Are you happy now? - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2013
  • Status: Færdig
Justin gik fra at være en ondskabsfuld mobber til en helt anden person, han indså først hvad han gik rundt og lavede, da alt gik galt! *Justin Bieber er ikke kendt* *Se traileren*. *Læsning er på eget ansvar, da der kan forekomme voldsom ordforråd!*

152Likes
229Kommentarer
9422Visninger
AA

5. Et uventet besøg og en farlig ide!

 

 

I can pretend that I don't see you,
I can pretend I don't wanna hold you when you're around,

I can say that nothing was right,
But we know if I looked in your eyes I'd break down. 

 

Miley Cyrus - Scars. 

 

*Justins synsvinkel*

 

Det var endelig blevet den bedste dag på ugen - fredag. Selvom jeg elskede at gå i skole, var det sku herligt med weekend. Men jeg kom dog til at savne alle de ubetydelige elever, som respektrede mig til måned og tilbage igen. Jeg kom til at savne de mange forelskede piger, som rendte mig i nakken hele dagen - jeg kunne få dem til at gøre alt, hvad jeg bad om. Det var sku en ret god evne, men selvom jeg havde en magt ovre på skolen, så elskede jeg weekenden. Fest fredag og lørdag, sove længe, være oppe til det bliver lyst - Det var bare livet. Jeg var selvfølgelig inviteret til fest både i dag og i morgen, og jeg kom helt sikkert, det var ikke så tit, at jeg missede en fest - så skulle det virkelig være stort.

 

Vanessa, Conor og Christina og jeg sad på Vanessas kæmpe store værelse, hvor hun havde de dyreste designerting, som alle piger drømte om at have. Jeg sad i hendes kæmpe sækkepude, hvor der helt sikkert kunne side 6 personer, så stor var den. Conor sad og hang lidt med hoved, da han sad på hendes kontorstol. Christina og Vanessa sad i Vanessas kæmpe seng og snakkede. Jeg måtte indrømme, at jeg var ved at dø, fordi jeg kedede mig så ufattelig meget, der var intet at lave. Vanessa havde ingen playstation eller X-box, og hun ville have, at vi skulle se og glo tv, når vi brugte tid sammen. Ja, hende og Christina brugte tid sammen, mens Conor og jeg kedede os langsomt ihjel. Heldigvis havde jeg min telefon, som jeg kunne bruge noget af den lange tid på, men at skrive med folk blev og kedeligt i længden. Hvad ventede vi egentlig på? Hvor lang tid skulle de sidde der og snakke? Det dræbte mig inderligt, at jeg bare sad og gloede, som om, at jeg var en idiot, der havde venner, men som ikke vil være sammen med mig.

 

Nu savnede jeg skolen, hvor alle rendte mig i nakken. Hellere skolen end at sidde her og kede mig ihjel.

 

"Sååååå...", lød det højlydt fra Conor, så vi alle sammen kiggede på ham. Han lignede en, som havde kedeligt sig i lang tid, så havde vi noget tilfælles. Jeg var faktisk ret lykkelig over, at han endelig sagde noget, så kunne vi måske benytte tiden med et eller andet.

 

"Skal vi ikke lave et eller andet?", spurgte han pigerne irriteret. De kiggede bare dumt på ham, som om, at han var en idiot der ikke vidste, hvad han snakkede om. Jeg gav et lille suk fra mig, da jeg rejste mig op i en hurtig bevægelse.

 

"I kan da bare snakke, ligesom os", sagde Christina til os, mens hun havde et lille smil fremme på hendes læber. Jeg kiggede dumt på hende. Piger kunne snakke i en evighed, men det kunne drenge altså ikke, vi ville være aktive. Ih, piger altså, de snakkede faktisk ret meget. Irriterende.

 

"Kan vi ikke lave noget andet?", spurgte jeg dem med hævet øjenbryn. Jeg havde ikke forestillet mig, at min weekend skulle starte med, at jeg kedede mig. Vejret var fantastisk, så hvorfor sad vi overhoved indenfor? Hvis vi var udenfor, kunne Conor og jeg i det mindste spille noget fodbold.

 

"Hvad skulle det være?", spurgte Vanessa mig sukkende. Jeg vidste godt, at Vanessa elskede at snakke om sladder, og hun kunne ikke få nok af det. Jeg trak på skulderne og kiggede udenfor, hvor solen var højt oppe på himlen.

