An Unexpected Valentine - one shot (1D)

Mød Aileen Summer! Aileen er en ganske normal pige, dog drengepige med stort D. Hun er altid sammen med drengene, og man finder hende sjældent i selvskab med piger. Hun har aldrig rigtig haft med kærlighed at gøre, da hun mener det er noget overfladisk rod hun ikke behøver, og da hun altid har været sammen med drenge så langt hun kan huske tilbage.

Men hvad sker der da hun en dag er ude at skate med sine venner, og der pludselig dukker en lyshåret dreng op, og roder op og ned i det hele? Da hun finder ud af at hun faktisk i længere tid er blevet overvåget og faktisk blevet stalket og udspioneret? Og hvad sker der når det viser sig at lige netop denne dreng har tænkt sig at gøre det umulige og få hende overbevist om at kærlighed rent faktisk findes derude?

Vil hans plan lykkes, eller vil hendes flabede facade skræmme ham væk? Vil han kunne få hende overbevist? Og findes der overhovedet en piget side af Aileen?

23Likes
9Kommentarer
772Visninger
AA

2. An Unexpected Valentine

"Aileen! Kommer du eller hvad?" Råbte Daniel - min bedste ven på denne jord.

Han stod midt på den smalle sti der førte rundt her i parken, og prøvede forgæves at få kontakt til mig, ved at hoppe op og ned på stedet, med armene viftende op og ned. Han fyldte det hele det fede dyr, og jeg løftede flabet det ene øjenbryn, imens jeg strammede grebet om min varme kakao.

"Hmm.... Nej ved du hvad, jeg tror bare jeg bliver stående lige her resten af dagen." Svarede jeg, og stillede mig med let spredte ben lænet op ad kaffe/kakao boden jeg nu engang stod ved.

Han stoppede med at hoppe og vinke, og rettede sig op, mens han lod som om han slog noget hår om bag skulderen.

"Se mig! Se mig! Jeg hedder Aileen og jeg er bare den smukkeste og mest fantastiske pige i denne verden! Ingen vil nogensinde kunne måle sig med miiig! Tsk!" Sagde han i en tøset stemme, hvilket fik en ældre dame til at kigge underligt på ham, inden hun gik en stor bue udenom ham.

"Sådan snakker jeg altså ikke." Sagde jeg, totalt upåvirket af hans lille sceneri.

Altså hallo? Hvorfor havde han så travlt?

Det var den fjortende februar, og påtrods af årstiden var der faktisk utrolig varmt. Eller lunt i hvert fald. Vi var helt oppe på femten grader, og som solen stod der højt på himmelen, føltes det langt varmere.

Spørger du mig var det fantastisk, for jeg hader seriøst sne og kulde.

I hvert fald så snart vi er på den anden side af jul, så må det godt bare pakke sine sydfrugter og skride ad helvedes til.

Undskyld sproget.

Og ja, jeg stod og drak varm kakao mens der var omkring 15 grader - og hvad så? Kom ikke here og sig at du aldrig har spist is selvom der var minus alt for mange grader!

"Ej sådan snakker jeg altså ikkeee!" Sagde Daniel i en snobbet tone, og kiggede efter den gamle dame der stadig kiggede chokeret på ham.

Seriøst hun var egentlig pænt nice, måske vi skulle blive bestie's?

Haha forstod du den?

Hun var gammel?

BESTIE´S?

Nej okay så.

Undskyld.

"Hvis du bliver ved med at prøve på at fornærme mig, så skal du i hvert fald ikke regne med at jeg kommer sådan lige foreløbigt." Sagde jeg inden jeg pustede til kakaoen og tog en lille slurk.

"Jamen de venter jo på os!" Sagde Daniel formanende.

Nårh ja, det havde jeg da nær glemt!

Vi var egentligt på vej ned til nogen af vores fælles venner, der ventede på os nede ved skaterbanen i den anden ende af parken, da jeg havde haft brug for en varm kakao midt i det hele.

Sådan en rimelig typisk mig-ting.

Altså det med ligepludselig at have lyst til et eller andet når jeg egentligt havdet en aftale som jeg gang på gang havde lovet mig selv at komme til tiden til.

Suk, jeg skulle vidst træne lidt mere med det, for bare at komme cirka til tiden.

Nej okay hvem prøver jeg at narre? Det ville jeg da aldrig nogensinde lære, uanset hvor meget jeg prøvede.

Øv.

Hurtigt slugte jeg den sidste smule kakao, smed koppen ud, og begyndte langsomt at gå hen imod Daniel der kiggede lettet på mig.

"Endelig." Mumlede han, da jeg langt om længede nåede hen til ham.

