Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
679Visninger
AA

15. Et støttebind

 

”Øh…”

Udbrød jeg, fuldstændigt forvirret. Havde jeg kun en uge tilbage at leve i? Jeg så på Adam med store øjne. Han satte sig endeligt ned på sin stol med et let suk.

”Jeg overdrev måske lidt overfor ham, men han var nødt til at forstå alvoren ved hans handlinger.”

Sagde han med et let smil, som hurtigt blegende igen. Han sukkede, og gik så på knæ på gulvet, og samlede tingene op fra kassen. Nu var jeg da lidt mere rolig, men hvor meget tid havde jeg så tilbage? Adam sukkede let for sig selv, og fik samlet de sidste ting sammen i kassen.

”Skal vi få set på din ankel?”

Spurgte han venligt, og satte sig på gulvet. Jeg ville tage tæpperne af, men igen signalerede han, at jeg skulle blive liggende. Han pakkede selv mine fødder ud, og tog forsigtigt mine sko af. Jeg skar kun ansigt en enkelt gang, da han rørte ved min skadede ankel, men skjulte det ved at begrave mit ansigt i puden. Han stillede skoene fra sig, i nærheden af døren og mærkede så let på min ankel, inden at han tog min sok af.

”Av.”

Sagde jeg utilfreds ned i puden, for at skjule det. Men han hørte mig, og slap straks min ankel. Så jeg løftede hovedet igen, og så på ham.

”Nu er der i hvert fald ikke nogen tvivl.”

Sagde han lidt for sig selv, og så på mig.

”Den er kun forstuvet, ikke brækket. Ellers ville du have skreget, da jeg greb fat.”

Tilføjede han, og skubbede solbrillerne op i panden. Jeg fik kort øjenkontakt med ham, og kunne ikke forstå hvordan Andrea kunne holde ud at have øjenkontakt med mig. Det lyse i øjnene var distraherende, men også meget irriterende at se på. Men jeg kunne samtidigt ikke få mig selv til at se væk, så vi holdt øjenkontakten længe. Han afbrød den endeligt, og rakte ned i kassen efter et støttebind. Han pakkede det hurtigt ud, og så erfaren ud.

”Har du prøvet det før?”

Spurgte jeg nysgerrigt. Han nikkede let, og tog meget forsigtigt ved min fod igen.

”Jeg var næsten en færdiguddannet læge, da det her skete.”

Forklarede han, og gav mig støttebindet på. Det var ubehageligt, fordi at det var stramt. Men jeg vidste at det var meningen, og at det ville gøre godt i sidste ende.

”Jeg havde ferie, og den tilbragte jeg sammen med din bror og du selvfølgeligt.”

Forklarede han, og gav mig min sok på igen. Han lukkede kassen, og rakte ud, så han kunne stille den op på bordet. Jeg forventede at han ville rejse sig, men han blev siddende. Han så let på mig, men undgik at få øjenkontakt.

”Hvorfor?”

Spurgte jeg nysgerrigt, og lagde mit hoved mod hovedpuden igen. Men jeg lå stadigt, så jeg kunne se på ham. Han sukkede ganske let, men nikkede så let for sig selv. Han havde vist diskuteret med sig selv om det var en god ide, at fortælle mig hvad der var sket.

”Jeres forældre…”

Begyndte Adam, men tøvede så kort igen. Han sukkede let igen, og fortsatte så.

”De døde i en bilulykke, og var blevet begravet kun en uge inden, at det hele faldet fra hinanden. Som du nok ved, så kom mange af ligene op fra deres grave på kirkegårdene. Jeres forældre var ingen undtagelse.”

Sagde han, og gned let sin håndflade.

”Men jeg var der oprindeligt, lige siden at jeres forældre døde, for at hjælpe din bror og dig. Jeg lavede mad til jer, hjalp dig med dine skoleopgaver og sådan nogle småting. Din bror var rimeligt knust over jeres forældres død, så jeg valgte at flytte ind hos jer i et stykke tid.”

Forklarede Adam, og sukkede så let igen. Han huskede det tydeligt, og det gjorde ondt på ham. Det kunne jeg se. Men jeg huskede stadigt intet, og jeg kunne ikke rigtigt afgøre om det var en god ting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...