Are you happy now? - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2013
  • Status: Færdig
Justin gik fra at være en ondskabsfuld mobber til en helt anden person, han indså først hvad han gik rundt og lavede, da alt gik galt! *Justin Bieber er ikke kendt* *Se traileren*. *Læsning er på eget ansvar, da der kan forekomme voldsom ordforråd!*

152Likes
229Kommentarer
9459Visninger
AA

9. Det sidste kapitel.

 

 

I always knew this day would come
We’d be standing one by one
With our future in our hands
So many dreams so many plans

Hannah Montana/Miley Cyrus - i'll always remember you

 

 

Tiden gik hurtigere end jeg havde regnet med. En stor beslutning skulle tages, og uanset hvad jeg svarede, forandrede alt sig.

 

Hvem skulle have troet, at hende freaken, som alle mobbede pludselig stod med sådan en beslutning?

 

Hvem skulle have troet, at Justin nogensinde ville føle sådan for mig. Det var som om, at det var i går, jeg gik i skole efter min ulykke..Også selvom det er 4 år siden, husker jeg hver detalje, hvert blik, hver bevægelse, hvert ord.

 

Og jeg elskede det.

 

 

Det var ret besværligt at gøre de normale ting om morgene, når man havde gips om sin arm. Det var også irriterende, at jeg havde brækket min arm. Lorte ulykke. Men det var da bedre end at dø, i guess.

 

Jeg havde dog forudset, at min handicappet arm ville være i vejen hele morgene, så for ikke at være tidspresset, stod jeg lidt tidligere op. Men min forudsigelse tog fejl, jeg blev faktisk færdig til den sædvandlige tid.

 

Jeg stod og kiggede sukkede rundt i køkkenet, som lignede noget fra en film. Mens jeg havde ligget på hospitalet i 2 lange uger, blev hele vores hus revolteret, og vi levede faktisk som rige mennesker. Hele vores hus lignede noget fra en film, en film hvor folk boede i smukke, store moderne huse. Jeg havde tit drømt om at bo i sådan et hus, og nu gjorde jeg det - det føltes bare rigtigt.

 

Min rygsæk sad perfekt fast på min lodrette ryg, mine sko var rigtigt placeret rundt om mine fødder og jeg stod klar til at gå. Jeg havde et usikkert smil rettet mod døren. Hvordan mon de tog imod mig? Jeg var chokeret over Justin. Han havde både skrevet og ringet til mig de sidste 2 uger, og det skræmte livet ud af mig. Havde han taget et eller andet? Det måtte han da.

 

Men bare fordi, at Justin lige pludselig opføre sig anderledes, betyder det ikke, at alle andre behandler mig som en helt almindelige pige. Jeg havde overbevist mig selv om, at Justin ikke løj eller spillede over for mig, selvom det godt kunne ligne ham meget. Han var ked af det, og han havde en enorm skyldfølelse, fordi han troede, at han var skyld i min ulykke. Hmm. Alle troede, at jeg prøvede at begå selvmord. Det havde jeg det ikke så rart med, for det var jo løgn! Okay, jeg var på en måde lidt skyld i det. At gå midt ude på en vej, hvor det var mørkt og vandet fra mit våde hår slørede synet for mine øjne, men jeg hoppede jo ikke ud foran en bil, hvilket alle troede, at jeg gjorde.

 

Men Justin behandlede mig anderledes, fordi han troede, at jeg prøvede at dræbe mig selv. Så hvis der skulle en lille løgn til, at mig liv kunne være bedre, så måtte det vel være det? Selvom jeg hadede at lyve, og alle troede, at jeg var blevet skør.

 

Jeg slog mine tanker væk og gik mod døren. Hvor kunne det være rart, hvis mine forældre sad ved spisebordet og kunne sig 'hav en god dag skat', men næh nej. Nu når vi var rige, så behøvede de ikke at arbejde i et stykke tid. De havde sovet længe alle dagene, hvor jeg havde været hjemme. Ja, jeg havde været hjemme i 5 dage, og jeg skulle først i skole nu. Min psykolog mente, at det var bedst at vænne mig selv til, at jeg var tilbage igen. Selvom jeg dog havde en helt anden mening.

