Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
746Visninger
AA

7. Det er næsten som at handle igen

”Andrea, jeg kan ikke lide det.”

Hviskede jeg stille, da hun fik hjulpet mig ind på parkeringspladsen. Hun havde et solidt greb i mig, og så sig længe omkring på den øde parkeringsplads. Der havde engang været et pizzeria, et diskotek og to butikker, måske også en gang en benzintank, men den var jeg ikke så sikker på. Men i det mindste så der ikke ud til at være nogle døde, i hvert fald ikke her ude.

”Jeg giver dig ret, men her ser ikke ud til at være nogen.”

Hviskede Andrea som svar, og hankede let op i mig. Hun stod straks stille, da noget larmede. Det vidste sig, få sekunder efter, at være en tom dåse, som vinden sparkede rundt med på parkeringspladsen. Vi åndede lettet op, samtidigt. Vi fortsatte hen mod indgangen til brugsen, og kunne se, at døren var blevet brudt op og for nyligt. Men det var ikke blevet gjort med hænder, som de døde ville gøre det, men med brækjern.

”Klar?”

Spurgte Andrea. Jeg nikkede forsigtigt, og greb fat i dørkarmen, så hun kunne slippe mig. Hun så på mig en gang til, som for at være sikker. Jeg nikkede igen, og støttede mig op af døren. Jeg registrerede svagt noget i min øjenkrog, men glemte hurtigt alt om det igen, da Andrea gik indenfor. Hun tog ti skridt ind, spejdede længe og samlede så et stykke glas op fra døren. Hun kastede det langt ind i butikken, og der lød et overdøvende brag, da det splintres mod gulvet. Hun blev stående lidt endnu, men da lyden ikke lokkede noget frem, skyndte hun sig tilbage til mig. Hvis der havde været nogle døde derinde, så ville de allerede have været i fuld fart på vej mod døren. Men der kom ikke nogen, så Andrea lagde min arm over hendes skuldre igen, og hjalp mig ind i butikken. Hun tog en vogn, som var blevet efterladt ved bageren og overgav den til mig. Så kunne jeg støtte mig til den, så hun ikke skulle støtte mig igennem hele butikken, mens vi fandt madvarer.

Der var selvfølgeligt ikke noget mad ved bageren længere. Det var enten råddent væk, eller blevet taget for længe siden, så vi skyndte os videre. De første par hylder var helt tomme, tingene var revet væk. Men jo længere ned i butikken vi kom, jo flere varer kunne vi finde. Desværre, så var de fleste ting ubrugelige for os. Vi havde jo ingen baby med, og havde heller ikke nogen intentioner om at få en. Så vi lod bleerne og kondomerne ligge. Der var nogle knuste flasker vin på gulvet, som Andrea kort bandede over. Hun sukkede svagt noget om, at hun godt kunne have brugt bare en enkelt flaske.

”Andrea.”

Kaldte jeg glad, og pegede på en hylde længere nede. Der stod en vinflaske på hylden, og ud fra udseendet, så så den dyr ud. Så måtte den jo smage godt. Andrea gav mig tommelfingeren i vejret, hun skyndte sig hen og tog vinen i hænderne. Hun satte den hurtigt ned i vognen, så hun ikke tabte den. Jeg fik et taknemmeligt smil, for at have opdaget den.

”Tænk, det er næsten som at handle igen.”

Sagde hun, og lod som om at hun savnede det. Det gjorde jeg selvfølgeligt ikke, jeg havde jo aldrig prøvet det. Jeg hørte pludseligt en ganske svag lyd, og blev straks klar over at vi ikke var alene. For jeg havde hørt et nys, og de døde nyste ikke. Andrea havde ikke hørt det. Hun var for travlt optaget af at rode en hylde igennem med nogle blandede ting på.

”Andrea.”

Kaldte jeg, men nåede ikke længere, før at det hele blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...