Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
664Visninger
AA

17. Adam vil gerne hjælpe

 

Jeg vågnede ved lyden af et horn. Lyden havde været meget lav, men jeg var vant til at reagerer på uvante lyde. Jeg blinkede træt, og så mig kort omkring. Adam sad og sov i sin stol. Han sad lænet op af vinduet, og kunne ikke sidde særligt behageligt. Jeg så ned, og opdagede Andrea, som sov på gulvet. Hun havde et enkelt tæppe under sig, og et over sig. Hun udstødte en lav beklagende lyd, før at hun rullede om på maven.

”Adam?”

Kaldte jeg, og straks var han vågen. Han gned let sine øjne, og så på mig.

”Der var et horn, som larmede for lidt siden.”

Forklarede jeg ham, hvorfor at jeg havde vækket ham. Han nikkede let, og gned sine øjne en sidste gang. Han strakte kort sine arme i vejret, og rettede sig så let i stolen.

”Det betyder, at der er morgenmad.”

Forklarede han, og gabte svagt. Han virkede meget træt, men det var nok fordi, at han havde sovet ubehageligt. Han prikkede prøvende til Andrea med sin fod. Hun udstødte en gryntende lyd, men slog øjnene op. Hun var urolig et kort øjeblik, men gabte så træt.

”Morgenmad.”

Forklarede han overfor hende, og tog sine sko på igen. Jeg satte mig op i sengen, og strakte mig let. Det føltes som evigheder siden, at jeg havde sovet så behageligt. Jeg gabte svagt, og havde lyst til at ligge mig ned igen. Jeg rakte ud, søgende efter min bog, men fandt ikke noget. Det gjorde mig panisk, så jeg skubbede hurtigt tæpperne til side og så mig søgende omkring.

”Hvad er der?”

Spurgte Andrea straks bekymret.

”Min bog, jeg kan ikke finde den.”

Svarede jeg uroligt, og rystede tæpperne. Straks rakte Adam den frem, og jeg rev den hurtigt ind til mig.

”Du var ved at skubbe den ned i hovedet på Andrea, så jeg lagde den på bordet.”

Forklarede han, og ledte selv efter sine solbriller. Dem rakte Andrea så op til ham. Han tog hurtigt dem fra hende, præcist som jeg havde taget bogen fra ham.

”Du faldt i søvn med dem på. Jeg tænkte at du nok ikke ville være glad, hvis de blev bøjede.”

Forklarede Andrea og satte sig op. Hun smilte sit sædvanlige smil, som han roligt besvarede med et let smil. Han nikkede let.

”Tak.”

Sagde han venligt, og tog så hurtigt solbrillerne på. Andrea så længe på ham, nærmest drømmende, hvilket jeg af en eller anden grund ikke brød mig om. Men han så det ikke, og så i stedet på mig.

”Hvordan har anklen det?”

Spurgte han venligt. Jeg trak på skuldrene. Den var stadigt lige så øm som i går. Han nikkede let for sig selv.

”Vi kunne jo altid tage noget morgenmad med ned til dig, så du slap for at gå op på dækket. Men det ville nok gøre de andre mistænksomme.”

Sagde han, og trak let på skuldrene. Jeg nikkede. Hvis jeg ikke viste mig udenfor vognen, så ville de andre nok blive mistænksomme. De kunne sagtens forestille sig, at jeg var blevet bidt og at Adam og Andrea forsøgte at skjule det.

”Jeg kan jo altid bære dig, så du ikke overbelaster din ankel.”

Foreslog Adam venligt. Men den ide brød Andrea sig helt klart ikke om.

”Skal vi ikke bare nøjes med at støtte hende?”

Spurgte Andrea skarpt, og lød som om at hun ikke brød sig om Adams interesse i at hjælpe mig. Adam trak let på skuldrene, og indså at han ikke havde det store at sige overfor Andrea.

”Vi gør som du vil.”

Svarede han. Andrea nikkede tilfreds, og hjalp mig så med at få mine sko på. Hun strammede snøren omkring min ankel for meget, men jeg turde ikke sige det til hende. Hun virkede vred, af en eller anden grund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...