Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
724Visninger
AA

9. Hedder jeg Eva?

 

”Hvad med hende der?”

Spurgte en af mændene, som havde forsøgt at holde Andrea, men som havde mislykkes. Han pegede let på mig, og rynkede utilfreds sine øjenbryn.

”Hendes øjne er underlige.”

Kommenterede han, og samlede hurtigt sin økse op fra jorden. Andrea for straks hen til mig, og skærmede for mig.

”Hun er ikke inficeret.”

Sagde Andrea bestemt, og lagde armene over kors. Jeg blev liggende, bange for hvad der ville ske. Den unge mand vendte sig endeligt imod os, men kunne ikke se mig, fordi at Andrea skærmede for mig.

”Jeg vil nu alligevel gerne se hende efter, bare for at være helt sikker.”

Sagde den unge mand, og lød helt rolig. Selvom at han sikkert ikke var det.

”Tjek benet. Hun bliver ved med at tage sig til det. Hun er sikkert blevet bidt.”

Sagde manden med øksen, og strammede grebet om den. Andrea rystede hurtigt på hovedet, og lod sine arme falde ned langs siden, så hun kunne forsvare mig.

”Hun faldt ud på marken, da vi flygtede. Hun har bare slået anklen!”

Forklarede Andrea panisk, bange for at manden ville slå mig ihjel med øksen, inden at de overhovedet havde set ordentligt på mig.

”Rolig nu.”

Forsøgte den unge mand at berolige manden, som ikke så ud til at blive roligere. Han sukkede let, og gik hen imod Andrea, som så ud som om at hun ville slå enhver, som kom i nærheden af mig.

”Må jeg have lov?”

Spurgte han, men Andrea tøvede. Hun var ikke glad for det blik, som manden med øksen sendte mig.

”Hun er ikke blevet bidt.”

Sagde Andrea bestemt. Den unge mand nikkede let.

”Og jeg tror dig, men vi er nødt til at være helt sikre. Vi kan ikke risikere at tage nogen med, som er blevet bidt.”

Forklarede han roligt. Andrea tøvede lidt endnu, men nikkede så. Hun kunne godt forstå ham. Hun ville heller ikke tage samme risiko, hvis hun mødte en anden, som opførte sig underligt.

”Okay.”

Sagde Andrea for sig selv, og gik så let til siden. Den unge mand fulgte hende kort med øjnene, for at sikre sig, at hun ikke pludseligt sprang på ham. Så så han endeligt på mig, og stivnede kort overrasket.

”Eva?”

Spurgte han forvirret. Jeg så undrende på ham. Hvorfor havde han kaldt mig Eva? Kendte han mig?

”Eva, det er mig. Adam.”

Tilføjede han, og gik på hug. Jeg kom op at sidde, og så forvirret på ham. Jeg kunne ikke huske ham. Jeg så forvirret på Andrea, som let trak på skuldrene. Hun kendte ham ikke.

”Kan du ikke huske mig?”

Spurgte Adam, som han havde kaldt sig selv, og lød lidt såret. Jeg rystede svagt på hovedet.

”Hun har slået hovedet. Hun kan ikke huske noget.”

Forklarede Andrea kort, og lød utålmodig. Hun brød sig ikke om at være på et så åbent sted, alt for lang tid af gangen. Og jeg måtte give hende ret. Jeg fik en dårlig fornemmelse ved at være her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...