Are you happy now? - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2013
  • Status: Færdig
Justin gik fra at være en ondskabsfuld mobber til en helt anden person, han indså først hvad han gik rundt og lavede, da alt gik galt! *Justin Bieber er ikke kendt* *Se traileren*. *Læsning er på eget ansvar, da der kan forekomme voldsom ordforråd!*

152Likes
228Kommentarer
9615Visninger
AA

6. Is this the end?

 

Jeg svæver, forsvinder.

Falder ud i ingenting.

Flygter og mister

Lad mig finde tilbage igen.

 

Noah - alt er forbi. 

                                  

 

"Chips, slik og soda", lød en munter stemme fra dørindgangen, som pludselig blev åbnet hurtigt. Vanessa og Christina kom ind af døren, mens de begge havde et stort smil fremme på deres læber. Vanessa bar på 2 skåle, mens Christina bar på 5 glas. Jeg kiggede bare ned i gulvet, som jeg havde gjort hele aftnen.

 

Jeg var faktisk overrasket over dem, men jeg forventede kun et angreb fra dem, det måtte da snart komme? Jeg kunne ikke lide tanken med, at jeg skulle sove sammen med dem, i 2 dage? Det kunne jeg da umuligt overleve?

Da vi gik fra mit hus, sagde Vanessa til de 3 andre, at de kunne gå i kiosken og købe noget guf, mens vi gik hjem til hende - de gjorde som hun sagde. Jeg var alene med hende i noget tid. Jeg blev faktisk chokeret over hendes store og flotte værelse, da vi kom brasende ind af hendes dobbeltdøre. Hun smed min taske med tøj og andre nyttige ting på hendes seng, og så begyndte hun at vise mig rundt i huset, og wow, sikke et hus. Jeg vidste godt, at hun var rig, men jeg vidste ikke, at hun boede som en prinsesse. 

Men de havde været søde mod mig i ca. 3 timer. Vi sad på gulvet på nogle madrasser, det var helt sikkert dem, som vi skulle sove på, og jeg måtte indrømme, at den madras var 100 gange bedre end min seng. Det var da ikke normalt? Man skulle da ikke sove bedre til en sleepover end der hjemme? Underligt.

 

"Nå...hvad skal vi lave?", spurgte Christina os alle sammen, da hun satte sig ved hendes plads ved siden af mig. På min anden side sad Justin, og det havde jeg det ikke godt med. Han var sikkert ude på et eller andet. Hver gang han rørte sig, begyndte mit hjerte at hamre hurtigere og hurtigere, ja, jeg var bange. Der kunne ske noget hvert minut.

 

"Der er jo så mange ting, men det er bare hvilken", lød det fra Conor, som havde angrebet slikskålen. Jeg kiggede kort rundt på dem alle, og de tænkte alle sammen. Hvorfor kunne vi ikke bare se en film? Jeg turde ikke sige det, da jeg var bange for, at de ville rulle øjne af mig eller noget der var værre.

 

"Har du et forslag?", spurgte Vanessa mig, mens hun smilede sødt. Jeg kiggede kort på hende og så rystede jeg på hovedet, hvilket fik hende til at sukke.

 

Mit blik rettede sig pludselig på hendes kæmpe store vindue, hvor man kunne se udenfor, men man kunne ikke se så meget, da det var ret mørkt. Det var da også begyndt at blive temmelig sent. Jeg kunne pludselig mærke, at de andre kiggede hurtigt på mig, og da de så, at jeg kiggede udenfor, så gjorde de også det. Underligt.

 

"Skal vi gå udenfor?", spurgte Justin mig, mens han havde et lille smil fremme. For første gang, så jeg ham smile. Det var godt nok et meget lille smil, men det var et smil. Det var faktisk underligt, at se ham smile, det klædte ham ret godt. Jeg trak på skulderen. Nu når jeg tænker over det, så havde jeg ikke sagt noget i flere timer, men jeg sagde næsten ikke noget, når jeg var blandt dem.