 

Jeg åbnede døren, og jeg fik et lille smil på læben, da min bare hud mødte solens stråler. Jeg havde for første gang i lang tid noget sommertøj på. Jeg foretrak en langærmet trøje, men på grund af min arm, kunne ærmet ikke trækkes ned over gipsen, så jeg måtte tage en top på, da jeg ikke ejede noget T-shirt. Min psykolog forklarede mig også, at jeg var mere imødekommende, når jeg havde tøj på, som passede til årstiden. For hendes skyld, tog jeg shorts på, så man kunne se mine ben og arme, det var en skændsel for mig. På grund af min fars gener, var jeg ikke så hvid, jeg havde lidt farve på min hud. Hvilket nok var ret godt, da ingen gad være hvide om sommeren - jeg var dog ligeglad.

 

Jeg gik mod skolen, som ikke lå særlig langt væk. Jeg følte dog, at noget var anderledes. Om det var min påklædning, eller tanken om alle de elever, som vil glo på mig, ved jeg ikke. Jeg håbede lidt på, at jeg fik lidt opmærksomhed, hvilket satte mig i dårlig lys, hvis man tænkte lidt over det. Prøve at begå selvom og så ønske, at man fik opmærksomhed? Hmm.

 

Men jeg ville bare for en gang skyld have lidt opmærksomhed. Jeg ville have øjne som stirre på mig, og folk som småsnakkede bag min ryg, jeg vil blive set og ikke ignoreret. Om folk så sagde grimme ting om mig, det ravede mig faktisk.

 

Jeg vidste faktisk ikke helt, om jeg burde glæde mig til at komme over på skolens plads. Jeg mener, Justin behandlede mig godt. Altså Justin, som var den populæreste og respekterede dreng på skolen? Det måtte da betyde noget? Altså hvis folk vidste, at Justin så mig på en anderledes måde nu. Hvis alle vidste, at Justin faktisk havde kysset mig, ville alle se anderledes på mig.

 

Oh gud, det havde jeg ikke tænkt på i et stykke tid. Justin kyssede mig, og der var helt sikkert følelser i. Det var der i hvert fald fra min side af. Men de bevægelse Justin lavede, fik mig til at føle, at jeg var den eneste pige i hans verden. Hvad hvis han følte noget for mig? Det kunne være underligt, og desuden havde jeg en magt overfor Justin! Men han styrede mig, og jeg var alt for svag til at kontrollere den magt, som jeg havde.

 

¤¤..¤¤

 

Da jeg rørte skolens græs, stivnede hele min krop. Før jeg kom til syne, kunne jeg høre alle snakkede højlydt om, hvad de havde lavet i weekenden og andre ting. Men da jeg trådte ind på græsset, dermed også kommet til syne, stoppede alle med at snakke og kiggede på mig. Mit blik farede rundt på alles ansigter, som ikke havde de onde grine ansigter, men mere rolige og bekymrede ansigter.

 

Der var helt stille på området. Aldrig havde der været så stille på skolen før, man kunne høre en bi summe i nærheden, så stille var der. Alle stirrede bare på mig, kun på mig. De dannede en kreds rundt om mig, men de respekterede, at jeg skulle have plads på grund af min arm.

 

Pludselig var der en, som begyndte at klappe, så alle kunne høre det. Hans klap blev pludselig til 5, og det blev til 10, og pludselig stod de alle og klappede af mig. Stilheden blev brudt, og alle smilede sødt til mig, mens de alle klappede. Jeg kunne ikke lade være med at smile, men jeg undrende mig også over, hvorfor de klappede?

