Moment - One direction (One shot)

Denne movella er med i konkurrencen, så det bliver et one shot.


17 årige Lucie, har længe været forelsket i den verdens berømte Liam Payne. De har kendt hinanden siden folkeskolen, og har været venner lige siden.
Da Liam gik hen og blev kendt, mistede de kontakten. Men hvad Lucie ikke ved er, at Liam altid har været vild med hende, og med lidt opbakning fra de andre drenge, tager Liam sig sammen, og invitere hende på en date. Hun ved ikke hvem hun skal på date med, da det var Louis der ringede og ordnede det hele.
Hvordan reagere Lucie da hun finder ud af, hvem det er hun skal på date med? Hvad sker der på daten? Vil det hele være en dans på røde roser?

10Likes
2Kommentarer
877Visninger
AA

2. One shot

Klokken var efterhånden rundet de 19 stykker, så jeg hoppede i mine stilletter, og gik ud til vejen for at vente på personen jeg skulle på date med. Jeg havde ingen anelse om hvem det var, men jeg så det som en mulighed for måske, endelig at glemme Liam. 

Ham jeg har været forelsket i siden vi gik i 7 klasse, ham der altid var min bedsteven - og ham der forlod mig, fordi han var blevet kendt. Og hold op hvor jeg savnede ham.. 

Min påklædning var enkel. Jeg havde en hvid lårkort kjole, et lille tyndt brunt bælte skilte overdelen, og underdelen fra hinanden. På overdelen var der en blonder, og således også bagpå. Mine stiletter var af brunt læder, og var faktisk rigtig flotte - synes jeg. 

Det var faktisk nogen som Liam havde købt til mig, da han for første gang var i USA med hans band. Han vidste mine kærlighed til stiletter var stort, så derfor havde han købt dem til mig. Gavmilde dreng. 

Mine øreringe var nogen hvide runde, som sad tæt ind til øret. Jeg havde taget et brunt læder armbånd på, som matcher mine stiletter. Jeg havde taget nogen nylon strømpebukser på, da jeg vidste jeg ellers ville komme til at fryse. Det var jo ikke lige Londons varme dage, idag. Vi var trods alt også kun i februar - dog var det vindstille idag.

Min mor havde lovet at passe mine lille guldklump i aften. Ikke at jeg har et barn, men jeg har en sød mini model af en collie som jeg kalder min guldklump. Egentlig hedder hun Angel, men Liam synes guldklump passede til hende.. Og siden Liam nu var blevet kendt, og jeg ikke havde kontakt til ham, valgte jeg at kalde hende for guldklump. Sært, men jeg savner ham. 

Den dag som jeg havde planlagt at fortælle Liam, at jeg følte mere for ham end bare venner, var den dag jeg fik af vide at han skulle til USA med hans band. Og der styrtede det hele sammen for mig, og jeg glemte alt om hvad jeg skulle have fortalt ham.

Det var også den dag, jeg begyndte at lukke mig selv inde, og ikke rigtig snakke med nogen.

Jeg havde snart stået her i 10 minutter, og jeg var ved at tro det hele var fup. Ham jeg skulle have været på 'date med' var endnu ikke ankommet, og klokken havde rundet de 19:12. Professionelt at komme 12 minutter for sent. Godt første håndsindtryk.

Yderligere 2-3 minutter stod jeg og ventede, men opgav håber. Hvad havde jeg egentlig regnet med? Jeg vidste ikke hvem personen var, og så sagde jeg ja til at tage med på en date?

Jeg vendte mig om, og skulle til at gå tilbage til min lejlighed, da personen jo tydeligvis ikke kom. Men en bil som dyttede, stoppede mig. Forskrækket vendte jeg mig om, og så.. Min bror? Hvad fanden?

''Står du bag fup nummeret?'' vrissede jeg irriteret, og blev faktisk selv helt overrasket over mit toneleje. ''Fup?'' Han kiggede forvirret på mig, men trak så lidt efter på smilebåndet.

''Hvis du tror det her er fup, så bliver du overrasket når du ankommer til stedet.'' sagde han smilende, mens han gik hen for at åbne min bil dør. Jeg gik langsomt derhen, og satte mig ind. Min bror, Edward, smækkede døren i, og satte sig selv ind på føresædet, og begyndte at trille ned af min vej.

''Og desuden. Hvis nogen lavede en fup date med min søster, så skulle jeg nok tage en snak med dem.'' betroede han mig, med et alvorligt udtryk i ansigtet, som fik mig til at grine.

Han har altid været den der overbeskyttende storebror, som mange gerne vil have. Men der vil jeg så godt have lov til at sige, at det nogengange godt kan blive for meget, at have en bror som er så beskyttende.

''Ved du hvem det er?'' spurgte jeg, mens jeg sendte ham et skævt smil. Jeg var virkelig nysgerrig. For både min mor, min far, familie og nu også ham, havde smilet over hele femøren hele dagen idag, som om de vidste noget.

Det eneste han gjorde, var et sende mig et drillende smil, inde han endnu engang flyttede sit blik ud på vejen, for at holde øje med trafikken. Nogen hernede i London kunne virkelig køre råddent, og jeg var næsten altid bange for at blive kørt ned, når jeg skulle passere vejen, på gåben.

Jeg sukkede højlydt, og kiggede ud af bilruden, for at virke fornærmet. Jeg ved, at de ved noget som jeg ikke ved. Okay, indviklet sætning.. Men jeg håber i forstår pointen!

Efter nogen minutters stilhed, var vi havnet et øde sted, og jeg anede ikke hvor fanden vi var. Nysgerrigt lod jeg mine øjne, betragte tingene vi kørte forbi.   

