Are you happy now? - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2013
  • Status: Færdig
Justin gik fra at være en ondskabsfuld mobber til en helt anden person, han indså først hvad han gik rundt og lavede, da alt gik galt! *Justin Bieber er ikke kendt* *Se traileren*. *Læsning er på eget ansvar, da der kan forekomme voldsom ordforråd!*

152Likes
229Kommentarer
9468Visninger
AA

3. Justins hævn!

 

Keep on doing the same old thing

And you expecting change

Well is that really insanity

Or just a losers' game

I only trust in the things I feel

Some may say that's strange

 

Numb - Usher.

 

*Justins synsvinkel*

 

 

 

"Hvad var det egentlig hun gjorde i går, hende freaken?", spurgte Christina mig, da vi stod og småsnakkede lavt ude i gangen. Vi stod utrolig tætte, da vores forældre ikke skulle vide, hvad der foregik. De ville blive sindssyge, hvis de vidste, hvad der foregik over på skolen.

 

"Hun gjorde bare noget dumt, som hun skal straffes for i dag", sagde jeg irriteret, men stadig havde jeg et lille smil fremme.

 

Hun var virkelig modig i går, det måtte man godt nok sige. At gå i min taske, løbe fra mig og derefter modsige mig? Wow, når man tænkte på, hvor meget ondt vi har gjort imod hende, burde hun vide bedre. Den so fik den lorte lærer Mr. Towell til at give mig et eftersidning på en måned, og han kontaktede mine forældre. Heldigt for mig sad de begge i et vigtigt møde, så Mr. Towell var så dum, at han stolede på, at jeg ville fortælle dem den hele sandhed, når jeg kom hjem. Thi, han var ikke helt klog. Hvis han var klog, havde han ringet til dem og sagt det hele, men i stedet for stolede han på mig.

 

"Så, hvilken slags hævn skal hun have? Det er jo en hel måneds eftersidning", mindede hun mig om. Jeg kiggede på hende, mens jeg tænkte mig godt om. Faktisk havde jeg ingen ide om, hvilken slags hævn, jeg skulle foretage mig mod hende. Men det skulle Christina ikke vide.

 

"Noget vi ikke har gjort før", sagde jeg med et skævt smil. Jeg vidste, at det ville stille spørgsmål, som jeg faktisk ikke kunne svare på. "Ingen spørgsmål, jeg skal snakke med Vanessa om det først". Hun gav mig et enkel nik, og så begav vi os begge nedeunder, hvor vores forældre sad rundt om spisebordet og drak kaffe.

 

"go' morgen i 2", sagde min mor med et stort smil fremme på læben, ja, hun var altid glad om morgnen, det var ikke til at forstå.

 

"Ja, hej", sagde jeg sukkede og satte mig ned ved siden af min far, som kiggede i avisen. Christina satte sig overfor ved siden af min mor, bare de naturlige pladser, som vi havde haft hele livet. 

 

"Nå nå, nogen er nok morgensur", sagde min mor med en åndssvag stemme. Jeg var absolut ikke morgensur, det var jeg faktisk aldrig, det var mere min mor, som gjorde mig irriteret med hendes oh så gode humør. Jeg orkede ikke at svare hende, i stedet tog jeg min mobil frem, for at se, om nogen havde skrevet - selvfølgelig var der det.

 

"Nå, men det er da noget tid siden, at i to fik nyt tøj, er det ikke?", spurgte min mor os pludselig. Jeg reagerede ikke på hendes spørgsmål, da jeg havde travlt med at svare Vanessa på, hvornår jeg skulle hente hende.

 

"Hmm, jo. Der er snart gået en uge sidst, det er altså alt for meget", sagde Vanessa bestemt. Jeg nikkede ivrigt, bare for at bekræfte det. Jeg hadede, når der gik så lang tid, før jeg fik nyt tøj.

 

"I børn, i er så forkælede, så det gør helt ondt", lød det pludselig brokkende fra min far, som pludselig syntes, at han burde byde ind med noget.