 

Pige gruppen, som mobbede mig en gang imellem klappede af mig, mens de gav mig søde blikke. En masse andre, som havde sagt grimme ting til mig, smilende stort til mig. Dem som bare havde kigget på, mens folk mobbede mig, klappede af mig. Jeg forstod ikke situationen, men jeg elskede den. Jeg havde opmærksomheden, folk klappede og smilede til mig. Jeg anede bare ikke hvorfor?

 

Jeg kiggede forvirret rundt på dem alle sammen, mens jeg havde et stort smil fremme. De kunne se, at det gjorde mig glad, så de blev ved. Det var som om, at alle ikke så mig som en freak mere, men som en elev, for ikke at snakke om mere. Jeg følte mig som en helt, når jeg stod der i midten og folk klappede af mig.

 

"Hey kom her", pludselig var der en, som hev mig i armen - selvfølgelig ikke den, som var brækket, men den anden. Vi gik forbi de mange elever, som stadig havde et smil på læben. Ingen sagde noget til mig, men deres smil og blikke var også nok.

 

Vi stod tæt på skolens mur, hvor der ikke var så mange mennesker i nærheden, fordi folk bedst kunne lide at være der, hvor der var græs og bænke, hvilket der overhoved ikke var her. Det lignede mere en gyde, bare der ikke var parallelle mure, og der var heller ikke så mørkt...Okay, måske var en gyde en forkert samlingen.  

 

"Justin, hvorfor klapper de af mig?", spurgte jeg ham undrende, mens mit store smil ikke kunne skjules væk. Mine øjne lyste også af glæde, fordi jeg havde det på fornemmelsen, at hele min skolegang var reddet, bare på grund af en ulykke, som kunne havde kostet mig livet!

 

"Fordi, de vil have, at du får en god velkomst", sagde han smilede til mig, mens et lille grin kom frem. Hvor havde jeg egentlig savnet hans smil. Jeg havde ikke set det siden, han besøgte mig på hospitalet.

 

"Hvor er det sødt af dem", sagde jeg og kiggede bagud, i håbet om, at jeg kunne se nogen af dem, som klappede af mig, men der var ingen mennesker. Det gjorde mit lidt nervøs. Var det her en fælde? Ville Vanessa og Conor komme frem og holde mig, mens Justin tæskede mig, ligesom de gjorde på min fødselsdag? Hmm. Cristina var ikke særlig god til at holde vagt dengang, de var lige ved at blive busted.

 

"Du har fortjent det", hørte jeg Justin sige til mig. Jeg kiggede forvirret på ham. På grund af min voldsomme tanke, var jeg ved at dø indeni. Jeg vidste ikke, om jeg skulle tro på min egen tanke.

 

"Jeg må hellere gå over til mit skab, klokken ringer snart", sagde jeg og bakkede bagud, men Justin tog blidt fat i min arm, og han trak mig over til ham.

 

"Der er stadig 10 minutter til", sagde han og placeret hans hænder på mine hofter. Jeg havde allerede glemt, hvad min anden tanke var, for Justins bevægelse gjorde mig skør og forvirret. "Vi er ikke færdige", sagde han og smilede skævt til mig. Hans smil fik mit hjerte til at hamre mere end normalt, og jeg kunne ikke vente med, hvad der skulle ske om lidt.

 

"Jeg har savnet dig", lød det fra Justin læber, som faktisk var det eneste, som jeg kunne tænke på i det øjeblik. "Jeg har ikke tænkt på andet i flere dage, du er i mine tanker hele tiden", indrømmede han ærligt overfor mig. Jeg gav ham et lille smil og kiggede ned, det blev pludselig akavet at stå her. Jeg havde ikke tænkt så meget på Justin, så hvad skulle jeg sige til ham?

 

Hans hånd havde bevæget sig op til min hage, og han trak langsomt mit hoved op, så vi kiggede ind i hinandens øjne. Det var et fantastisk øjeblik, som jeg nød. Han holdte mit hoved oppe, mens hans anden hånd holdte blidt om min ene hofte. Vores øjne stirrede ind i hinandens øjne, og intet kunne være bedre.

