Are you happy now? - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2013
  • Status: Færdig
Justin gik fra at være en ondskabsfuld mobber til en helt anden person, han indså først hvad han gik rundt og lavede, da alt gik galt! *Justin Bieber er ikke kendt* *Se traileren*. *Læsning er på eget ansvar, da der kan forekomme voldsom ordforråd!*

152Likes
229Kommentarer
9519Visninger
AA

2. En vigtig seddel og et tasketyveri?

 

 

She stood out in the crowd, was a little too loud

But that's why we love her

She's not like other girls

She could have conquered the world

Until you broke her down

 

Are you happy now - Megan and liz.

 

Har i nogensinde prøvet, eller bare forestillet jer at stå foran en bygning, som burde bringe glæde og spænding i kroppen, men det eneste der kommer frem, er frygt?

At stå usikker og bange foran bygningen, mens mange glade og snakkende elever går ligegyldigt forbi dig, måske skubber lidt til dig, fordi du står i vejen? Har du nogensinde prøvet, eller bare forestillet dig at være ligegyldig i skolen?

 

For det har jeg, og det var det værste!

 

 

Jeg stod næsten med tårer ned af mine kinder, da jeg stod foran min high school. Ikke fordi jeg savnede mine forældre, ikke fordi det var min første dag, men fordi det bare var en helt almindelig dum dag. De mange humørfyldte mennesker gik bare forbi mig, uden at kigge på mig, fordi jeg var som usynlig for de fleste her.

 

Denne skole skulle faktisk repræsentere glæde og give et smil på læben, når man stod og beundrede det smukke areal. Da jeg stod her for 2 år siden, troede jeg, at denne skole ville give mig et smil på læben. Den store hvide bygning med de store gule blokbogstaver, hvor der stod skrevet: OJAI NORTH HIGH SCHOOL. Det grønne lysende græs, som fik mig til at ligge ned på det, omgivelserne omkring skolen var så fantastiske, selv parkeringspladsen foran skolens lave, men ret store, bygning. Ja, bare en helt almindelige high school i Californien, troede jeg. Allerede da jeg trådte ind på arealet, skiftede jeg mening.

 

Det var svært for mig at træde ind på skolens areal, fordi så snart jeg rørte det perfekte, grønne, skinnede græs, startede det rene mareridt. Så, jeg havde det bedst med at stå ude på parkeringspladsen, hvor jeg faktisk kunne risikere at blive kørt ned - Men ville det være så dårligt? Så fik jeg da lidt opmærksomhed.

 

Jeg havde en gammel slidt rygtaske, som hang fint på ryggen. Med min sorte hættetrøje og mine mørke grå joggingbukser, lignede jeg sikkert en, som svedte as hell, men det gjorde jeg dog ikke. De fleste piger på skolen gik i al for korte shorts og al for nedringende toppe, men det var jo også enhver drengs drømmepige' stil - sådan var jeg bare ikke.

 

Jeg tog mine hænder ned i mine lommer og begav mig til at gå direkte i helvede, det var enten nu eller senere? Normalt gik jeg altid, efter klokken havde ringet, fordi så var der ingen i nærheden, men så kom jeg også for sent til time og burde få en eftersidning, men på en eller anden måde gav lærerne mig aldrig en. De fleste lærere var faktisk søde mod mig, så ja, jeg var lærernes lille yndling? Hvilket lys satte det mig lige i? Ja, ikke særligt godt, men i det mindste havde jeg nogen på denne skole. Der var 1 lærer, som jeg bedst kunne lide, min engelsk lærer Mr. Towell, han var ekstra sød og venlig mod mig, meget åben, misforstå det nu ikke, han var ikke sådan en lærer, som forlangte noget helt specielt af hans elever, han var den bedste lærer i verden, han var faktisk som min bedste ven på denne lorte skole. Det blev hårdt at forlade ham, når jeg gik ud efter sommerferien.

 

Jeg ville ikke komme for sent denne gang, så jeg begav mig mod skolens areal. Men lige i samme øjeblik, jeg gik på en parkeringsplads, kom en bil med fart på over mod mig, uden at dytte. Jeg løb alt hvad jeg kunne over på græsset, så jeg lignede en taber, men det var heller ikke så forkert? Jeg kiggede forpustet tilbage på bilen, hvor jeg tydligt kunne kende de grinende ansigter - Faktisk kunne jeg bare se det på bilen. En rød Mercedes uden tag, enhvers drømmebil, også efter min mening, men mine forældre havde ikke råd til en bil til mig.

