Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
734Visninger
AA

12. De døde på vejen

 

Adam var med få, men lange skridt oppe ved chaufføren, som satte farten lidt ned.

”De døde lige frem.”

Sagde chaufføren bekymret. Adam så ud af forruden, og nikkede let.

”Varevognen?”

Spurgte han kort, og så væk fra chaufføren, som blev ved med at se på hans øjne.

”Lige bag os, men vi kan ikke bare køre lige igennem. Ikke når varevognen er læsset.”

Svarede chaufføren, og skyndte sig at se væk, så han ikke gjorde Adam utilpas. Adam nikkede for sig selv, og måtte have udtænkt en plan.

”Sæt farten op, og hold den.”

Sagde han kort, og åbnede klædeskabet. Chaufføren var lige ved at protestere, da Adam tog en riffel ud af skabet. Han ladede den hurtigt, og tog yderligere en kuffert ud af skabet. Han tog den med hen til Andrea og jeg.

”Her, tag et vindue hver og skud så mange i kan.”

Beordrede han, og gav os hver en ladt håndpistol.

”Jeg har ikke skudt før.”

Sagde jeg bekymret, og så på pistolen i min hånd. Adam sukkede let, og svarede dystert:

”Tro mig, det har du.”

Så rejste han sig, og gav den sidste håndpistol til chaufføren. Chaufføren nikkede let, og lagde den på instrumentbrættet.

”Kun, hvis det er nødvendigt. Koncentrerer dig om at køre.”

Beordrede Adam, og kom tilbage ned til os. Andrea skævede let til mig, og var ikke glad for at jeg havde fået en pistol i hånden. Adam bemærkede det, mens at han åbnede loftvinduet. Det åbnede sig med en klagende lyd, og han trak en høj skammel hen under det. Han skulle bruge den til at komme op, så han kunne skyde fra taget.

”Skud så mange af dem, som i kan. Vi skal have lavet en passage til varevognen, og de har trods alt kun en som kan skyde.”

Sagde Adam roligt, og så på Andrea. Hun nikkede let, og rejste sig. Hun gik over til det andet vindue, og åbnede det nok til, at hun kunne stikke hele overkroppen ud. Jeg fulgte hendes eksempel, og gjorde hurtigt det samme. Adam lukkede det dog straks lidt til.

”Du må helst ikke få mere træk. Desuden er du i samme side, som ham der har pistolen i varevognen. Bare skyd dem du kan, uden at læne dig ud.”

Sagde han advarende. Jeg nikkede let, og nøjes med at stikke mine hænder ud af vinduet, som jeg holdt pistolen i. Jeg havde regnet med, at mine hænder ville ryste, men de var overraskende rolige. Måske havde jeg gjort noget lignende før. Adam trådte op på skammelen, men bukkede sig, så han kort kunne se ud af forruden. Han nikkede for sig selv, og så så kort tid på mig og dernæst på Andrea, som sad klar på stolen. Hun sad på sine knæ, så hun var klar til at justere sin højde. Adam nikkede igen tilfreds, og sagde så:

”Skyd.”

Før at han rejste sig op, og fik det meste af sin overkrop op igennem vindueshullet. Næsten straks skød han, og kort tid efter Andrea. Jeg måtte ikke læne mig ud, og kunne derfor ikke se nogle døde endnu. Jeg ventede lidt, men så dukkede der et lig op få meter borte. Jeg opdagede det ikke engang, før at jeg havde skudt og liget faldt sammen med en splattende lyd. Jeg gøs let over min egen dødelig præcision, og skød så igen. Jeg skød i alt seks gange, og ramte fem gange. Det sidste skud strejfede, men det var fordi at jeg havde været opmærksom på det. Hvis jeg bare lod kroppen om det, uden at tænke over det, så gik det godt.

Det begyndte at tyngde ud i den lille flok af døde, så jeg vovede mig til at se på Adam og Andrea. Han var på vej ned fra skamlen med rifflen i hånden, og Andrea trak sig tilbage og sikrede pistolen igen. Jeg vendte mig igen, for at holde med pistolen, mens at jeg trak mig tilbage. I samme øjeblik dukkede et lig op, og kastede sin arm efter mine hænder.

Bang, lød det. Liget stoppede op i sin bevægelse, med et stort hul, hvor der engang havde været et øje. Den faldt tilbage, og jeg blev chokeret siddende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...