 

"Sludder, de får bare, hvad de har behov for", sagde min mor smilende til ham. Min far gav hende bare et fornærmet blik og forsatte med at læse avisen. Jeg havde slet ikke tal på, hvor mange gange de havde skændes om, hvor forkælede vi var. Vi var måske lidt forkæles, but whatever? De havde jo pengene til det!

 

"Det kunne faktisk være rart med nogle nye bukser", sagde jeg pludselig og lod min opmærksomhed glide hen til min mor, som pludselig smilende endnu mere end før.

 

"Det lyder da skønt. I får begge lige nogle penge, og så kan i smutte over i centeret sammen efter skole med jeres venner", hun rejste sig op for at hente hendes taske. Jeg smilede bare, mens jeg rystede svagt på hovedet. Min mor elskede, når vi ville bruge hendes penge. Det var ligesom, hvis man havde en bedstemor, som lavede en grim sweater til sit barnebarn, og barnebarnet faktisk gik med den, det vil bringe stor glæde til bedstemoren, ja, bedstemoren var vores mor og sweateren var penge.

 

"Her, i får 1500 kr., hver", sagde hun og gav os pengene i hånden. Vi tog med glæde imod de penge, som skulle bruges i centeret efter skole. Min far så godt nok ud til at være fraværende, men han fulgte godt med, i, hvad der skete for næsen af ham. Han var ikke glad for, at hans børn fik så mange penge..Medmindre det var til en bil, så var han helt oppe at køre. Fx. da jeg skulle have min bil, var min mor overhoved ikke med på den, mens min far havde en hel anden mening. Hvis min far også havde været imod, at jeg havde fået en bil, så var jeg...billøs? Så, på nogle punkter var min far god nok.

 

"Skal i ikke snart af sted, ellers kommer i for sent?", spurgte min mor os undrende, efter hun havde kigget på uret. Jeg kiggede hurtigt på uret, og ja, hun havde ret, vi burde se at få fart på, jeg skulle jo også hente de 2 andre.

 

"Jo, lad os komme af sted", sagde jeg sukkede og rejste mig op. Skoene kom hurtigt på, og så var det bare med at kysse min mor farvel - ja, det var faktisk ikke så underligt, som det lyder. Jeg kunne godt lide, at sige ordentlig farvel til mine forældre, for tænkt hvis jeg aldrig så dem igen?

 

"ses", med de ord fra Christina smuttede vi begge ud af døren, hvor min smukke, dyre bil ventede på os. Seriøst, min bil betød alt for mig. Vi hoppede ind i den og kørte af sted, vi skulle nødig komme for sent til den store hævndag.

 

*Lilys synsvinkel*

 

"Husk, at følge godt med i timerne, ellers bliver du aldrig til noget", fortalte min mor mig, mens hun tog et sug fra hendes rygende smøg, som fik hele huset til at lugte.

 

"Ja ja", sagde jeg fraværende. Jeg havde travlt ved at tvinge mig selv til at spise min yoghurt, men jeg kunne ikke. Jeg hadede at spise morgenmad. Jeg var bare ikke sulten så tidligt.

 

"Charlie, se så at få din røv ud af sengen!", råbte min mor efter min far, som stadig ikke var stået op endnu. Det fandt jeg faktisk irriterende, jeg ville gerne være en af de familier, som sad sammen om morgenen, i et godt miljø og snakkede sammen. Ikke hvor faren sover, moren ryger og tavsheden tager over!

 

"Hold kæft kælling", råbte min far tilbage, det fik bare min mor til at sukke lidt. Ja, det var intet nyt, de var ikke så nyforelsket, som de var engang. Sikke nogle forældre.

 

"Nå, men hvad ønsker du dig egentlig i fødselsdagsgave?", spurgte min mor mig. Jeg spekuleret lidt over, om hun havde drukket noget alkohol her til morgen, da hun så lidt tøvet ud.

 

"Min fødselsdag er først om 3 måneder?", sagde jeg til hende med hævet øjenbryn. Hun kiggede forbavset på mig, hun skulle ikke til at fortælle mig, at hun havde glemt, hvornår jeg havde fødselsdag, vel?

