Are you happy now? - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2013
  • Status: Færdig
Justin gik fra at være en ondskabsfuld mobber til en helt anden person, han indså først hvad han gik rundt og lavede, da alt gik galt! *Justin Bieber er ikke kendt* *Se traileren*. *Læsning er på eget ansvar, da der kan forekomme voldsom ordforråd!*

152Likes
228Kommentarer
9718Visninger
AA

7. En stor fejltagelse og et hjemmebesøg hos Lily!

 

Are you happy now?

That she's on the ground

And do you realize the words you say

Make bruises that don't fade away

Are you happy now?

 

Megan and Liz - Are you happy now?

 

*Justins synsvinkel*

 

"Der må da være en af jer, som har noget at sige", sagde den sure politimand irriteret til os, mens han kløede sig brokkeret i panden. Jeg kiggede rundt på de andre, som var vildt gode til at lave pokerface, det var jeg normalt også - men ikke denne gang. Jeg sad bare nervøst og prøvede ikke at bryde sammen. Jeg havde et forbi med politimænd, kun mænd, ikke kvinder..I dont no why. Hans blik var bare så ondt, og hans ligegyldighed dræbte mig indeni..

 

Lad mig forklare.

 

Det hele startede meget normalt, ligesom alle andre skoledage, som vi havde haft dette år. Jeg kom - jeg fandt mine venner - jeg tog til time. Bare den sædvandlige rutine, men da timen sluttede skete der noget uventet. Christina, Conor, Vanessa og jeg blev taget til side, og vores lære bad os om at blive efter skole, hvilket kun fik os alle til at ligne et stort spørgsmålstegn.

 

Der var gået et lille rygte rundt på skolen, og da det kom til mig, smilede jeg bare dumt til personen, som var en rødhåret pige, jeg ikke anede hvem var. Rygte var så latterligt og løgn at jeg ikke kunne tro det - freaken havde prøvet at begå selvmord. Men da en politimand kom ind til os og forklarede situationen, stod alt klart for mig, rygtet var sandt, og jeg sank sammen i stolen. Jeg havde dårlig samvittighed, og det burde jeg skam også have.

 

Vi sad med et stort mellemrum os på hvert sit bord. Conor sad helt ovre ved vinduet, Vanessa sad med lang afstand ved siden af ham, og så kom Christina og jeg længere henne. Vi kunne ikke engang røre hinanden, og vi turde ikke sende hemmelige blikke til hinanden, de så alt. Politimanden og vores klasselærer. De stod begge med krydsede arme og kiggede rasende på os, de vidste, at vi havde noget at gøre med det.

 

"Hun blev påkørt på en vej ikke langt fra Vanessas hus", sagde politimanden mistænksomt og kiggede på hende, men hun så bare normalt på ham, hun spillede ret godt. "Hun var drivvåd, hendes fod var forstuvet, efter en masse undersøgelser har vi fundet ud af, at hun græd", da han sagde de ord, kunne jeg ikke lade være med at gispe lidt, meget lavt selvfølgelig. Han hørte det heldigvis ikke. "Hendes mor har fortalt mig, at hun var sammen med jer. Så, hvordan kan i fortælle mig, i ikke ved, hvad der skete, eller bare har et gæt på det?", han vidste alt. Han vidste, at Vanessa havde en pool, han vidste at freakens taske lå på Vanessa seng, han vidste, at vi var skyld i, at hun gik såret hjem, og derfor ikke kunne sørge for at passe på sig selv...Det var vores skyld, at hun prøvede at begå selvmord ved at springe ud foran en bil.

 

"Ingen af eleverne vil fortælle os, hvordan i var overfor hende her på området", han gik rundt mellem os, mens hans blik kiggede rundt på os alle sammen, hvilket skræmte mig en lille smule. "Men en lærer har fortalt mig, i ikke behandlede hende godt her", sagde han undrende og stilede sig op af kateteret. Jeg kiggede hurtigt over på de andre, hvilket var ret dumt, men jeg måtte se deres ansigtsudtrykke, jeg måtte se, om de så lige så nervøse og skyldige ud som jeg, men deres var så normale og uskyldige.