 

Ved rettet sad den værste med det største smil på læben, det var sikkert hans ide at skræmme livet ud af mig. Justin, han var rig, hvis du ikke havde regnet det ud. Hans forældre gav ham alt, hvad han forlangte, blandt andet bilen. Han gik i det dyreste designertøj. Han havde altid det nyeste nye, og hvis en fik noget før ham, straffede han den stakkels person. Jeg vidste ikke, hvad der foregik oppe i hovedet på ham. At han kunne blive ved med at gøre sådan mod alle eleverne, så det faktisk ødelagde deres liv, men han elskede vel bare at blive respekteret og være populær.

 

Ved hans side, sad den 2. værste af dem alle, hun var faktisk ligeså ond som Justin. Justin overgik hende bare en lille bitte smule. Hun hed Vanessa, og man kunne vel godt kalde hende skolens dronning, da hun kunne styre alle, undtagen Justin. Vanessa var også ufattelig rig, eller hendes forældre var, men hendes forældre gav hende alt, hvad hun ville have. Hun var strid, en rigtig bitch.

 

Bagi sad 2 andre. Conor, Justins bedste ven. Jeg fattede ikke, at Connor ville være venner med en som Justin? Men de havde været venner i flere år, og Justin gav ham dyre gaver, så kunne det åbenbart godt gå - underligt venskab. Så vidt jeg vidste, var Conor' forældre ikke specielt rige, og han overnattede meget tit hos Justin, så måske var der også problemer derhjemme? Hmm. Ved siden af Conor sad Justins 2 måneder yngre søster Christina, hun var også Vanessa bedste veninde, så det fungerede jo fint - Conor overnattede tit hos Justin, Justin og Christina var søskende, og Christina og Vanessa var bedste veninde, så det var meget nemt at lave en slepover. Jeg vidste ikke helt, hvordan Christina var, hvis man talte med hende alene, men noget sagde mig, at hun ikke var specielt sød, da Justin var hendes bror.

 

Det var de 4 personer, som man ikke skulle rende ind i på skolens grund. Man skulle ikke tale med dem, irritere dem eller bare kigge på dem, ellers vil de udrydde dig resten af skoleåret. Så, i har sikkert regnet ud, at jeg gjorde noget forkert imod dem første skoledag? Jeg sagde dem imod i en vigtig diskussion på første skoledag, og det skulle jeg aldrig havde gjort. Allerede den første dag, hvor jeg startede, blev hele mit skoleår forandret.

 

 

De kom direkte over imod mig, mens de havde onde blikke fremme. Jeg vidste faktisk ikke helt, om det kun var mig, som de var onde overfor - sådan følte jeg i hvert fald. Jeg kiggede bare ned i jorden, da jeg ikke skulle have øjenkontakt med dem.

 

"Næste gang, så lad være med at flytte dig", sagde Justin ligegyldigt til mig, da de gik forbi mig med et sus. Ja, hver gang de kom gående forbi mig, var det som om, at de havde hurtigt luft bag sig - så, de så på en eller anden måde altid perfekte ud? Mit hjerte var helt oppe i halsen, da de gik forbi mig. De gav mig bare et ondt blik og gik videre, var det mon det? Ja, for nu. Jeg vendte mig om og kiggede på dem, det var helt utroligt, når de kom gående forbi de mange elever, fjernede de sig, når de kom. Hvis de var i gang med en samtale, ville de stoppe med at tale og kigge på dem i stedet for.

 

Klokken ringede, og alle bevægede sig indenfor, mens jeg stod frosset og kiggede på. Det var deres skyld, Justin, Vanessa, Conor og Christina, det var deres skyld, at jeg ikke havde nogen venner, fordi de gjorde mig upopulær, de gjorde mig til skolens udstødt. Hvis nogen talte til mig, mens de så på, ville den person blive udstødt resten af high school - ligesom mig. Det var ikke rart.

 

Jeg gik med tunge skridt ind mod skolens døre, mens mit hoved hang nedad, så mit blik så mine fødder gå. Tænk, det var ikke slut endnu, det ville blive en lorte dag, det kunne jeg forudse.