 

"Jeg syntes, det lyder som en god ide", sagde Conor pludselig. Jeg fik kigget meget hurtigt på ham, og han havde munden fuld af chips. Jeg følte lidt, at jeg så sider af dem, som jeg aldrig havde set før.

 

"Ja, lad os gå ud i haven", sagde Christina og rejste sig op. Hun var normalt ikke den som bestemte, men de andre rejste sig også op. Der var hun heldig, tænk hvis hun havde rejst sig op, og de andre blev siddende, det var måske lidt..

 

"Skal du med?", spurgte Justin mig pludselig, mens jeg sad der i mine egne tanker. Jeg kiggede op på ham, ham og hans smil altså! Det gjorde mig rolig. For en gang skyld havde jeg det rolig, mens de var i nærheden. Måske havde de givet mig en chance? Måske skulle jeg give dem en chance? Men fortjente de det? Efter alt hvad de har gjort?

 

"kom", sagde Vanessa smilende til mig, mens hun åbnede døren, som førte ud til den enorme gang. Det undrende mig lidt, at de tog så godt af mig, som om, at jeg var en speciel person, som de var helt vilde med.

 

Jeg smilende et lille smil, og det blev hun glad for at se. Jeg kunne ligeså godt nyde øjeblikket, hvor de var søde, om de så fortjente det eller ej. Faktisk, jeg elskede at hænge ud med dem, lige nu altså. Jeg havde aldrig tænkt på det før, før nu. De var ret faktisk søde?

 

 

Da vi kom ud til hendes kæmpe have, overraskede det mig ikke, at den var så stor, den passede bare til det kæmpe hus. Deres have var 5 gange større end min normalstørrelse have, det var måske lidt skræmmende. Men hvis man var populær på skolen, kunne man holde de bedste havefester, det havde hun sikkert også gjort. Haven havde både en kæmpe pool, en trampolin, 2 fodboldmåle og en blomsterhave - min drømmehave. Jeg elskede denne have, den var nærmest perfekt - eller den var perfekt.

 

"Så, hvad har du lyst til?", spurgte Vanessa mig, da jeg stod og beundrede deres smukke store have. Hun havde sikkert opdaget, at jeg var forundret over deres perfekte have, men det var de fleste af hendes gæster sikkert. Jeg kiggede smilende på hende, og for første gang kunne jeg sige noget, uden at være bange.

 

"Det ved jeg ikke, men det er en meget flot have", sagde jeg og kiggede ud på haven. Det var helt sikkert den store pool, som var det mest dominerende. Den var så stor, vandet så vidunderligt ud, fordi det var så glat og blåt - Jeg vidste selvfølgelig godt, at det var bunden som var blå og ikke vandet.

 

"Vi kunne gå over på trampolinen?", spurgte hun mig med et sødt smil. Justin og Conor havde allerede fundet en fodbold og var begyndt at spille mellem de to mål. Christina stod ved siden af Vanessa og ventede på, at jeg skulle svare.

 

"Det kan vi godt", sagde jeg med et smil. Hun nikkede svagt, og så gik vi 3 piger over til trampolinen. Jeg måtte indrømme, at jeg aldrig havde hoppet på en trampolin før, det var første gang.

 

Vanessa og Christina satte sig ned i midten af trampolinen, og jeg fornemmede lidt, at vi ikke skulle hoppe, men bare sidde og...snakke? Da jeg satte mig ned, gyngede det lidt i elastikbunden. Det grinede de lidt over.

 

"Så...skal vi ikke snakke, bare så vi lærer hinanden bedre at kende?", hørte jeg Vanessa sige. Det bekymrede mig lidt, jeg snakkede aldrig med andre end min hemmelig bog. Ingen andre skulle vide noget om mit liv. Men måske var det ikke så galt, at de to vidste det, bare Justin ikke hørte det. Jeg kunne ikke se ham, fordi jeg sad med ryggen til.

 

"Jo, jeg elsker at snakke", sagde Christina lykkeligt. Det undrende mig ikke. De lignede begge sådan nogle piger, som snakkede helt vildt meget, specielt om sladder.