Jeg løftede udfordrende det ene øjenbryn, men han skyndte sig bare at ryste på hovedet, før han tog fat i min arm, og sprang afsted med mig.

Sjovt så travlt han fik.

"Din tur Aileen!" Sagde Daniel udfordrende, da han elegant landede ved siden af mig på den store rampe.

Jeg lo kort af ham, og gik med vilje ind i hans skulder på vejen hen til kanten.

Hah! Barnemad!

Jeg tog mit elskede bræt, og lagde det på kanten, inden jeg satte den ene fod derpå, tog en dyb indånding, og satte så af fra rampen med en sådan hast at min beanie var ved at flyve af, og alt mit hår blæste om bag mig.

Jeg smilede stort, da jeg endnu engang skubbede fra med det ene ben, så jeg strøg op ad rampens anden side, hvor jeg (sej som jeg er) lavede et cool stunt, landede igen i perfekt balance, og kørte tilbage til drengene der ventede på den anden side.

Med et hånligt smil plantet på læberne landede jeg foran dem, sparkede boardet op i mine hænder, hvorefter jeg bukkede og nejede dybt for dem, og gik over til Daniel der stod og snakkede med to andre drenge.

Jeg kendte dem begge to, da de gik i min klasse og ligeledes var nogle af mine gode venner.

"Wassup' guys?" Sagde jeg med et smil da jeg brasede ind imellem dem og lagde min ene arm op på Daniels skulder.

Lidt nysgerrig må man godt være, jo!

"Eeeeeh." Sagde den ene af drengene - Simon.

"Eeeeeh ikke noget!" Løj Daniel.

Jeg hævede øjenbrynet.

"Nu lyver du. Hvad sker der?" Spurgte jeg bestemt.

Der blev sendt flaksende blikke imellem drengene, og i mellemtiden blev jeg mere og mere urolig.

Hvad var det de holdte skjult for mig?

Daniel åbnede tøvende munden.

"Hvis nu vi fortæller dig det, vil du så gøre hvad vi beder dig om?" Spurgte han, nervøs for mit svar.

"Det kommer an på hvad det er." Svarede jeg, og rettede mig så op, så jeg så stor og stærk ud.

"Hallo kom nu med det forhelvede." Sagde jeg til sidst med et suk.

Hvorfor spildte jeg egentligt altid min tid med sådan nogle tabere?

Måske jeg bare skulle tage at finde en ordentlig veninde, og blive en rigtig pige-pige med lyserød trutmund og det hele.

Mit blik faldt ned til foden af rampen, hvor nogle af de omtalte pige-piger stod og fnisede og poserede for deres mobiler med rigtige duckfaces og det hele.

Måske jeg bare skulle holde mig til drengene alligevel.

"Eeeeh altså Aileen?" Startede Daniel endelig.

"Eeeeh altså Daniel?" Svarede jeg flabet.

Han rystede opgivende på hovedet, og pegede i stedet ned.

Jeg kiggede forvirret på ham.

"Kig nu for sevan da!" Sagde han opgivende.

Jeg kiggede endnu engang ned for foden af rampen hvor de to tøser nu havde fået selvskab af en lyshåret dreng. Og han så godt ud, må jeg jo nok indrømme, selvom jeg ikke er meget for det.

"Ja der er to tøser og en fyr, hvad så?" Spurgte jeg.

Et lusket smil spillede om læberne på Daniel, og straks blev jeg vagtsom.

"Du tør ikke gå ned og snakke med ham." Brød Simon pludselig ind, hvilket fik mig til at se overlegent på ham.

"Haha, og hvorfor skulle jeg dog ikke turde det?" Spurgte jeg hånligt.

Simon gik helt hen til mig, så hans bryst næsten rørte mit, og bukkede sig så ned for at kunne hviske i mit øre.

"Jamen hvad står du så her for Aileen?" Spurgte han lavt.

Da han rettede sig op igen, rettede jeg mig også op, og begyndte så nedstigningen fra rampen.

Hvorfor fanden skulle jeg ikke turde tale med en dreng?

Jeg mener, se lige på mig engang!

Hallo lidt selvglad må man sku godt være.

Jeg gik målrettet hen imod drengen, der stadig stod og talte med de to tøser, helt uvidende om at jeg kom direkte hen imod ham. Og ikke nok med at jeg kom hen til ham, så havde jeg rent faktisk tænkt mig at tale med denne fremmede dreng, for var der en ting jeg ikke var, så måtte det være svag. Eller genert. Eller stille. Eller.. Okay jeg tror måske efterhånden du er med.