Jeg kunne høre stemmer fra skolegården, men de irriteret mig ikke. Selvom der var elever lige rundt om hjørnet, kunne jeg sagtens stå med Justin sådan her. Der kunne være en pige, som lige kiggede rundt om hjørnet, og når hun havde set os, ville hun løbe rundt til alle, og så ville hele skolen vide det.

 

"Dine læber kalder jo nærmest på mig", hørte jeg Justin sige. Det var så hans hemmelige sætning, for hans hoved kom tættere på mit, samt gjort hans bløde og varme læber, som jeg tydelig kunne huske fra sidst mine læber rørte hans. Vores spidser rørte hinanden, og jeg kunne mærke, at Justin smilende. Han nød det. Han elskede det. Han vidste, at det var ægte.

 

Han skubbede sine læber mod mine, og vi kyssede, igen. Vi stod op af skolens mur og kyssede, og jeg elskede det. Nu vidste jeg i hvert fald med garanti, at Justin havde ændret sit syn på mig.

 

Jeg var ikke længere skolens udstødt.

 

¤¤..¤¤

 

 

Månederne begyndte at forsvinde langsomt, og vi kom snart til en ende. Jeg vidste, at denne dag ville komme, og normalt havde jeg altid glædede mig til denne dag.

 

Det eneste man skal, når man er high school elev er: overlev de 3 år så godt, som du kan og glæde dig til, at du skal videre.

 

Jeg fascineret altid om, at jeg skulle smide den sorte hat op i luften, mens alle råbte i munden på hinanden. Jeg ville for en gangs skyld have et lille smil på munden, fordi high school var slut. Ingen Justin, Vanessa, Cristina eller Conor mere.

 

Men sådan havde jeg det ikke mere.

 

Da jeg kom tilbage på skolen efter min ulykke, havde jeg 4 måneder tilbage af high school og skulle derfor videre til college, hvor jeg ville få en ny snart. Men på grund af Justin, ville jeg ikke videre. Vi havde fået et underligt forhold. Vi var ikke kæreste, men vi var mere end venner, og hvem ville væk fra det?

 

Vi mødtes 10 minutter før klokken ringede hver dag, jeg elskede, at jeg kunne komme i skole og se en, som jeg holdte af. Når vi så havde mødt hinanden på skolens parkeringsplads, bevægede vi os over til vores sædvandlige kyssested, hvor magien fandt sted. De mange elever vidste udemærket godt, hvad vi lavede der, og de var skide nysgerrige - de lurrede tit rundt om hjørnet. Når vi ikke havde timer sammen, skrev vi sammen, og det havde fået mig i store problemer.

 

Mr. Towell, min yndlingslærer, var faktisk den eneste, som var glade på min vegne. Han elskede den tanke, at jeg endelig havde en på skolen, som jeg kunne snakke med. Ja, Mr. Towell var selvfølgelig ikke tryg ved det, da han tydelige kunne huske, at Justin skubbede mig hårdt op af væggen, men mange ting havde ændret sig.

 

Mr. Towell store konkurrence om en tur til New York vandt jeg dog ikke. Man skulle skrive en novelle om, at man tog til New York, og den som skrev den bedste opgave kom afsted. Det var en af pigerne, som vandt. Men jeg var faktisk ligeglad.

 

Men, Justin og jeg havde fået et vildt godt forhold, et som Vanessa ikke var tryg med. Hun var ikke så meget sammen med Justin mere, fordi hun ikke kunne lide mig. Men det var hendes valg. Så tog Justin og jeg bare i centeret med nogle af Justins venner, uden hende. Oh, vi gjorde så mange ting sammen, jeg var pludselig en af hans meget tætte venner. Vi sov sammen i weekenden, hvor sove ikke var et ord som exciteret, vi snakkede bare hele natten og grinede. Når det var varmt tog vi på stranden sammen, hvor vi lå sammen på stranden og snakkede. Justin og jeg havde snakket utrolig meget sammen, vi kendte alt om hinanden.

