Brændoffer

"For foran mig, i min og Simons fælles køje, lå min bedste ven død. Hans øjne var åbne, stirrede glasagtigt op i bunden på køjen over ham, brændte ikke mere. Ilden i dem, den gennemtrængende, flammende ild var slukket, hænderne hvilede slappe på det ødelagte tæppe, hvide som is og ligeså kolde, da jeg vantro og dybt chokeret lukkede mine egne fingre om dem. Jeg nærede stadig et vildt, forgæves håb, så jeg sænkede mit øre ned mod hans let åbne mund, men fangede ikke så meget som antydningen af et åndedræt. Der var ingen tvivl om at han havde forladt sit jordiske hylster, Auschwitz, denne verden og mig."

Hitlers rædselsregime 1933-1945 kostede rundt regnet 6.000.000 jøder livet. Samuel var en hårsbredde fra at blive én af dem.

1Likes
0Kommentarer
319Visninger

2. Angsten

 

Jeg krøb sammen i det lille rum og forsøgte ved hjælp af tankens kraft at blive usynlig. Kassen med violinen holdt jeg trykket tæt ind til brystet, som om jeg ikke ville tillade den blev taget fra mig, og jeg hørte det synge svagt i strengene, da jeg rørte lidt på mig. Straks blev jeg belønnet med et rasende “Schhh” fra Mor. Mit åndedræt var blevet overfladisk og hikstende, og jeg prøvede af al magt at dæmpe det, så de ikke hørte det. Fandt de os her, var det ude med os.

Min lillesøster, Lillen, var faldet i søvn, og hvilede sit lille sorthårede hoved mod Mors arm, men hun kunne jo også sagtens sove. Hun troede fuldt og fast på, at uanset hvad, skulle Mor og Far nok passe på hende, hun var for lille til at forstå at her stod vi over for en fare, vores forældre ikke kunne beskytte os imod.

Anderledes var det med mig. Jeg var gammel nok til at forstå, hvad der var galt, hvorfor Mor og Far aldrig sov, selvom de var trætte og bange. Dengang, inden alt blev forbudt, havde jeg også troet, at havde man forældre kunne intet ondt overgå en, og at de vidste besked om alverdens ting.

Det var før jeg ikke længere måtte gå til violinspil med de andre børn, før min tyske veninde Ulrika ikke ville lege med mig mere, før vi ikke måtte bade sammen med andre tyskere, før Mor stille og alvorligt bad mig sætte mig over for hende og lytte efter hvad hun havde at sige. Den stemme hun talte med, var så lav og dæmpet, at jeg blev bange. Hun fortalte, at fordi vi var jøder, var vi i fare.

En ond mand, der hed Hitler forsøgte at fange alle der var ligesom os og troede på det samme, alene af den grund, og det var derfor vi pludselig ikke måtte opføre os som de tyske, nej, ariske børn længere. Hun ville ikke sige, hvad han gjorde ved dem, han havde fanget, kun at det ikke var noget jeg havde lyst til at finde ud af, og derfor måtte Lillen og jeg gøre nøjagtig som de bad os om og ikke stille spørgsmål, hvis vi pludselig skulle gemme os. Heller ikke selvom gemmestedet måske var mørkt eller ulækkert, måtte vi stritte imod, men stole på at Mor og Far vidste hvad der skulle gøres.

Der var gået så lang tid siden da, at jeg efterhånden ikke kunne huske hvordan mit liv havde været inden forbuddene, og jeg kunne ikke forestille mig hvordan mit tøj ville se ud uden den hånende gule jødestjerne, vi alle skulle bære synligt på tøjet.

I starten havde det nu ikke betydet så meget. Jeg klarede mig udmærket uden Ulrika, der var mange andre børn at lege med, og min fars violinundervisning var på mange måder bedre end den offentlige, da vi nu ikke var flere elever, der skulle deles om opmærksomheden. I lang tid fortsatte livet sin nogenlunde vante gang dog med undtagelse af ændringer så små, at mit uskyldige barneøje ikke så dem – eller i det mindste ikke bemærkede dem.

Ændringerne var i sandhed nærmest ubetydelige. Jeg tænkte ikke over mine forældres dæmpede stemmer, der diskuterede nedgangen af patienter på min fars klinik, jeg studsede heller ikke, da mor i stedet for at tage på arbejde blev hjemme og havde bagt, når jeg kom fra skole. Det var først da tilråbene på gaden begyndte, jeg tænkte nærmere over, hvad alle disse forandringer kunne betyde.

