Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
680Visninger
AA

22. De tre vigtigste regler

 

Jeg kvalte et host, men det gjorde bare, at jeg hostede igen. Adam så bekymret på mig, indtil at jeg holdt op med at hoste igen.

”Jeg har det fint.”

Løj jeg, og lød utroligt hæs. Adam sukkede let, og rystede på hovedet. Han vidste godt, at jeg ikke havde det godt. Jeg rømmede min hals, og gentog:

”Jeg har det fint.”

Det lød meget bedre, men straks skulle jeg hoste igen. Han rystede opgivende på hovedet, og ventede indtil at jeg var færdig med at hoste.

”Nåh ja, der er nogle regler om bord, så du nok burde kende til.”

Sagde han roligt. Det var tydeligt, at han ville snakke om noget andet.

”Første og vigtigste regel: Ingen sex.”

Sagde han alvorligt. Jeg udstødte forvirret en fnisende lyd. Han udstødte til gengæld en utilfreds lyd, og så anklagende på mig igen. Jeg trak flovt på skuldrene.

”Vi har ingen former for prævention, og en gravid kvinde er simpelthen for risikabelt.”

Forklarede han. Jeg rødmede let ved ordet prævention, men slog det så hen. Jeg skulle jo forestille at være 21 år gammel, og så rødmede man ikke over ordene prævention og sex. Gad vide om jeg nogensinde havde prøvet det, altså rigtigt. Adam havde jo fortalt mig, at jeg aldrig havde haft en kæreste. Men man behøvede jo ikke at være kærester for at have sex, selvom at det ikke lød som noget for mig. Jeg kunne jo ikke spørge Adam om det, det ville være for pinligt.

”Anden regel: Kun en portion mad, morgen, middag og aften.”

Fortsatte han, men lød lidt sur over at jeg havde grinet. Jeg nikkede indforstået. De var jo mange, og kunne hurtigt få spist en masse mad, hvis de fik mere end en portion.

”Tredje regel: Ingen adgang hos kaptajnen. Han er den eneste som kan styre færgen her, så vi kan ikke risikere at han bliver smittet med virussen.”

Forklarede Adam, og igen nikkede jeg let. Han så ud til at have lagt min fnisen bag sig, og lænede sig afslappet tilbage i stolen.

”Det er de vigtigste regler. Der er en del mere, men dem skal du nok få lært undervejs.”

Tilføjede Adam. Jeg nikkede let.

”Vi har alle et bestemt job, som vi udfører. Jeg er lægen ombord, som du nok har regnet ud, og skal med ud på alle togter. De andre mænd har skiftende ture, og vogter ellers på færgen. Kaptajnen styrer selvfølgeligt, og Mario er kokken. Kvinderne har skiftende vagter, hvor de enten hjælper til i køkken, gør rent, passer på børnene eller andre småting.”

Forklarede Adam, men stoppede op, da jeg mærkede en tung hånd på min skulder.

”Og jeg kan ikke vente med at sætte dig i gang, min lille pattegris.”

Sagde en mørk stemme dystert, og klemte let sammen om min skulder. Det gjorde mig bange, og det kunne Adam sagtens se.

”Søren…”

Sagde Adam utilfreds, og så på manden bag mig.

”Det kommer til at vente. Hun har en forstuvet ankel og lungebetændelse.”

Sagde Adam roligt og klargjorde, at jeg ikke ville kunne hjælpe særligt meget til.

”Jeg tror nu nok, at jeg kunne finde noget at bruge hende til.”

Svarede manden med en klam stemme, og bukkede sig ned til mig. Jeg kunne mærke hans varme ånde mod mit hår. Adam, hvis hænder lå på bordet, spændte straks i dem, da jeg mærkede en hånd imod mit hår. Manden fnes let for sig selv, og strøg mig let over håret. Jeg trak mig straks væk.

”Søren, gå videre. Medmindre at du vil have en på hovedet, og tro mig, jeg gør det.”

Sagde Adam truende, og lænede sig lidt ind over bordet med spændte knoer. Manden lo let igen, og mumlede lavt noget til sig selv, som jeg ikke kunne høre. Så rejste han sig, og gik sin vej igen. Desværre tilbage den vej, hvor han kom fra, så jeg ikke kunne se hvordan han så ud. Jeg turde ikke vende mig om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...