 

¤¤..¤¤

 

"Ms. Simon, for sent igen?", sagde Mr. Towell lidt bestemt til mig, men jeg vidste, at han ikke mente det sådan. Jeg lukkede stille døren bag mig, mens mit nervøse blik kiggede rundt i klassen, hvor kun et par stykker kiggede, to af dem var Christina og Conor, som jeg havde engelsk med. De havde egoistiske og onde blikke rettet mod mig, ja, de blikke havde jeg fået så tit, at de var normale.

 

"undskyld", sagde jeg mumlende og listede ned på den bagerste plads tæt på vinduet. Jeg satte mig ned ved det ledige bord, hvor ingen sad ved, ja, som altid sad jeg alene. Mr. Towell slap hans blik som var rettet mod mig til nogle papirer på bordet.

 

"Her i mine hænder, har jeg en lidt anderledes opgave til jer", sagde han, mens han startede med at dele et stykke papir ud til alle i klassen. Da han kom til mit bord bagerst i klasse, gav han mig et sødt smil, som gjorde mig en del gladere.

 

"Det er en månedsopgave, hvor i alle skal skrive om en tur til storbyen New York", sagde han, mens han havde et lumsk smil fremme. Han vidste, at alle var irriteret over opgaven. Men der kom mere, ellers ville han ikke smile sådan.

 

"Hvad mener du?", spurgte en pige, som hed Ashley undrende. Alle inde i klasse var forvirret omkring opgaven, og det forstod jeg også. Det var en ret underlig opgave, men så snart han forklarede, hvad man skulle, så blev det en del nemmere.

 

"I skal beskrive den perfekte tur til New York, hvad i ville foretage jer og hvor i ville bo. Den der skriver den bedste opgave, skal sammen med 2 valgfrie personer opleve alt det, som i har skrevet i opgaven", sagde han med et stort smil ud til klassen, som pludselig blev meget begejstret omkring opgaven. Alle elskede New York, fordi den by var så fed, og de fleste havde aldrig været der. Om My God, jeg ville så gerne vinde! "Var det ikke fedt?!", spurgte han på en sjov måde ud til klassen.

 

Jeg kiggede rundt på det rene kaos, alle flippede ud over årets bedste månedsopgave, den var jo hel vild. De nikkede alle sammen, som et passende svar til mr. Towell. Mange afleveret aldrig opgaverne, som vi fik for. Men denne opgave vil alle nok aflevere.

 

"I kan lige kigge lidt på sedlen, og så går vi i gang med noget dejligt grammatik", sagde han smilende til os alle sammen. Ja, alle hadede grammatik, det vidste han også godt, derfor sagde han også 'dejligt'. Han brugte tit ironi.

 

Alles hoved var vendt nedad, da de kiggede på sedlen. Jeg kiggede også på den, men jeg havde svært ved at koncentrere mig, for hvem skulle jeg tage med, hvis jeg vandt? Ingen, jeg havde ingen. Alle vil hade mig endnu mere, hvis jeg vandt..Eller...Måske vil de prøve at komme tættere på mig, da jeg havde en stor mulighed, en rejse til den fedeste by i verden. Ja, falske venner, men det var da venner?

 

 

Efter timen gik jeg med sedlen i min ene hånd ude på gangen, som var fyldt med de mange humørfyldte elever, som snakkede med hinanden. Der gik jeg alene med ingen. Men sådan var det jo hver eneste dag, ensom.

 

"Ser man det", han kom bare ud af det blå og snubbede sedlen ud af mine hænder, mens han stilede sig foran mig med et ondt smil - Justin. Jeg kiggede bare nervøs ned.

 

"Thi, tror du virkelig, at du behøver den?", spurgte Vanessa mig ondt, da hun så, hvad Justin havde i hænderne. Jeg kiggede op på dem, de 2 værste af de værste. De ventede på, at jeg skulle svare.

 

"Må jeg ikke nok få den tilbage?", spurgte jeg med en lav stemme, som var utrolig svær at høre. Men de hørte den, og de grinede af mine ord.

 

"Ha, som om", sagde Justin ondt til mig, og 5 sekunder efter vendte de begge sig om på hælen og gik væk fra mig, med min seddel. Mit blik forfulgte dem, jeg måtte have den tilbage igen. Hver gang jeg havde noget interessant i mine hænder, stjal de det altid. Jeg gik efter dem, mens jeg prøvede at gøre mig usynlige mellem de mange mennesker. Jeg vidste godt, hvor de skulle hen - Deres helt specielle sted, hvor de altid var.