Men jeg kunne ikke regne det ud, og slog det hen med, at det nok ikke kun var os, der pludselig måtte spare og gå i udlagt tøj. Andre børn og deres forældre hørte sikkert også nogle gange ord som: ”Afskum!” og ”Rotteavl!” blive slynget efter dem, når de færdedes på gaden. Jeg kunne næsten se Victors høje far dukke sig ligesom mine forældre når sådanne fraser ramte ham i ryggen, jeg forestillede mig Sabrinas blonde mor tage flugten uden at se sig tilbage, sådan som vi plejede at gøre det. Den eneste forskel var bare, at jeg kun så det ske inde i mit hoved, aldrig i den virkelige verden.

Når tvivlen så nagede mig, kom jeg i tanke om, at jeg havde set Isaks familie opføre sig lignende, at jeg engang havde hørt noget så grimt om hans mor som: ”Luder!”, og at hun med tårer i øjnene tog om Isaks spinkle skuldre og førte ham og hans tre søskende væk. Den slags skete ikke kun for mig og min familie, og det var en trøst for mig at vide det. Det faldt mig slet ikke ind, at det overhovedet ikke var godt, at det også skete for Isak og hans familie, at de af mine andre legekammerater der ligesom mig havde mørkt hår og farlige øjne også pludselig forsvandt, ikke blot fra gadebilledet men fra byen München hvor vi boede. Snart var min familie og familien Hirsch, nogle af mine forældres bekendte, de eneste jøder tilbage i vores kvarter.

Jeg var blevet ældre og efterhånden var det ved at gå op for mig, at noget ikke var helt som det burde være, men stadig slog jeg det hen og fortalte mig selv at jeg overreagerede, at min pludselige ængstelse var helt ubegrundet. Engang overhørte jeg min mor med gråd i stemmen trygle min far om at opgive klinikken så vi kunne flytte – eller sagde hun flygte? – og når min ængstelse var ved at udvikle sig til frygt, klemte jeg øjnene tæt i og gentog hviskende for mig selv hans ord fra dengang:

”Tag den nu med ro. Jeg ved, det ser slemt ud, men det ordner sig. Det er bare en forbipasserende bølge, det er kun midlertidigt, det ordner sig, bare vent og se.”

Men min far tog fejl. Det ordnede sig ikke.

Så kom Krystalnatten i 1938, og det var først næste morgen da min far endelig kom hjem fra arbejde og stod foran os med forrevet tøj, blod i ansigtet og knuste håb i øjnene, jeg var nødt til at forstå, at jeg var en forbrydelse mod Det Tredje Rige, og i en alder af tolv blev jeg voksen.

Klinikken var ødelagt, de store klare ruder var fuldstændig smadrede, og det splintrende glas havde såret min fars ansigt da han aftenen før var ved at gøre sig klar til at lukke. Han fortalte os det ikke, men i hans øjne kunne vi se, at facaden på vores hjem nu lignede den på Isaks forladte hus. Først da mørket var faldet på, vovede jeg at gå ud, og ganske rigtigt: Hen over den brune dør bredte en stor, sennepsgul Davidsstjerne sig triumferende.

Det var nu fem år siden da og vi boede stadig i det samme hus i München, skønt jeg ikke kunne forstå hvordan det kunne gå til. Dagligt blev der kastet sten og murbrokker ind ad de for længst knuste ruder i dagligstuen, og på grund af det og så de hyppige bombardementer, opholdt vi os i kælderen, undtagen når vi skulle lave mad og gå på toilettet eller i bad. Det var som om en stor mur af usynlighed var vokset op omkring os, som om alle de gode rene ariere i München nok vidste at her engang havde boet en jødisk familie, men at de lukkede øjnene for, at den stadig boede her.

For mig var det som et helle, og skønt mor tit plagede far om at flygte, forsøge at finde et mere sikkert skjulested, gøre noget fandt han altid en grund til at lade være. Jeg kunne se hvordan det pinte ham at han udsatte sin familie for så stor fare, men samtidig fortalte hans øjne og hans ludende holdning mig, at han var en slagen mand, at han var nødt til at blive ved det hus, der engang havde været hans sikre tilflugtssted. Og så længe han blev, gjorde mor det også. Og snart var det for sent at gøre noget. Alt, alt for sent.

 

Det var så længe siden, jeg sidst havde følt mig fuldstændig tryg, at jeg ikke kunne huske det. I dette øjeblik var jeg imidlertid så bange, at alene det ikke at hyperventilere voldte mig store problemer, og jeg prøvede at holde vejret. Aldrig nogensinde før havde jeg været så rædselsslagen, det fortalte mit hektisk buldrende hjerte mig med al ønskelig tydelighed.

Pludselig lyste frygten med fornyet styrke ud af Mors øjne, og i samme øjeblik fik lyden af trampende fodtrin, der nærmede sig kælderen, hvor vi sad, det til at svimle for mig. Lydene standsede lige foran døren derude, og det tog kun Far et kort øjeblik at skubbe et par løse gulvplanker til side, puffe Mor, Lillen og mig ned i det lille kammer og lægge plankerne på plads igen, uden en lyd.