 

"Det er varmt udenfor, så måske gå ud?", forslog jeg. Pigerne skar en grimasse, som så blev mit svar. Hvorfor ville de nu ikke udenfor i det ambrosiske vejr? Nogen gange forstod jeg altså bare ikke piger, sidde indenfor og snakke, når man kunne være udenfor? Jeg ville forstå det, hvis det var kold, men nu var det altså sindssygt varmt udenfor!

 

"Og hvad skulle vi lave udenfor?", spurgte Vanessa mig irriteret. Nu skulle min hjerne i gang med at tænke, for jeg havde ingen ideer. Jeg ville gerne spille fodbold eller noget andet, men hvad skulle de lave? Uhh..Selvfølgelig.

 

"Vi kan smutte ud i haven. Conor og jeg spiller fodbold og i kan snakke videre?", forslog jeg med et stort smil. Pigerne så ikke specielt begejstret ud for min gode ide. Men Conor virkede glad, han hoppede nærmest over til mig med et stort smil fremme.

 

"Jeg stemmer for Justins ide", sagde han bestemt. Ja, de kunne da sagtens sidde udenfor og snakke, og så kunne Conor og jeg spille noget fodbold, det var da noget? Jeg kunne ikke tilbringe 1 sekund mere på dette pigeværelse, så ville jeg falde dø om. Jeg var en dreng, det eneste tidspunkt jeg skulle være på et pigeværelse, var hvis jeg havde en kæreste. Det med at være hos min venindes værelse var ikke noget for mig.

 

"Jeg gider ikke side ude i haven!", sagde Christina bestemt, og det så ud som om, at Vanessa gav hende ret. 2 mod 2, det gik jo ikke op? Vi manglede en mere, som kunne fortælle os, hvad vi skulle. Men vi var kun os fire.

 

"Jeg savner skolen", sagde jeg sukkende og satte mig ned på sengekanten. Jeg var faktisk ret trist over det. De fleste savnede overhoved ikke skolen, de ville bare væk fra den, men mig? Ja, jeg kunne tilbringe resten af mit liv der.

 

"Ja, jeg savner at mobbe hende freaken", lød det fra Vanessa. Det kunne jeg kun smile over, jeg manglede stadig at lave min hævn, 2 gange endda. Jeg måtte se at komme i gang, før hun vandt!

 

"Ja...", sagde jeg, mens jeg lignede en, som tænkte. Det kunne de andre sagtens se, så de kiggede spændt på mig. De vidste, at jeg havde en ide, og det havde de sku ret.

 

"Jeg mangler jo at lave min hævn", sagde jeg seriøst til dem. De nikkede alle sammen, mens de rykkede tættere på mig, da de vidste, at jeg havde en plan. "Hun ville blive sindssyg, hvis vi kom hjem til hende! Vi kunne få hendes mor til at tro, at vi er hendes venner, så hun aldrig slipper for os?", lød det fra mig selv. Jeg var overrasket over min egen ide, den var....anderledes.

 

"Det kunne være så fedt!", sagde Vanessa smilende til mig. Okay, så var hun med, og det var faktisk også det vigtigste, de andre fulgte jo bare med, når vi gjorde noget. De havde faktisk aldrig noget at skulle have sagt.

 

"Hun ville virkelig blive overrasket, hvis vi dukkede op hjemme hos hende", sagde Conor fnisede til os. Den her ide fik mig til at flippe ud indeni, jeg tror faktisk, at det var min bedste ide ever.

 

"Jeg syntes, vi skulle gøre det", sagde Christina bestemt til os. Jeg kiggede rundt på dem alle sammen, og jeg tror faktisk, at vi havde en hævnplan i gang. Den klamme freak var skyld i, at jeg fik eftersidning, 2 gange. Nu skulle hun få det betalt, og hun vil aldrig glemme det.

 

"Men hvor bor hun?", spurgte Conor mig. Mit ellers så glade smil forsvandt. Vi vidste da ikke, hvor hun boede? Hun boede sikkert i et lortehus. Jeg sank lidt sammen, øv!

 

"Jeg ved godt, hvor hun bor", lød det opmuntrende fra Christina. Hendes ord fik mig til at rette mig op og kigge spændt på hende. Hvor vidste hun det fra? Alle vores blikke var rettet spændt på hende.

 

"Jeg har set hende gå ind af en dør op til flere gange, når jeg besøger Patria", sagde hun lykkeligt. Jeg regnede med, at hun var lykkelig over, at hun endelig var til nytte. Hmm, Patria var en af hendes mange veninder. Hun boede ikke så langt fra Vanessa, kun 3 gader væk, vi kunne være der på 10 minutter.

