Ham med roserne

En lille sød historie, jeg skrev, da jeg gik i 3. klasse. Selvfølgelig har jeg redigeret den lidt nu - men et sødt lille bud, på en kærlighedshistorie.

10Likes
8Kommentarer
585Visninger

1. Ham med roser.

~ ••• ~

Det var en helt almindelig vinterdag. Faktisk var det d. 13. februar, dagen før valentines day. Hun gik normalt ikke op i alt det der kærlighedfis. Men det havde sneet dagen før, og nu lå sneen og glimtrede til solens stråler. Hilmen var blå, og der var kun få steder, man kunne se hvide skyer. Hun gik i sine egne tanker. Nynnede lidt for sig selv - egentlig ikke nogen melodi, som var kendt over hele verden, men bare en melodi, hun selv havde fundet på. En af de melodier, man ikke lige ved hvor kommer fra - men bare bliver ved med at sidde fast. Hun havde en smil i hele ansigtet, selv om der ikke rigtig var noget at smile af. Single, det var hun. Hun var ikke forelsket, havde ikke nogen fyr i sigte. Hun levede bare livet. Nød det helt ud til fingerspidserne. Hun gik ned af gaden, med hænderne i hendes vinterjakkes lommer. Hun puttede sig ind til sig halsterklæde og nød dens bløde fornemmelse mod halsen og hendes hage og mund. Hun elskede den duft den havde. Hendes yndlingsparfume, som hun altid lige sprøjtede på tørklædet inden hun gik af sted. Hendes sorte hue passede perfekt til hendes lange blonde hår. Og det hele stod i fint kontrast til hendes røde læber og meget lyseblå øjne. Kulden havde givet hendes lyserøde kinder, og røde fingerspidser, men det gjorde ikke noget - hun elskede at føle, at hun levede.

Hun gik i sin egen verden. Tænkte over livets store spørgsmål, og overvejede, hvad hun mon skulle bruge valentines day på, nu når hun var single, og langt størstedelen af hendes veninder havde en kæreste, da hun støder ind i en.
"Hov.."
Hun kiggede ned i jorden, flov over, at hun ikke lige havde set sig for.
"Det gør ikke noget Isabella"
Hun kiggede op forskrækket. Forstod ikke hvorfor, han kendte hendes navn. Hans øjne var blå. Blå som havet var på en rigtig sommerdag. Han havde brunt hår, næsten på grænsen til at være sort. Men brunt var det altså. Han smilte. Smilte et smil, der kunne få enhver piges knæ til at blive bløde. Han var knap et hoved højere end hende. Havde et par stramme blå jeans på, og en kæmpe vinterjakke, med pels på hætten. Han havde røde kinder ligesom hende. Hun kunne ikke lade være med at tænke på, at han nok også gemte røde fingerspidser i lommerne. Hun kunne ikke lade være med at smile, over den mærkelige tanke, hun lige havde fået. Hun blev flov igen, og kiggede ned i fliserne.
"Hvor kender du mit navn fra?"
Hun stod lidt tid. Ventede bare på, at han ville svare hende. Måske svare, at han havde set hende på facebook, og derfor kunne huske hendes navn. Men der kom aldrig noget svar. Hun kiggede op igen, men der stod ingen. Hun undrede sig lidt, men blev enig med sig selv om, at det nok bare var hendes fantasi, der havde leget lidt med hende. Måske havde hun virkelig brug for en kæreste? Hun tog hænderne ned i lommerne igen, og ville gå videre, da hun mærkede noget på hendes kolde fingerspidser. Da hun løftede det forsigtigt ud i lommen, havde hun en rød rose i hånden. Bare sådan en lille en. Hun forstod ikke, hvor den kom fra, men kunne alligevel ikke lade være med at håbe, at det var ham, der havde lagt den i smug, i hendes lomme. Hun løftede den op mod hendes næse, den duftede præcist af den parfume, hun elskede så meget. Da hun kiggede nærmere på rosen, så hun, at der var en lille lap papir vedhæftet på den. Hun tog forsigtigt fat i papiret, og rullede det ud. 
 

Én rose, til den man elsker. 

 Hun gik videre med tanken om, at han nok havde afleveret rosen, til den forkerte person. En person, der tilfældigvis hed det samme som hende selv, og underligt nok også lignede hende. Men hun gemte rosen alligevel. Hun ville beholde det som minde, for en lidt underlig dag, dagen inden valentines day.

