Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
711Visninger
AA

5. Det døde hus

”Tøs, op nu!”

Hviskede Andrea hidsigt. Jeg blinkede træt, men var straks vågen. Jeg for op på benene, og samlede hurtigt min bog op. I en glidende bevægelse både smed hun tæppet, og samlede sin hakke op.

”Hvad er der?”

Spurgte jeg forvirret, og krammede bogen ind til mig, som om at den ville beskytte mig.

”Ti stille.”

Hviskede hun straks hidsigt, og gjorde tegn til at jeg skulle dukke mig ned. Jeg gik hurtigt på hug, og så hende snige sig hen til vinduet. Hun bandede lavt for sig selv, og gjorde tegn til at jeg skulle komme over til hende. Jeg var lige ved at rejse mig op, men hurtigt gjorde hun tegn til, at jeg ikke måtte blive set fra vinduet af. Så jeg kravlede hen over gulvet, og kom lydløst over til hende.

”Hvad er der?”

Hviskede jeg så lavt, som jeg kunne. Hun svarede ikke, men lavede et kast med hovedet mod vinduet. Jeg strakte mig lidt, men blev på hug. Jeg kunne lige præcist se ud af vinduet, og for hurtigt ned i skjul igen.

Det vrimlede med dem derude. Det var en lille by, en meget lille by, som vi havde fundet vej til. Svenstrup hed den vist. Det mente jeg, at jeg havde læst på det væltede byskilt. Men hvordan kunne der så være så mange af de døde derude? Byen var jo så lille. De døde var over alt, fyldte hele hovedvejen. De stod med få meters afstand, så vi kunne umuligt løbe forbi dem. Trucken stod parkeret lige ude foran hoveddøren, som kun var få meter fra os, men de var for mange. Vi kunne ikke komme ud. Vi kunne risikere, at de ville storme ind af døren og dræbe os, før at vi overhovedet kom ud.

”Hvad gør vi?”

Spurgte jeg bange. Andrea så koncentreret ud, hun forsøgte at finde ud af det. Hun tænkte som en gal.

”Jeg ved det ikke.”

Svarede hun endeligt, og så på mig. I samme øjeblik slog en af de døde mod vinduet, og udstødte en klagende lyd. Den døde, en teenager, kunne ikke have opdaget at vi var der. Hun måtte have reageret på at slå hovedet ind i vinduet. Jeg holdt mig for munden, for ikke at bryde ud i gråd. Hun var pæn, og havde bevaret det meste af hendes menneskelige udseende. Hun har langt brunt hår, som hang over hendes skuldre i bløde krøller. Der var en enkelt blå stribe i hendes hår. Hendes øjne var mærkelige, og var i næsten alle mulige farver. Det eneste, som gjorde at man kunne se, at hun var en af dem. En af de døde, var den store del af hendes kind, som var blevet revet af. Hun lagde hovedet imod vinduet, og tværede noget af sit blod ud på glasset. Hun udstødte den mærkelige lyd igen, og så ind i rummet igen. Hun udstødte lyden igen, som lød klagende og på en måde sørgende. Hun lagde igen kinden mod vinduet, og på en måde aede glasset med sin ene hånd. Eller, det havde engang været en hånd, nu var der kun en afrevet stump tilbage.

”Tror du, at hun har boet her?”

Spurgte jeg hviskende. Andrea gjorde straks store øjne, og ville tysse på mig. Men for sent. Den døde havde hørt os, og udstødte en rasende lyd, hvorefter at hun slog hårdt på glasset, så det bragede. Det holdt, men det var kun et spørgsmål om tid, før at det ville give efter. Andrea greb mig i et stramt greb om armen, og rev mig tilbage. Jeg knugede bogen ind til mig, med den anden arm. Hun ledte mig hurtigt ud i køkkenet, og så på vinduerne. De var hele. Hvis vi skulle ødelægge dem, for at komme ud, så ville vi blive opdaget af de andre døde.

”Der!”

Sagde jeg hviskende, og pegede ud af vinduet. Der var en bagdør til huset, jeg kunne se den ud af vinduet. Andrea sukkede lettet, og skubbede mig af sted foran sig, da vi kunne høre den døde teenager-pige slå imod glasset. Glasset bragede, og gav efter, så hun lukkede hurtigt døren bag sig. Jeg stoppede op ved bagdøren, og fik den låst op.

Jeg var lige ved at vende mig mod Andrea, mens at jeg åbnede døren, da hun pludseligt skubbede mig ud af døren, så jeg landede tungt i haven. Jeg fik øje på den store døde mand, som kastede sig efter Andrea. Hun svang hurtigt hakken, og ramte ham i halsen. Han tumlede tilbage, med hakken i halsen og Andrea smækkede hurtigt bagdøren, så han ikke kunne følge efter os. Hun rev mig på benene igen, og vi stormede ud på marken bag huset. Der var ikke nogen døde i sigte, endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...