 

"Jeg elsker dig, lillesøster", sagde jeg stolt til Christina, som fik et stort smil frem på hendes læber. Jeg kiggede på Vanessa med et hemmeligt blik, som betød, at vi havde gang i noget godt.  

 

"Lad os komme af sted", sagde Conor til os. Han havde ret, vi måtte hellere se at komme af sted. Hvorfor vente? Vi rejste os alle sammen fra Vanessas kæmpe seng og gik mod døren, som førte ud til en lang gang.

 

"Det her bliver så godt", sagde Vanessa spændt, da vi alle gik ned af trappen, som var virkelig stor og bred. Hendes hus var som et slot, men det var også klart, når hendes forældre var millionære.

 

Vi kom ned i gangen, hvor vores sko var. Vi tog dem på så hurtigt vi nu kunne, jeg havde heldigvis nogen lette sko, som var nemme at tage på.

 

"Jeg glæder mig til at se hendes ansigtsudtryk, når hun ser os", sagde jeg spændt og kiggede på de andre, som stadig var i gang med at tage sko på. Jeg var den hurtigste, som altid. 

 

"Jeg kan ikke vente", sagde Vanessa, da vi alle var klar til at gå.

 

"Jamen lad os se at komme af sted så", sagde jeg smilende til hende, og hun nikkede ivrigt. Vi gik alle ud af den brede hoveddør og over mod freakens hus, som kun lå 10 minutter væk.

 

Det skulle nok blive godt.

 

¤¤..¤¤

 

Da vi kom til hendes hus, blev jeg overhoved ikke overrasket. Huset var gammelt og slidt, ligesom hende. Hendes forældre havde sikkert næsten ingen penge, så de måtte bo i det her hus. Jeg fik nærmest kvalme, da vi gik i deres lille forhave, som faktisk var ret pæn - Det var sikkert hendes mor, som ordnede den. Et lille brunt hus, hvor det meste af malningen var røget af, hvorfor lavede man ikke sådan noget? Det så jo dumt ud! Hmm, hendes forældre gad nok ikke. Min mor ville ringe til myndighederne, hvis hun så, hvad jeg så. Hun gik ikke ind for, at man kunne bo sådan. Åhh, min mor, hun var en engel, og på grund af hende og min far, boede jeg i et ordentlig hus, som man faktisk kunne tillade sig at bo i.

 

"Hvem ringer på", spurgte Christina os usikkert, da vi stod foran en hoveddør, troede jeg? Jeg var ikke helt sikker på, om det var en hoveddør eller en dør ind til et værelse! Der var ingen af os, som ville røre ringeklokken, da den så ret klam ud. Jeg ville i hvert fald ikke røre den, så jeg håbede, at en af de andre ville, ellers kom vores plan aldrig til at fungere.

 

"Okay, jeg gør det", lød det irriteret fra Conor, som rørte den ringende ringeklokke. Man kunne høre den irriterende lyd helt herude, og den var ikke rar at høre på, den var meget skrigende.

 

Vi stod alle sammen og ventede tålmodigt på, at en eller anden skulle åbne døren. Jeg håbede inderligt på, at det var hendes mor, da jeg var bedst til at imponere mødre. Hvis det var freaken, som åbnede døren, gik vores plan lidt i vasken.

Mine tanker blev forstyrret af døren, som endelig blev åbnet. En dame med uglet brunt hår kom til syne, og man kunne overhoved ikke se, at det var freakens mor.

 

"Hey", lød det glad fra hende, mens hun havde et forvirret blik rettet mod os. Jeg regnede med, at det var fordi, at freaken ikke fik besøg tit, hvis hun overhoved fik besøg. Jeg gav hende et varmt smil, nu skulle charmen frem.

 

"Hej, vi er nogle af din datters venner, og vi skulle være sammen med hende", lød det sødt fra Vanessa. Ingen af os kunne huske, hvad freaken hed, hvilket var lidt fail.

 

"Så i er nogle af Lilys venner?", spurgte hun os mistænksomt. Nåh, så hun hed Lily. Vi nikkede alle sammen til hende, mens vi smilede. "Så kom dog ind", sagde hun bestemt til os, mens hun smilede stort. Man skulle næsten tro, at det var første gang, at hendes mor lukkede venner ind.