 

"okay", sagde Vanessa og kiggede på mig. Nu ville hun sikkert spørge om et eller andet, som jeg faktisk ikke vil svare på. "Hvorfor er din mor så underlig?", spurgte hun mig. Jeg fik et underligt blik rettet mod hende. Sagde hun lige, at min mor var underlig?

 

"Hvad mener du?", spurgte jeg hende forundrede. Hun kiggede hurtigt på Christina, mens hun havde et bestemt smil, som jeg ikke fandt så sødt. Ohh, hvad var de ude på? Hun rettede sig lige lidt op.

 

"Din mor? Er hun ikke lidt underlig? Jeg mener, hun lever i en svinesti, hun gør ikke noget ud af sig, og hvorfor giftede hun sig ikke med en rig mand?", spurgte hun mig, mens hun havde hendes onde øjne fremme igen. Skulle jeg være sammen med dem, så de kunne svine min familie til?

 

"Er du nu blevet mundlam igen?", spurgte hun mig ondt. Jeg kiggede forskrækket på hende. Hvorfor var hun ikke længere sød? "Jeg har faktisk et vigtigere spørgsmål?", sagde hun og grinede hæst. Jeg kiggede forvirret rundt, bare for at se, om der var en udvej, som jeg kunne flygte ud af. Jeg ville ikke være her, jeg fornemmede at den hævn, som jeg havde ventet på i så lang tid, snart kom. "Hvorfor er du her stadig? Og jeg mener ikke her, som hos mig", sagde hun og kiggede rundt på hendes eget perfekte hus. "Men på jorden?", troede hun, at jeg ville slå mig selv ihjel på grund af mit liv var så dårligt?

 

Jeg kiggede væk fra hendes onde og modbydelige øjne, som langsomt dræbte mig indeni.

Mit hjerte begyndte at hamre igen, hårdere og hurtigere, hvilket fik mig til at trække vejret hurtigere.

 

"Jeg forstår det nemlig ikke. Du har intet liv, du har ikke engang nogen venner eller ordenlige forældre? Hvorfor så leve, altså", sagde hun og grinede hæst. Christina grinede også lidt, og jeg undrende mig lidt over, om drengene også grinede. Jeg prøvede at lukke dem ude, men det kunne jeg ikke, jeg var tvunget til at høre dem på og deres grimme ord.

 

"freak", der kom ordet igen. Et ord, som måske ikke lyder så slemt, men jeg blev kaldt det af alle og enhver. Jeg hadede det navn, eller ord. Freak, misfoster, det var jeg jo ikke. Jeg hadede det, jeg hadede dem, jeg hadede mit liv. Jeg troede faktisk, at de pludselig var søde, men jeg tog fejl.

 

"Det er nemlig, hvad du er..Freak, og du vil altid være det", sagde hun bestemt til mig. Jeg kunne mærke at tårerne pressede på, men jeg kunne ikke lade dem se mig græde. Jeg rettede min opmærksomhed på en havedør, som var ovre ved poolen, den førte ud til vejen. Jeg kunne flygte! Jeg ville ikke være her, jeg fornemmede, at det blev meget værre end det her.

 

"Freak", efter hun sagde det, drejede jeg hele min krop ud til udkanten af trampolinen. Jeg gjorde det hele i en hurtig bevægelse, de skulle ikke fange mig, og det kunne de godt finde på! Jeg hoppede ned fra trampolinen, og det gjorde forfærdeligt ondt i min fod, jeg havde glemt hvor langt der var ned. Men jeg var ligeglad, selvom min fod gjorde ondt, skulle jeg væk derfra. Men den eneste udvej var forbi poolen. Jeg løb over til poolen, og jeg skulle gå tæt på kanten for at komme over til min flugtvej. Jeg troede virkelig, at jeg kunne klare det, uden at de ville stoppe mig, men jeg stod fejl.