 

Jeg åbnede mig selv overfor ham, for en gang skyld. Jeg fortalte ham, hvordan jeg havde haft det, når de sagde grimme ting om mig, og hvor mange gange jeg havde grædt. Han var lidt chokeret over det, men ikke helt. Han vidste godt, at det han gjorde var forkert. Men jeg havde tilgivet ham, ja, jeg tilgav ham. Jeg var bange for, at han ville forsvinde ud af mit liv, hvis jeg tilgav ham, men han blev. Det med at have en magt over Justin, det var ikke noget for mig. Han var ked af det som skete, og jeg troede på ham.

 

 

Der var blevet helt stille på den store græsplane, der var måske lidt småsnak nogle steder, men folk var også spændte. Det var en stor dag for de fleste high school elever. Jeg kiggede lidt rundt på alle de spændte elever. Pigerne sad fint og lodret på højre side, på lige rækker, mens drengene sad lidt kikset på venstre side, på lige rækker. Men det var jo forskellen mellem piger og drenge. Alle var klædt i sort, da den traditionelle student kjole var sort. Den havde man på, samt en student hat, som jeg tit havde set i film. Jeg kunne ikke fatte, at jeg sad her iført det tøj. Snart skulle jeg smide hatten op i luften, ligesom alle andre. Snart skulle jeg forlade high school, ligesom alle andre.

 

"Tiden løber fra os alle, og når vi ser os omkring...", skolens rektor begyndte at sige hans store tale, som han sagde hvert år, når elever gik ud af high school. Tænk at sige det samme hvert år? Tænk at se elever gå ud hvert år? Mon det sårede ham lidt? Han lod os komme ind i hans hjerte, og så skulle han se os forsvinde. Hmm.

 

"I er alle specielle, på hver jeres måde..", jeg kiggede godt på hans øjne, og det lignede faktisk, at han skulle til at græde. Lærerne sad på stole bag ham, og han lignede præsidenten, som skulle holde tale, når han stod forrest på den måde.

Den store scene, solen som skinnede ned på os, og de mange elever. Det var virkelig nu.

 

"Mange af jer vil aldrig se hinanden igen, fordi i går hver jeres vej..", nogle af hans ord fik mig til at tænke. Tænk på, at mange af dem, som er bedste venner nu ikke kom til at se hinanden igen. Tiderne ændre sig, og de personer, som man har delt sit liv med forsvinder langsom ud i mængden.

 

"I vil alle blive til jeres person, måske ved i, hvem i er, måske har i ikke fundet jer selv endnu, men jeres dag vil komme", sagde han stolt ud til os. Jeg vidste faktisk ikke, om jeg havde fundet min person endnu. Jeg havde ændret en del på mig selv, siden Justin og jeg blev venner.

 

"Nu vil Ms. Gon og Mr. Burn fra elevrådet gerne sige noget", alle begyndte at klappe, da han satte sig på en stol bag ved, sammen med de andre lærere. Så kom en kineser og en normal amerikaner frem på skolen og stilede sig op foran os. Shain og Martin var 2 af de klogeste elever på skolen, og de ville helt sikkert blive til noget godt i deres fremtid.

 

"Venner, klassekammerater, elever på Ojai North high school, i dag er en vigtig dag i vores liv", begyndte Shain at sige. Dengang jeg hørte hendes navn første gang, troede jeg, at hun var en dreng. Men hun var så en pige, hun var faktisk en meget køn pige. Køn og klog, hun havde sku hele pakken. 

 

"I dag forlader vi alle high school og begynder en ny start, som vil forandrer os", sagde Martin ud til os alle. Alle lyttede godt efter, der var ingen som grinede af dem eller sagde grimme ting. Martin og Shain blev nemlig respekteret her på skolen, også selvom de var nørder.

