ind til mig, hvis der nu skulle ske noget. Der burde ikke sket noget, men man skulle aldrig være for sikker. Det var endnu en af Andreas regler. Man skulle aldrig vide sig for sikker, uanset hvordan situationen så ud.

Andrea nærmede sig liget, som svagt reagerede på hende. Den rakte hånden ud efter hende, så jeg kunne se det brændte kød og knogler. Huden begyndte straks at syde, så snart hånden kom ud i solens stråler. Jeg lænede mig frem på sædet, og så undrede på det. Det var første gang, at jeg så det ske. Andrea havde fortalt mig, at det var en bivirkning ved virussen. De døde kunne ikke tåle solens stråler for i for lang tid af gangen. Det gjorde ondt, hvis de da kunne føle smerte. Vi kunne være i fred om dagen, hvis vi opholdt os i solen. Men om natten, så kom de døde frem og ledte efter os, og så var det svært at gemme sig. Så kunne de komme alle steder.

Andrea tappede let med foden lige foran liget. Det rakte let ud efter hende, og trak sig lidt tættere på hende. Hun blev stående, med hakken i hænderne. Hun ventede lidt endnu, og lod liget trække sig helt ud af bilen. Det sydede over hele kroppen. Liget var helt indskrumpet, fordi at det havde brændt. Det havde ingen øjne, så kun de tomme øjenhuler så på Andrea. Det lignede lidt, at det havde noget lyst hår tilbage på den ene side, men jeg havde ikke lyst til at kigge. Jeg var ved at kaste op. Hvordan kunne Andrea stå så tæt på? Det måtte uden tvivl stinke helt vildt.

Så løftede Andrea hakken, da hun mente at liget lå rigtigt. Hun løftede hakken højt over hovedet, og svang den så hurtigt nedad, samtidigt med at liget lukkede sin hånd omkring hendes ben. Zasck! Sagde det, da Andrea svang hakken ned i ligets hoved. Hakken gik lige igennem med sjaskende lyd, som var lige ved at få mig til at kaste op i trucken. Men jeg tvang det tilbage. Jeg ville ikke kaste op i trucken, så ville Andrea sikkert blive sur. Liget slap Andreas ben igen, og måtte uden tvivl være dødt nu. Hun rev hurtigt hakken fri, og så kort på liget studerende. Hun slog hurtigt hakken ned i hovedet på liget igen, da den kort bevægede hånden. Denne gang gik hovedet helt i stykker, så det slet ikke lignede et hoved længere. Jeg holdt mig for munden, og så ned i gulvet. Nu kunne jeg ikke holde at se på det længere, og blev ved med at se ned i gulvet. Det var dumt. Jeg burde holde øje med omgivelserne, men jeg ville ikke kunne se op igen, uden at kaste op. Jeg holdt blikket ned i gulvet, indtil at Andrea let bankede på ruden. Jeg så hurtigt op, og sikrede mig at det var hende og at der ikke var nogle døde bag hende. Jeg trykkede let på låsen, så den gik op. Hun skyndte sig ind i bilen, og lukkede døren bag sig. Hun hang hurtigt hakken på plads. Jeg blev skidt igen, bare ved at se på den. Så jeg skyndte mig at se væk, hvilket Andrea bemærkede.

”Du vender dig til det.”

Sagde hun trøstende, og roede hurtigt tasken igennem, som var blevet fyldt med tøj.

”Det tror jeg ikke.”

Sagde jeg opgivende, og rystede let på hovedet. Lyden af hakken, som gik igennem hovedet og det der sprøjtede fra det. Jeg havde nært kastet op igen.

”Hvorfor slog du den ihjel?”

Spurgte jeg, og lagde forsigtigt bogen fra mig igen. Andrea havde overlevet, og jeg var sikker sammen med hende, og så kunne jeg godt lægge bogen fra mig.

”Fordi at det er synd. Det har engang været et menneske, uanset hvordan det ser ud.”

Svarede Andrea, og satte sig på plads i sit sæde. Hun løsnede håndbremsen igen, og satte trucken i gear, så vi kunne gøre videre.

”Hvis det var mig, som blev inficeret med virussen, så ville jeg ønske at blive slået ihjel.”

Tilføjede Andrea med en rolig stemme. Hun mente det. Jeg sank lidt tilbage i sædet, og håbede på at den tid aldrig kom. Men jeg måtte give hende ret. Hvis jeg blev inficeret med det, så ville jeg ønske, at blive slået ihjel. Jeg vil ikke vandre rundt som en tom skal, og slå andre ihjel. Det vil jeg bare ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...