Are you happy now? - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2013
  • Status: Færdig
Justin gik fra at være en ondskabsfuld mobber til en helt anden person, han indså først hvad han gik rundt og lavede, da alt gik galt! *Justin Bieber er ikke kendt* *Se traileren*. *Læsning er på eget ansvar, da der kan forekomme voldsom ordforråd!*

152Likes
229Kommentarer
9397Visninger
AA

8. Et kys fra fjenden og nye følelser?

 

 

You're so bad for me

It feel so good, but you're so bad for me. 

 

Megan and Liz - bad for me

 

*Lilys synsvinkel*

 

Aldrig i mit liv, havde jeg været så forvirret, som jeg var, da jeg vågnede på hospitalet. Forstil jer, i vågner efter i har sovet i noget tid, og i så ligger på hospitalet i stedet for jeres seng, det var sådan jeg følte. Jeg troede, at jeg lå i min seng, da jeg åbnede mine øjne op. Jeg forventede at kigge på mit lang-fra-færdige maleri, men i stedet for mit kunstværk, kiggede jeg direkte på en halv gammel mand med hvid kittel. Det var så skræmmende, og jeg spurgte og spurgte om en masse ting, men han fortalte mig, at han ville vente til jeg var helt vågen så jeg forstod mere.

 

Han fortalte mig, at jeg havde været med i et bilulykke for 2 dage siden, men jeg blev ikke slemt ramt. Jeg fik et par skader, og jeg brækkede min arm, men jeg døde da ikke. Den gamle læge, fortalte mig, at jeg var ufattelig heldig. Ja, det havde han da ret i, jeg kunne havde været død. Efter han havde fortalt mig det hele, var jeg stadig forvirret, fordi jeg intet huskede fra ulykken. Intet. Jeg huskede ikke bilen, mit skrig, eller andet.

 

Men jeg huskede, hvad der skete før det. Mit livs værste dag, og jeg havde haft rigtig mange dårlige dage, men intet kunne slå den dag, mest fordi jeg blev kørt ned, men også fordi jeg blev ydmyget af de værste personer i verden. Jeg fattede ikke, at jeg faktisk troede, at de var søde. Hmm. De kritiseret mit liv, jeg prøvede at flygte, men noget ramte mig hårdt i hovedet...En fodbold, og det var Justin som skød den, selvfølgelig. Jeg røg i vandet med et plask, da jeg kom op, grinede de alle sammen af mig. Jeg flygtede ud af havedøren….Mere huskede jeg ikke. Jeg hadede tanken om, at jeg faktisk ikke huskede præcis, hvad der skete. Hørte Justin eller Vanessa ulykken og løb ud? Eller blev de bare ved med at grine i hendes have? Kørte jeg i en ambulance? Det gjorde jeg jo helt sikkert, men tanken om det, dræbte mig indeni.

 

At ligge her i en hvid kjole, uden undertøj indenunder, fik mig til at føle mig utilpas. Jeg hadede at være her, fordi alt var så lyst, så hvidt, jeg hadede det. Jeg hadede at sengetøjet var hvidt, gardinerne var hvide og mit tøj var hvidt, jeg kunne faktisk ikke lide farven hvid. Jeg kunne heller ikke klare, hvordan jeg så ud, jeg havde intet makeup, og folk kiggede jo på mig? Ohh, jeg hadede at være naturlig, det var bare ikke pænt til mig. Der var ingen mennesker på jorden, som syntes, jeg var smuk uden makeup - faktisk var der ingen, som syntes, jeg var smuk. Selvom jeg havde fået forklaret alt, så var jeg stadig forvirret over det hele, og jeg ville ønske, at der kom en eller anden person, som ikke var min mor, og fortalte mig mere. Jeg vidste ikke nok, syntes jeg selv.

 

Hmm. Det var faktisk underligt at se min mor. Da jeg var vågnet, og jeg ikke var svimmel mere, kom min mor ind med noget vand til mig - det var første gang jeg så hende efter ulykken. Det var tydeligt, at hun havde grædt. Jeg var overrasket over at se hende sådan, for ikke at snakke om min far. Pludselig sad de begge inde hos mig, begge med et smil på læben, som om, at de havde vundet i lotte - hvilket ikke var helt forkert. De havde ikke vundet i lotto, men vi havde fået en masse penge fra forsikring, fordi jeg var blevet kørt ned.  Vi fik sindssygt mange penge. Men det var selvfølgelig ikke kun derfor, at de var så glade. der var 3 grunde. 1. Deres datter var i live. 2. En psykolog havde fortalte dem, at de skulle være søde og rare overfor mig, så jeg kunne være mere rolig. 3. Ja, pengene. Penge gjorde jo alle glade.