''Uanset hvem der er, så må du altså ikke.. blive alt for chokeret, okay?'' det gav et sæt i mig, da Edward snakkede til mig. Forvirret kiggede jeg på ham, og skulle til at svare ham, men blev afbrudt da bilen holdt stille. 

Han steg ud af bilen, og gik om for at åbne døren for mig. Taknemmelig sendte jeg et smil til ham, som dog stadig var fuld af forvirring. 

Hvem var det, som ikke vil have mig til at vide hvem jeg skulle på date med? Ham, min familie? ''Lucie?'' Rettede hurtigt min blik hen på ham igen, og sendte ham et skævt smil. ''Du ser godt ud.'' han sendte mig et stort smil, inden han gjorde tegn til at jeg skulle begynde at gå. Selvom der var helt mørkt nu, blev jeg ikke nervøs da jeg skulle gå. 

Der var lys, som førte mig ned til stranden, så jeg vidste hvor jeg skulle hen. 

Og ja, daten skulle åbenbart være ved en strand, langt væk fra byen. 

Jo tættere på jeg nærmede mig, jo mere nervøs blev jeg. Jeg havde ingen anelse om hvem det var, så derfor blev jeg nervøs. Mit hjerte bankede hårdt mod min brystkasse.

Jeg trådte usikkert ned på de fliser, som lå der, ligeinden man kom ned til sandet. Jeg kiggede forvirret rundt, da jeg ikke kunne se nogen personer stå hernede, som jeg egentlig havde forventet. Jeg fik øje på et stykke papir, hvor der hang en pil, som viste hvor jeg skulle gå hen. 

Min hjerne var slået fra, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle. Langsomt, uden at tænke, begyndte jeg at følge pilens retning. Efter yderligere 3 pile, kom jeg hen til et sted, hvor der var dækket op til to. 

(Sæt moment på)

 

Pludselig begyndte noget musik at spille bag mig, og det var først der, jeg så at der rent faktisk var en musik afspiller hernede. Sangen bed jeg dog mærke i, da jeg havde hørt den lidt for mange gange. 

Lige da jeg skulle til at synge med på sangen, kom en person mig i forkøbet. 

''Shut the door, turn the lights of, I wanna be with you, I wanna feel your love.'' Langsomt da jeg genkendte stemmen, stivnede jeg. Det var ham. Liam. Det er Liam? Vent.. Liam?

''I wanna lay beside you, I can not hide this, even though i try.'' Som han sang, bevægede han sig tættere på mig, med et nervøst smil på læberne. ''Hearts beat harder. Time escapes me, trembling hand touch skin, it makes this harder.'' 

Jeg stod frosset fast, og var slet ikke i stand til at gøre noget, da han kom hen og lagde en hånd på min kind. ''And a tear stream, down my face.'' Han strøg tårende væk fra mine kinder, og det var først dér at det gik op for mig, jeg græd. 

Og han var har virkeligt. Det var ikke ligesom alle de gange, jeg havde drømt dette øjeblik. Men han var her rent faktisk - i egen person. 

''If we could only have this life, for one more day. If we could only turn back time. You know I'll be, your life, your voice, your reason to be. My love, my heart, is breathing for this. Moment in time, I'll find the words to say, before you leave me today.'' 

Musikken fortsatte i baggrunden, men Liam stoppede med at synge. Han stod og holdt øjenkontakten mellem os, mens han forsigtigt strøg de mange tåre, som røg ned af kinderne på mig, væk. 

Jeg var helt mundlam. Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle sige. 

''Lucie...'' Begyndte han. ''Jeg har virkelig fortrudt at vi ikke har haft kontakt de side 1½ års tid.. Jeg har været egoistisk, og kun tænkt på min karriere. Men der har ikke været en dag, hvor du ikke har været i mine tanker.'' 

Hvad? 

''Lige siden sidste gang jeg så dig, indså jeg hvad jeg mistede. Jeg mistede alt det, som jeg havde herfra. Hende jeg elskede, min bedsteveninde, hende jeg kunne alt med, og ikke mindst med det...-'' han tog en dyb indåndning, som om han var nervøs, inden han fortsatte. 

''Hende jeg var forelsket i. Lige siden vi gik ud af folkeskolen, har jeg været forelsket i dig. Du er smuk, sød, charmenerende, og bare generelt den pige som jeg har ledt efter. Og jeg har været dum, til at tro jeg ville komme videre. Men de gange jeg havde mødt en pige, har jeg altid forstillet mig, at det var dig. Jeg har indset hvor dum jeg har været, og hvor meget jeg skulle have fortalt dig, inden jeg tog afsted. Undsky..-''¨Inden han nåede at sige mere, pressede jeg mine læber mod hans. 

Det virkede som om det kom bag på ham, men efter noget tid, kyssede han med. Jeg lagde alle mine følelser i dette, da jeg virkelig var blevet rørt over det han sagde. 

Jeg havde virkelig aldrig troet, at han nogensinde havde, eller ville, komme til at føle det samme sig mig. 

Langsomt trak jeg mig fra ham, og sendte ham et skævt smil. 

''Liam, jeg..'' Jeg kløede mig akavet i nakken, inden jeg fortsatte. ''Jeg har altid kunne lide dig.. Men jeg har aldrig turde fortælle dig det..'' det sidste hviskede jeg, mens jeg kiggede ned i jorden. 

Han løftede mit ansigt med 2 fingre, og kiggede mig i øjnene - igen. 

''Jeg elsker dig.'' han kiggede mig dybt i øjnene, som næsten fik mig til at smelte. Han pressede endnu engang sine læber mod mine, og denne gang - lagde han alle sine følelser i. 

Nu vidste jeg, at det her nok skulle blive en uforglemmelig aften. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...