Da de ukendte brasede ind i kælderen, var Far helt alene, og nu hørte jeg ham spille det skuespil, han så mange gange havde øvet sig på med så stor indlevelse, at hårene rejste sig på mine arme.

“Rejs dig, jødiske hund!” smældede ordren, og Far sank jamrende sammen.

“Nej! Jeg beder jer! Lad mig leve!” klynkede han og gispede af smerte, da han, efter lyden at dømme, blev sparket hårdt i maven af en støvle. Han nærmest hulkede, da manden, så vidt jeg kunne bedømme, hev ham på benene og begyndte at føre ham ud af kælderen.

“Nej, nej! Lad mig gå! Min kone og mine børn gemmer sig under gulvet derinde! Tag dem i stedet, lad mig gå!”

“Hold kæft!” brølede manden, men Far fortsatte blot med at græde højlydt, så lydene fra den vågnende Lillen helt blev overdøvet.

Vi hørte ham råbe opdigtede oplysninger om indbildte jøder hele vejen op af trappen og ud af huset, indtil han pludselig blev uhyggeligt stille. Stilheden rungede langt værre i ørerne end de fortvivlede råb, og jeg kunne i mørket skelne Mor, der bed sig i læben for ikke at komme til at græde. Hendes ene hånd var lagt over Lillens mund, mens den anden knugede hårdt om min skulder. Svagt kunne vi høre nazisterne starte bilen og køre væk, men da jeg ville sige noget for at trøste hende, blev hendes greb om min skulder blot endnu hårdere, og jeg forstod, at vi ikke måtte tale endnu.

Jeg lukkede øjnene og mærkede hvordan min hjerne blokerede for virkeligheden. Det kunne ikke være sandt, at Far var væk – Far var aldrig væk, skønt han sommetider kunne synes langt borte var han aldrig væk. Han kom altid tilbage. Virkeligheden trængte sig på, fortalte mig, hvad jeg inderst inde godt vidste, men min forstand nægtede at acceptere det umulige i, at jeg skulle have mistet min far. Det lykkedes mig næsten at tro på, at hvis jeg bare nægtede at stå ansigt til ansigt med realiteterne, så ville det, der forekom mig så umuligt også vise sig at være det, når jeg slog øjnene op, da et undertrykt hulk fik mig til at se op.

Mor bed så hårdt i sin læbe at den var begyndt at bløde, og hendes fingre krummede sig som fuglekløer rundt om Lillens tynde arm. Så gik den grumme virkelighed i sit fulde, horrible omfang op for mig og erkendelsen ramte mig med ét eneste velrettet stød i mellemgulvet.

Pludselig havde jeg kvalme og var på nippet til at kaste op. Far var væk. Far var væk og han ville sikkert aldrig komme tilbage. Det føltes fuldkommen som om jorden under mine fødder smuldrede væk, forsvandt, næsten som hvis jeg stod på en skrænt, der pludselig skred, for det var hele mit fundament, der pludselig var blevet revet væk fra mig.

Kvalmen gled lidt i baggrunden og gjorde plads for chokket og panikken og den lurende sorg, der pludselig overmandede mig og fik mig til overrasket at hulke, lange tørre, gispende hulk, der steg op fra min hals. Jeg kunne ikke huske hvornår jeg havde grædt sidst. Mor skjulte sit ansigt i hænderne, og Lillen så forvirret fra den ene til den anden og opgav så at spørge hvor Far var gået hen. I stedet stak hun selv i et vældigt vræl af den slags, små ulykkelige børn er så gode til, et af den slags, der skærer i hjertet.

Der var ikke længere nogen grund til at blive siddende i skjulestedet, hvis der stadig var nogen i huset ville de havde hørt os for længst. Stadig snøftende kravlede vi op, jeg med den tunge violinkasse knuget ind til mig, som om den kunne erstatte det, der var blevet flået væk fra vores familie, og begav os op ad trappen og ud i køkkenet, hvor alt lå hulter til bulter.

Her måtte jeg vente med Lillen ved hånden, mens Mor pakkede “det mest nødvendige” som hun sagde. Hun hvirvlede rundt i det gennemrodede hus, proppede mad, penge og smykker ned i en hvid pose og gav kort for hovedet mig besked om, at jeg skulle klæde Lillen og mig selv så varmt på, at vi kunne have holdt varmen i en snestorm, skønt det var en lun sommernat.

Lillen måtte flere gange trøstes og holdes om, og jeg blev tvunget til at lyve, når hun for eksempel spurgte om Far snart kom hjem, eller om de, der havde taget ham, var gode ved ham. Til sidst var Mor klar, og vi trådte ud af døren til vores hjem for sidste gang. Lillen ville råbe og protestere, men Mor greb hårdt fat i hende og ruskede hende så voldsomt, at hendes hoved dinglede livløst fra side til side, i takt med de brutale ryk.