Jeg gik direkte hen til drengen - totalt ligeglad med om han snakkede med tøserne eller ej - og lagde straks en hånd på hans skulder.Han vendte sig ved min berøring, og gjorde store øjne.

"Det... Det er dig." Mumlede han for sig selv - helt sikkert ikke meningen at jeg skulle have hørt det. Jeg kiggede spørgende på ham. Ja selvfølgelig var det mig, hvem skulle det ellers være?

Men det undrede mig en del at han tilsyneladende kendte mig, for jeg kendte helt hundrede ikke ham, som i: Han var en eller anden stranger jeg nu skulle snakke med af en eller anden grund.

Hans blik søgte op til skateboardrampen, og selvom han måtte misse imod den skarpe sol, var det tydeligt at han fik øjenkontakt med en eller anden. Mit eget blik søgte også derop, og der mødte de synet af de tre drenge, der stod og sendte mig thumps up.

What the....?

"Ja det er det, vil du have en autograf eller hvad?" Sagde jeg, som svar på hans mindre udbrud før.

Han kiggede forvirret på mig, som om han ikke helt forstod hvor jeg ville hen, men smilede så forstående. Guess he found out what i meant... Tsk.

"Jeg skulle faktisk lige til at spørge dig om det samme." Svarede han, og blinkede engang med det ene øje.

Jeg himlede med øjnene.

"Haha ja som om. Men hvem er du egentligt?" Spurgte jeg.

Han smilede fortsat, men havde nu fået et mistroende udtryk i sine smukke smukke blå øjne.

Glem lige det der engang, ikke? Altså det med de smukke smukke øjne, okay?

"Jeg er Niall. Niall Horan. Men det vidste du vel egentligt godt... Ikke?" Sagde han, stadig med det mistroiske udtryk i øjnene.

Jeg rystede på hovedet, og gennemsøgte så min hjerne for denne dreng.

Han lød til at have både set og mødt mig før, og jeg gik udfra at jeg dermed også måtte kende ham et eller andet sted. Selvom jeg nu ikke lige umiddelbart kunne komme i tanker om hvorfra eller hvordan.

"Egentligt ikke." Svarede jeg ligegyldigt, imens min hjerne kørte på højtryk, for at komme i tanker om hvor fanden jeg havde set den her dreng før.

"Hvis nu jeg siger One Direction?" Sagde han fiskende.

Han mente det tydeligvis da han havde sagt at jeg vidste hvem han var. Men One Direction? Hmm....

Navnet sagde mig noget - selvfølgelig, de var jo det største boyband i hele verden man - men jeg kendte ham som sådan ikke. Jeg vil skyde på at han kunne se tvivlen og forvirringen i mine øjne, så han trak sin mobil op ad sin lomme, og gik på google, hvor han søgte på 'One Direction'. Derefter viste han mobilen til mig.

"Jeg kender godt bandet. Men jeg tror simpelthen ikke på at du er medlem." Svarede jeg, og sendte ham et mistroisk blik. Jeg var helt sikker på at det var Daniel der stod bag det her - altså udover det faktum at det var ham der havde fået mig til at gå herhen - alene for det formål at se hvor godtroende jeg egentligt var.

Niall sukkede.

"Hvad skal jeg dog gøre for at du tror mig?" Spurgte han opgivende.

Pæren over mit hovede måtte have tændt på stedet med et højt 'Ding', for der gik ikke lang tid før jeg havde en idé til hvordan han kunne få overbevist mig bare en smule mere.

"Du kunne jo ringe en fra dit band op?" Foreslog jeg, og følte at jeg vidste præcist hvor jeg havde ham.

Haha som om han  kunne ringe dem op manner.

Han trak på skulderen. "Hvis det er det du ønsker." Sagde han, og sendte mig et lusket smil, før han tastede lidt rundt på mobilen, inden han tog den op til øret.

"Harry? Hey, jeg står lige med en jeg synes du skulle møde. Du får hende lige." Sagde han ned i røret, og rakte det derefter til mig med et hoverende smil.

Han var god. Meget god. Men ikke bedre end mig.

Jeg tog imod telefonen med et fuldstændigt upåvirket ansigtsudtryk. "Hallo?" Mumlede jeg. "Hej søde, hvem er du så?" Svarede en varm og hæs stemme i den anden ende. Og det var så sådan cirka der jeg troede Niall. FOR JEG SNAKKEDE I TELEFON MED HARRY STYLES!!!!!

FANGIRLIIIING!!!
ARRRRGH!!!!

Eller det ville jeg i hvert fald have gjort, hvis jeg havde været stor fan, hvilket jeg ikke er.

