Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
681Visninger
AA

19. Indkøbslisten

 

”Hvad er der på menuen?”

Spurgte Adam muntert. Mario lavede en fingerbevægelse, som om at han ville til at trylle. Han rakte ud mod en stor gryde med låg på, som stod og simrede.

”Den fantastiske Mario giver jer…

Begyndte han at præsentere sin ret med en masse dramatiske toner i sin stemme. Han lød som om, at han havde lavet et eller andet helt vildt utroligt.

”Havregrød.”

Sagde han så rimeligt kedeligt, og lo så over sin egen vittighed. Jeg fnes over hans vittighed, og Adam sukkede opgivende igen.

”Sæt jer, sæt jer. Mario kommer med det.”

Sagde han glad, og der kunne jeg høre en snert af hans italienske accent. Adam nikkede taknemmeligt, og bar mig ind i spisesalen. Den eneste grund til at jeg viste hvad det var, var på grund af de mange skilte. Det måtte være en enorm færge. Så måtte der også være mange mennesker ombord, eller det troede jeg.

Adam bar mig ind i spisesalen, og netop som de første opdagede ham, begyndte jeg at hoste voldsomt. Hvilket bare gjorde at jeg tiltrak mere opmærksomhed. Det brød jeg mig ikke om. Adam vidste det åbenbart, for han skyndte sig at finde et firemandsbord til os, hvor han satte mig ned i en af stolene. Han satte sig overfor mig, med ryggen mod de andre. Som han havde sagt tidligere, så brød han sig ikke om at folk gloede på ham. Men nu gloede det altså på mig, og det brød jeg mig ikke om.

”Bare ignorer dem. De er altid så pokkers nysgerrige.”

Mumlede han lavt, så de ikke hørte ham. Men jeg kunne nu ikke lade være med at bemærke de omkring tredive blikke, som alle borede sig ind i mig. Selv de tre børn, som sad på gulvet kunne ikke lade være med at stirre på mig. Jeg indså endeligt hvorfor, og så væk. Det var mit hår, og mine øjne som de kiggede på. Jeg var anderledes, og det var de mistroiske overfor. Manden, som ved en fejl havde givet de sidste antibiotikapiller væk, rømmede sig let og begyndte at snakke igen. Det var jeg taknemmelig overfor, da de mange blikke holdt op med at se på mig igen. Det tror jeg nok var meningen. Adam pillede nervøst ved sine solbriller, indtil at den sidste kvinde så væk. Hun vendte sin opmærksomhed mod en dreng, og holdt skarpt øje med ham.

”Med hilsen fra køkkenet.”

Sagde Mario venligt, da han kom med de to tallerkener. Jeg takkede, og tog imod dem. Adam så ikke ud til at være helt tilfreds med at få havregrød, og sukkede ganske lavt. Mario bemærkede det, og så på ham med et skarpt blik.

”Kom hjem med noget mel og sukker næste gang, og så skal du nok få dine skide, sagnomspundne vafler.”

Sagde Mario med en let latter. Adam sukkede let, og lød som om at han savnede vafler.

”Ellers andet du kunne tænke dig?”

Spurgte Adam roligt, og samlede en af de skeer op, som Mario havde haft med. Mario nikkede let, og lænede sig frem.

”Æg og chokolade, men nævn for guds skyld ikke chokoladen til Lili. Så kræver hun det bare til knægten, og påstår at det er til hans blodsukker.”

Hviskede Mario, og lød ikke som om at han holdt særligt meget af Lili, hvem det så end var. Adam nikkede, og fandt en liste frem fra sin jakkelomme. Han gav sig til at skrive det ned, men jeg kunne da se noget af det, som allerede var skrevet på den i forvejen. Øverst på listen stod der antibiotika, og det var understreget med en tyk streg.

”Eller andet?”

Spurgte Adam, og så op igen. Mario nikkede let.

”Jeg ved godt at det er svært at få fat i, men jeg ville værdsætte noget frugt og noget tilbehør til en lagkage.”

Hviskede Mario. Adam skrev det ned, men så så undrende på ham.

”Lagkage?”

Spurgte han undrende. Mario nikkede ivrigt.

”Hr. og fr. Hansen har bryllupsdag i næste uge. Deres halvtredsårs.”

Forklarede Mario med et smil. Adam smilede straks, og nikkede hurtigt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...