 

Talen blev temmelig lang, men det gjorde heller ikke noget. Det var rart at høre deres ord, for de rørte alles hjerte dybt. Ikke ligesom rektors brugte tale, som vi havde hørt alt for mange gange.

 

Mit blik faldt pludselig på Justin, som sad og kiggede ned i hans telefon. Det irriteret mig lidt, at han ikke fulgte med, men bare sad med hans mobil. Jeg sukkede lidt og kiggede skuffet tilbage på Shain og Martin, som stod stolt og sagde en masse vise ord ud til os alle. Ord, som vi kunne tage med os på vores rejse. Ord, som Justin burde lytte til.

 

"Jeg håber, at vi ses en dag", der sluttede talen. Alle begyndte at klappe af dem, og de fleste rejste sig op. Jeg gjorde intet, jeg sad bare og stirrede ned i græsset. Jeg tænkte stadig på Justin, som bare sad med sin mobil. Jeg ved godt, at det var noget underligt noget at være sur over, men...Argh.

 

"Tak til Ms. Gon og Mr. Burn", sagde rektoren og klappede af dem, mens han så dem gå ned af scenen. Han kiggede alvorligt ud mod os. Jeg tror, at det var tid nu. Det som man så i film. Det som de fleste high school elever glædede sig til.

 

"Elever, rejs jer op", kommanderede han ud til os alle. Vi rejste os alle op. Mit blik kørte lige hurtigt over på Justin, som pludselig fik travlt med at ligge sin mobil i sin lomme. Hmm. Der vågnede han op. Vi kiggede alle på rektoren, mens vi stod lodrette. "Tag snoren om på hjørne side", forklarede han os. Vi tog alle den lille snor i vores fingerspidser og flyttede den over på den anden side. Der var tavshed et øjeblik. Han stod bare og kiggede ud på os alle sammen med et stolt blik.

 

"I må nu kaste den op i luften og kalde jer selv for studenter", alle tog fat i hatten og kastede den højt op i luften, så det så ret sygt ud med alle de hatte. En masse råbte og skreg, ligesom man gjorde. High school var slut, det som bare skulle overstås var slut, og man vil aldrig komme tilbage igen.

 

Nu skulle vi bare have vores bevis på, at vi havde gået i high school.

 

Man blev kaldt op på scenen og så skulle man give rektoren hånden, derefter fik man sit bevis, som var ret vigtigt, hvis man gerne vil være noget i fremtiden.

 

¤¤..¤¤

 

"Hvorfor sad du med din mobil under ceremonien?", fik jeg endelig spurgt ham om.

Vi var nu kommet til den del, hvor der var champagne og billeder sammen med familiemedlemmer. Det var temmelig hyggeligt. Bare familie, venner og champagne.

 

Justin kiggede alvorligt på mig, mens han sukkede. Det var ham, som ville snakke med mig, derfor trækkede han mig væk fra min familie. Men jeg fik spurgt ham om noget først, fordi jeg gerne ville vide, hvorfor han var så ubehøvlet.

 

"Jeg skrev med min far", sagde han og kiggede ned i græsset. Han så ret såret ud, som om, at han skulle til at sige noget, som ikke var nemt....Hvad? Han kiggede op på mig, mens han sukkede dybt ud i luften. "Jeg skal til New York for at studere efter ferien".

 

Jeg vidste det. Jeg vidste det så meget. Alt ville gå galt. Jeg kiggede chokeret på ham, mens jeg tænkte over hans ord. Skulle han virkelig helt til New York? Jamen, så, så vi jo aldrig hinanden? Det kunne han ikke mene?

 

"Jeg er blevet optaget på et godt college der", forklarede han mig. Jeg nikkede svagt til ham, bare så han troede, at jeg forstod det. Jeg forstod det udemærket godt, men alligevel forstod jeg det ikke...Det gav ingen mening!

Hvorfor sagde han ja til det, når han havde mig? Det forstod jeg ikke!