 

Men på en eller anden måde, kom jeg tættere på mit perfekte liv. Vi havde fået penge, hvilket betød, at jeg nu var en af de rige på skolen. Jeg var ikke længere fattig.  Mine forældre havde fortalt mig, at huset skulle revolveres, så det blev pænere. Det betalte mine forældre ikke for, for tro det eller lad være, men den mand, som kørte mig ned, var en millionær, og han ville betalte alt, hvad vi forlangte, og så kunne mine forældre ikke holde mund. Så penge, perfekte hus, og nu var mine forældre også søde og lykkelig, vi kunne slippe for de økonomiske problemer, og det var så rart, at det var derfor de altid skændes. Mit liv var allerede blevet lidt lettere, tænk jeg skulle blive kørt ned, for at det kunne ske.

 

Men mit liv var stadig ikke perfekt, jeg var stadig skolens udstødt. Hvad mon de tænkte omkring mig? Hmm.

 

¤¤..¤¤

 

Jeg sad med mit hoved nede i en bog, som mine forældre havde købt til mig. Det var en dyr og meget spænende bog, som jeg gerne ville have, men mine forældre ville ikke købe den til mig, fordi de ikke havde råd dengang, men tiderne havde ændret sig. Jeg havde allerede læst over 100 sider af den, og den blev kun bedre og bedre. Jeg sad lænet tilbage, og med dynen helt op til mit bryst, sad jeg perfekt.

 

Pludselig blev den dejlige stilhed brudt af døren, som gik op. Jeg regnede bare med, at det var mine forældre, som kom på besøg igen, så jeg læste videre i min dejlige bog. Men pludselig blev jeg forvirret over mit besøg. Personen stilede sig for enden af min seng og kiggede på mig. Beklædningen på personen var ret anderledes end, hvad mine forældre havde på, så det var helt sikkert ikke mine forældre. Men hvem var det så? Det var ikke en læge, sygeplejerske, min psykolog eller mine forældre, men hvem kunne det så være? helt ærligt, jeg havde ikke makeup på!

 

Jeg kiggede forsigtigt op på personen, og mine øjne så på nogle chokolade brune øjne, nogle som jeg kendte alt for godt. Jeg lagde bogen væk, da jeg ikke regnede med at læse, mens han var her...Vent, hvorfor var han her. Han havde et trist blik, som om, at han var ked af noget.

 

"Justin, hvad laver du her?", fik jeg overraskende nok spurgt. Altså han var her alene, så han skræmte mig ikke rigtigt, og jeg kunne jo bare kalde på lægen, hvis han gav mig problemer. Ohh, kunne jeg ikke blive her for evigt?

 

"Hey", sagde han lavt, mens han sukkede. Wow, det var første gang, at jeg hørte ham udtale sig på den måde. Lavt? Han plejede at være højrystede og selvsikker. Der var et eller andet galt her. "Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Jeg var på vej hjem til dig, for at fortælle dine forældre, at jeg var ked af, at jeg var skyld i din ulykke".

 

Jeg fik et undrende blik rettet mod ham. Var han hjemme hos mig? Mens jeg ikke var der? Ville han sige undskyld til mine forældre? Og hvad mente han med, at han var skyld i min ulykke, det var jo ikke ham, som kørte mig ned? Jeg var yderst chokeret over hans ord, men jeg regnede med, at han kunne forklare sig.

 

"Hvad mener du med, at du var skyld i min ulykke?", spurgte jeg ham undrende. Mit spørgsmål fik ham til at føle sig utilpas? Han satte sig på stolen lige ved siden af min seng, så han også sad ret tæt på mig. Kom der nu en lang forklaring? Det kunne være rart.

 

"Jeg var med til at gøre dit liv til et helvede, og jeg var skyld i, at du prøvede at dræbe dig selv", sagde han og kiggede ned i det hvide lagen. Det var måske meget godt, at han kiggede ned i lagenet, fordi jeg havde et skræmt blik rettet mod ham. Hvad fanden snakkede ham om? selvmord? "Alle på skolen er så bekymret for dig, fordi du prøvede at begå selvmord. Jeg er en af dem, og jeg vil gerne sige undskyld".

 

Hmm. Var alle på skolen bekymret, fordi jeg prøvede at slå mig selv ihjel? Wow, aldrig havde nogen været bekymret for mig før, det var faktisk en rar følelse. Det var godt nok ikke sandt, men Justin ville måske ikke sidde her, hvis han vidste, at det var et uheld. Han troede, at han var skyld i det. Burde jeg ødelægge det? Ej, jeg kunne ikke lyve.

 

"Justin Je" - "Jeg vil ikke forlade dig før du har glemt de selvordstanker, jeg vil være der for dig for nu af, og jeg håber, at du kan tilgive mig", afbrød han mig. Han så meget bestemt ud, og tanken om, at Justin vil være der for mig, fik mig til at smile indeni. Vent, hvis jeg var sammen med Justin, ville jeg jo ikke være udstødt mere?

 

"Justin, du har ødelagt alle mine high school år, hvordan skulle jeg kunne tilgive dig?", jeg kunne jo godt lege lidt med ham, nu når jeg kunne. Han fortjente det sku også. Måske kunne jeg få en masse ud af ham. Han sukkede såret ud i luften og kiggede tilgivende på mig, gud, hvor jeg elskede det blik.