 

"dig", jeg kiggede hurtigt over på ham, da jeg kunne mærke hans rasende øjne stirre på mig. Hvorfor kiggede jeg også på de andre? Han gik med tunge skridt over til mit bord og lænede sig ind over det, mens han havde et mistænksomt blik, hvilket han hele tiden havde. "Du har før truet hende på gangen, du var sammen med hende den dag, ved du noget?", spurgte han mig. Jeg kiggede ham direkte ind i øjnene, mens jeg sank en klump i min hals. Jeg rystede svagt på hovedet, mens jeg holdte min kontraktion normal. Han nikkede svagt, men han vidste godt, at jeg løj. Han gik ud til midten af gulvet, så han kunne se på os alle sammen. Han sukkede irriteret ud i luften.

 

"Jeg ved, i ikke kan lide hende. Jeg ved, i har gjort onde ting mod hende. Så, fortæl mig, hvorfor ville i pludselig være sammen med hende?", spurgte han ud til os. Ingen af os svarede. Han sukkede igen. "Var det en ond plan om at ydmyge hende?", spurgte han os. Han kiggede på Vanessa og Christina. "Sige onde til hende, som ville få hende til at flygte?", spurgte han dem, de kiggede bare ned i bordet, det var præcis hvad de gjorde? Han kiggede over på mig. "Sparke en bold efter hende så hun faldt i poolen, var det sjovt?", spurgte han mig. Jeg kiggede trist ned i bordet, hvor vidste han det fra. Til sidst kiggede han på Conor. "Og mens alt dette skete kiggede du bare på, så det ske og grinede med", sagde han og rystede skuffet på hovedet.

 

"I burde skamme jer", råbte han ud til os, så det gav et ordentlig sæt i os alle sammen. Jeg tror, at det var første gang, at nogen talte sådan til os, uden at vi svarede igen. "Se hvad i har gjort. En pige på jeres alder ligger på hospitalet med alvorlige skader i dette øjeblik, på grund af jer?", han tog sig til hovedet, som om, at han talte til idioter. Men var det så forkert? Han havde jo ret. 

 

"Jeg kan ikke anholde jer. Jeg kan ikke give jer en bøde. Men jeg syntes, i skulle tænke over det, som i har gjort. Og jeg håber, at jeres forældre giver jer en ordentlig skideballe". Den eneste grund til, at han ikke kunne anholde os eller give os en bøde var fordi, at vi faktisk ikke havde gjort noget alvorligt, men vi havde gjort noget yderst forkert. "Tænk at der er mennesker som jer", sagde han skuffet og gik mod døren. Wow, var det hans sidste ord?

 

"I kan lige blive her lidt og tænke over, hvad i har gjort", sagde vores klasselærer bestemt til os og gik med politimanden, de skulle sikkert snakke. Der sad vi alene i et næsten tomt klasselokale, vi havde normalt fri, men i stedet for at være sammen med vennerne, sad vi og tænkte over, hvad vi havde gjort. Det var ikke bare en dum ballade, som vi skulle tænke over, men en ulykke.

 

"For at være ærlig, så er jeg ret ligeglad. Altså, det er ikke mit problem, at hun prøver at dræbe sig selv", sagde Vanessa til os alle sammen, mens hun havde et lille smil fremme på hendes perfekte røde læber. Jeg kiggede bare ned i bordet, mens jeg legede lidt med de små huller, som var i bordet.

 

"Ja, det har du ret i. Hun kunne da bare lade være med at løbe ud foran en bil, idiotisk", sagde Christina og gav Vanessa ret. De gav hinanden et smil, det kunne jeg se ud af øjenkroggen. Jeg kunne også se Conor, som sad og stirrede ud af vinduet, hvad tænkte han mon over? Havde han også skyldfølelse? Det undrende mig faktisk ikke, hvis han havde.

