Are you happy now? - Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2013
  • Status: Færdig
Justin gik fra at være en ondskabsfuld mobber til en helt anden person, han indså først hvad han gik rundt og lavede, da alt gik galt! *Justin Bieber er ikke kendt* *Se traileren*. *Læsning er på eget ansvar, da der kan forekomme voldsom ordforråd!*

152Likes
229Kommentarer
9421Visninger
AA

4. Den nye pige og endnu en eftersidning til Justin!

 

Mirror on the wall

Here we are again

Through my rise and fall

You've been my only friend

 

Lil Wayne & Brune Mars - mirror.

 

"Giv mig dit æble", hørte jeg en ond stemme hviske til mig i mit øre, mens jeg stod med mit hoved gemt inde i skabet og med et grønt æble i hånden. Jeg åndede ud i luften, og drejede mit hoved 3 centimeter, så jeg kunne se noget af ham - Justin.

 

"Nej", mumlede jeg usikkert til ham. Jeg håbede inderligt på, at han ikke hørte det. Ingen skulle sige nej til ham, specielt ikke mig. Jeg var på den.

 

Han tog hårdt fat om min arm og fik mig vendt om i en drejning. Han skubbede mig ind i skabene, så der lød en høj lyd, som alle hørte. De kiggede alle sammen på os, men da de så, at det bare var det sædvandlige, kiggede de væk igen og fortsatte, hvad de var i gang med.

 

"Du burde ikke modsige mig, freak", hviskede han ind i mit øre, hvilket betød, at han stod meget tæt på mig. Jeg havde det dårligt med, at han stod så tæt. Mit hjerte hamrede i høre toner, og han kunne sagtens mærke det - men han elskede det kun. Han elskede at se mig så bange og hjælpeløs.

 

"Giv mig så det æble", sagde han og trådte væk fra mig, mens han havde et alvorligt blik rettet mod mig. Mit æble var det eneste, som jeg havde med til at spise, da vi ikke havde andet derhjemme. Justin havde sikkert sin store luksus madpakke med, eller bare penge til at købe noget i skolens cafeteria.

 

Jeg rakte forsigtigt æble ud til ham, mod min egne vilje, men det var det hver gang, han ville have noget. Han fik altid sin vilje. Han tog det i en hurtigt bevægelse, så hurtigt, at han ikke vidste, at han ramte min hånd med sin negle, så jeg fik en revne midt på min håndoverflade - Eller måske var det med vilje?

 

"av", mumlede jeg og tog mig til hånden. Jeg pustede lidt på den, mens jeg overhoved ingen øjenkontakt havde med Justin. Jeg regnede faktisk med, at han var gået.

 

"Ej, må jeg se", sagde han på en bekymrende måde. Jeg kiggede med et usikkert blik på ham, han så faktisk ret bekymrende ud. Han tog min hånd og aede revnen, og det hjalp faktisk lidt. Han kiggede på mig med et skævt smil, som fik mig til at være bange. Han holdte pludselig stramt om min hånd og pressede sin tommelfinger ned mod revnen, så det gjorde ekstrem ondt, men det var han jo ligeglad med.

 

"Det gør ondt, hold op", sagde jeg højlydt, mest fordi jeg håbede på, at nogen ville få ham til at stoppe, men ingen reagerede på mit råb. De ignorerer det bare. 

Men heldigvis ringede klokken ind til time, så jeg kunne slippe for den smerte og det fjæs.

 

"Nå, reddet af klokken hva?", sagde han ondt til mig og tog et bid af mit æble, som faktisk så virkelig saftigt ud. Jeg aede min hånd lidt, da det ikke kun var revnen, som gjorde ondt mere, men faktisk hele min hånd. "Bare vent, det bliver værre, freak".

 

Jeg så ham gå mod sit klasselokalet, jeg anede ikke helt, hvad han skulle have. Men jeg vidste godt, hvad jeg skulle have - Biologi. Mit absolut hadefag i hele verden, og kun fordi, vi skulle være 2 og 2. Der var ingen, som ville være sammen med mig, og det sårede mig! Jeg hadede når vi skulle lave grupper, for jeg vidste, at ingen ville være sammen med mig.

 

Jeg gik mod klasselokalet, hvor jeg skulle kede mig ihjel, mens mit hjerte vil brænde af sorg. Vi skulle have den ligeglade Mr. Kolles, som ja, som var ligeglad med alt og alle. Jeg hadede ham, han var ikke en af de søde lærere, som jeg så godt kunne lide, men mere en som man ville slå.

