Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
659Visninger
AA

4. Det tomme hus

Jeg nøs højlydt, og skræmte næsten livet af Andrea, som hoppede en halv meter op i luften. Hun pustede let ud, og så så anklagende på mig.

”Undskyld.”

Hviskede jeg stille. Hun rystede næsten straks på hovedet, og smilede beroligende til mig. Hun åbnede døren, og tog så hurtigt hakken i begge hænder, så hun kunne forsvare sig, hvis der var nogen vandrende døde. Men der kom ikke nogen, og hun gik ind i rummet. Jeg ventede i døren, men jeg havde ikke noget våben. Jeg skulle bare være klar til at løbe, hvis der skete noget.

Det var den del, som jeg hadede allermest. Når vi skulle gemmesøge et sted. Men det var nødvendigt. Ellers kunne der sagtens ligge en død et eller andet sted, som ville finde vej hen til os, når vi sov. Vi gennemsøgte det sidste rum, men det indeholdt ikke noget. Kun en væltet sofa, som var blevet revet i stykker. Huset var næsten helt tømt, så der måtte have været nogle før os, som havde taget det meste i huset. Eller måske var det ejerne, som havde taget deres ting med, da de var flygtet. Der var mange muligheder, og jeg kunne sagtens have skrevet en masse historier om det hele, hvis det altså ikke er fordi, at jeg kun har min bog til at skrive i. Og den skal ikke fyldes med mine små historier, men min egen historie.

”Kom, vi går tilbage til stuen. Der er det letteste rum at flygte fra.”

Sagde Andrea bestemt, og lagde beroligende en am om mig.

”Og så skal vi have dig i seng.”

Sagde Andrea sødt, og gav mig et ganske let kram.

”Jeg bliver oppe lidt, for at være sikker på at vi er helt okay.”

Mumlede Andrea for sig selv. Det var helt klart ikke meningen, at jeg skulle høre det. Jeg sukkede for mig selv. Hun behandlede mig lidt som et barn engang imellem, men det var egentligt rart nok. Så følte jeg mig mere sikker. Vi gik tilbage til stuen, hvor vi hurtigt redte op. Jeg lagde mærke til hvor Andrea lagde hakken fra sig, så jeg kunne få fat i den, hvis der skete noget. Ikke at Andrea ville bryde sig om det, hun ville ikke have, at jeg kom i nærheden af hendes våben. Men bare for en sikkerhedsskyld. Jeg satte mig på tæppet, som jeg brugte som et lagen.

”For resten…”

Sagde Andrea pludseligt, og gav sig til at røre i sportstasken. Hun hev nogle sko op, og smed dem enkeltvis over til mig. Jeg greb den ene, men nåede ikke at gribe den anden. Jeg samlede den hurtigt op, og så hurtigt på skoene. Det var vandresko, og de var næsten helt nye. Jeg så op på Andrea, som gav mig en opmuntrende gestus.

”Prøv dem på.”

Sagde hun med et stort smil, så jeg tog dem straks på. De passede næsten perfekt, de var kun et nummer for store. Men det kunne ordnes, hvis jeg bare snorede skoene nok ind. Jeg bemærkede at indersiden var dekoreret, så det lignede søkort. Det morede mig lidt. Jeg snørede dem straks, og strammede dem godt til.

”Ikke for stramt.”

Sagde Andrea blidt, og roede op i sit tæppe, så hun kunne tage det om skuldrene.

”Men du siger, at vi skal være klar til at tage af sted med det samme, hvis der sker noget.”

Svarede jeg undrende. Hun rystede på hovedet, så jeg slap snørerne igen, så skoene ville løsne sig. Jeg bandt dem ikke, for så kunne jeg hurtigere stramme skoene, når jeg skulle stå op igen.

”Vi burde være sikre, i hvert fald ind til at solen går ned. Og så kan du trods alt få lidt søvn.”

Sagde hun. Jeg ville protestere, og minde hende på hendes egen regel, at man ikke kunne vide sig for sikker. Men hun rystede let på hovedet, og rejste sig med tæppet om sig.

”Lig dig til at sove. Jeg skal nok holde øje med dig.”

Sagde Andrea blidt, så jeg lagde mig ned. Hun gik hurtigt på hug, og puttede mig under tæppet. Hun havde godt bemærket, at jeg ikke brød mig om det tomme hus, som hele tiden gav mærkelige lyde fra sig.

”Lig dig så til at sove.”

Sagde hun blidt. Jeg nikkede let, og lukkede så endeligt øjnene for at sove. Jeg sov på ingen tid, men jeg fik ikke lov til at sove længe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...