A dangerous cocktail {One Direction fanfiction}

Okay... På grund at de der lorte 100 tegn som der kun må være, kan mit resume for tredje (eller er det fjerde?) gang ikke være der. Sorry guys det kommer som det første kapitel i stedet...

22Likes
28Kommentarer
1023Visninger
AA

6. Having Coffee with Liam

Til min store overraskelse (se: forfærdelse) havde Liam bestilt en is-the, og havde placeret sig, som den eneste i caféen vel og mærke, ved et to-mandsbord. Det var helt sikkert meningen at jeg skulle sætte mig sammen med ham, så jeg havde været hurtig til at brygge en kaffe, og gå over til hans bord. Da jeg havde sat mig ned begyndte jeg langsomt at nippe til den ulækre brune væske i papkruset, fordi jeg ærligt talt ikke vidste hvad jeg skulle sige. Hvad havde han også forventet? At snakken bare ville køre derud af?

 

Liam kiggede ned i bordet, og jeg benyttede chancen til at stikke tungen ud af munden og rynke på næsen. Hvorfor drikke kaffe når man kan drikke iceblend? Jeg forstod det virkelig ikke. Og alligevel sad jeg med en kaffe i hånden… spørg mig ikke hvorfor. Der er bare et eller andet modent over at drikke kaffe. Selvom den der modne følelse man får, straks forsvinder når man tager sig selv i at sidde med tungen ude af munden og rynke på næsen.

 

Liam kiggede op og lignede en der skulle til at sige noget, men stoppede sine bevægelser da han opdagede hvordan jeg sad med tungen direkte mod ham og havde et misbilligende udtryk i ansigtet. Jeg fandt hurtigt ud af at det kunne virke forkert og skyndte mig at forklare ham at kaffen var dårlig. Han skulle jo nødigt tro at det var ham der fik mig til at se så mærkelig ud i ansigtet…

 

Han løftede øjenbrynene og sad lidt og kiggede dumt på mig. Jeg havde lyst til at krybe ned under bordet, men da det ville få ham til at tro at jeg var fuldstændig sindssyg, måtte jeg nøjes med at krympe lidt sammen på cafestolen. Han havde helt sikkert bare fundet det med kaffen som en dårlig undskyldning, og nu vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige for at få ham overbevist om at jeg altså godt kunne lide ham. Jeg vidste at jeg måtte handle hurtigt, og før jeg overhovedet nåede at tænke mig om røg det bare ud af munden på mig.

 

”Du har ret. Det med kaffen var bare en dårlig undskyldning - Eller faktisk er den forfærdelig og det var også derfor jeg… så så mærkelig ud, men pointen er at jeg ikke kan fordrage kaffe. Det har jeg aldrig kunnet, og det kan jeg tydeligvis stadig ikke”

 

Liams ansigtsudtryk skiftede til en forvirret grimasse.

 

”Det er ikke fordi jeg ikke kan lide dig, for det kan jeg altså godt!” skyndte jeg mig at tilføje.

 

Der gled et lille smil over Liams ansigt, og jeg bebrejdede ham ikke. Min lille tilføjelse lød så kikset som noget kan lyde. Som om jeg var en eller anden lille pige der var bange for at sige noget forkert. Når jeg tænker over det, så var det måske lige præcis hvad jeg var.

 

”Så siger vi det. Så Harry er altså smuttet med en anden?”

 

Jeg blev så overrasket over at han endelig åbnede munden, at jeg næsten glemte at svare.

 

”Så du kan altså også tale” konstaterede jeg.

 

Han grinte og jeg mærkede hvordan rødmen steg mig til hovedet. Det var slet ikke meningen at jeg skulle have sagt det til ham, men min evne til at blande mine tanker sammen med mine sætninger, var til den dårlige side lige for øjeblikket.

 

”Men ja, Harry er smuttet med Fanny”

 

Bare det at sige hendes navn fik mit blod til at koge over. Jeg plejede ellers aldrig at reagere sådan. Når nogen gjorde noget forkert var jeg altid den første til at tilgive dem. Måske var det fordi at det her var noget andet. Alting kørte på skinner for Fanny, mens mit liv bare aldrig rigtigt synes at bevæge sig fremad. Hverken karrieremæssigt eller kærlighedsmæssigt. Og så virkede det på en eller anden måde som at drysse salt i såret, når Fanny så kom brasende og tog dét fra mig, som endelig virkede til at kunne forandre mit liv på kærlighedsfronten.

 

”Det virker ikke som om at du bryder dig særligt meget om hende Tanny?” sagde Liam spørgende, og jeg forsøgte forgæves at holde mit grin inde. Det lød bare så sødt da han forsøgte at sige Fannys navn, at jeg ikke kunne lade være med at kigge sjovt på ham.

 

”Fanny,” rettede jeg. ”hun hedder Fanny”

 

Han trak på skuldrene som om at hun ikke havde den store betydning og selvom jeg ikke vidste hvorfor, kunne jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. Liam havde fået mig til at føle mig tryg og godt tilpas, på meget så tid, og jeg følte ligesom at jeg kunne stole på ham. Derfor begyndte jeg langsomt at fortælle ham om hele min situation og alt det der gik mig på.

 

Liam var forstående hele vejen igennem, og det virkede ikke til at jeg skræmte ham væk med mit pludselige vandfald af ord. Tværtimod, føltes det som om at vi kom tættere på hinanden, og jeg begyndte at syntes bedre og bedre om ham. Det var så befriende at tale med ham at jeg næsten glemte alt om hvad Fanny og Harry muligvis lavede lige nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...