Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
655Visninger
AA

16. Jeg er 21 år gammel, åbenbart

 

”Hvor gammel var min bror?”

Spurgte jeg nysgerrigt. Jeg spurgte fordi at jeg gerne ville vide det, men også for at snakke om noget andet, som Adam måske brød sig mere om.

”Fire år ældre end dig.”

Svarede han kort med et let smil, og tilføjede så:

”Han og jeg har fødselsdag samme dag. Vi lå på samme fødegang, og blev født med kun en times mellemrum. Vi var bedste venner lige siden.”

Men det kunne jo ikke passe. For Adam så ud til at være langt ældre end mig, der var nok en syv, otte år imellem os. Men det kunne der jo ikke være. Han havde jo lige sagt, at der var fire år imellem mig og min bror. Og at han og min bror havde haft fødselsdag på samme dag.

”Hvor gammel er jeg?”

Spurgte jeg undrende, og puttede mig under tæpperne. Adam så let på mig med et drillende blik.

”Hvor gammel tror du at du er?”

Spurgte han roligt, men havde helt klart en drillende klang i sin stemme.

”Andrea har gættet på 17-18 år.”

Svarede jeg, men han rystede let på hovedet.

”Dit gæt, ikke hendes.”

Sagde han stædigt. Jeg trak let på skuldrene.

”Andreas gæt passer meget godt, altså sådan udseendemæssigt, men jeg syntes stadigt at alderen virker forkert.”

Afslørede jeg lidt af min tankegang. Han nikkede straks med et stort smil.

”Du er 21 år gammel.”

Sagde han blidt, og straks nægtede jeg at tro på ham. Hele tre, fire år ældre end hvad Andrea havde gættet sig til? Det kunne ikke passe. Han klukkede let over mit overraskede ansigtsudtryk.

”Du har altid haft et meget ungt udseende.”

Tilføjede Adam beroligende, og rettede sig kort i ryggen.

”Du blev altid drillet med det, da du var mindre.”

Han lo let, da han sagde det, og så så på mig igen. Denne gang fik vi øjenkontakt.

”Men så var det jo godt, at du havde din bror og mig til at banke dem, som drillede dig.”

Sagde han roligt, selvom at det nok var meningen, at det skulle have lydt morsomt. Jeg brød kort øjenkontakten, men søgte den så igen. Lyset i hans øjne var faktisk meget behageligt, når man først havde vænnet sig til det.

”Havde jeg nogen kæreste?”

Røg det pludseligt ud af mig. Jeg er faktisk ikke helt sikker på hvor det kom fra. Adam lavede et underligt ansigtstræk, og rystede så let på hovedet.

”Nej, du har altid sagt, at du ikke var interesseret i den slags.”

Sagde han uroligt, og forsøgte igen at undgå at have øjenkontakt med mig. Han rejste sig pludseligt, og skubbede solbrillerne ned på plads.

”Desuden, din bror jog enhver på flugt som udviste interesse for dig.”

Tilføjede han, og satte sig i sin stol igen.

”Alle?”

Spurgte jeg, og gabte let. Jeg var stadigt træt, men nu havde jeg jo ikke fået sovet igennem endnu. Adam nikkede let, inden at han gav sig til at tegne i sit hæfte igen.

”Han var den overbeskyttende type.”

Mumlede han lavt for sig selv, inden at han blev opslugt af sin tegning. Jeg lagde mig til at sove igen, og var glad for, at jeg for en kort stund kunne føle mig sikker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...