Uventet Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed kan komme i mange afskygninger, hvilket 17 årige Kim må erfare. Hendes arbejdsnarkoman af en søster tager Kim med til England, hvor hun skal bo hos den ti år ældre Victor. Det går hurtigt op for Kim, at Victor har følelser for hendes søster Natasha, men da denne en dag kommer hjem fuldstændig forelsket, kan Kim ikke lade være med at have ondt af Victor. Hun sætter sig for at hjælpe vennen ud af sin sorg, men før hun ved af det, er hun selv viklet ind i et kærlighedsspil, hvor fordomme og rygter gør livet svært.

Note: Jeg har virkelig begivet mig ud i en udfordrende genre! XD Så bombarder mig endelig med kritik, så jeg kan blive bedre, da jeg meget gerne vil kunne skrive kærlighed, selvom det ikke er min yndlingsgenre. :3

(Opdatering cirka én gang om ugen)

33Likes
149Kommentarer
2645Visninger
AA

14. Tilbage til Exeter

Da Victor og jeg kommer hjem søndag aften, er jeg vildt smadret. Mest af alt, fordi klokken er mange, og jeg ikke fik sovet længe. Det er også derfor, at jeg nærmest i trance går ind på mit værelse, smider tasken på gulvet og lander med ansigtet lige ned i puden. Jeg omfavner kærligt den lilla pude, mens jeg kvæler en gaben.

Efter middagen med Natasha og Taylor, måtte jeg slæbe en lidt lalleglad og småfuld Victor hjem til hotelværelset, hvor han faldt i søvn på sengen med et smil på læben. Jeg spurgte ham, om han havde det godt, hvilket han svarede ja til. Men jeg kan ikke helt finde ud af, om det er helt sandt. Jeg vil gerne tro det, mest fordi, at han også virker mere glad nu, men også fordi, at det ville være rart for ham.

Min mobil vibrer igen. Mary har kimet mig ned hele dagen, mens Danni kun har skrevet få beskeder en gang imellem. Alle omhandlende, hvor retarderet hun synes det er, at Jamie ikke har fået de andre paphoveder i elevrådet til at hjælpe ham. Jeg svarer Mary's sms, men før jeg slukker mobilen, lader jeg blikket glide ned til Deans beskeder.

Han har ikke skrevet til mig siden sit fulde-opkald. Jeg ved ikke helt, om jeg skal skrive til ham eller ej. Måske han bare er travlt optaget, og jeg vil virke desperat, hvis jeg hele tiden skriver til ham. Jeg slukker mobilen og gemmer hovedet i puden. Det er latterligt, at jeg pludselig tænker den slags tanker nu. Normalt kan vi godt skrive sammen uden problemer, men siden opkaldet - Siden opkaldet, føles det bare anderledes. Jeg sukker dybt og prøver på at lade være med at tænke for meget over det, men i stedet prøve på at få noget søvn.

 

Mandag morgen, på vej i skole, kan jeg ikke lade være med at se mig over skulderen hele tiden. Jeg forventer, håber, at Dean pludselig dukker op, som han plejer. Men jeg kan ikke se skyggen af ham. Min hånd glider også hele tiden ned til mobilen i min lomme, og jeg må virkelig tage mig selv i ikke og kigge på den hele tiden. Det bekymrer mig lidt, da han heller ikke viser sig at være på legepladsen. Med håbet om, at han måske er ved skoleindgangen, skynder jeg mig det sidste stykke.

Ved indgangen må jeg indse, at Dean ikke dukker op. Og han har heller ikke skrevet. Jeg sukker igen og skal til at gå, da nogle røde krøller pludselig overfalder mig. Det går først op for mig, da Mary træder et skridt tilbage, at det er hende, som lige har givet mig en velkommen tilbage krammer.

"Iih! Hvordan gik det i London Kim? Hvad skete der, efter, du ved, Victor fandt ud af det med Taylor? Hvordan har han det? Tell me!"

Jeg smiler lidt af hendes barnlige væremåde, men skynder mig at svare hende, da hun ser ud til at være klar med en ny ladning spørgsmål.

En høj skygge falder indover os, og da jeg ser op møder mit blik Matthews. Han har et lille smil på læben.

"Oh, hey Matthew."