 

"For at være ærlig, så vidste jeg ikke, at Lily havde venner", sagde hendes mor ærligt til os. Mens de andre kiggede forstående på moren, kiggede jeg lidt rundt i det rodede hus, helt seriøst, hvordan kunne man bo her?

 

"Nå, vi er ellers nogle af hendes bedste venner", sagde Vanessa sødt til Lilys mor, men jeg kunne nemt se, at hun havde svært ved at holde et grin inde. Moren kiggede lykkeligt på os.

 

"I virker som nogle søde mennesker, jeg forstår ikke, hvorfor Lily ikke har fortalt mig om jer", sagde hun undrende til os. De kiggede alle sammen bestemt på mig, da de ville have, at jeg skulle svare på det spørgsmål.

 

"Nej, det kan være, at hun ikke føler, at hun behøver at fortælle om os", sagde jeg smilende til hende, mens jeg gik lidt tættere over til hende, så jeg nemmere kunne snakke med hende.

 

"Nej, det kan godt være", sagde hun, mens hun nikkede forstående. Jeg kunne ikke lade være med at grine over situationen, vi var i Lilys hus, freaken? seriøst. Vi måtte have røget et eller andet!

 

"Men Lily er oppe på hendes værelse", sagde hendes mor til os. Vi kiggede alle undrende på hende, vi vidste da ikke, hvor hendes værelse var. "Det er oppe af trappen og den første dør til højre", forklarede hun med et smil. Vi nikkede alle sammen.

 

"Tak, det var rart at møde dig", sagde jeg sødt til hende, da vi gik mod trappen, som lignede noget, der skulle til at bryde sammen. Det her hus lignede noget fra en genbrugsbutik. Alt så gammelt og slidt ud, der var i hvert fald stor forskel på det her hus og mit. 

 

"Det var også rart at møde jer", råbte hun efter os, så hun var sikker på, at vi hørte det, det gjorde vi skam, sikke en mor. Vi gik forsigtigt op af trappen, da vi alle var sikre på, at den ville bryde sammen på et tidspunkt.

 

Jeg var virkelig spændt på, hvad Lily ville gøre eller sige, når hun så os?

 

*Lilys synsvinkel*

 

Jeg tog hurtigt mine hørebøffer af, da jeg syntes, at jeg kunne høre noget eller nogen. Havde vi gæster? Det håbede jeg ikke, jeg orkede ikke gæster nu eller nogensinde! Jeg ignorerede lyden og forsatte med at skrive i min hemmelige bog, som kendte alle mine nederlag og hemmeligheder, den var nærmest som en bedste ven. Jeg kunne fortælle den alt, uden at den sladrede til alle og enhver.

 

Lyden kom igen. Det lød som om, at nogen gik mod min dør? Min mor kom aldrig op på mit værelse, så det kunne ikke være hende. Jeg skyndte mig at ligge min bog ned i min skuffe, da det pludselig bankede på min dør? Okay, det var altså lidt underligt.

 

Jeg drejede mig mod døren, så jeg kunne se, hvem der kom ind. Jeg var spændt på hvem det var, for min mor havde bare gået ind, ikke banket på, og min far var på arbejde, så hvem kunne det dog være?

 

"Kom ind", lød det usikkert fra mine egne læber. Døren åbnede sig hurtigt, og da jeg så det første ansigt, kunne jeg regne ud, hvem de andre var, uden at jeg kunne se dem. De smilede alle ondskabsfuldt til mig, mens jeg havde et bekymret ansigt. Hvad lavede de her? Hvor vidste de fra, at jeg boede her? Hvorfor lukkede min mor dem ind? Hvorfor var de her? Det her var det eneste sted, hvor jeg kunne være i sikkerhed for dem.

 

"Hey Lily", sagde Justin og lagde ekstra tryk på mit navn. Han havde aldrig sagt mit navn før, tror jeg. Jeg lyttede aldrig efter, hvad han sagde, da jeg for det meste var for bange til at gøre noget som helst. De kom alle sammen ind på mit rodede værelse, hvor der ikke var specielt meget plads, men det var de ligeglade med. Hvis der lå noget i vejen, sparkede de bare til det, som om, at det var affald.

 

"Det er et sødt værelse du har", lød det fra Vanessa. Jeg fik øjenkontakt med hendes onde øjne, som dræbte mig indeni. Jeg var mundlam, jeg kunne ikke sige noget, overhoved. Conor og Christina rodede lidt i mine ting, mens Justin og Vanessa kiggede på mig med onde blikke.

