Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
661Visninger
AA

18. Adam og Eva

 

Jeg humpede på et ben hen til døren. Andrea støttede mig, og Adam stod klar til at tage imod mig. Jeg så ned, og tvivlede kort på at jeg ville være i stand til at bruge den lille trappe. Men så tog Adam fat ved mine hofter, og løftede mig hurtigt ned. Han slap mig hurtigt igen, da Andrea så skarpt på ham. I stedet tog han fat ved mig, så han kunne støtte mig. Andrea lagde min arm over hendes skuldre på den anden side, så de begge kunne støtte mig. Jeg havde trods alt kun et ben, som jeg måtte støtte på. Jeg så mig kort omkring i lastrummet. Det var enormt. Der holdt lidt biler rundt omkring, sikkert nogen som dem der var på færgen ejede. Der var lidt køligt herude, men lastrummet blev holdt varmt af en blæser oppe i loftet. Vi var sikkert ikke de eneste, som sov hernede.

”Denne vej.”

Forklarede Adam, og pegede på en dør ude ved den ene side. Andrea nikkede, og så hjalp de mig derover. Det var hårdt for mig, når jeg ikke havde så meget luft at gøre med. Så jeg var allerede forpustet, da vi nåede over til døren, som kun havde været en små femten meter væk. Adam og Andrea ventede lidt, til at jeg kunne trække vejret lidt mere roligt igen. Jeg nikkede, da jeg mente at jeg havde fået vejret igen. Adam trykkede let på en stor rund knap, som lignede noget fra et quiz-show, og døren gik op. De hjalp mig hurtigt over det høje dørtrin, inden at døren lukkede igen. Jeg var blevet forpustet igen, og så opgivende på trappen med de mange trin. Den ville jeg aldrig komme op af.

”Den kommer jeg aldrig op af.”

Klagede jeg, og hev så efter vejret igen. Adam nikkede, som for at bevise en pointe.

”Kan du ikke bære mig op af trappen?”

Spurgte jeg venligt Adam. Han nikkede straks, og Andrea slap mig. Adam tog mig hurtigt i armene, og så ikke ud til at være det mindste begrænset af min vægt. Han tog trappen op, to trin af gangen. Andrea fulgte efter Adam, lige bagved ham. Imens at Adam bar mig op, trak jeg vejret dybt flere gange, så jeg ikke var så forpustet. Jeg lagde mit hoved mod hans skulder, og følte mig overvældende træt igen. Vi nåede toppen af trappen på ingen tid, og kom ind på det dæk, som så ud til at indeholde restauranten. Andrea gjorde klar til at tage imod mig igen, men Adam så ikke ud til at ville slippe mig.

”Jeg kan lige så godt bære dig resten af vejen.”

Sagde han, og ventede ikke på mit svar, før at han bar mig videre. Han bar mig hen til lugen, og der mødte vi så kokken.

”Morgen Mario.”

Hilste han med et venligt smil, så manden derinde vendte sig imod mig.

”Godmorgen, godmorgen Adam. Næ… Så taler rygterne altså så sandt.”

Sagde Mario, og så længe på mig. Han var italiener, det var let at se på ham, men han talte flydende dansk, så han måtte have boet i Danmark i et stykke tid. Mario rakte venligt en hånd ud, som jeg trykkede. Det var lidt underligt at sige hej på den måde, når Adam stod med mig i armene.

”Og hvad hedder den unge frøken så?”

Spurgte han venligt, og så længe på mit hår og mine øjne. Jeg var blank. Jeg kunne huske, at Adam havde kaldt mig for noget, men jeg kunne pludseligt ikke huske det. Jeg havde ladt min bog ligge nede i autocamperen, så nu kunne jeg ikke kigge i den efter navnet. Det ærgrede mig.

”Eva.”

Svarede Adam, og straks grinte Mario. Hans latter var varm, og smittende. Jeg kom til at smile af den.

”Ja, ja. Adam og Eva, der kan man bare se. Lidt lige som i skabelsesberetningen.”

Forklarede Mario hvorfor han havde grint. Adam sukkede let, og jeg var bare forvirret. Andrea var gået, hun ville nok se sig omkring.

”Ja, den har vi hørt et par gange Mario.”

Sagde Adam opgivende, og lød som om at det var noget, som han var blevet drillet med før. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...