 

Solen skinnede, himlen var blå, vejret var perfekt, og vi sad her.

 

"Frek altså. Hun er bare så...", - "Hold så kæft", lød det hårdt fra min mund, det kom som et chok for dem, men jeg kiggede bare ligegyldigt på dem, mens jeg rettede mig op. Conor havde også vendt sin opmærksomhed på mig, og pigerne så forskrækket på mig.

 

"Forstår i ikke hvad der er sket?" spurgte jeg dem hårdt og rejste mig op i en hurtig bevægelse. "En pige, en pige vi har mobbet, prøvede at slå hende selv ihjel på grund af os, vi burde ikke grine af det, men have skyldfølelse", lød det hårdt fra mig selv, og jeg fortrød det skam ikke. "Har i ikke det? Føler ingen af jer skyld i det, som skete?", de havde alle et undrende blik rettet på mig, de forstod ikke, hvad jeg fablede om. Men jeg vidste, at inderst inde, så vidste de udemærket, hvad jeg snakkede om.

 

Jeg kunne se på deres chokeret ansigter, at de tænkte over mine ord. De vidste pludselig, at de havde gjort noget forkert. Jeg råbte normalt aldrig af dem.

 

"Jeg ville i hvert fald ikke bare sidde her og lade som om, at det her ikke er min skyld", med de ord smuttede jeg ud af døren, hvor politimanden og min klasselærer stod og snakkede. De kiggede forvirret på mig, da jeg bare gik forbi dem med et rasende blik. Men det var præcis, hvad jeg var - rasende. De andre sad sikkert derinde og grinede over min opførelse, de troede, at alt ville blive som det var, men det kunne jeg da ikke acceptere?

 

En pige kunne være død på grund af mig?

 

¤¤..¤¤

 

Jeg stod ude foran en dør, som jeg aldrig troede, at jeg skulle stå ude foran alene, nemlig Lilys hoveddør.

 

Jeg kiggede tvivlende på ringeklokken, mens jeg sukkede usikkert ud i luften. Hvad skulle jeg sige til hendes forældre? Jeg gik herover så hurtigt jeg kunne for at fortælle dem, at jeg var ked af det, men problemet var bare, at de ikke vidste, at jeg var skyld i, at hun prøvede at begå selvmord? Hvad ville de gøre eller sige, hvis jeg sagde det til dem? De vil aldrig acceptere det, de ville sikkert smide mig ud med det samme! Det ville faktisk kun være forstående, jeg var skyld i, at deres datter lå på hospitalet, de burde hade mig!

 

Mine tanker blev forstyrret, da døren åbnede sig, det kom som et chok, da den bare åbnede. Jeg tænkte på at løbe væk, og jeg var ligeglad med, om de kiggede undrende efter mig. Men i stedet for at flygte, blev jeg stående og kiggede direkte på lilys mor.

 

"Hey, jeg så at du stod ud af vinduet, har du ringet på?", spurgte hun mig undrende. Det undrede hende nok, at jeg stod her uden at jeg havde ringet på. Hvor længe havde hun kigget på mig i vinduet? hmm.

 

Jeg tog mig sammen, det måtte jeg jo!

 

"Ja, undskyld. Øhmm jeg er Justin, og jeg tænkte p...", mere kunne jeg ikke få mig selv til at sige. Hvordan skulle jeg formulere det? Det var nærmest umuligt. Hun fik et lille smil på hendes triste ansigt.

 

"Ja, du er drengen fra sidste gang, min datters ven", sagde hun med et lille smil. Jeg nikkede svagt, mens jeg havde et trist ansigtsudtryk. Jeg havde det overhoved ikke godt med det.

 

"Lily er ikke kommet hjem endnu", lød det fra hendes læber. Jeg sukkede lidt ud i luften, hvad skulle jeg sige til det? Altså, skulle jeg fortælle hende, at jeg kom for at snakke med hende og hendes mand? Det ville kun lyde forkert.