"Aileen. Niall siger han kender mig?" Sagde jeg direkte, hvilket fik Niall til at dreje hovedet lynhurtigt imod mig igen. En hæs latter bredte sig i telefonen. "Åh ja Aileen. Hvis bare du vidste hvor mange gange jeg har fanget Niall i at være inde på din twitter og din facebook." Sagde han.

Niall havde fået et halvhektisk udtryk i øjnene, og begyndte at gå hen til mig. "Giv mig mobilen!" Sagde han forlegent, imens en rød farve bredte sig på hans kinder. Jeg rystede kækt på hovedet, og strakte armen ud så han ikke kunne nå den.

"Nå, jamen fortæl mig endelig mere!" Grinede jeg, da Niall udstødte en klynkende lyd. Han tog fat i min arm og trak den op i luften så han kunne komme hen til mobilen som jeg holdt med min anden hånd. Dog var jeg hurtigere end ham, så jeg smuttede hurtigt under hans arm, så jeg kom til at stå på den anden side af ham.

Harry's latter var igen i øret af mig.

"Hmm... Altså der var jo dengang hvor han..." Mere nåede jeg ikke at høre, før Niall havde revet telefonen fra mig. "MANGE TAK HARRY!" Råbte han ned i telefonen, før han lagde på.

Han vendte sig langsomt om imod mig, med et utrolig alvorligt ansigtsudtryk, som jeg besvarede med et flabet smil. Han hævede det ene øjenbryn og trådte tæt hen til mig. En tot hår der havde forvildet sig ned i mit ansigt blev fanget imellem hans fingre, og ført om bag mit øre. En sitren og varme som jeg aldrig havde følt før, befandt sig nu bag øret, præcist samme sted som det sted hans hånd befandt sig.

Et smil bredte sig på hans læber, og hans smukke havblå øjne blev næsten flydende.

"Ved du hvad jeg tror?" Spurgte han lavt, og kom endnu tættere på mig. "Nej?" Svarede jeg om muligt endnu lavere. Hele stemningen var blevet intens lynhurtigt, og jeg havde aldrig i mine vildeste drømme regnet med at det ville føre herhen til.

Han trådte endnu et skridt hen imod mig, og vi stod nu så tæt at jeg kunne mærke hans hjerte banke roligt imod mit. Han lagde sit hovede på skrå, og kort efter mærkede jeg et par læber imod mit øre.

"Jeg tror sørme du skal være min valentin i år." Sagde han, og kort efter mærkede jeg et par læber der blev presset blidt imod mit øre.

Den sitren og varme der før havde været, brændte nu under min hud, og var et øjeblik ved at slå mig ud af kurs.

Jeg rystede på hovedet for at få samlet tankerne igen, og kiggede så overlegent på ham. "Hah! Og hvad så hvis ikke jeg har lyst til det?" Spurgte jeg udfordrende. Niall, der ellers lige havde trukket sig en smule tilbage fra mig, kiggede ned på vores sko, før han slog blikket op og fangede mine øjne i et jerngreb. Intensiteten i hans øjne var utrolig, og de var nærmest flydende, da han endnu engang kiggede opfordrende på mig.

"Det tror jeg nu nok at du har." Svarede han, vendte sig, og gik hen imod udgang af parken.

"Jeg henter dig klokken 16:00! Vær klar!" Råbte han, før han var næsten helt ude af syne. "VENT! Hvor fanden ved du fra hvor jeg bor?!" Råbte jeg hjælpeløst efter ham, men det eneste der kom ud af ham var en høj latter, før jeg hverken kunne se eller høre ham mere.

Det skulle da nok blive... Om ikke andet, så utrolig interressant det her!

 

"Du kommer til at betale for det her!" Sagde jeg truende, da Daniel og jeg senere samme dag var ved at sætte den sidste prik over i´et på mit outfit inden Niall ville komme og hente mig.

Jeg kogte af raseri overfor Daniel - for det var ham der havde arrangeret det hele. Han vidste at Niall i flere måneder havde stalket mig (hvilket var sindssygt skræmmende i sig selv) og han vidste at han ville dukke op i parken, og som om det ikke var nok, så vidste han at Niall ville 'invitere mig ud'.

Jeg har 'invitere mig ud' i '' fordi jeg ærligtalt ikke helt syntes jeg havde et valg da han sagde at vi skulle ud.

Ja jeg var en smule pissed og hvad så?

Nu tænker du helt sikkert at det sikkert var fordi jeg var i den tid af måneden, men NEJ, jeg var bare sur fordi min bedste ven var gået bag min ryg og havde arrangeret en date med min stalker, uden overhovedet at spørge om min mening.

