Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
655Visninger
AA

1. Intro

Jeg vil starte med en kort beskrivelse om mig selv, min rejsekammerat og vores situation.

Jeg selv er nok omkring en 17-18 år gammel, 160 centimeter høj, så jeg er ikke lige frem høj. Jeg er tynd, meget tynd. Det ser ud som om at jeg ikke har spist noget i lang tid, men uanset hvor meget jeg spiser, så bliver jeg ikke større. Jeg kan ikke tage på. Jeg har hvidt hår, ja, det er mega underligt. Men mit hår er altså helt hvidt, neon-hvidt. Andrea gør tit grin med mig, og siger at jeg lyser op i mørket. Men i hvert fald, mit hår er hvidt og uglet. Meget uglet. Vores sidste kam gav op, og knækkede i tusinde dele. Så vi har ikke noget at rede hår med. Jeg har blå øjne, der ligesom mit hår, er så lyse, at de lyser op i mørket. Også dem driller hun mig tit med, men jeg tror at det er fordi, at hun forsøger at muntre mig op. Mit tøj er laset og slidt, og trænger nok til en vask. Men det er det bedste tøj, som jeg har lige nu. Nogle tætsiddende bukser, men ikke for tætte, så jeg ikke kan løbe i dem. En T-shirt og en varm striksweater, som der er lidt huller i. Min grønne jakke ligger over mig, for jeg har lige sovet. Mine handsker ligger i den ene lomme, og mit halstørklæde er gemt væk i den anden. Jeg ville ønske, at jeg havde nogle varmere bukser, men vi har ikke kunnet finde nogle til mig. Det er svært, når jeg er så tynd og vi ingen bælter har.

Jeg ville ønske at jeg kunne tegne Andrea, så jeg havde en slags billede af hende i min bog. Det er Andrea, som har fundet den til mig.

Men jeg kan da prøve at beskrive hende med ord. Hun har pænt brunt krøllet hår, som selvfølgelig også er uglet, fordi vi ikke har nogen kam. Og hun har nogle varme, beroligende, brune øjne. De er det meste dejlige ved hende. Hun er næsten 180 centimeter høj, så et stykke højere end mig. Hun er ikke lige så tynd som jeg, men hun er heller ikke fed. Hun har former, og det er kønt til hende. Men hun har tabt sig lidt på det seneste, men det er nok fordi at hun har fundet mig. Så hun har ikke nær så meget mad til sig selv, som før. Hun ser faktisk hellere, at jeg spiser, end at hun gør. Jeg kan ikke lide at spise, når hun bare skal se på, men jeg tør ikke at sige hende imod, for så bliver hun sur.

Andrea fandt mig på et bibliotek, hvor jeg lå gemt under en sofa. Jeg var bevidstløs, da hun fandt mig, og vågnede først, da hun lagde mig ud i sin truck. Jeg ved ikke hvad jeg lavede under sofaen, eller hvordan jeg var havnet der. Jeg har stadigt et lille sår i hovedbunden, hvor jeg enten har slået hovedet eller er blevet slået. Så jeg husker ikke hvem jeg var før, at Andrea fandt mig. Så jeg kender ikke mit navn, det er væk. Jeg er ikke engang sikker på min egen alder, så Andrea har bare gættet den. Det var derfor, at jeg skrev at jeg var en 17-18 år, for jeg er ikke sikker. Jeg er helt blank for minder, men det er lige meget. Jeg har Andrea, og hun passer på mig. Hun har allerede risikeret sit liv for mig en gang før. Andrea har sagt, at det er fordi at hun aldrig fik et barn, inden alt det her. Så jeg er blevet som en datter for hende. Hun er 37 år, men fylder 38 om to måneder. Andrea er altså ikke for gammel til at få børn endnu, men det er for farligt. Desuden har vi ikke mødt andre, lige siden at hun fandt mig. Og før det, da har hun ikke set nogen andre i næsten en måned. Altså, hun har ikke set nogle levende i næsten en måned.

Da jeg jo ikke husker hvad der skete før, var Andrea nødt til at fortælle mig det. Hun var ikke glad for det, men for at holde os i live, var jeg nødt til at vide hvorfor vi hele tiden kørte. Hvorfor vi aldrig blev noget steder mere end en uge af gangen, og hvorfor at vi måtte låse os inde, når det blev mørkt. Andrea har mange regler, om hvordan man overlever, men dem kan vi snakke om senere.

Det hele startede for bare seks måneder siden, selvom at Andrea ofte har sagt, at det føles som flere år siden. Hun husker specielt, at der lige var kommet en film i biografen. Den handlede om zombier, og hun huskede at hun havde hadet filmen. En uge efter, skete der noget underligt. En mand havde vandret rundt på gaden, og da en bekymret kvinde ville spørge om han skulle bruge noget hjælp, havde han overfaldet hende. Han havde bidt hende, og var stukket af. Hun var selvfølgeligt kommet på hospitalet, og det hele blev vist i nyhederne. Så døde kvinden pludseligt, selvom at bidet ikke havde været særligt slemt. Og pludseligt blev alle på sygehuset syge og døde. Virussen var begyndt, og den spredte sig hurtigt. Mange tusinder døde indenfor den første uge. Og endnu flere den næste uge. Der var bare et problem. De blev ikke ved med at være døde, men rejste sig fra graven og begyndte at slå folk ihjel. De folk, som blev dræbt af de døde, skiftede endnu hurtigere og overfaldt de næste levende, som de kunne få fat i. Andrea havde mistet sin mor og far til virussen, og havde været nødt til at slå dem ihjel selv, for at overleve. Så havde hun taget sin truck, smidt nogle forsyninger i den og hun har kørt lige siden. Jeg var heldig, at jeg kun blev opdaget af Andrea og ikke de omvandrende døde.

Hun havde ellers lige været ved at efterlade mig på biblioteket, fordi at hun kunne høre dem. Men hun ombestemte sig, og tog mig med. Det er jeg taknemmelig for. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...