~  •••  ~

Hun havde lige fået nattøj på. Lagt sig i sengen, og lukkede øjnene i to sekunder. Eller sådan føltes det i hvert fald for hende. Hun vågnede, da der lød et brag i værelset. Hun åbnede øjnene med et sæt. Uret viste kun 01:23. Datoen var d. 14. februar, det vidste hun godt. Der var fuldstændig mørkt i rummet. Kun lyset fra stjernerne og månen, lyste rummet en smule op. Hun kunne høre nogen rende rundt i rummet. Hun turde ikke tænde for lyset. Tænk hvis nu, hun så noget, hun ikke ville se?
"Hve... Hve... Hvem er det?"
Hun fik kun lige stammet det frem, før lyset blev tændt. På bordet stod der en kæmpe buket roser. Hun sad i sengen lammet af skræk. Hendes øjne lignede et dådyrs øjne, der lige er blevet fanget af bilens lyskegler. Hun fattede ikke noget. Slet ingenting. Ved siden af blomsterne stod han. Han smilede det samme smil, som han havde gjort dagen før. Han var lige så smuk, lige så sød, som han havde været, da hun så ham for første gang. Men hun var stadig forvirret. Forvirret over, at han nu stod der - på hendes værelse.
"Hvad laver du her?"
Hun forstod ikke selv, hvordan hun turde sige noget. Hun følte nærmest, hun var lammet fra top til tå af skræk. Hvordan hun fik ordene frem, var stadig et kæmpe mysterium for hende.
"Har du beholdt rosen fra i går?"
Han hviskede det til hende, mens han kiggede intenst på hende. Han slap ikke hendes blik. Blev bare ved med at kigge. Stille og roligt nikkede hun. Hun rejste sig fra sengen. Hun holdte hendes korte natshorts lidt nede, så de ikke kravlede op, og lod hendes lidt for store t-shirt hænge. Hun listede hen til døren, hvor hendes jakke hængte. Tilfældigvis, havde hun ikke orket at gå ned med den, efter hun var kommet hjem. Hun lod hånden glide forsigtigt ned i lommen. Hun tog rosen op. Da hun kiggede på den, havde den ikke ændret sig. Den så stadig lige så frisk ud, som den havde gjort tidligere. Ingen af bladene var røget af - og den var stadig helt postkasse-rød. Det var som om, den lyste endnu mere op her i mørket. Han smilte til hende. Nikkede stille, og smilede igen bagefter. Han gik stille hen til hende. Stod helt tæt på hende. Kiggede hende i øjnene, som havde de altid kendt hinanden. Hun havde lyst til at kysse ham. Kysse ham, som hun aldrig havde kysset nogen andre før. Men hun turde ikke. Hun kendte ham ikke. Havde aldrig kendt ham. Han løftede hånden, førte noget af hendes blonde hår bag øret. Aede hende stille på kinden. Han blinkede kun få gange. Blev bare ved med at kigge på hende. Han tog stille rosen ud af hånden på hende, gik lydløst over til de andre roser, og satte den lille blomst , blandt alle de store roser. Da han havfe sat den der, begyndte de andre også at lyse op. Hun følte, at den lille rose, gav alle de andre en helt ny energi. Uden hun havde opdaget det, var han kommet over til hende igen. Han havde taget hendes hånd, og ført hende hen til vinduet. Der stod de. Kiggede på den mørke himmel, med alle stjernerne og månen. Hun lukkede øjnene og nød hans hånd mod hendes. Han dreje hende forsigtig rundt, så de begge stod og kiggede på hinanden. Hun havde stadig lukket øjne, men hun kunne tydeligt fornemme ham. Hun kunne tydeligt mærke hans åndedræt, hans varme. Stille førte han sine læber mod hendes. Da de rørte hinanden, lukkede han også øjnene. Der stod de begge så. Omfavnede hinanden forsigtigt. Mærkede hinanden læber mod hinanden, deres kroppe mod hinanden. Ingen gad stoppe. Hun gjorde i hvert fald ikke. Da hun igen åbnede øjnene, var han der ikke.

~ ••• ~

Hun vågnede alene i sengen. Der var helt stille på værelset. Intet var sket, sådan føltes det i hvert fald. Hun kunne ikke huske noget. Ikke huske hvornår han var gået. Ikke huske, hvad der var sket efter kysset. Men hun huskede hans bløde læber, og hans krop mod sin egen. Hun kunne stadig huske hans varme, og hans hænder stille røre hende. Hun holdte forsigtigt om dynen, imens hun huskede tilbage til den fantastiske nat. Og alligevel var det som om, at der manglede noget. Som om han havde taget noget af hende med sig. Hun kiggede hen på bordet. Roserne var der stadig. Hun rejste sig stille fra sengen. Gik stille hen til bordet. På bordet var der en seddel. Hun åbnede den forsigtigt.

Én rose til den man elsker. 14 til den man ikke kan leve uden.
Du ser mig nok aldrig igen.
Men glemme mig, vil du aldrig.
Mit kys, mit kram.
Jeg vil altid være i din fantasi, som jeg også var nu.

 

~ ••• ~

Hun talte roserne. 14 var der.

~ ••• ~

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...