Jaer okay, hvis han rent faktisk havde spurgt mig, havde jeg ikke siddet her, for så havde svaret været et stort og rungende nej. Fyre var ikke lige sådan noget for mig - ikke som andet end venner i hvert fald. Jeg ved jeg lyder en smule sær, men jeg havde bare hverken behovet eller tiden til en kæreste. Desuden er jeg ikke sikker på at jeg ville kunne se en dreng som en man som sådan skulle dele livet med, som mere end venner. Altså jeg var ikke lesbisk vel, men jeg følte virkelig ikke at det var besværet værd at have en kæreste.

Og dog, var der en stemme der forsigtigt hviskede allerbagerst i mit hovede.

Hvad nu hvis du rent faktisk ville kunne lide det? Hvad nu hvis det rent faktisk var lige præcist en kæreste du havde brug for?

Den blev ved med at ævle løs - den lave og forsigtige stemme i mit hovede - imens jeg nedstirrede Daniel med et ondt blik.

"Gerne, hvis det kunne få dig til at gå klædt som en pige lidt oftere." Svarede han med et kækt smil.

"Tro på det skat." Sagde jeg, og vendte mig imod døren der førte ud af mit værelse, men stoppede i dørkarmen og sendte den smukkeste af alle mine fingre - den midterste - i retning af Daniel.

Han slog en høj latter op, og rejste sig så fra sengen, og gik hen til mig, fortsat med et stort smil klistret fast i hele ansigtet.

"På Hvad? At du faktisk er en pige under alt dit tøj eller hvad? For jeg er faktisk stadigvæk ikke helt sikker, selvom jeg på en eller anden måde har fået dig tvunget i den kjole dér." Sagde han fnisende.

Han havde ret... Måske var det ham der var tøsen her.

Han virkede i hvert fald sådan engang imellem.

For ikke at tale den måde han kunne fnise af alt på.

Seriøst, han var værre end mig, og så vidt jeg ved så er det altså mig der har de kvindelige dele her i butikken.

Men igen, man ved jo aldrig!

Eller jo det gjorde jeg jo så, for jeg havde rimelig klare beviser på at han faktisk var en dreng.

Hvordan jeg så kunne vide det, kan du jo så tænke lidt over - blink, blink.

Ej, men jeg har kendt ham siden vi var helt små, og da vi var det, var der ikke adskilt omklædning eller bad. Brr, tror bare vi stopper den der, for jeg har seriøst set alt for mange ting jeg godt kunne have undværet at se, når vi snakker omklædning og offentlig badning.

Puha.

Adder, badder!

Vi stopper bare nu!

Godt så!

Jeg gad ikke engang at kommentere på hans bemærkning, hvilket virkelig ikke lignede mig, da jeg altid havde en eller anden spydig bemærkning gemt i ærmet. Måske var det bare tankerne om omklædning der stadig sad fast i min hjerne, jeg ved det ikke, og jeg er ligeglad.

I stedet gik jeg ud fra værelset, og ned i køkkenet, hvor min mor stod og lavede aftensmad. Hun måtte have hørt mig komme, for uden overhovedet at kigge på mig, talte hun til mig.

"Dækker du lige bord så vi kan.. Holy moly Aileen dog hvad er det du har på?!" Udbrød hun overrasket, da hun vendte sig om og så min påklædning.

"Ikke en kjole i hvert fald...." Mumlede jeg ironisk, og slog blikket ned. Hun trådte hen imod mig, og skulle lige til at sige noget mere, da Daniel åbnede ædespalten bag os.

"Jaa miss Summer, er du ikke stolt af mig?" Spurgte han, og lænede sig op ad dørkarmen. Mor stod med åben mund og polypper og bare stirrede på ham.

Hallo man, det var som om de aldrig havde set en pige i kjole før... Hvilket jeg da virkelig går udfra at de havde.

"Meget! Hvordan fik du hende overtalt?" Spurgte hun oprigtigt, og gav mig endnu engang elavatorblikket.

Fedt.

"Det er bare sådan noget min charme og jeg kan." Svarede han kækt, og blinkede til min mor, der straks slog en høj latter op. Jeg himlede med øjnene, og slog ud efter Daniel, der hurtigt dukkede sig under min arm, inden han smilte overlegent til mig.

"Pas nu på din smukke kjole lille dame." Sagde han hånligt, hvilket bare gav mig lyst til at slå ham hårdt lige i fjæset.

Bare lige for at få en ting på det rene: Nej, jeg er ikke en voldig person, men hvis nogen pisser mig af, kan de måske godt regne med at få et blåt mærke eller to.