"Hey."

Vi nikker en enkelt gang til hinanden, hvorefter hans blik lander på Mary.

"Mary, vi skal til time nu."

Hendes plapren stopper straks, hvorefter hun drejer hovedet og ser på ham med glimtende øjne og et tandpastasmil, der snart kunne blænde en blind. Eller måske ikke lige helt, men i hvert fald tæt på. Deres blikke låses, og hun kommer med et lille nik, hvorefter de to begynder at gå indenfor. Som det tredje hjul følger jeg efter. 

Indenfor i varmen hilser vi kort på en humpende Jamie og utålmodig Danni, der begge har time sammen mandag morgen. Jeg kan ikke lade være med at bemærke, hvordan Danni hele tiden ser bekymret ud af øjenkrogen på Jamie, da de bevæger sig ned ad gangen. Det er sødt.

Dagen er lang, og jeg fatter ikke helt, hvordan jeg egentlig får kæmpet mig igennem den. Jeg ser hele tiden på mobilen, mens undervisningen ikke rigtig trænger ind. Mary sidder flere gange og prikker til mig, men jeg sukker bare til svar og ser træt på hende. 

"Noget galt?" hvisker hun for tredje gang.

Igen ryster jeg på hovedet. 

Jeg har lidt på fornemmelse, at jeg bare overreagerer totalt. Knuden i min mave gør, at der kommer små knurrende lyde fra min krop en gang imellem, selvom jeg egentlig ikke er sulten. Til sidst beslutter jeg, at hvis Dean ikke har skrevet, inden jeg har fri, så tager jeg hen til legepladsen, og hvis han ikke er der, så tjekker jeg ved hans lejlighed. Træt gnider jeg mig i panden. Det er lidt for dumt, at jeg ikke tør at ringe til ham.

I den sidste pause, sætter vi os alle sammen ved vores sædvanlige sted og spiser resterne af vores madpakker. Det er tydeligt, at Jamie er mere afslappet, end han plejer at være, selvom han har været til et elevrådsmøde i det tidligere frikvarter. Han sidder lænet bagover med let spredte ben og hovedet lidt på skrå, mens et lille behageligt smil spiller om hans læber. Jeg mistænker lidt, at det skyldes Danni.

Den rapkæftede sportspige sidder med sine læsebriller og kuglepen og er bøjet indover nogle noter fra elevrådet, som hun åbenbart deltog i. Hun har spidset munden og ser yderst koncentreret ud.

"Hvornår skal vi egentlig hjælpe til med juleballet igen?" spørger Leo med munden fuld af mad.

Spørgsmålet er henvendt til Jamie, men det er Danni, der svarer: "I morgen - De paphoveder til elevrådsmedlemmer indså endelig i dag, at de skulle tage og få fingeren ud og lave noget."

Jamie bøjer hovedet forover, mens han skjuler et grin.

Leo lægger hovedet lidt på skrå, mens hans selv prøver at holde et grin tilbage: "Såå, du satte dem på plads?"

"Ja, ja... Fuckhovederne kan spinde som katte, hvis man bare trykker på de rigtige knapper."

Det får os alle til at grine. Danni ser op med et løftet bryn og en svag sitren i mundvigen. Matthew lægger sin bog fra sig og retter blikket mod hende: "Er du så blevet medlem af elevrådet?"

Man kan nærmest se, hvordan hun sprutter af modsigelser, men til sidst nikker hun bare, hvilket får Jamie til at se på hende med et taknemmeligt blik.

"Jamen så skal alt jo nok køre på skinner... En arbejdsnarkoman og psykopat i elevrådet-"

Leo dukker sig lige akkurat i tide fra det flyvende viskelæder, der få sekunder inden havde været i Danni's hånd.

"Kæft, ginger!"

Det får ham til at række tunge: "Du er selv ginger."

Et nyt viskelæder flyver gennem luften. Det er først, da Jamie løfter en hånd, at de to holder op med at være efter hinanden. Men selv Danni kan ikke helt skjule et lille smil. Samtalerne starter på ny, og jeg sidder igen og dagdrømmer. Min hjerne opfanger lige, at alle de andre drejer hovedet på samme tid og ser på noget bag mig, som åbenbart har fanget deres opmærksomhed. Nysgerrigt skal jeg til at se mig over skulderen, men i samme øjeblik er der en, som prikker til mig. 