 

De stoppede foran en glasdør, som førte ud til en lille plads, hvor elever kunne ryge eller bare få noget luft. Jeg så, at Justin lagde min seddel ned i hans taske. Vanessa og Justin placerede deres tasker på gulvet foran døren og gik udenfor. De gik væk, så jeg ikke kunne se dem, men den lille have var omringet af mure, så de var ikke langt væk. Jeg listede mig forsigtigt hen til Justins taske. Hvor var jeg egentlig dum. Men jeg ville have den tilbage, det var en vigtigt opgave, som kunne ændre lidt i mit liv, nok for mig. Jeg satte mig ned på huk og tog Justins taske til mig, mens jeg kiggede rundt, bare for at tjekke om nogle så det mistænkeligt, at jeg sad som jeg nu gjorde, men der var ingen som kiggede underligt på mig.

Jeg åbnede den og så, at min seddel lå krøllet sammen mellem hans bøger. Jeg tog den stille op og kiggede udenfor, der var fri bane. Jeg lagde sedlen på gulvet og stilede Justins taske på plads, men det var for sent. Jeg fik kigget ud, og Justin var lige kommet til syne, han kiggede direkte på mig, mens han havde et undrende blik. Da han så, at jeg havde sedlen, fik han pludselig fart på, det samme gjorde jeg.

 

Jeg rejste mig hurtigt op og begyndte at løbe, hvis han fangede mig, var jeg færdig. Hvorfor gjorde jeg det også? Det var for risikabelt? Og det vidste jeg!

 

"Hey, bitch kom tilbage", råbte Justin surt efter mig. Han var lige i hælene på mig, og der ville ikke gå lang tid, før han ville nå helt op til mig. Jeg måtte finde et sted, hvor jeg kunne være i sikkerhed. Det hemmelig pedelskab? Nej, så fandt han ud af, hvor jeg var, når han ikke kunne finde mig. Pigetoilettet? Nej, han var ikke bange for at gå derind. Hmm, læreværelset? ja! Han var lidt bange for lærerne. Jeg løb alt hvad jeg kunne, og jeg fik et lille smil på læben, da jeg så døren til læreværelset.

 

"Hey, kom her din lille..", Justin fik hårdt fat i min arm og skubbede mig ind i væggen. Han havde et meget surt blik rettet mod mig, og sidst jeg så det, kom jeg hjem med et blåt mærke på armen.

 

"Hvor vover du at stjæle fra mig!", sagde han og skubbede mig hårdere ind i væggen, så det gjorde ekstrem ondt. Hvor jeg dog bare hadede ham!

 

"Det slipper du ikke godt fra, din klamme møgsæk", sagde han ondt til mig, mens vreden spredte i ham. Tanken om, at der var folk i nærheden, som bare gik ligegyldigt forbi eller kiggede på, gjorde mig trist. Ingen ville hjælpe mig, selvom det gjorde ondt.

 

"Justin!", sagde en mandestemme højlydt og meget bestemt til Justin, en stemme som gjorde mig glad. Justin slap mig med det samme, da han hørte stemmen. Jeg kunne pludselig mærke luften i mine lunger igen. Da han fjernede sig fra mig, kunne jeg se Mr. Towell ansigt, som kiggede forundrende på os. Mine kinder var blevet ret våde af alle de tåre, som Justin bragte frem.

 

"Hvad fanden har du gang i?", spurgte han Justin surt, og jeg ventede spændt på at høre, hvad Justin ville svare på det. Jeg kunne godt forestille mig, at Mr. Towell var skidesur over, det som Justin gjorde mod mig.

 

"Hun var ved at stjæle fra min taske, du kan spørge alle, hun sad med min taske lige før og var ved at stjæle", sagde han meget overbevissende, og det værste var, at det var sandt. Jeg stjal, godt nok var det noget, som tilhørte mig, men han havde vidner.

 

"Er det rigtigt Lily?", spurgte Mr. Towell mig sødt. Jeg stod i et dilemma. Hvis jeg fortalte ham den løgn, som Justin ville have mig til at sige, ville Justin være tilfreds, men Mr. Towell vil være skuffet. Hvis jeg fortalte ham sandheden, ville Justin være rasende, men til gengæld ville Mr. Towell ikke være skuffet, og han vil give Justin eftersidning og sikkert også tage en snak med hans forældre. Jeg kunne ikke lyve.