Jeg åbnede munden for at svare igen overfor Daniel, men nåede det ikke før en næve bankede imod døren.

Hele min krop frøs fast.

Det var ham. Det var nu. Fuck.

Min mor sendte mig et undrende blik, og selvom jeg gerne ville have forklaret hende det, kunne jeg ikke. Længslen og nervøsiteten spredte sig i min krop, og bare tanken om den dreng der ventede på mig kun adskilt fra mig af en dum dør, fik mig til at spæne ud af køkkenet, og ud i entréen.

Her tog jeg et par dybe indåndinger, før jeg drejede låsen, og åbnede døren.

BANG!

Der stod han. Om muligt endnu pænere end jeg havde husket ham, og for at det ikke skulle være løgn, stod han med en kæmpe bukét røde roser i favnen. 

Jeg ved ikke lige hvad der skete med mig, men med ét blev jeg utrolig genert, og kunne end ikke holde blikket på ham. Jeg stirrede derimod bare på mine fødder, der knudrede sig sammen.

Haha, der fik jeg dig nok hva´?

Selvfølgelig blev jeg ikke genert manner!

Derimod sendte jeg ham et undrende blik, hvilket fik et nervøst udtryk til at ligge sig over hans ansigt.

"Er der noget i vejen?" Spurgte han nervøst.

Jeg spidsede læberne, og stod et øjeblik og vurderede ham. Jeg elskede simpelthen at få folk til at svede lidt, selvom nogen sikkert ville mene at det var vildt ondt. Han fik et om muligt endnu mere nervøst udtryk i ansigtet, før jeg brød ud i latter, og hele hans krop løsnedes af lettelse.

"Jeg hader dig Aileen!" Grinede han, og rakte herefter roserne hen til mig. Jeg smilede taknemmeligt til ham, før jeg vendte mig og gik ind i køkkenet igen, for at få min mor til at sætte dem i vand.

For det er da det man gør med blomster, ikke?

Men i hvert fald.

Da jeg kom ud i køkkenet, stod Daniel og mor og talte afdæmpet sammen, selvom de straks stoppede da de så mig stå i døren med favnen fuld af roser.

"Var det bare blomsterbudet?" Udbrød mor ærgeligt.

Daniel måtte have fortalt hende om Niall... Hrmpf... Typisk ham, sådan at ødelægge alt det gode...

Igen.

Jeg besluttede mig for at spille lidt med på den, så jeg fandt et sørgmodigt ansigtsudtryk frem, og snøftede en enkelt gang. Dette fik medlidenheden til at myldre op i både Daniel og mor, der straks kom hen og omfavnede mig.

Dette var dog kun indtil der pludselig hørtes fodtrin bag os.

"Eeeh... Hej..." Mumlede Niall forlegent.

Et grin slap ud imellem mine læber, da jeg så ansigtsudtrykkene på både Daniel og mor, og jeg skal da lige love for at der ikke gik lang tid, før Daniels hånd langede ud efter min kind.

"Møgunge." Mumlede han lavt.

Jeg grinede højt, inden jeg gik over til Niall, tog hans hånd, og forlod køkkenet.

"Jamen så farvel da!" Råbte mor efter os. Jeg svarede hende ikke, men trak derimod bare Niall med udenfor igen, før jeg stoppede op af bare overraskelse.

For lige dér, udenfor vores dør, holdte en hestevogn.

En vaskeægte fucking hestevogn. Med to hvide heste foran.

Holy moly.

Nysgerrigt slap jeg Nialls hånd, og gik hen til hestene, der prustede og skabte sig en smule.

Heste havde altid været mit yndlingsdyr, selvom jeg altid havde været pisse bange for dem. De var så smukke, og dog så elegante, men på den anden side også så store og til tider truende, at jeg aldrig havde turdet at sætte mig op på ryggen af én.

Jeg elskede dog at betragte dem, og havde tit brugt flere timer på bare at studere dem når de gik frit. Specielt når alle de lokale heste om sommeren blev samlet på den samme enorme eng, et lille stykke udenfor London, kunne man finde mig siddende under et træ eller en busk, i færd med intet andet end at kigge på dem.

Men shh, ikke sig det til nogen vel?

Seriøst, hvis folk fandt ud af at jeg brugte min fritid på at sidde og stirre på fucking heste og ponyer, så kunne jeg lige så godt købe mig en papkasse og bo under en bro resten af mit liv.

Jeg mener det.

SHH!

"De er smukke, ikke?" Sagde en rolig og lav stemme pludselig bag mig.

"Meget." Svarede jeg, og lod forsigtigt en hånd stryge blidt over den ene hest's hals.