 

"Ups", sagde hun grinede, så mange kunne se hendes klamme gule tænder. Jeg sukkede bare, mens jeg kiggede på min morgenmad som stadig var uberørt. Jeg havde også lidt ondt i min mave, det var sikkert bare mine nerver. Jeg var så bange for, hvad Justin fandt på, at det gjorde ondt i min mave.

 

"Jeg bliver nød til at gå i skole nu", sagde jeg hostende og rejste mig op. Den røg var simpelthen så ulækker, at jeg var ved at brække mig.

 

"Det er godt min pige", sagde min mor lidt stolt til mig, men var hun det? Jeg vidste ikke helt, hvad hun følte omkring mig. Faktisk hun var lidt...ja, men jeg elskede hende da stadig.

Jeg fandt hurtigt mine gamle kondisko, som var alt for varme om sommeren, men jeg havde ikke andre. Jeg tog dem hurtigt på og smuttede med det samme ud af døren, hvor solen ramte...øhm, mit hoved og mine hænder, alt andet hud på min krop var dækket med tøj, så følte jeg mig mere usynlig.

 

Jeg boede ikke så lang væk fra skolen, kun 10 minutters gåtur. Men jeg følte altid, at det var en sindssyg lang gåtur. Jeg tog mit headset på og hørte min dejlige musik, som gjorde alt lidt bedre. Men så snart jeg ville komme over på skolens grund, ville alt blive et helvede igen.

 

Jeg havde spekuleret hele natten, over, hvad de ville gøre, når de havde chancen. Hvornår de ville tage chancen, og hvad de ville gøre? Det, jeg gjorde var så dumt, men det var det, som føltes rigtigt for mig..Og så måtte jeg bare tage det, som det kom.

 

Også selvom det skræmte livet ud af mig.

 

¤¤..¤¤

 

 

Da klokken havde ringet ud til det første frikvarter, skyndte jeg mig alt, hvad jeg kunne over til mit hemmelige gemmested, hvor jeg var, når de skulle finde mig. De havde aldrig gættet, at jeg gemte mig i pedellens skab, men hver gang jeg sad derinde, var jeg bange for at de skulle åbne døren og finde mig. 1 gang åbnede døren sig, og jeg var ved at tisse i bukserne, men jeg blev ret glad, da jeg så pedellens ansigt. Han vidste godt, at jeg tit var derinde, og han lod mig være derinde, han var sød nok.

 

Jeg åbnede døren og kiggede rundt, der var ingen mennesker i nærheden, hvilket fortalte mig, at der var fri bane. Jeg gik derind og lukkede døren efter mig. Her i rummet var der ret mørkt, fordi pæren i loftet var sprunget, så der var kun lys fra vinduet, hvilket ikke var specielt stort. Jeg satte mig i hjørnet og tog min gamle iPhone 3 op af lommen og begyndte at spille på den, ja, sådan gik tiden her. Det var ret så kedeligt, men det var bedre, end at blive tæsket, eller hvad det nu var, som Justin skulle hævne sig med.

 

 

Da klokken ringede ind, rejste jeg mig op og gik over til døren og lyttede. Jeg lyttede, om der var elever ude på gangen. Jeg kom sikkert for sent, fordi ingen måtte se mig komme ud herfra, for ellers ville de sladre til Justin og de andre.

Da lyden af elever var væk, åbnede jeg døren forsigtigt og stak hovedet lidt ud, bare for at være sikker, at der ikke var nogen mennesker. Da jeg ikke kunne se nogen, fik jeg et lille smil på mine læber. Jeg skyndte mig ud af rummet og lukkede døren.

Hvad skulle jeg have nu? Fransk! Uh, jeg hadede at komme for sent til fransk, det var så forfærdeligt. Vi havde en gammel lærer, som havde de ondeste, dømmende øjne, som jeg fik ret tit, fordi jeg havde det meget med at komme for sent til hendes timer. Hun hed Ms. Grom. Se, Ms, ingen kunne leve sammen med den gamle krage!