Jeg taber underkæben. Ikke sådan bogstavelig talt, for det tror jeg ikke helt, at man kan. Min underkæbe føles bare tung, så min mund danner et lille forundret "o". Bag mig, i sin vinterjakke og det blonde hår vådt af sne, står Dean.

Hans blik glider usikkert henover de andre for til sidst at lande på mig.

"Dean? Hva-"

Min mund bliver dækket til af hans kolde hånd: "Shh - Ikke her."

Jeg skubber hans hånd væk og ser bare underligt på ham. Det føles helt underligt at se ham her på gangen. Min bekymring vokser lidt, da jeg ikke kan lade tanken om, at der er sket et eller andet, være.

"Hvad er der galt?" spørger jeg, da han ikke gør mine til at forklare.

Det får ham til at ryste på hovedet.

"Kom med."

Han griber fat i min arm og trækker mig op og stå. Lidt fraværende tager jeg imod min jakke og tager den på, mens han hanker op i min skoletaske. Da jeg er klædt på, tager han atter fat i min arm og begynder at trække mig af sted. En smule forvirret vender jeg mig halvt rundt og sender de andre et skuldertræk og et vink. De ser alle på hinanden og laver et skuldertræk, inden jeg er ude af syne.

 

"Dean, tha' hell?"

Han stopper op tæt henne ved skolens indgang. Jeg prøver at studere hans ansigt, der ser sig bekymret omkring.

"Jeg-" begynder han, men som om han fortryder, ser han ud til siden, for derefter at læne sig helt ind mod mig.

"Jeg tror, at jeg bliver skygget."

Mit blik må have talt for mig, men ordene kommer stadig ud af munden på mig: "Skygget? Hva' fanden?"

"Sshh! Ikke så højt!"

Mine bryn skyder begge højt op i panden på mig. Men jeg kan ikke helt dy mig for ikke og se rundt. Umiddelbart ser det ikke ud som om, at nogen er fulgt efter. Og det vil ved gud også være for koldt til at skygge nogen i det her vejr.

"Dean, hvad mener du med, at du bliver skygget?"

Han klør sig lidt på hagen, hvor jeg kan se nogle små skægstubbe.

"Der er en mand med sort frakke og en taske, som er fulgt efter mig lige siden jeg gik ud af døren. I går stod han ude på gaden til lejligheden... Men han ringede aldrig på... Det- Det kan kun være en spion."

"Spion? Aarh.. Tror jeg ikke lige... Har du konfronteret ham?"

Dean ser næsten skræmt på mig.

"Nej... Hvad nu hvis han har et våben eller noget?"

"Hvorfor skulle han det? Er der en grund til, at han skulle følge dig?"

Han ryster på hovedet, men ændrer det så til en nikken: "Måske han vil afpresse mig? Jeg er jo en rigmandssøn..."

"Men hvorfor så kun gå efter dig? Der er jo også Michael."

Det får det til at gibbe i ham.

"Michael!"

Og uden nogen anden form for ordveksling, griber han min hånd og trækker mig med hen til den nærmeste dør. Et eller andet sted, så minder det her mig om den aften, hvor han bare trak mig af sted med sådan en fart, at jeg nærmest kunne vælte om af forpustelse. Vi næsten løber forbi de borde, hvor jeg og de andre sad før. Men nu er de væk. 

Jeg begynder at svede helt vildt, mens Dean fører os ned af gangen til musiklokalet. Det irriterer mig lidt, at han absolut skal have travlt. Med et hårdt skub til døren, så den flyver op, træder vi ind i musikrummet. Michael sidder rigtig nok derinde med sin computer. Hans ansigtsudtryk skiftes fra overraskelse til neutral, da han ser os. Jeg rødmer lidt, da hans blik fæstnes på min hånd i Deans. 

"Michael! Er du også blevet skygget?"

Dean skråner henover gulvet og er lige ved at gribe fat i Michaels skulder, men stopper sig selv i tide. Nu, hvor de to tvillinger står så tæt, er det lidt uhyggeligt at se, hvor meget de egentlig ligner hinanden. Den ene er som snydt ud af næsen på den anden. I hvert fald ved første øjekast. 