Den prustede, og forskrækket sprang jeg tilbage, så jeg snublede over mine egne ben og væltede. Great. Niall gik hurtigt hen til mig, mens han kæmpede imod den latter der var utrolig tæt på at slippe ud af hans mund.

Truende løftede jeg en hånd.

"Hvis du griner, så går jeg ind igen!" Truede jeg, og rejste mig surt fra jorden. Han rystede på hovedet, førte sin arm ind i min, og guidede mig op i hestevognen.

Det skulle da nok blive interressant man.

200 timer og 45 år senere, nåede vi endelig frem.

Eller, det var nok en nærmere halvanden times tid - 2 timer, men udover det...

Det føltes som helt utroligt lang tid i hvert fald.

Men endelig... ENDELIG stoppede kusken hestene, og kom om og åbnede døren i den ene side. Kareten havde været åben, så jeg havde sagtens kunne følge med i hvor vi kørte hen ad. Det var lang tid siden vi var kørt ud af byen, og jeg havde seriøst ikke den mindste idé om hvor fanden vi var henne.

Lige udover det faktum at her lugtede sært af tang og saltvand...

Hmm..

Nervøst kiggede jeg over på Niall, der kiggede vurderende på mig.

"Stoler du på mig?" Spurgte han pludselig, og lød som en der lige var trådt ud af en dårlig kærlighedsfilm. Jeg kiggede hoverende på ham.

"Næh." Sagde jeg hånligt, og svingede en enkelt gang med mit hår, så det kom om bag mine skuldre igen.

Niall kiggede såret på mig, så jeg skyndte mig at trække ham ind i et hurtigt kram. "Sorry not sorry babe." Mumlede jeg, da jeg trak mig fra ham, hvilket fik ham til at grine.

"Jamen så må vi jo gøre det på den hårde måde!" Sagde han, trak et smukt guld silkebånd op ad lommen, og bandt det om mine øjne.

Og så voldtog han mig. Liger dér midt ude i ingenting, lå lille Aileen og blev voldtaget af en verdensberømt superstjerne, der ikke kunne styre sine lyster når han så på en lækker pige.

Suk, hvor er det trist at være så smuk.

Ej det' gas.

I stedet trak han pludselig i mig, så jeg intet andet valg havde, end at følge efter ham.

"Altså er vi der snart eller hvad?" Spurgte jeg lettere irriteret for nok tiende gang siden vi gik.

Jeg var nok snublet hundrede gange, og jeg orkede seriøst ikke at vandre rundt i de her skide stiletter som Daniel havde tvunget mig i mere.

Grr....

"To minutter til." Mumlede Niall, lige så roligt som første gang jeg spurgte.

Han måtte virkelig være en god skuespiller, for folk ville seriøst have klappet mig én hvis de havde været sammen med mig lige på det tidspunkt der.

En klagende lyd slap ud imellem mine læber, hvilket bare fik Niall til at grine endnu mere.

Vi gik... Og gik... Og gik... Og gik... OG SÅ!!!!

Gik vi lidt mere....

Suk...

Jeg ved ikke helt hvad der skete, men pludselig var Niall åbenbart stoppet, hvilket jeg ikke lige havde set komme, så da jeg tog et skridt mere, blev jeg hivet i den anden retning, hvilket resulterede i at jeg endnu engang var at finde på jorden.

Jaaaaa.....!

Men... Jorden var ikke hård... Derimod var den.... Kold?... Og... Eeeh... Sandet?

Vent hvad?!

Hurtigt fik jeg rejst mig op igen.

"Er du snart færdig eller hvad?" Spurgte Niall, og lød endnu engang som én der kæmpede for at holde en latter nede.

Hvad var der med den dreng og latter manner? Han lo jo af ALT....

Knotten mumlede jeg et eller andet uforståeligt. "Det tager jeg som et ja." Lo Niall ukontrolleret.

Ha... Ha.. Hvor er jeg sjov hva?

Undskyld... Jeg var på date... Jeg skulle være sød!

Et par hænder lagde sig på mine arme, og skubbede mig lidt frem, og drejede mig en lille smule. Så stod han pludselig helt stille.

"Er du klar?" Hviskede han pludselig helt tæt ved mit øre. Jeg bed mig i læben, og nikkede en enkelt gang. "Godt." Åndede han lydløst, og pludselig forsvandt båndet fra mine øjne.

Jeg blinkede en enkelt gang, og fokuserede så.

Oh....My...God.

Jeg ved ikke hvad fanden den knægt havde haft gang i, men holy moly hvor har han haft travlt man!