 

Jeg gad virkelig ikke se hende grimme ansigt, høre hendes irriterede stemme, eller have faget. Jeg hadede fransk, fordi jeg ikke forstod en skid. Jeg ville gøre noget, som jeg ikke havde gjort tit. Det var måske 1 uge siden, hvor jeg gjorde det sidst. Jeg ville pjække.

Det var den sidste time, så det var vel også?

 

Jeg listede over mod udgangen, mens mit hjerte hamrede af sted. Jeg var så bange for, at der vil komme en lærer eller vagt og opdage mig, så var jeg på den. Men skolevagterne holdte altid pause, så dem så jeg sikkert ingen af, og lærerne drak kaffe på læreværelset. Jeg fik øje på udgangen og skyndte mig over til den, mens jeg havde et stort håb. Et håb om, at der ikke vil være nogen udenfor og ryge, det gjorde lærerne tit.

Jeg kiggede ud gennem glasdøren, og der så ikke ud til at være nogen. Jeg åbnede døren og smuttede ud, det føltes så forkert. Men til gengæld slap jeg fra Justin og hans hævn.

 

Jeg kom ud til det dejlige solrige vejr, som jeg faktisk godt kunne lide, det gjorde mig en del gladere. Nu skulle jeg bare hjem og...

 

"Ser man det, man prøver nok at slippe væk, hva?", hele min krop stivnede, da jeg hørte den stemme, som gjorde mig nervøs i hele min krop. Jeg kiggede til højre, hvor de alle stod med smilende ansigter. Justin og Vanessa slukkede deres smøger, og så kom de gående imod mig med tunge skridt. Jeg kunne enten løbe, eller jeg kunne få det overstået og blive stående?

 

"Man pjækker nok fra timen", sagde Vanessa med et ondt smil. De stilede sig i en rundkreds om mig. Justin foran mig, Vanessa i højre side, Conor i venstre side og Christina bagerst. Jeg følte mig ikke tilpas sådan her.

 

"Hold nu op", sagde jeg, mens jeg kunne mærke tårerne presse på. Jeg kiggede rundt på dem alle sammen, og de havde alle sammen et ondt smil. "Jeg kunne jo ikke lyve for en lærer", sagde jeg bestemt til Justin, men han sukkede bare.

 

"Du burde have løjet", sagde han og tog hårdt fat i min overarm. Jeg prøvede at få hans hånd væk, men hans greb var alt for stramt.

 

"Skal vi tage henne med over til STEDET?", spurgte Justin Vanessa, mens han havde et skævt smil. Stedet, lød ikke som et sjovt sted.

 

"Ja, det er nok bedst", sagde hun og kiggede ondt på mig. "Lad os komme af sted, før der kommer nogen", sagde hun bestemt til dem alle sammen. Justins greb blev strammere, og så trak han mig med ham. De gik over bag skolen, hvor jeg faktisk aldrig havde været, så jeg vidste ikke helt, hvad der var derover. Jeg håbede bare, at nogen så os, og at de syntes, det var underligt, at de trak min af sted.

 

Vi kom til et ret mørkt sted, som lignede et nedlagt slot, fordi der var mørke grå mure, som fik stedet til at se uhyggeligt ud. Jeg kunne ikke lide, at det var mørkt, og at det så ud som om, at der ikke var noget i nærheden. Alt håb var ude, det var det eneste, som jeg kunne tænke på.

 

"Hvad handler hævnen om?", spurgte Christina Justin undrende om. Jeg syntes faktisk, at det var ret underligt, at hun ikke vidste, hvad planen var. Justin skubbede mig over til en mur, og jeg var omringet.

 

"Vi ved det ikke endnu", hørte jeg Justin hviske til hende, men han var ikke speciel god til at hviske. Christina kiggede undrende på ham, mens Justin så ret nervøs ud.