"Skygget? Du mener... Sorte frakker og kufferter?"

Det får mig til at se lidt bekymret på Dean, der har spærret øjnene op.

"Ja, ja... Så, du har også set dem?"

Michael kniber øjnene lidt sammen, trækker på skuldrene og vender siden til: "De vil bare have os til at skrive under på en aftale i firmaet... Eller... De vil have dig til det."

Jeg kan mærke, hvordan Deans hånd klemmer min, mens hele hans krop spændes. 

"Hvad mener du?"

"De troede, at jeg var dig... Men jeg forklarede dem sagen... Og så gik de... De spurgte ikke engang efter min underskrift... Det havde far ikke instrueret dem om."

Han lyder ikke skuffet, bare meget alene. Som om, at han er blevet efterladt eller overset.

"Michael..."

"Lad vær' ... Jeg ved godt, at du vil tage dig af firmaet og lade mig have min musik... Men de måtte godt have spurgt mig først... Jeg er også en Long."

Med en lille følelse af, at jeg står midt i noget meget personligt, observerer jeg de to brødre nøje. Dean lader ikke til at ville presse på, for det er jo sandt nok. Han vil lette byrden fra sin bror. Men det lader ikke til, at han har taget højde for, at Michael også vil have noget anerkendelse. Bare en lille smule i hvert fald.

"Undskyld," mumler Dean med en dyb stemme, der får Michael til at se op på sin bror med et lille smil.

"Det' okay... Bare sørg for, at de ikke røvrender dig."

Dean nikker, hvorefter han vender sig rundt og trækker mig med sig. Jeg ser mig over skulderen, hvor mit blik låses med Michaels. Han sender mig et lille nik, som om, at det hele er okay.

"Jeg ved godt, at I er enige om det der med, at du skal 'tage styringen', men tror du ikke, at Michael også kan være med?" spørger jeg, da vi er udenfor i kulden igen.

"Nej... Jeg vil ikke udsætte ham for ydmygelsen... Og det ved han også godt."

Nogle gange forbavser Deans alvorlige side mig, den er så anderledes i forhold til hans sædvanlige lidt random-jeg. 

"Vil du så konfrontere din stalker?" spørger jeg efter lidt tid, hvor vi bare har gået og holdt i hånd.

"Bliver jeg nok nødt til."

Han sukker og sænker hovedet lidt.

"Betyder det, at det slet ikke går godt med din far?"

"Ja... De kan ikke gøre så meget mere for den gamle... Ikke at det har hjulpet så meget... Han ligger bare. Sidst jeg var der, kunne han ikke engang se ordentligt på mig - Ikke at han nogensinde har kunnet det."

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare, så jeg tier bare stille. Det går op for mig, at vi er på vej hen mod Deans lejlighed.

"Hjem til dig?" spørger jeg, selvom jeg egentlig godt kender svaret.

"Mmh... Du skal hjælpe mig med at male jo."

"Nu?"

"Ja..."

Det får mig til at grine lidt, hvilket får ham til at sende mig et smil. 

"Blev det så den grønne farve?"

Han nikker: "Ja, men jeg har købt nogle andre farver... Jeg er ikke helt sikker på, hvad for farver vil passe bedst ind... Såå... Det må du hjælpe mig med."

Det varmer indeni, at han vil have mig til at hjælpe med noget så simpelt og ret kedsommeligt. Jeg kan ikke helt vente til at komme hjem til ham. Mit blik vendes mod ham, mens det søger ned mod hans læber. De er presset sammen i en koncentreret mine, men mundvigene er stadig vendt lidt opad, som om han har et permanent smil. Som om han kan fornemme mit blik, stopper han op. Og uden at give mig et tegn, læner han sig ned for at kysse mig. Det er blidt og hurtigt. Men det får et hundred procent varmen frem i mine kinder.

"Hvad skulle det til for?" griner jeg.

"Ikke for så meget... Havde jeg bare lyst til."

Jeg håber lidt, at han vil kysse mig igen, men han begynder at gå.

"Det må du gerne have lyst til lidt oftere," mumler jeg lavt. Men han hører det og kommer med en lille kluklatter, som får mig til at rødme lidt.

Baah...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...