 

¤¤..¤¤

 

 

Jeg satte mig forrest i klasselokalet, da det sjovt nok var den eneste plads, som var tilbage. Ingen ville side forrest i biologi, heller ikke mig, men da ingen ville side sammen med mig, måtte jeg tage den plads, som jeg kunne få, uanset hvor dårlig og ubehagelig den nu var. 

Jeg følte lidt, at nogen kastede noget i mit hår, som små papirkugler. Det ville ikke undre mig, hvis der var. Hver gang jeg sad forrest, havde jeg altid noget i mit hår, når timen var slut. Det var vildt irriterende, men jeg kunne ikke gøre noget. Jeg kunne sige stop, men hvem lyttede til mig?

 

"Freak?", råbte en pige grinende efter mig, mens hendes veninder fnisede lidt. Alle på skolen kaldte mig freak, når de altså talte til mig, hvilket ikke var så tit. Jeg reagerede ikke på det, da folk ikke skulle tro, at mit navn var freak, bare fordi Justin og Vanessa kaldte mig det.

 

"Nå, nu er hun også døv. Hun burde gå på en handicapskole", sagde pigen ondt til mig. "Haha hvor er du sjov", sagde en anden pige, som jeg ikke kendte stemmen på. Jeg havde faktisk aldrig hørt den stemme før? Måske var hun en ny pige, som ville blive accepteret? Ja, man skulle bare moppe mig, og så behandlede alle dem godt.

Hendes veninder grinede af hendes ord. Jeg syntes mere, at de var onde! Hvorfor var der ingen andre, som syntes det? "Se her", sagde den ukendte pige til hendes veninder.

 

Jeg hørte pludselig en stol, som blev skubbet ud. Mit hjerte hamrede med fuld fart, da jeg hørte fodtrin mod det bord, hvor jeg sad ved. En pige, som jeg aldrig havde set før, satte sig ved siden af mig, mens hun havde et ondt smil fremme.

 

"Så, du er den kendte freak, som ingen kan lide?", spurgte hun mig ligegyldigt, det var tydeligt, at hun ikke interesserede sig for sit eget spørgsmål. Jeg kiggede bare på mine fingre, som legede lidt med hinanden, mens jeg prøvede at ignorere hende så godt, som jeg nu kunne.

 

"Det forstår jeg godt, du er jo lidt underlig", indrømmede hun over for mig. Hmm, ja, jeg vidste godt, at folk syntes, jeg var underlig. Den underlige pige, freaken. Yep, that's me. Jeg sukkede lidt og kiggede mod døren, mens jeg håbede på, at læreren snart kom ind, så jeg kunne slippe for det. Desværre var Mr. Kolles en lærer, som altid kom for sent.

 

"Prøv at se dit tøj, du isolere dig selv på den måde", fortalte hun mig. Jeg kunne ikke holde min trang til at se, hvem hun var, inde mere. Jeg kunne se, at hun var mørkhåret, men andet kunne jeg ikke se. Jeg kiggede svagt på hende, og jeg mødte et sødt smil, kønne brune øjne, som udrykkede glæde. Hun gjorde mig rolig?

 

"Jeg hedder Carolina", sagde hun smilende til mig. Jeg reagerede ikke på hendes glade stemme og hendes præsentation, jeg kiggede bare på mine fingrespidser igen, som stadig legede med hinanden. Hun prøvede at være sød, thi, hvis hun bare vidste, hvor mange der havde narret mig på den måde.

 

"Men er det okay, at jeg sidder her?", spurgte hun mig med hendes søde stemme. Jeg fattede hende ikke, hvorfor sidde ved siden af mig, når hendes plan var at mobbe og gøre grin af mig? Det var da hendes plan, var det ikke? Endnu engang reagerede jeg ikke på hende, jeg prøvede bare at ignorere hende så godt, som jeg nu kunne, så forsvandt hun måske?

 

"Okay så, så bliver jeg siddende", sagde jeg hun sukkede og kiggede over på døren, som endelig åbnede. Vores biologilærer kom ind, og det første han gjorde, var, at kigge undrende på mit bord. Ja, jeg havde for en gangs skyld en siddekammerat, ville du bede hende gå?

 

"Ja, men i går bare i gang med jeres projekt fra i sidste uge", sagde han ud til klassen, som bare ventede på de ord, selvom de udemærket godt vide, hvad de skulle. Vi havde projekt i biologi, meget ligesom projektuge.