 

"Måske skulle du voldtage hende, det kunne blive interessant", sagde Conor og kiggede med elevator blikkede på mig. Jeg kiggede forskrækket over på Justin, det ville han da aldrig gøre, ville han?

 

Justin gik helt tæt på mig og skubbede mig op af væggen, mens han kiggede ned ad mig på en klam måde. Hans skæve smil gjorde mig så utilpas, at tårerne rendte ned af mine kinder. Jeg hadede dem virkelig!

 

"Nej, hun er overhoved ikke det værd! Hun er ikke fucking grim", sagde han grinende og kiggede mit ind i øjnene. Det sårede mig virkelig, at han syntes, jeg var grim. Mente han det virkelig?

 

"Haha ja, hun er sku den grimmeste pige, som jeg nogensinde har set", sagde Vanessa, da hun var kommet over til Justin og mig. Jeg havde det ikke godt med, at Justin stod så tæt op af mig på en måde.

 

De var så onde! Ingen pige ville høre, at hun var grim. Det rørte virkelig mit hjerte, når de sagde grimme ting om mig, også selvom jeg har hørt det i snart 2 år.

 

"Men hvad gøre vi så med den klamme so?", spurgte Christina dem undrende. Jeg ville ønske, at de bare lod mig gå. Men jeg regnede ikke med, at mit ønske ville gå i opfyldelse. Justin kiggede tilbage på de andre, han gav dem sikkert nogle blikke.

 

"Vi lader dig gå for denne gang, men du skal ikke tro, at det er slut!", sagde Justin ondt til mig, mens han maste mig ind i den klamme mur. Han slap mig, og da han gjorde det, faldt jeg ned på jorden, som var utrolig klam. 

 

"Hun er bare så ubetydelig, jeg fatter ikke, at hun gider leve mere!", hørte jeg Vanessa sige til de andre. De ord sårede mig mere end deres andre ord.

Justin tog min taske, som lå ved siden af mig. Oh nej, han ville ikke tage den, vel? Jeg skulle bruge den! Han åbnede den og kiggede ned i den, der var kun bøger i den.

 

"Ses i morgen freak", sagde han ondt og vendte min taske op over mit hoved, så alle mine bøger røg ud over mit hoved, så det gjorde ondt. De bøger, var ret tunge.

 

"Klamme so", sagde Conor, da de gik væk fra mig, mens de grinede ondskabsfuldt. Jeg så dem gå, mens jeg sad fortabt på den kolde jord. Mine bøger lå ud over det hele, tårerne rendte ned af mine kinder, hvad var det for et liv? Jeg lænede mig op af muren og kiggede rundt. Jeg anede ikke, hvor jeg var. Jeg anede ikke, hvilken vej, jeg skulle gå, når jeg skulle hjem.

 

Jeg vidste udemærket godt, at det her ikke var slut. Justins hævn var endnu i gang, for det var min skyld, at han fik eftersidning i en hel måned, det var i hvert fald hvad Mr. Towell fortalte mig, da han ringede i går og spurgte, om jeg var okay.

Jeg var lang fra okay, og jeg vil nok aldrig blive okay.

 

De ødelagde mit liv, og jeg ville ønske, at de vidste, hvad de egentlig gjorde.

 

 

¤ ¤ ¤

 

Det var så andet kapitel, hvor hævnen ikke var helt så hård, som Lily havde regnet med. Men det er heller ikke slut, Justin er ikke en der giver op så let! Hvordan mon det går for hende i morgen? Mon der sker mirakler for hende, eller bliver det bare en hel normal skole dag, som skal overstås?

 

I må meget gerne skrive, om i kan lide kapitlet. I må også komme med gode ideer til movellaen, hvis nu i havde en god ide inde i hoved, så skriv den ned, og måske vil jeg bruge den! Det vil være en stor hjælp.

 

Undskyld for stavefejlene, hvis der er nogen. Har ikke rettet det igennem.

 

Jeg har publiceret en ny anderledes movella, som er noget ud over det sædvandlige: don't stop me now!. Tjek den ud, tak:)

 

Husk at like den!

 

tak!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...