Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
743Visninger
AA

6. Jeg snubler i mit eget snørebånd

”Andrea?”

Spurgte jeg, mens at vi løb. Jeg havde opdaget blodet på hendes skjorte. Var hun blevet bidt?

”Han blødte på mig, da jeg dræbte ham.”

Forklarede Andrea, og trak mig ud på gaden igen. De døde var måske halvtreds, fyrre meter længere nede af gaden, men de havde ikke fået øje på os endnu. Men vi kunne ikke komme tilbage af samme vej, som vi var kommet. De blokerede vejen, så vi løb den anden vej. Vi løb få hundrede meter, før at det gik op for os, hvorfor der var så mange døde. Det lå en kæmpe fabrik, som hed et eller andet med anfoss. Det første bogstav var faldet ned. Der var en enorm kontorbygning, en bank og en kæmpe parkeringsplads, hvor der holdt nogle biler parkeret. Men de var enten ødelagte, punkterede eller udbrændte, så vi kunne ikke bruge dem. Vi løb videre, op af en stor bakke. Oppe fra toppen, kunne vi se tilbage og se en kæmpe firkantet blå bygning. Jeg var blevet forpustet af den korte løbetur.

”Andrea, hvad… hvad gør vi?”

Spurgte jeg forpustet, og måtte stoppe op for at trække vejret dybt et par gange.

”Det er mørkt, så de er ude, men vi kan ikke skjule os her, når de går frit rundt.”

Remsede Andrea vores situation op, og spejdede rundt. Jeg hostede svagt, men gjorde mit bedste for at skjule det. Andrea sukkede straks, og rystede på hovedet.

”Du har fået det for koldt igen.”

Sagde hun utilfreds, men stod så pludseligt stille igen. Hun spejdede ned af bakken, og rynkede koncentreret på næsen. Så rev hun mig pludseligt fremad, og tvang mig til at løbe videre.

”De har fundet os.”

Forklarede hun forpustet, og satte tempoet op. Jeg kunne knap nok følge med, og koncentrerede mig bare om at holde bogen ind til mig, så jeg ikke tabte den. Andrea hev mig frem ad, og tvang mig videre. Mine lunger føltes som om at de var for små, som om at jeg ikke kunne få luft no. Men Andrea tvang mig videre. Vi løb midt på hovedvejen. Jeg ville ikke kunne holde tempoet meget længere, hvis vi fortsatte sådan. Måske skulle Andrea bare efterlade mig og løbe videre, tænkte jeg for mig selv. Men jeg vidste, næsten med det samme, at det ville hun aldrig gå med til.

”Der!”

Råbte hun, og pegede. Vi var nødt hen til den næste by, som faktisk ikke havde lagt så langt væk. Andrea pegede igen, og hev mig over vejen. Hun pegede på en brugs, en købmandsforretning og hev mig over en mark. Vi skulle bare over den, og så kunne vi gemme os i lagerrummet og få noget at spise samtidigt. Hvis der altså ikke var nogle døde derinde.

”Andrea!”

Skreg jeg højt, da jeg mærkede noget gribe om min fod og stramme til. Jeg væltede, lige så lang som jeg var, og måtte bide tænderne sammen for ikke at skrige. Smerten i min ankel var overvældende. Jeg var overbevidst om at jeg var blevet bidt, at der var en død, som havde gemt sig i jorden på marken. Noget burde have sagt mig, at det var de ikke kloge nok til. Andrea rev mig op på benene igen, og straks var jeg lige ved at vælte igen. Jeg var snublet i mine egne snørebånd, og på grund af det, så havde jeg skadet min ankel. Men Andrea nægtede at efterlade mig, på trods af, at jeg var blevet en stor byrde for hende. Hun trak hurtigt min arm over hendes skulder, og støttede mig, så vi kunne komme videre.

”Bare lidt endnu.”

Sagde hun beroligende, og var anstrengt over den ekstra vægt, som hun pludseligt måtte bære. Jeg kunne ikke støtte på min ankel, og måtte hoppe på den andet for at kunne komme af sted.

”Bare lidt endnu.”

Blev Andrea ved, og langsomt kom vi hen til brugsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...