Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
650Visninger
AA

11. Adam var min brors bedste ven

 

Vi havde ikke tid til at jeg skulle komme på benene, så Adam flåede mig op fra jorden og bar mig i retning af autocamperen. Han bar mig indenfor, og lagde mig fra sig på en rodet seng. Han rakte hurtigt op på en hylde, og fandt en lille økse frem. Han gav mig den hurtigt i hånden, og skyndte sig ud.

”Bliv her. Du er ikke til nogen nytte lige nu.”

Beordrede han, men lød lidt mere blid, endda han havde råbt af mændene. Han smækkede hurtigt døren, så jeg blev alene i autocamperen. Jeg strammede krampeagtigt mit greb om øksen, og satte mig så op i sengen, så jeg lettere ville kunne slå ud med øksen. Jeg havde bare ikke nogen anelse om, hvordan det var bedst at slå. Jeg havde jo ikke prøvet det før, så jeg måtte gætte mig frem.

Heldigvis slap jeg for at bruge den, da Adam jog Andrea op i autocamperen og kom ind bagefter hende. En af mændene steg ind på forsædet, og startede autocamperen op. Og så kørte vi med en enorm fart. Andrea så hurtigt ud af vinduet.

”Hvad med…”

Begyndte hun at spørge, og ville spørge efter de to andre mænd.

”De kører varevognen. Den vi læssede tingene i.”

Svarede Adam, og gik op til chaufføren. Han gav nogle korte instruktioner, som jeg ikke kunne høre.

”Du er kold.”

Konstaterede Andrea, og satte sig i sengen ved siden af mig. Hun lagde forsigtigt tæppet fra sengen over mig, da jeg havde lagt mig med hovedet mod hendes lår. Jeg hostede igen, denne gang lidt tungere. Adam kom tilbage igen, og satte sig på en af stolene ved et bord, som var overfor Andrea og jeg. Andrea tog øksen ud af hånden på mig, og lagde den i stedet ved siden af sig. Hun aede mig beroligende over hovedet.

”Er du hendes bror?”

Spurgte Andrea. Adam stoppede med at skrive i et hæfte, og lagde det til siden. Han rystede let på hovedet, og tog solbrillerne af.

”Jeg er ikke på nogen måde i familie med hende.”

Svarede Adam, og forsøgte at få øjenkontakt med mig. Men jeg så væk, og blinkede træt. Der var kun ganske få timer tilbage af natten, hvis ikke mindre og jeg havde ikke sovet endnu.

”Jeg var bedste ven med hendes storebror.”

Svarede Adam endeligt, og pillede nervøst ved sine solbriller. Han brød sig ikke om at have dem af. Jeg hostede let igen, men kvalte det lidt.

”Var?”

Spurgte jeg, og måtte kvæle endnu et host. Adam nikkede let.

”Han ofrede sig, for at vi to kunne slippe væk. Han var blevet bidt alligevel.”

Svarede Adam, og fik en trist klang i sin stemme. Jeg hostede igen.

”Jeres forældre var kommet hjem.”

Mumlede han for sig selv, og var lige ved at tage sine solbriller på igen. Men han ombestemte sig, og smed dem over i den anden stol. Han så ned i gulvet, og gned let sine øjne. Han brød sig helt klart ikke om at have solbrillerne af.

”Vores forældre?”

Spurgte jeg, og hostede igen. Men denne gang kunne jeg ikke stoppe, og blev ved. Det gjorde ondt, og jeg blev næsten straks forpustet igen. Adam rejste sig med en bekymret mine, og gik hurtigt over til mig. Jeg holdt endeligt op med at hoste.

”Det lyder ikke godt.”

Sagde Andrea bekymret, og aede min pande.

”Det lyder som lungebetændelse.”

Sagde Adam bekymret, og trak tæppet lidt længere op over mig, inden at han rejste sig. Næsten straks råbte chaufføren bekymret:

”Problemer forude!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...