A dangerous cocktail {One Direction fanfiction}

Okay... På grund at de der lorte 100 tegn som der kun må være, kan mit resume for tredje (eller er det fjerde?) gang ikke være der. Sorry guys det kommer som det første kapitel i stedet...

22Likes
28Kommentarer
1022Visninger
AA

4. I'm one of the killers... Chapter 2

Jeg tørrede endnu et bord af, og slentrede over til disken hvor Fanny stod. Hun arbejdede bag disken, og jeg servicerede ved bordene. Når der altså var nogle kunder.

Hun var faktisk rigtig sød. Meget afslappet i holdningen, og så langt nede på jorden at det næsten ikke var til af fatte. Jeg mener, det er ikke fordi der er specielt mange mennesker som er nede på jorden lige PT. Selv Emma kunne godt være lidt højt oppe nogen gange. Og jeg skal da slet ikke spille hellig, for sådan kan jeg også selv være. Sådan er vi vel alle sammen en gang i mellem... Bare ikke Fanny.

"Vi burde næsten få fri når der ikke kommer nogen" sukkede jeg.

Fanny rystede bare på hovedet, og smilede af min sløvhed. Altid så fornuftig og realistisk. Og igen, så er der mig. Hende der ikke passer ind i nogle mængder eller forsamlinger. Hende som ikke kan klassificeres som noget. Måske er der alligevel noget særligt over mig. Det er bare langt fra på den gode måde...

Min mobil vibrerede i min lomme, og jeg tog chancen og tog den op. Ser du, vi havde den her arbejdspolitik om at man ikke må have mobilen fremme i arbejdstiden men siden der ikke var nogen så...

Harry. Jeg havde fået en besked fra Harry. Hvad ville han? Jeg troede at vi ligesom var enige om aldrig at se hinanden igen.
Men måske var det bare det han ville fortælle mig. Man havde vel lov til at håbe.

Jeg åbnede sms'en og turde næsten ikke at kigge på den, af frygt for at han slet ikke havde de samme intuitioner som mig.

Og nej, selvfølgelig er jeg ikke så heldig at han skriver klart og tydeligt at vi ikke skal ses mere. I stedet får jeg en besked hvor det synes umuligt for mig at se hvad han mener.

- Undskyld det der opkald... Jeg havde vist fået lidt for meget af drikke.
Du er stadig på arbejde ikke?

Hvordan skulle jeg nogensinde kunne gætte hvilket land vi stod på, ud fra sådan en sølle sms?

Derfor valgte jeg at spørge Fanny. Hun var alligevel så god til drenge. Jeg havde i hvert fald set hende forføre en masse af de pæne fyre der nogen gange stod i køerne ved disken. Nogen gange mistænkte jeg dem for kun at komme her fordi Fanny var der.

Jeg rakte hende min mobil, og kiggede ned i jorden. Hun måtte for guds skyld ikke spørge ind til det opkald. Det ville være pinligt at skulle forklare hende om. Især fordi det eneste jeg sagde under hele opkaldet var; "kan du tale lidt højere".
Ironisk ikke?

Da hun endelig kiggede op fra skærmen, havde hun et skeptisk blik i øjnene. Hun rynkede panden og tøvede lidt med at sige noget.

"Altså... Han skammer sig over det her opkald"

Jeg skulle til at sige noget men hun afbrød mig.

"Og så er der det der med om du er på arbejde..."

Jeg kiggede forstående på hende og hun tøvede endnu en gang. Hvad var der med hende?

"Altså han ved jo godt hvor du arbejder, ikke?"

Jeg nikkede endnu engang men denne gang var der ikke noget forståelse i mit blik. Hvor ville hun hen med det?

"Jeg tror måske at sms'en var en hentydning til at han er på vej her hen..."

Jeg havde det ligesom om jeg tabte underkæben.

"Så han er altså på vej her hen... Som i nu?" spurgte jeg febrilsk.

Jeg kunne mærke hvordan panikken langsomt steg i mig. Hvad skulle jeg gøre?

Fanny foretrak ikke en mine, men tørrede i stedet det bord af, som jeg lige havde tørret af. Jeg skulle lige til at spørge hende i en flabet tone om det ikke var nok at bordet blev tørret af en gang, da dørklokken ringede, og jeg farede forvildet ned under disken.

Jeg kunne høre at Fanny forsøgte at holde sit grin inde da hun gik om til mig for at ekspediere den næste kunde.

Pyha. Så var det altså ikke Harry. Måske kom han ikke engang?

Jeg sukkede og dukkede op over disken da jeg hørte dørklokken ringe endnu en gang - denne gang uden at jeg forsøgte at gemme mig bag disken.
Liiige indtil jeg mærkede en blød Fanny-lignende hånd som trykkede mig ned i skjul bag disken igen. Harry måtte være kommet alligevel... Hvorfor er jeg også altid så uheldig?

Du har sikkert gentagende gange i dit liv, tænkt noget i stil med: "Der er nok en der holder hånden over mig". Sjovt nok så har jeg aldrig tænkt den sætning, eller bare noget der ligner. Og først nu gik det op for mig at det måtte være fordi der virkelig ikke var nogen der holdte hånden over mig.

Jeg kunne tydeligt høre Fannys cool forsøg på at distrahere Harry. Hun flirtede i hvert fald på livet løs. Og det irriterede mig. Hvorfor irriterede det mig?

Inden jeg nåede at få styr på mig selv havde jeg fået trådt hende over tæerne som et tegn på at hun skulle stoppe hvad hun havde gang i. Men siden hvornår er der nogen sinde nogen der har forstået mine signaler?

"Av for fanden, Killer!" hvinede hun, alt i mens jeg krummede tæer over hendes usædvanligt dårlige timing.

Hvorfor kalde mig det latterligste kælenavn i verden, når ham jeg muligvis (muligvis ikke) er vild med står lige på den anden side af disken?

Det eneste positive ved det var at Harry så ikke vidste at det rent faktisk var mig der lå i en krympagtig stilling på gulvet bag disken og mest af alt lignede en kat der har været i tørretumbleren...

Men nej, sådan skal det jo ikke være. For selvfølgelig vælger Harry at gå om bag disken for at kigge hvad fanden der sker.

Så der ligger jeg, og mærker mig synke endnu mere sammen på gulvet (hvis det overhovedet er muligt) da han smiler sit smeltende smil til mig. Det eneste jeg formår at lukke ud er:
"Åh, hej Harry. Jeg havde slet ikke set dig komme"
Mit.Liv.Stinker.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...