Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
726Visninger
AA

2. Det første lig

”Har du skrevet noget?”

Spurgte Andrea, da jeg forsigtigt lukkede bogen og lagde den fra mig. Jeg nikkede let, og trak min jakke på plads over mig igen.

”Jeg præsenterede mig, hvis nu at der er nogen som finder den.”

Forklarede jeg kort. Hun nikkede let, og smilede venligt til mig.

”Det var en god ide.”

Sagde hun venligt, og rakte ud efter sin taske på det lille bagsæde. Hun hev to myslibarer op, og gav mig den ene.

”Lækkert. Tranebær.”

Klagede hun, da hun havde bidt i den. Jeg kom til at fnise let, da hun skar ansigt. Hun så på mig, og så ud til at ville tilbyde mig den.

”Kan du lide den?”

Spurgte hun, og så hurtigt ud på vejen igen. Ikke at det var helt vildt nødvendigt. Vi var jo den eneste bil på landevej. Jeg trak på skuldrene. Jeg kunne ikke huske, at jeg nogensinde havde spist sådan en før. I det hele taget myslibarer, selvom at jeg vidste hvad det hed. Jeg bed prøvende i den, og skar straks ansigt.

”Ad!”

Sagde jeg højt, men tvang mig selv til at sluge det sure stykke. Jeg skar ansigt igen, og rakte utilfreds tunge af resten af myslibaren. Andrea fnes let, og tvang sig selv til at spise baren.

”Beklager, tøs. Det er det eneste som jeg har.”

Sagde hun muntert. Jeg nikkede. Det vidste jeg godt. Det var derfor, at vi var ved at køre ind til en by. Vi var nødt til tanke, og finde noget mad. Det var heldigvis højlys dag, så vi skulle ikke bekymre os alt for meget om de døde.

Nårh ja, det glemte jeg at nævne. Fordi at vi ikke kender mit navn, så nøjes Andrea med at kalde mig tøs, pige eller snuske. Jeg bryder mig ikke om at blive kaldt snuske, hvilket altid får Andrea til at le. Men vi kan jo ikke rigtigt kalde mig andet, når vi ikke kender mit navn.

Andrea satte langsomt farten ned, da vi fik øje på et udbrændt bilvrag. Det havde brændt længe, der var næsten ikke noget tilbage af det. Men der var tag på. Jeg fik øje på noget tøj i vejkanten, og det kunne vi bruge. Måske kunne vi også finde en kam.

Trucken stoppede langsomt op, og Andrea trak håndbremsen. Hun slukkede ikke for bilen, men lod den stå i tomgang. Det er en af hendes regler. Man skulle altid være klar til at komme videre, i en fart. Vi så os undersøgende omkring, og studerede omgivelserne. Det var et rimeligt fladt område, hvor der ikke var mange læ-muligheder, hvor de døde kunne gemme sig. Så Andrea gjorde klar til at stige ud af bilen, og fik fat i sportstasken, som vi samlede ting i.

”Bliv i trucken.”

Sagde Andrea, og samlede hurtigt sit hår med en elastik. Så hendes hår ikke hang hende i øjnene, hvis hun skulle behov for at løbe.

”Andrea…”

Sagde jeg forsigtigt. Hun misforstod mit tonefald, og hev hurtigt nogle ting ud af tasken.

”Bliv i trucken, det er ikke nødvendigt at vi begge går derud.”

Sagde hun, og hankede op i tasken, så hun kunne komme ud af bilen. Jeg greb hende hurtigt i skulderen, og pegede ud af forruden. Hun fulgte retningen af min finger, og fik øje på liget. Det lå nu halvvejs ude af bilen, og der havde det bestemt ikke lagt før. Det var levende, et af de omvandrende. Det kunne ikke komme længere, på grund af solens stråler. Men Andrea ville ikke lade chancen gå fra sig, og tog hakken fri fra holderen på bagsædet. Så hun kunne dræbe den.

”Forsigtig.”

Bad jeg, mens hun skyndte sig ud af trucken. Hun smækkede døren hårdt, så trucken låste sine døre. Så jeg var sikker, hvis der nu skulle ske noget med hende. Hun begyndte at gå hen imod liget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...