 

"Men, hvad med os?", vi stod midt i hele forsamlingen og snakkede om noget, som faktisk var ret trist. Humørfyldte mennesker rendte rundt om os, mens de havde en god tid. Ohh.

 

"Jeg tror ikke, at der kan være noget os", sagde han trist til mig, mens han var usikker omkring hans ord. "Du starter på college her i byen, jeg tager til New York. Så, hvordan skulle vi kunne have tid til at se hinanden?", spurgte han mig. Hans ord fik tårerne til at presse på, men jeg ville være stærk. "Jeg ville ønske, at der var en mulighed", sagde han ærligt til mig, og jeg troede på ham.

 

"Ja, det ville jeg også", sagde jeg såret og kiggede ned i jorden. Var det virkelig sådan her, det skulle ende? Vores indviklede forhold, som aldrig nåede at udvikle sig? Det kunne ikke passe.

 

"Måske ses vi en dag", sagde han opmuntrende til mig. Men han kunne ikke få et smil på mine læber, jeg var alt for såret. Den dreng, som jeg holdte af, skulle væk fra mig. Hvordan kunne jeg smile? "Jeg kommer virkelig til at savne dig", indrømmede han overfor mig.

 

"Jeg vil ikke savne dig, jeg vil ikke have, at du forlader mig", sagde jeg til ham, mens vandet var tæt på at løbe ud af mine øjne. Han nikkede forstående.

 

"Jeg er ked af det", sagde han til mig, mens han havde en lille smil fremme. "Men jeg kan ikke gøre noget, jeg skal af sted", sagde han bestemt til mig. Jeg rystede svagt på hovedet, mens jeg kiggede såret på ham.

 

"Jeg må tilbage til mine forældre", sagde jeg mumlende og gik væk fra ham. Jeg forlod ham. Ligesom han ville forlade mig. Jeg gik gennem de mange mennesker, mens jeg tørrede mine øjne. Heldigvis var alle for glade og opmærksomme, så de så mig ikke. Ingen skulle se mig græde, ikke engang Justin.

 

¤¤..¤¤

 

Sommerferien blev ikke så god, som jeg håbede, den ville være. Jeg var trist hele ferien, for jeg vidste, at når den sluttede, ville jeg se Justin forlade mig for evigt. Ingen kunne muntre mig op, ingen kunne sige eller gøre noget, som vil få mig til at smile. Jeg vil miste Justin. Jeg håbede, at jeg var en af de high school elever, som vil holde kontakten med den person, som jeg elskede.

 

Ja, jeg elskede Justin. Derfor var det hårdt at sige farvel.

 

Jeg prøvede så godt, som jeg kunne  ignorere ham hele ferien. Jeg ville ikke snakke, skrive eller være sammen med ham i ferien, fordi så ville det gøre ondt, når han ikke var i nærheden af mig mere. Jeg sårede Justin, når jeg ikke besvarede ham. Men til gengæld sårede han mig. Jeg ville ikke se ham i ferien, Justin ville ikke se mig i 3 år, hvem var den onde her?

 

Hele ferien sad jeg bare på min seng og kiggede ud i luften. Vandet løb ned af mine kinder 24/7, jeg vidste ikke, at man kunne græde så meget, men det fandt jeg ud af. Jeg savnede ham, og han var ikke engang smuttet endnu.

 

Selvfølgelig prøvede han at besøge mig, men jeg havde bedt mine forældre om, at sige, at jeg ikke var hjemme, fordi jeg ikke ville se ham. Så, hver gang han kom, måtte han skuffende gå igen. Det gjorde ondt at se ham forlade mit hus, men jeg kunne ikke være sammen med ham, så ville det gøre endnu mere ondt, når han forlod mig i 3 år.