 

"Jeg ved det. Men måske kunne jeg gøre noget, så du tilgiver mig?", spurgte han mig med et lille smil. Uh, nu skulle jeg tænke mig godt om, det her var en magt, som de fleste piger på min skole ville have, og nu havde jeg den? Jeg var jo forelsket i ham, måske....?

 

"Du vil have tilgivelse for, at du har ødelagt mig liv?", spurgte jeg ham, mens jeg havde et undrende falsk blik rettet mod ham. Mit blik fik ham til at få det lidt dårligt, det var så tydeligt.

 

"Prøv at høre her, jeg vil gøre og være hvad som helst!", sagde han meget bestemt, og jeg troede og så på ham. "Jeg kunne være din bedste ven, din kæreste, din alt, jeg kan også smutte ud af dit liv for evigt?", jeg kunne ikke lade være med at smile over hans ord. hans kæreste? Så skulle vi kysse, noget som jeg havde tænkt på, lige siden jeg så hans læber første gang. Han skulle i hvert fald ikke ud af mit liv, det ville bare ødelægge alt! Hvorfor ikke starte en lille leg?

 

"Hvad med at du er min alting?", spurgte jeg ham. Jeg kunne ikke lade være med at smile over min ide. Så kunne jeg bede om et kys en gang imellem? Vi kunne hænge ud i centeret? Jeg kunne blive populær? Justin fik også et lille smil på læben, troede han virkelig, at jeg allerede ville tilgive ham?

 

"Men jeg tilgiver dig kun, hvis du holder det", sagde jeg meget bestemt. Jeg elskede situationen. Jeg styrede nærmest Justin. Jeg havde en god magt.

 

"Fint nok", sagde han med et stort smil på læben. Oh, hvis han bare vidste, hvad jeg ville få ham til. Han skulle nok komme til at fortryde alt, hvad han havde gjort. Det kan godt være, at jeg var en genert pige, men når det galte hævn, var jeg ekspert.

 

Justin skulle nok ned på knæ og bede mig om at stoppe, men han skulle virkelig gøre det godt. Jeg håbede virkelig, at jeg kunne klare det, og hans enorme charme ikke stoppede mig. Det kunne være så ærgerligt, hvis hans øjne legede med mine følelser, eller han begyndte at flirte, så jeg ville miste forstanden? Uh, jeg måtte passe på.

 

"Det skal nok blive sjovt", sagde jeg og kiggede på ham. Faktisk kiggede vi direkte ind i hinandens øjne, hvilket var en rar oplevelse. Normalt når jeg kiggede i hans øjne, var jeg bange.

 

"Vidste du godt, at du er ufattelig køn?", spurgte han mig. Jeg kunne ikke lade være med at rødme, da han sagde det. Syntes han virkelig, at jeg var køn? Jeg havde ikke engang makeup på? Han smilede sødt til mig, og jeg elskede det.

 

"Jeg har vild meget lyst til at kysse dig. Jeg ved ikke hvorfor, men du gør noget ved mig lige nu", indrømmende han ærligt overfor mig. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare. Det var som om, at han syntes, at jeg var kønnere uden makeup? Måske syntes han faktisk, at jeg var køn? Måske mente han det, som han sagde.

 

"Bare stop mig, hvis du ikke vil", jeg var solgt. Hvordan skulle jeg kunne styre ham, når han styrede mig. Han holdte blidt om min kind, mens han trak mit hoved tættere på hans. Hvad var det egentlig, som han var ude på? Skulle vi kysse? Prøvede han at vinde mit hjerte? Startede han sit eget spil? Redede han sin egen røv, fordi han vidste, at jeg ville have hævn? Hmm. Da vi var få centimeter fra hinandens læber, lukkede vi begge vores øjne, og vi prøvede begge at nyde øjeblikket..

 

Eller jeg gjorde.

 

Hans læber.

 

Justins læber.

 

Den værste mobbers læber.

 

Min fjendes læber.

 

Ham som har mobbet mig i næsten 3 års læber.

 

Jeg var kun blevet mere forvirret. Justin gjorde mig forvirret. Hans bløde og varme læber gjorde mig forvirret. Hans greb, og hans bevægelser gjorde mig forvirret. Hans ægte kys, gjorde mig forvirret.

 

Men på en eller anden måde, følte jeg, at det var rigtigt.

 

¤¤¤

 

Nå, så fik hun pludselig et kys af Justin? Mon der kommer flere af dem senere? Og hvor længe vil hun lyve omkring ulykken? Selvmord eller ej, hendes liv forandrer sig langsomt. Men er det godt? Følg med og se, hvad der sker.

 

Undskyld for stavefejlene.

 

Husk at like den.

 

Btw, jeg har et spørgsmål, er kapitlerne lange nok, eller skal de være længere. Er ret forvirret omkring længden? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...