 

"Justin tog min seddel, og jeg ville bare have den tilbage, så ja, jeg gik i hans taske, men kun for at tage noget, som tilhørte mig", sagde jeg hurtigt til ham og tørrede mine kinder. Jeg vidste, at Mr. Towell troede på mig, fordi han kendte mig så godt. Justin gav mig dræberblikket, han var rasende. 

 

"Okay, jeg tror dig", sagde han smilede til mig. Men så kiggede han surt og skuffet på Justin. "Jeg tror lige, at du følger med mig, og så konkakter vi dine forældre, så kan vi høre, hvad de syntes om det her", sagde han surt til Justin og gik. Justin gik selvfølgelig med, men inden fik jeg et blik, som betød hævn. Et blik, som skræmte livet ud af mig. Et blik, som betød, at jeg ikke kunne blive her mere. Jeg måtte hjem.

 

Jeg gik hen af gangen, hvor alles blikke var på mig. Sure, onde og modbydelige blikke var rettet kun på mig. Okay, jeg gjorde, hvad jeg skulle gøre. Og så hadede de mig, det gav ingen mening. Jeg måtte bare væk fra det her hul.

 

¤¤..¤¤

 

Da jeg kom hjem, var der ingen hjemme endnu, både min mor og far var på arbejde. Det gav mig tid til at finde på endnu en løgn til dem, hvis Mr. Towell ringede hjem til dem og fortalte dem, hvad der skete i dag.

 

Jeg havde løjet meget for mine forældre, desværre. De vidste intet til, hvad jeg gik igennem hver eneste dag. I dag var ikke en dum dag, det plejede at være meget værre. Nogen gange var det svært at bortforklarede fx. hvorfor jeg havde et blåt mærke på min arm, hvordan skulle jeg forklare det? Jeg sagde bare, at jeg faldt, men de troede mig ikke. Jeg kunne ikke fortælle dem sandheden, fordi de kunne intet gøre. De havde alligevel travlt med at skændes over økonomien og alt muligt andet, ja, mine forældre skændes tit, og jeg hørte det tit. Men jeg tog bare høretelefoner på, og lukkede dem ude. Jeg havde det både svært herhjemme og i skolen, sikke et liv, hva?

 

Jeg gik lige et smut forbi køleskabet og tog en tår af mælkekartonen, før jeg bedrog mig ovenpå. Jeg satte mælken på plads og lukkede køleskabet. Lige inden jeg begyndte at gå, fik jeg en besked, som jeg åbnede, mens jeg gik over til trappen. Jeg læste beskeden, mens jeg gik op af den lange smalle trappe.

 

- Freak...Bare vent til i morgen….Payback time!

 

Oh gud.

 

Jeg gik ind på mit mørke værelse og smed mig med det samme i sengen, mens jeg kiggede på beskeden. Payback time?

 

Jeg ville bare ønske, at jeg ikke levede i denne verden mere. Ingen Justin. Ingen Vanessa. Ingen onde personer med onde blikke og skæve smil.

 

De ville tage hævn, men hvilken slags hævn? Ville de lime mig fast til en stol? Låse mig inde i et skab? Give mig falske forhåbninger om noget godt? Ville de slå mig? Eller vil det være noget helt nyt? Jeg glædede mig ikke til i morgen, og der var ikke mere, som jeg ønskede end at blive hjemme, men det var ikke en mulighed.

 

Jeg måtte se frygten i øjnene!

 

¤ ¤ ¤

 

Det var så første kapitel, hvor i fik en beskrivelse af en stille dag for Lily, jeg ville helst ikke starte alt for hårdt ud, når det kun lige var første kapitel. Hvad mon de vil gøre mod hende i morgen? Ja, det må i læse jer frem til.

 

Hvad syntes i om første kapitel? Jeg vil rigtig gerne vide, om i kunne lide det! Husk at like den, det vil betyde en del for mig!

 

Btw, 2 af mine veninder har lavet en fantastisk movella, som snart er på 30 kapitler, wow. Tjek den ud, den er virkelig unik og ud over det sædvandlige! Jeg linker et link i kommentaren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...