 

Ugerne forsvandt hurtigt, og pludselig kom jeg til den endelig dag, hvor jeg skulle pakke til college. Jeg havde mit humør til det. Jeg havde ikke set Justin i over 1 måned, og det gjorde så, at jeg kunne gå på college, uden at have det dårligt på grund af ham. Det var hårdt ikke at se ham i den tid, men det hjalp, når vi skulle væk.

 

Jeg var pludselig blevet en glad pige, som var kommet over hendes store kærlighed. Det var da godt? Jeg vil få et bedre liv, når jeg kom på college, hvor alt var anderledes. Jeg skulle i hvert fald ikke have en kæreste på college, for jeg vil ikke have mit hjerte knust igen. Det var min store mission: jeg ville ikke få en kæreste. Jeg vil holde det, det vidste jeg, at jeg ville.

 

Nu skulle jeg have en ny start.

 

¤¤..¤¤

 

 

Tiden gik hurtigere end jeg havde regnet med. En stor beslutning skulle tages, og uanset hvad jeg svarede, forandrede alt sig.

 

Hvem skulle have troet, at hende freaken, som alle mobbede pludselig stod med sådan en beslutning?

 

Hvem skulle have troet, at Justin nogensinde ville føle sådan for mig. Det var som om, at det var i går, jeg gik i skole efter min ulykke..Også selvom det er 4 år siden, husker jeg hver detalje, hvert blik, hver bevægelse, hvert ord.

 

Og jeg elskede det.

 

 

4 år er der gået, siden jeg gik ud af high school og jeg startede mit eget lille liv. Jeg gik ud af college for et år siden, og jeg fuldførte min lille mission, jeg fik ingen kæreste i de 3 år, hvor jeg var der.

 

Men nu gik alt galt!

 

Han stod foran mig, mens han ville have et spørgsmål. Ham som forlod mig frem for en skole i New York? Da jeg var yngre forstod jeg det ikke, men det gjorde jeg nu. Ens uddannelse er vigtigere end alt andet. Men nu er han tilbage, og han har et spørgsmål til mig.

 

"Tilgiv mig for at jeg smuttede fra dig", lød det fra ham. Han ville have min tilgivelse igen. Ligesom for 4 år siden, men denne gang var det dog ikke så slemt.

 

Jeg var endelig kommet videre i mit liv. Jeg havde en udannelse, en lejlighed midt i byen og et liv. Så kom Justin, ham som jeg ville glemme, ja jeg glemte ham jo også efter de 4 år. Han stod overfor mig med hans søde chokolade brune øjne, hans nervøse smil og hans blik - det havde ikke forandret sig.

 

Tænk at en tur i brugsen kunne føre til det her. Hvis jeg tilgav ham, ville han have en chance til. Skulle jeg tage den chance? Jeg kunne risikere at få mit hjerte knust igen? Jeg var endelig kommet over ham, så et nej ville ikke være svært for mig. Men tankerne kørte rundt i mit hoved. Han havde ikke været i mine tanker i virkelig lang tid, og nu dukkede han op igen?

 

"Please, du ved ikke, hvor dårligt jeg har haft det", lød det fra ham. Jeg kiggede undrende på ham, jo det vidste jeg. "Mine første 2 år af college var baseret på dig, jeg kunne ikke glemme dig", indrømmede han overfor mig. Jeg nikkede lidt, mens jeg kiggede rundt på den fyldte parkeringsplads. "Jeg har ledt efter dig i over 1 år, og nu finder jeg dig endelig".

 

Den sætning fik mig til at tænke. Han havde ledt efter mig? I et år? Tænk at han ikke stoppede? Hmm. Han fortjente faktisk en chance til.

 

"Vi kan tage det over en kop cafe", sagde jeg smilende til ham. Mit smil var så åbenlyst - han havde fået en chance til, og det vidste han.

 

¤¤¤

 

Det var så det sidste kapitel, hvor historien endte. Hvis i syntes, det er underligt, at den endte sådan, syntes jeg, at i skulle tjekke "en hård, men bestemt, beslutning" ud, der får i det forklaret.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...