 

Min siddekammerat, Carolina, rakte fingeren højt op i luften, mens hun rettede sig lidt op. Mr. Kolles kiggede undrende på hende, normalt var der ingen spørgsmål, når vi havde biologi, så det undrende ham en lille smule.

 

"Jeg er ny, så jeg ved ikke, hvad vi skal lave", sagde hun glad til ham. Han sukkede lidt, mens han kiggede rundt i klassen. Jeg kiggede bare ned i bordet, og håbede på, at han ikke valgte mig. Ikke vælg mig, ikke vælg mig, ikke vælg mig. 

 

"Du kan være sammen med Lily, hun er alene", sagde han og pegede smilende på mig. Jeg kiggede ondt på ham, så han kiggede væk. Jeg følte lidt, at nogen af lærerne var bange for mig. Hey, jeg var ikke emo...Eller var jeg?

 

"Haha, jeg har ondt af dig Carolina, du skal være sammen med det misfoster", sagde en af pigerne, som skulle forstille hendes veninde. De grinende alle sammen i klassen, undtagen Carolina. Jeg rejste mig højlydt op og gik hurtigt ud af døren, og jeg smækkede døren, så næsten hele skolen kunne høre det. Jeg gik stærkt hen af gangen, mens tårerne pressede på. Jeg hadede dem så meget, hvorfor skulle de sige sådan nogle onde ting til mig? Dem, fremmede piger, som jeg ikke engang kendte, jeg havde aldrig gjort dem noget, men alligevel skulle de mobbe mig?

 

"hey vent lidt", hørte jeg en velkendt stemme råbe efter mig, mens jeg kunne høre, at hun løb efter mig. Det fik mig til at sætte tempoet lidt op. Carolina, hvorfor spillede du med? Du hadede mig jo, ligesom de andre.

 

"Hey", hun fik fat i min arm og derfor også stoppet mig. Jeg kiggede surt på hende, men hun gav mig bare et lille smil, wow humørbombe.

 

"Du skal ikke tage dig af dem, de er bare nogle bitchs", sagde hun grinede til mig. Men at hun kaldte hendes veninder for bitches, fik mig kun til at få ondt af hende, tænk at hun blev ved med det!

 

"Kan du ikke bare droppe det og lade mig være?", spurgte jeg hende hårdt, så hendes ellers så søde og rare smil forsvandt. Hun kiggede undrende på mig, mens hun sukkede.

 

"Hør, jeg er ny. Jeg kender næsten ingen her. De piger tog mig bare med, og fik mig til at sige de ting til dig, men jeg fortrød det, for jeg er også blevet mobbet engang, så jeg forstår lidt, hvad du går igennem", sagde hun ærligt til mig. Jeg vidste ikke, om jeg skulle tro hende.

 

"Hvorfor er du så ikke bare sammen med dem, hvis du bliver set sammen med mig bliver du udstødt", forklarede jeg hende. Hun grinende bare af mine ord, som hun åbenbart ikke tog så seriøst.

 

"Jeg er ligeglad, du virker sød, og jeg vil gerne være din ven, sådan virkelig", sagde hun meget overbevissende til mig. Jeg måtte indrømmede, at jeg troede på hende. Men jeg ville ikke tage chancen.

 

"Jeg er ikke til venner, jeg vil helst være alene, så lad mig være, okay?", spurgte jeg hende og gik væk fra hende. Jeg vidste, at hun stod og kiggede på mig, mens hun var lidt såret. Ja, jeg kunne have fået en ven, men jeg ville ikke have en ven, som måske var ond? Jeg kunne ikke stole på dem, også selvom de var overbevissende. Hun virkede sød, men hun kunne være det ondeste monster, så hellere være alene.

 

Desuden havde hun fået en god plads på denne skole, hun var allerede med i en lille pigegruppe, den chance burde hun ikke spilde. Jeg fik aldrig den chance, men hvis jeg fik, havde jeg taget den med det samme.

 

Og så havde jeg ikke været her.

 

¤¤..¤¤

 

Jeg sad på bænken i omklædningsrummet og stirrede ned i gulvet, mens de mange selvsikre piger var i gang med at klæde om til idrætstøj. Jeg ventede altid til, at de var gået ind i den store hal, fordi jeg hadede at skifte foran andre - Jeg havde ingen selvtillid til mig selv.

