Ved Verdens Ende

Hvis du læser dette, så er jeg død. Det lyder lidt dramatisk, men det er sandheden. Jeg er død. Hvis bogen ligger frit fremme, så du ikke har kunnet undgå at se den, så vær på vagt. For så er jeg i nærheden, men jeg er ikke længere et menneske. Vær sød at dræbe mig, hvis du ser mig. Jeg vil ikke være sådan, jeg vil ikke være som dem. Så gør mig den tjeneste.
Men hvis du har taget bogen fra min favn, hvor jeg har knuget den tæt ind til brystet, så vær stadigt på vagt. Jeg ville aldrig ligge mig til at dø, uden at kæmpe først.
Uanset hvad, om du læser min fortælling eller ej, så tak. Tak fordi at du gav dig tiden til at samle den op, så min fortælling ikke har været til spild. For jeg ønsker bare at give min fortælling videre. Så nogen kan læse min historie, læse om mine dårlige tider, mine gode og mine tab. Jeg håber bare, at jeg ikke helt vil blive glemt. For jeg har selv glemt nok.....

5Likes
0Kommentarer
650Visninger
AA

21. Adam er aldrig rigtigt sulten

 

Hun udstødte en vred lyd, og gik så hurtigt sin vej igen. Hun lod Benjamin stå, som roligt byggede videre med sine klodser. Adam sukkede, og rystede længe på hovedet.

”Benjamin, har du ikke lyst til at lege med de andre børn?”

Spurgte jeg venligt. Han nikkede let, men blev ved med at se ned i gulvet.

”Mor siger, at jeg ikke må. De smitter, og så bliver jeg bare syg og dør.”

Sagde Benjamin endeligt, hvilket bare fik Adam til at ryste på hovedet igen. Han bøjede sig lidt frem, og fangede Benjamins opmærksomhed.

”Har du virkeligt ikke lyst til at lege med de andre børn?”

Spurgte Adam venligt, og roligt. Hvilket var noget helt andet, end det han havde været overfor Lili, Benjamins mor. Benjamin nikkede ganske let, og så ned på sine klodser igen. Han virkede som et meget isoleret barn.

”Jamen, så gå over og leg med dem, indtil din mor kommer tilbage. Hun vil jo ikke have at du bliver væk vel?”

Spurgte jeg blødt, og straks rystede Benjamin på hovedet og for over til andre børn. Han satte sig ved siden af dem, og så begyndte snakken blandet de andre igen. Adam nikkede tilfreds, og gav sig til at spise af havregrøden igen. Jeg gav mig til at spise igen, og vi spiste i stilhed.

”Hun har altid været sådan.”

Sagde Adam pludseligt, og skubbede sin tallerken væk. Der var over det halve tilbage. Jeg skubbede også min tallerken væk, men det var fordi at den var tom.

”Lige siden at vi fandt hende. Hun gør det for opmærksomhed.”

Forklarede han, og så kort ud af vinduet. Men det eneste som han kunne se var havet. Der var ikke noget land, at se nogen steder.

”Det er en ekstrem måde at gøre det på.”

Sagde jeg undrende, og så kort efter Adams tallerken. Jeg var sulten, men havde heller ikke fået noget ordentligt mad i et stykke tid.

”Mon ikke.”

Gav han mig ret, og byttede så hurtigt rundt på vores tallerkener med et let smil. Så jeg fik den tallerken med den resterende havregrød over til mig.

”Mario bliver så glad, når han ser at jeg har spist op.”

Sagde Adam lidt vittigt, og lød til at være ved godt humør igen. Jeg kom til at grine let, og rystede kort på hovedet, inden at jeg satte skeen i havregrøden igen. Jeg skovlede hurtigt en stor skefuld op, og stoppede den i munden.

”Plejer du da ikke at spise op?”

Spurgte jeg nysgerrigt, da jeg havde sunket havregrøden. Adam rystede let på hovedet, og så på mig igen.

”Jeg er aldrig rigtigt sulten.”

Svarede han, og trak så let på skuldrene. Jeg efterabede hans træk med skuldrene, og tog lidt mere havregrød i munden. Han gjorde som om at han ikke så på, men jeg kunne ganske svagt skimte hans øjne under solbrilleglasset, som holdt øje med mig. Jeg spiste resten af havregrøden i stilhed, hvor han bare så på mig.

”Har du ikke noget bedre at give dig til?”

Spurgte jeg, og skubbede den tomme tallerken fra mig. Han lagde undrende hovedet på skrå, som om at han ikke havde forstået mit spørgsmål.

”Hvad mener du?”

Spurgte han. Jeg rystede kort på hovedet, opgivende. Han så stadigt på mig, jeg vidste det. Jeg kunne svagt skimte det lyst i hans øjne igennem glasset.

”Du stirrer på mig.”

Forklarede jeg, og straks så han helt væk og så ud af vinduet. Jeg undrede mig kort, men ryddede så op på bordet og samlede tallerkenerne og bestikket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...