“Kan du så tie stille!” hvæsede Mor, med ansigtet så tæt på Lilllens, at jeg kunne se små stænk af spyt lande på de blege kinder. Lillen forsøgte tappert at nikke, men fejlede i forsøget, dertil ruskede Mor hende for hårdt, og hun holdt først op, da jeg greb fat om hendes albue. Hun virrede med hovedet, som om hun ville ryste noget af sig, og undskyldte sin hårdhændede opførsel overfor Lillen og mig.

Så tog hun min lillesøster på armen, og begyndte at gå med et mørkt, tillukket ansigt. Men jeg havde set hvordan dødsangsten, panikken og chokket strålede ud af hende, da hun ruskede Lillen, og det var mere end noget andet det, der fik mig til at indse, at intet nogensinde ville blive det samme igen.

Tårerne brød frem i mine øjne igen, da jeg kastede et sidste blik hen mod det hus, vi havde forladt. Der havde jeg boet hele min barndom, og nu ville jeg aldrig få det at se igen. Dengang vidste jeg ikke, at jeg ville komme tilbage igen en dag, men at det da ville være under helt andre omstændigheder, og at jeg da ville være en helt anden, end jeg var nu. Derimod var jeg sikker på, at jeg aldrig ville få min far at se igen, og erkendelsen fik mig til at falde sammen i skuldrene.

Fortabt stod jeg og stirrede op mod det smukke hus, hvor vores liv var blevet lagt i ruiner, indtil Mor med frygtsom stemme kaldte på mig og nærmest bønfaldt mig om at følge med. Jeg kunne se, hvordan det, vi netop havde været igennem, var ved at være for meget for hende; hendes underlæbe bævede og hænderne rystede. Jeg skyndte mig hen til hende og lagde en hånd på hendes skuldre. Så begyndte vi den hvirvlende flugt.

Hvor lang tid vi flygtede gennem mørket den nat, vidste ingen af os. Vi måtte krybe i ly af de mørke uhumske gyder, hvor man kun kom i nødstilfælde og vi blev ved med at gå, dukke os for bilernes fejende lyskegler og krybe i skjul i mørke kroge, til vi nåede ud af den by hvor jeg havde levet hele mit liv, hvilket jeg snart skulle finde ud af, havde været foruroligende kort og forunderligt smertefrit. Jeg havde kun været på landet de gange om året, vi besøgte mormor og morfar der boede på en gård, så derfor spurgte jeg Mor om det var der vi skulle hen.

“Ti du bare stille og følg med,” vrissede Mor, “Det skal du slet ikke bekymre dig om. Her, tag Lillen lidt.”

Og så læssede hun den slumrende, femårige pige over på min ryg, og strakte sig på sin sædvanlige katteagtige måde. Det stak i mine mave ved hendes kolde behandling, men jeg vidste samtidig godt, at det var i fortvivlelse over at Far var væk. Jeg hankede op i mig selv og Lillen og tvang mine trætte ben til at gå videre, selvom jeg næsten segnede af udmattelse.          

Efter flere timers hæsblæsende flugt, endte vi ude i en stor, mørk skov, der på mig virkede ukendt. Mor så imidlertid ud til at kende stedet ud og ind, for hun førte selvsikkert Lillen og mig ind på en lille sti. Det var mørkt og næsten umuligt at se noget, og jeg smattede rundt i det bløde mos, og faldt også et par gange, og hver gang vendte Mor sig om med et udtryk af både panik, rædsel, lettelse og utålmodighed i ansigtet, for at sikre sig, at både jeg og Lillen var uskadte.

For enden af den smalle sti, lå en hytte. En hyggelig hytte, så det ud til, sådan én man tilbragte sin sommerferie i. Da Mor bankede på, tændtes et lys i et af vinduerne, som om de, der boede derinde, bød os velkommen. Mor smilede træt for første gang den nat, hulkede udmattet og gik ind.

 

Mine fingre løber op og ned ad violinens gribebræt. Det er et vildt stykke, jeg spiller, et stykke fyldt med frygt, fortvivlelse og travlhed. Et stykke, der er bange for at blive opdaget. Paganini har aldrig været nem, men etuderne har altid været hans sværeste værker. Lige nu stryger buen hen over strengene med en hurtighed, der synes umulig, men sommetider, når jeg spiller det, han har skrevet, må jeg stoppe op med et par takters mellemrum, for at tørre sveden af panden. Man sagde han havde solgt sin sjæl til djævelen for at kunne spille på så mange utrolige måder. Jeg ved, at der skal mere end en handel til at kunne spille djævelsk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...