 

"Øhm, nej jeg skal hente noget for Lily", lød det chokeret fra mig selv. Jeg lukkede øjnene lidt sammen, mens jeg tænkte, hvor idiotisk det var. Jeg havde ikke engang snakket med hende.

 

"Århh, sikke en sød ven", sagde hun smilende til mig, og så kiggede hun på et ud, som var lige bag ved hende. Jeg kunne også se uret, klokken nærmede sig 16. "Men du kan hente det, og så kan du tage med os på hospitalet".

 

Jeg sank en klump i halsen. Jeg løj overfor hende, og nu skulle jeg fuldføre min egen løgn? Hvad ville Lily ikke sige, når hun så mig? Hvad ville hendes mor ikke sige, når hun fandt ud af, at jeg løj?

 

"Det lyder som en ide", sagde jeg med et lille smil. Hun nikkede sødt til mig og gjorde tegn på, at det var okay, at jeg måtte komme idenfor.

 

Jeg kom ind i huset, hvor jeg allerede havde været før. Jeg kunne ikke så godt lide det! Tanken om, at jeg tvang Lily med hjem til Vanessa, dræbte mig. Hvis vi aldrig havde gjort det, så havde hun sikkert siddet fredeligt på hendes værelse, og ikke på et dødssygt hospital.

 

"Du kan bare hente det, og så kører vi, når du er kommet ned igen", lød det fra en stemme bag mig. Jeg vendte mig om og kiggede på en smilende dame. Jeg nikkede bare, og uden at svare hende gik jeg ovenpå. Jeg havde det så dårligt med det. Men måske kunne jeg på en eller anden måde rede mig ud af det? Det kunne jo være, men hvordan? Ohhh Justin, hvad havde du dog rodet dig ud i denne gang? Det her var den værste fejltagelse, som jeg havde begået i hele mit liv.

 

Da jeg kom ind på hendes meget specielle værelse, gik jeg nærmest i panik. Hvad skulle jeg tage med til Lily? En lampe? Ej, hvorfor skulle hun dog bede om en lampe!! Ej, det var besværligt. Jeg gik lidt rundt på hendes værelse, som ikke var særlig stort. Jeg fik øje på en masse besynderlige ting, som jeg aldrig havde set før. Men jeg skulle skynde mig, ellers ville hendes mor sikkert komme op og give mig stress!

 

Jeg satte mig opgivende ned på hendes kontorstol og kiggede rundt på hendes rodede værelse. Hele hendes seng var fyldt med bøger og papir, hendes gulv var fyldt med tøj og bøger, og så var der et malestativ midt på gulvet. Wow. Jeg rettede min opmærksomhed på hendes skrivebord, hvor der var skuffer, måske var der noget der? Jeg åbnede skuffet og fik øje på en brun bog, som så ret interessant ud.

 

"Har du fundet det?", hele min krop gispede og det gav et sæt i mig, da døren åbnede hurtigt og hendes mor kom ind. Jeg havde slet ikke hørt hende komme, og så skræmte hun livet ud af mig.

 

"ja", svarede jeg og løftede bogen op, så hun kunne se, at jeg faktisk havde fundet noget. Det kom som en overraskelse. Hun gav mig et sødt smil.

 

"Så lad os køre", hørte jeg hende sige sødt til mig. Jeg nikkede bare og rejste mig op. Nu skulle jeg ud at køre med hendes forældre? Hvad skete der lige for den her dag?

 

 

Jeg sad bagi bilen, mens hendes far kørte og hendes mor sad ved siden af. De snakkede om en eller anden regning, som de åbenbart havde svært ved at betale. En ret besynderlig samtale at have, når jeg sad der. Men jeg lukkede dem bare ude, og bogen var en stor hjælp til det. Det var en ret gammel slidt bog, hvor der var mærker i. Hmm, hun havde sikkert haft den i mange år,, men hvad var det for en bog?