 

For at gøre det hele værre, så skulle jeg havde idræt med de værste i hele verden. Ja, Justin, Vanesa, Conor og Christina. Hvor uheldig kunne jeg lige være? Meget uheldig, jeg var også knust, da jeg så, at jeg skulle have idræt sammen med dem, det var som et mareridt, som gik i opfyldelse. De gjorde altid noget ondt til idræt, noget som gjorde ondt, meget ondt. Men jeg havde lært at bide smerten i og tage det, som det nu kom.

 

Da de alle sammen var gået ind i hallen, skyndte jeg mig at skifte. Jeg havde nogle lange joggingbukser og en stort stor bluse, da jeg hadede, at man kunne se mine former, det var meget sjældent, at jeg havde noget på, som fremhævede mine former. Men faktisk, engang da min mor havde glemt at vaske tøj, så jeg kun havde en stram bluse på, som jeg var tvunget til at tage på i skole, den fremhævede mine former en del, og da jeg have den på, gjorde Justin intet ved mig hele dagen. Man skulle næsten tro, at han kunne lide det - men det kunne han ikke, jeg var jo mig, og han kunne ikke lide mig!

 

Da jeg kom ind i hallen, blev alt pludselig meget koldt. Ikke kun fordi der ikke var varme derinde, men også fordi de alle sammen kiggede på mig. Timen var allerede begyndt, og jeg var kommet for sent, igen. Det gjorde jeg hver gang, det var ikke noget nyt, læreren var vant til det, og jeg havde også snakket med ham omkring det, så han lod mig komme for sent. Han kendte til mit selvtillidsproblem.

Jeg gik over i flokken, hvor de skubbede mig væk, hvis jeg var for tæt på. Det endte med, at jeg stillede mig langt bagerst, da alle skubbede mig væk.

 

"Vi skal spille volley, og jeg laver holdene", sagde vores mandelig lærer, som faktisk ikke var sød mod andre, men mod mig, var han en engel. "stil jeg op i en række nu", sagde han hårdt ud til os alle sammen. Jeg stillede mig bagerst, selvfølgelig. "1, 2, 1, 2", han gav os alle sammen et nummer, som vi skulle huske. Vi var kun 20 elever her, da de andre enten pjækkede eller var syge.

 

"1'terne går over på den banen og 2'eren overfor", forklarede han. Alle løb over til deres hold, nogen blev glade, mens andre blev sure, fordi de ikke kom på det samme hold, som deres bedste venner. Jeg fik nummer 1, hvilket ikke var rart. Jeg kom på hold med Conor og Justin, og den nye pige Carolina, som gav mig et sødt smil. Den pige altså. Jeg gav hende intet, da jeg kun ville have, at hun forsvandt.

 

"I starter bare, når i er klar", sagde læreren og stillede sig ude i siden for at kigge på. Vi var 6 inde på banen, hvilket vil sige, at der var udskiftere, da vi var 10 på hvert hold. Efter man havde savet, skulle man holde pause og vente. Justin skulle save og jeg stod i helt forrest i midten, så ja, jeg var bange.

 

Jeg hørte et hårdt klask, hvilket var Justin som savede, men han savede forkert. Bolden ramte mig hårdt i hovedet, og jeg vidste, at det var med meningen. Jeg faldt på gulvet, mens jeg tog mig til baghovedet, som gjorde vildt ondt. Jeg havde fået en hård hovedpine, som ikke var rar. Normalt var der ingen, som kom over til mig, men denne gang sad der en speciel pige på knæ for mig?

 

"Er du okay!", spurgte hun mig sødt, mens hun hjalp mig op at stå. Tårerne trillede ned af mine kinder, fordi det gjorde så forfærdeligt ondt.

 

"Justin, du går direkte op på kontoret og venter på mig", sagde læreren surt til Justin og gik over til mig med et bekymret blik. "Det kan du ikke mene, hun stod jo bare i vejen", sagde Justin brokkende. "Nu Justin!", råbte han surt til Justin. Justin overgav sig og gik mod døren. Jeg fik øjenkontakt med ham, og jeg fik dræberblikket igen. Oh, han fik eftersidning på grund af mig, igen.

 

"Du kan sidde og slappe dig af, og din veninde kan passe på dig", sagde han og holdte mig støttende på skulderen. "Hvis hun får meget ondt i hovedet, så sig lige til", sagde han alvorligt til Carolina, som gav ham et nik. Hun hjalp mig over på bænken, hvor vi begge satte os ned.

