Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
818Visninger
AA

14. En uge tilbage at leve i?

 

Jeg blev vækket ved den svage bevægelse af autocamperen, som kørte over en kant. Jeg var mere vant til truckens bevægelser, og derfor havde det vækket mig. Hvis jeg havde siddet i trucken, så ville jeg have sovet videre. Jeg blinkede træt, og skævede over til stolene. Andrea sad vågent, og holdt øje med mig med et halvt øje. Adam sad meget afslappet, og rejste sig så, da autocamperen holdt stille.

”Bliv lige her, mens jeg forsikrer dem om, at i ikke bider.”

Sagde Adam lidt vittigt, og tog i en hurtig bevægelse sine solbriller på. Jeg var ved at frigøre mig fra tæpperne, da jeg mærkede hans hånd på min skulder.

”Bliv liggende under tæpperne. Vi er trods alt på en færge, og det er koldt.”

Sagde han roligt, og hjalp mig med at blive pakket ind i tæpperne igen. Jeg nikkede, og lod mit hoved synke ned på hovedpuden igen. Det var en blød hovedpude, og det var dejligt at sove, uden at bekymre sig så meget. Jeg mærkede svagt de vuggende bevægelser, da vi lagde fra havnen igen. De vuggede mig roligt i søvn.

 

”Jeg sagde jo, at ingen medicin skulle gives, når jeg ikke er her!”

Rasede Adam højt, og åbnede døren til autocamperen, så han kunne komme ind. Manden bag ham, nok få år ældre, så utilpas ud.

”Men drengen blev jo ved med at hyle op, om at han havde ondt i hovedet.”

Sagde manden usikkert, da Adam let vendte sig imod ham. Adam fnøs irriteret.

”Drengen er hypokonder. Han blider sig ind, at han er syg.”

Svarede Adam surt, og vendte sin opmærksomhed mod et af de øverste skabe. Han roede det igennem, og imens betragtede jeg kort manden. Han var tynd som et siv, men ikke særligt høj. Han havde briller og en meget slidt kasket på, som han nok ikke tog af alt for ofte. Han så ikke særligt intelligent ud.

”Men jeg gav jo bare hans mor nogle hovedpinespiller, så han kunne få dem en af gangen. Så vi ikke brugte dem alle sammen på en gang.”

Svarede manden, og tiltrak sig igen Adams vrede. Adam trak en førstehjælpskasse ned, men blev ved med at se på manden med et surt blik.

”Problemet er bare, min fine ven…”

Hvæssede Adam nærmest, og åbnede førstehjælpskassen med en hurtig bevægelse.

”… at du ikke gav moren hovedpinespiller, du gav hende antibiotika.”

Afsluttede Adam sin sætning i et mere roligt toneleje, og straks blev manden bleg.

”Så må vi have fat i hende med det samme, så vi kan få pillerne igen. Det er jo det eneste, som vi har.”

Sagde manden straks, og var på vej væk. Adam kaldte ham straks tilbage med et let pift. Jeg holdt mig for ørene. Mit hoved gjorde ondt af alt den uvante larm fra færgens motorer. Vi måtte være i lastrummet.

”Jeg har haft fat i hende, og hun har stoppet alle pillerne i hovedet på drengen.”

Svarede Adam surt, og smed så førstehjælpskassen fra sig, da han kort havde rodet i den. Adam var rasende, stiktosset, og han reagerede ved at sparke til kassen, så den fløj hen af gulvet.

”Jamen…”

Udbrød manden forfærdet, og indså hvilken pine han havde bragt folk i, ved ikke at lytte til Adam. Han så hurtigt på mig, og så tilbage på Adam.

”Så slem er hendes skramme da vel heller ikke?”

Forsøgte manden at redde sin uheldige situation. Adam udbrød straks en nærmest knurrende lyd. Han var meget, meget rasende, indså jeg.

”Hun har lungebetændelse, din idiot!”

Råbte Adam af manden, som straks trak sig tre skridt tilbage.

”På grund af din dumhed, så er hun heldig, hvis hun har en uge tilbage at leve i!”

Råbte Adam rasende, og rakte ud efter døren. Han smækkede den med et brag, lige for næsen af manden. Så gav han sig til at vandre op og ned af den lille gang i autocamperen, med en utilfreds mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...