 

Jeg åbnede bogen op på første side, og allerede fra første sætning af, vidste jeg, at jeg burde lukke bogen og aldrig kigge i den igen. Men jeg gjorde det ikke, fordi det var alt for interessant. Det var hendes dagbog. Hun skrev alle hendes oplevelser ned. Jeg læste lidt om en sjov tur hun havde haft med hendes forældre, og på næste side, læste jeg, at hun havde været på shopping tur med hendes bedste veninder. Men det var for lang tid siden.

 

Jeg gik lidt frem i historien, bare for at se, om der var noget saftigt. Det var der.

 

'Min af sted med mine veninder'. Hmm, hun havde skrevet noget om, at hun skulle flytte skole, til den skole, hvor jeg gik på. Hun skulle forlade hendes veninder og alt, hvad hun havde kendt til. Ret surt.

Men efter det som jeg havde læst, så havde hun et ret fedt liv, før hun kom på min skole. Hvad gik der galt?

 

Hun beskrev, at hendes liv pludselig havde forandret sig, og at Vanessa og jeg ødelagde det fra første skoledag af. Hun beskrev hver følelse og hver tanke hun havde. Jeg fik helt ondt i maven, da jeg læste det. Vi havde ødelagt hendes liv. Jeg havde ødelagt hendes liv.

 

Hvorfor indså jeg det først nu?

 

¤¤..¤¤

 

"Stue 209", sagde den unge læge til os, mens han kiggede ned på hans papir. Hans forældre måtte sikkert være skide stolte af ham, men de var nok mest glade for, at de kunne prale med det. 'Min søn er læge', ja op i røven med det.

 

"Tak skal du have", sagde Lilys mor. Åbenbart havde Lily skiftet stue, da hun ikke var på den stue, som hun normalt lå på. Det undrende lidt hendes forældre, at hun havde skiftet stue. For det var ikke bare et lokale, som hun havde skiftet, men en hel stue, også kaldet en helt anden bygning.

 

Da vi gik gennem døren ind til de psykiske mennesker, fik jeg en klump i halsen. Havde de flyttet hende herind? Det var måske ikke så underligt, for hun havde jo prøvet at slå sig selv ihjel, så måske var det meget passende. Men det skræmte stadig livet af mig.

 

"Mr. og Mrs. Simon", spurgte en ældre dame dem, hendes ord fik dem til at stoppe og kigge på den ældre dame, som faktisk lignede en, som havde styr på tingene, ikke ligesom ham karl smart før.

 

"Ja?", sagde Lilys mor undrende til lægen, mens de gik over til hende. Lægen skulle sikkert snakke med hendes forældre omkring det med, at de havde rykket hende til den her stue. Mens de snakket kunne jeg ikke lade være med at gå lidt frem, for jeg var jo en nysgerrig person.

 

Jeg kom til en lang gang, hvor man kunne se ind til patienterne gemmen et gennemsigtigt glas. Mit blik ledte efter en pige, som lignede en emo. Ja, det var faktisk grunden til, at så mange ikke brød sig om hende, fordi hun gik i sort tøj og havde sort makeup, altså øjenskygge, eyeliner og mascara, alt sammen sort, og det var meget af det. 

 

Jeg fik pludselig øje på en dør, hvor der stod: Lily Simon på. Bogstaverne fik mig til at kigge gennem glasset, og jeg forventede at se den person, som jeg regnede med - freaken. Men da jeg kiggede gennem ruden, så jeg en pige i ført en hvid hospital kjole, hun havde intet makeup på og hendes hår var slået ned, hun kiggede ned i en bog, og jeg regnede med, at hun læste.

 

Hvor var hun egentlig smuk. 

 

Hvad skete der lige for det?

 

¤¤¤

 

Nå, så alle tror, at Lily prøvede at begå selvmord? Det var da ikke så godt. Mon hun fortæller sandheden på et tidspunkt? Det ville nok være det smarteste, right?

Hvad mon hun siger, når hun ser Justin? Hvad sker der for Justin? Får han nu andre tanker omkring Lily? Følg med og se hvad der sker.

 

Husk at like den, hvis det ikke allerede er gjort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...