 

"Det er en sød mor du har", lød det fra Justin, som havde et skævt smil. Havde de snakket med min mor? "Hun tror, at vi er bedste venner. Så vi skal nok tilbringe en del tid sammen", hørte jeg ham sige. Jeg kiggede skrækslagen på ham, og nu kunne jeg ikke holde mund mere.

 

"Hvad laver i her?", spurgte jeg usikkert, mens jeg kiggede væk fra dem. Der kom et par grin ud af deres skæve munde.

 

"Den kan snakke", sagde Vanessa til Justin, mens jeg kunne høre ondskaben i hendes stemme. Justin grinede lidt over hende overhoved-ikke-søde sætning.

 

"Vi vil bare være sammen med vores bedste ven", sagde Justin, og jeg kunne nærmest mærke ironien fra hans mund. Jeg kiggede på dem begge, mens jeg havde et nervøst blik.   "Faktisk misser vi en stor fest, bare for at være her", lød det fra ham. Wow, var jeg bedre end en fest?

 

"Kan den nu ikke snakke mere?", sagde Vanessa værgende til Justin, mens jeg kunne mærke hendes onde øjne stirre på mig. Jeg fattede ikke helt, hvorfor de var her? Begyndte de nu også at mobbe mig i weekenden?

 

"Ved du hvad? Jeg tror faktisk, at vi skal have en slepover", sagde Vanessa til mig og gik mod døren. Jeg kiggede forskrækket på hende. "Jeg spørger lige din mor, om du må sove hos mig. Du skal nok regne med et ja, da hun elsker os", med de ord smuttede hun ud af døren. Jeg kunne ikke lade det ske.

 

Jeg var lige ved at løbe efter hende, da Justin tog hårdt fat i min arm. Jeg kunne ikke løbe ned til min mor og sige, at jeg hadede dem. Justin tog hans arme om mig, da jeg var ret besværlig at holde på. Han holdte et stramt greb om mig, og vi stod ret tæt.

 

"Slip mig", mumlede jeg. Når jeg var omkring dem, kunne jeg næsten ikke tale, og jeg hvis jeg talte, kunne jeg ikke tale specielt højt. Jeg hørte et lille hæs grin fra Justins læber, syntes han, at det var sjovt? Det undrende mig ikke, hvis han gjorde!

 

"Hvorfor? Kan du ikke lide at være tæt på mig?", hviskede han ind mit øje. Nu kan du sikkert regne ud, hvor tæt jeg var på ham. Conor og Christina grinede bare af det!

Jeg vidste ikke helt, om jeg kunne lide at være tæt på Justin. Jeg kunne jo lide ham lidt, en dum forelskelse, der ikke burde være der - men man kan ikke styre, hvem man forelsker sig i, desværre.

 

"Hmm, jeg tror, at vi 2 skal ligge sammen i nat", sagde han grinende. Jeg rev mig løs fra ham ved at slå ham hårdt i maven. Da jeg så, hvor ondt det gjorde på ham, fortrød jeg det, han ville hævne sig! Han holdte om hans mave, mens han kiggede rasende på mig.

 

 

"Din mor sagde ja", lød det fra Vanessa, som kom smilende ind på mit værelse. Hun kiggede hurtigt på Justin, som holdte sig om maven, det var tydeligt, at han havde ondt. Men hun rettede bare blikket mod mig.

 

"Lad os pakke nogle ting, du skal sove der til søndag. Glæd dig, det bliver så sjovt", sagde hun smilende til mig, mens hendes onde blik, gjorde mig kun nervøs. Jeg kunne ikke løbe fra det. Hvis min troede, at vi var venner, ville hun aldrig lade mig blive hjemme. Hun fortalte mig altid, at jeg skulle give folk en chance.

 

Var det her en del af Justins hævnplan?

 

¤¤¤

Det lyder ikke sjovt for Lily. Hun har været skyld i 2 eftersidninger til Justin og hun har slået ham hårdt i maven, skal hun glæde sig til at sove sammen med dem? 2 nætter skal hun sove hos dem, hmm, det lyder som en mareridt! Men bliver det virkelig det?

Ja, følg med og få svaret.

 

Husk at like den, så vi kan få den højere op på den populære liste! Vi skal vise, at Justin Bieber movellaer stadig er et hit, right?

 

Btw, husk nu at tjekke min nye movella ud, som hedder "dont stop me now". Bare prøv at give den en chance. Like den i det mindste.

 

Tak. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...