 

Jeg hørte et spark fra en fod ramme en fodbold rigtig hårdt. Det gik så hurtigt, at jeg ikke nåede at opdage, hvad der egentlig skete. Bolden ramte mig hårdt i baghovedet, og med det ene skud, røg jeg i vandet. Det dejlige vand, som jeg beundrende lige før. Jeg fik det største chok, og jeg blev så sur på dem. Der lød et plask, da jeg røg i. Vandet omringede mig, og jeg måtte lukke munden for at holde det lune vand ude. Jeg bevægede mine arme og ben, så jeg kunne komme op til overfladen igen. Jeg svømmede alt hvad jeg kunne op til overfladen. Da mit hoved kom op, var det første jeg hørte, grin, en masse højlydte grin, som bare grinede hånligt af mig. Ikke noget med at hjælp mig, nej det var sjovt at skyde den underlige pige i vandet.

 

Jeg tog fat i kanten og hev mig op. Jeg satte mig på knæene og rejste mig op, det sidste jeg gjorde, før jeg bevægede mig ud mod vejen, var at kigge på dem. Deres grinagtig, onde ansigter stirrede på mig. Justin var faldet om af grin, mens Conor skulle læne sig op af det ene mål for ikke at falde om, fordi han grinede så meget. Pigerne sad og kiggede ondt på mig, mens deres små hånfulde grin fyldte mine øre. Tårerne rendte ned af mine kinder, men de kunne heldigvis ikke se dem, fordi min krop var drivvåd af alt det vand. Jeg gik hurtigt ud af havedøren, mens jeg havde et rasende blik. Jeg var rasende, jeg var sur, jeg var skuffet, jeg var såret...Jeg ville aldrig kunne se dem i øjnene mere. De narrede mig, for at gøre det? Hvad var de for nogle mennesker? Hvorfor var det sjovt?

 

¤¤..¤¤

 

Jeg havde onde tanker i mit hoved, mens jeg gik skævt på en øde vej. Faktisk gik jeg midt på vejen, fordi der alligevel aldrig kom nogle biler her, de havde travlt med at køre for stærkt på motorvejen. Jeg havde ufattelig ondt i min fod, jeg var ikke sikker på, om den var okay, men jeg ville faktisk bare hjem og smide det her tøj. Jeg ville ligge i min seng, og senere ville jeg plage mine forældre om noget, som jeg vidste var umuligt - Om vi kunne flytte langt, langt, langt væk herfra og aldrig komme tilbage. Det kunne være så fedt at komme til et nyt sted, et sted med søde og rare mennesker - en ny start.

 

Vandet fra mit hår faldt glidende ned i mine øjne, så mit blik var sløret, jeg orkede ikke at fjerne det, jeg ville bare hjem...Ohh hvor ville jeg bare ønske, at jeg ikke have det liv, som jeg havde nu. Tænk, hvis alt forandrede sig i morgen ? Det var mit største ønske, at blive accepteret af alle. At jeg ikke var bange for dem, at jeg ikke behøvede at respektere dem, at jeg var en helt normal elev, som de ikke så ned på. Hvor kunne det være dejligt. En verden uden onde mennesker? Det måtte være en vidunderlig drøm?

 

Mine tanker blev forstyrret af noget uventet og farefuldt. Jeg havde ikke set det stærke lys, fordi mine øjne ikke havde det bedste syn på grund af vandet. Jeg havde ikke hørt den høje lyd, fordi mine tanker forstyrrede mine sanser. Men jeg mærkede det..Oh, jeg mærkede det.

 

Det var fredag, og jeg gik midt på en vej, hvor der aldrig kørte biler på, men denne gang var der en undtagelse. Der var en bil...En meget stærkkørende bil, som ændrede alt.

 

¤¤¤

 

Uh. Hvad tror i der skete? Tror i, at det virkelig var noget farligt, eller overdrev hun? Var det virkelig så uventet? Havde hun håbet på det, som skete? Følg med i næste kapitel for at finde ud af det.

 

Jeg ved godt, at det kap er ca. 700 ord kortere end normalt, det må i meget undskylde! Men ja, det var det, som jeg kunne skrive i dag. Husk at like den, hvis i ikke allerede har gjort det.

 

Btw, har i hørt Justins nye album? Believe Acoustic? Omg, so perfect!

Hvad er jeres yndlingssang på albummet? Min er Nothing like us! Love it!! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...