 

"Er du okay? Har du meget ondt i hovedet?", spurgte hun mig meget bekymrende. Jeg havde et undrende blik rettet mod hende. Hvad var der galt med hende?

 

"Hvorfor hjalp du mig?", spurgte jeg hende undrende. Hun gav mig et sødt smil, mens hun grinede lidt. Hvorfor var det så sjovt? Hun var virkelig sukkersød.

 

"Fordi du havde brug for det", sagde hun grinende. Jeg sukkede bare og kiggede ned i gulvet. "Hør, jeg ved godt, at du ikke vil være min ven. Men jeg vil være der for dig, når du har brug for det, okay?", sagde hun sødt til mig. Hendes ord fik mig til at kigge på hende.

 

"tak", sagde jeg med et meget lille smil til hende. Det var ikke så tit, at jeg smilede til folk, så det var ret stort for mig. Hun nikkede bare, og så kiggede vi begge ud på banen, hvor de var i gang med at spille.

 

Måske kunne hun være en god ven alligevel? Men kun en som er der, når jeg havde brug for hende!

 

¤¤..¤¤

 

"Er du sikker på, at jeg ikke skal følge dig hjem?", spurgte hun mig, da vi stod ude foran hallen. Idrætstimen var slut, og alle var på vej hjem.

 

"Det er okay, jeg klarer mig. Men tak for tilbuddet", sagde jeg taknemlig til hende. Hun nikkede bare, mens hun smilende glad til mig.

 

"Skal du med?", lød det fra en af de piger, som plejede at mobbe mig. Hun spurgte Carolina, om hun skulle med? Havde hun flere chancer? Jeg troede, at hvis man snakkede med mig, ville man blive udstødt resten af året?

 

"Ja, kommer lige om lidt", informerede hun pigen om. Pigen drejede om på hælen og smuttede tilbage til hendes lille pigeflok.

 

"Tænk, at de stadig vil være sammen med dig, eftersom du hjalp mig?", sagde jeg undrende til hende. Mine ord fik hende til at smile lidt, som om, at jeg var en idiot eller noget.

 

"Jeg er hende kusine, så hun kan ikke rigtig smide mig ud, ellers får hun med hendes forældre at bestille", sagde hun smilende til mig.

 

"Århh fedt", sagde jeg, og jeg mente det faktisk. Hun kunne snakke med mig, samtidige med, at hun var populær? Fedt.

 

"Hey Justin", hørte jeg en af pigerne fra gruppen, som faktisk stod langt væk fra os, råbe til Justin, som kom ud af døren fra skolen. Han så surt på mig, mens han havde det hævnblik rettet mod mig. Oh nej, ikke igen!

 

"Uhm, Justin. Han er lidt svær hva? Jeg håber, at der vil komme en person en dag og give ham hård besked", sagde Carolina og smilende til mig. Nå, så hun syntes også, at Justin var en idiot? Det var rart!

 

"Kommer du?", råbte hendes kusine efter hende, så alle i gruppen kiggede på os, også Justin. Jeg fik dræberblikket af ham, et som jeg var bange for, meget bange.

 

"Ses, vi mødes nok i morgen", sagde hun smilende og gik over til den lille pigegruppe, som sikkert skulle hænge ud i centeret, det gjorde de tit efter skole. Jeg vidste ikke helt, om jeg ønskede at være en del af dem, eller om jeg elskede det ensomme liv? Nogen gange ønske jeg lidt, at jeg var en af dem, og at jeg hang ud med dem i centeret. Være rig, have venner og være populær, mit drømmeliv. Men det kom aldrig til at ske.

 

Jeg måtte hellere se at komme hjem, inden Justin angreb mig. Han havde endnu en hævnplan i gang, det vidste jeg.

 

Jeg måtte passe på.

 

¤ ¤ ¤

 

Ja, det var så det kapitel, hvor der kom en ny pige! Hun startede med at være ond, men det endte med, at hun var ret sød. Desværre kan hun ikke gøre noget ved Justin, fordi hun ikke har en stor rolle i gruppen, men hun kan hjælpe Lily, når hun har brug for det. Men Lily gjorde, at Justin fik en eftersidning igen, eller han var faktisk selv skyld i det, men han giver hende skylden, hvilket vil fører til hævn? Men hvilken slags hævn? Følg med og se, hvad der sker.

 

Husk at like den, hvis i ikke allerede har gjort det.

 

Husk at tjekke min movella ud, som hedder: don't stop me now! Tak :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...