Brændoffer

"For foran mig, i min og Simons fælles køje, lå min bedste ven død. Hans øjne var åbne, stirrede glasagtigt op i bunden på køjen over ham, brændte ikke mere. Ilden i dem, den gennemtrængende, flammende ild var slukket, hænderne hvilede slappe på det ødelagte tæppe, hvide som is og ligeså kolde, da jeg vantro og dybt chokeret lukkede mine egne fingre om dem. Jeg nærede stadig et vildt, forgæves håb, så jeg sænkede mit øre ned mod hans let åbne mund, men fangede ikke så meget som antydningen af et åndedræt. Der var ingen tvivl om at han havde forladt sit jordiske hylster, Auschwitz, denne verden og mig."

Hitlers rædselsregime 1933-1945 kostede rundt regnet 6.000.000 jøder livet. Samuel var en hårsbredde fra at blive én af dem.

1Likes
0Kommentarer
301Visninger

1. Prolog

 

Jeg har den stadigvæk.

Angsten.

Angsten for at blive fanget, tortureret og ydmyget ligesom dengang. Jeg er bare en halvskør, gammel mand, som har set mere end godt er. Min hukommelse er ikke længere helt så skarp, som den burde være. Men det mærkelige er, at selvom den er falmet i årenes løb, og konturerne er blevet slørede, så er der visse ting, som aldrig kan udviskes. Noget af det jeg har set, har brændt sig ind i mine øjne, ind på min nethinde, ind i mig. Selvom jeg gør mit allerbedste, vil jeg aldrig kunne glemme dem. Men sådan er mennesker måske. Vi glemmer det vigtige, som at sige til vores familie, at vi elsker dem, at sætte pris på dem, vi lever sammen med. Men vi husker også. Og det er det, vi har lyst til at glemme, vi husker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...