Vi befandt os på stranden - på STRANDEN - i en begyndende solnedgang, og få meter længere fremme stod et bord dækket til to, med rød og hvidternet dug på. Derfra hvor vi stod nu, og hen til bordet, var der en hel masse små starinlys sat fast i sandet, så de dannede en smal sti.

Jeg var helt overvældet, og kunne ikke tænke på andet end det faktum at en dreng havde gjort alt det her for MIG. Det var uforståeligt.

"Kan du lide det?" Mumlede Niall, og forsøgte at undertrykke hvor nervøs han egentligt var.

"Nej.." Mumlede jeg åndeløst.

"Nej?!" Gentog Niall panikslagent.

"Lad mig tale ud... Nej... Jeg kan ikke lide det...." Jeg vendte mig imod Niall, der endnu engang havde åbnet munden for at afbryde mig, men denne gang var jeg hurtigere end ham, og nåede at ligge to fingre over hans mund, før jeg fortsatte.

"... Jeg elsker det." Mumlede jeg, og så skete det jeg aldrig nogensinde i mit liv havde forventet skulle ske.

Eller jo, nok på et tidspunkt, men ikke nu da!

For Niall...

Niall kyssede mig.

Et langt og forsigtigt kys, der var så let og forsigtigt som en fjer, der landede forsigtigt på mine læber, og nu tænker i sikkert at det udviklede sig.

Men nej.

Det var et lille forsigtigt kys, og da Niall trak sig fra mig igen, glitrede hans øjne, som et barns gør juleaften. Han rakte sin hånd ud imod min, og flettede vores hænder sammen til én, inden han sendte mig et glædestrålende smil.

Aww hvor var han sød manner.

But what tha fawk?

Hvad var det lige jeg plaprede løs om før?

Oh god...

Niall har fået mig til at blive en pige!

Piv...

Men hvis det så gjorde at han ville tilbringe hans tid med mig, såå.... Ja altså hvorfor ikke?

Vi gik hånd i hånd hen imod bordet, og da vi nåede derhen, trak Niall - som den gentleman han var - stolen ud for mig, så jeg kunne sætte mig.

Derefter gik han om på den anden side af bordet, og slog sig selv ned ved bordet, før han løftede låget af vores mad.

Og mhm hvor så det godt ud!

Okay okay... Jeg indrømmer!

Han havde krammet på mig.

Hold kæft hvor var han kær man! Efter vi havde spist en fantastisk middag (hvilket helt sikkert havde fået mig til at tage 500 kg på) og havde snakket om ALT mellem himmel og jord - bogstavligtalt, seriøst manner, jeg vidste alt om den dreng nu -  havde han gjort mig opmærksom på at stearinlysene fortsatte, og han opfordrede mig til at følge dem. Som sagt så gjort.

De førte længere og længere hen ad stranden, og stoppede pludselig.

I starten kunne jeg ikke se hvad det var, men pludselig gik det op for mig at det var en lille bålplads.

Et tæppe var bredt ud, og da jeg vendte mig om, kom Niall gående med en guitar i sine hænder. Han kom hen til mig, fik mig til at sætte mig ned, tændte bålet så det knitrede og slog gnister op imod den nu næsten mørke himmel.

Han trådte et par skridt tilbage igen, og kiggede så alvorligt på mig, inden han slog en tone an på sin guitar.

"You'll never love yourself
Half as much as I love you
You'll never treat yourself right, darlin'
But I want you to,
If I let you know, I'm here for you,
Maybe you'll love yourself,
Like I love you
Oh
" Sang han, trådte hen til mig igen, fandt noget i kurven bag mig, og rettede sig så op igen.

Hvad fanden han end havde gang i, skal jeg ikke kunne svare på.

Indtil jeg blev opmærksom på den rose han holdte frem imod mig.

"Aileen. Aileen, der er... Der er noget jeg skal spørge dig om." Sagde han langsomt og tydeligt.

"Jeg lytter." Svarede jeg med et opfordrende smil.

Hvad filan havde han nu gang i? Flere overraskelser?

Ja altså det var fint nok for mig ikke, for jeg havde virkelig ikke regnet med det her. Ikke regnet med noget af det.

Dagen var startet som enhver anden, sammen med Daniel og drengene, og nu sad jeg her. Midt på stranden i den forvindende sol, med en fantastisk dreng overfor mig.

Seriøst, jeg havde aldrig nogensinde mødt så fantastisk en fyr før...

Fokus Aileen...!!!

Husk nu på hvem du er!

Men Nialls næste ord gjorde det umuligt for mig at tænke klart.

"Aileen. Jeg tænkte bare på om... Om..."

"Aileen. Vil du være min prinsesse?"

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...