Uventet Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed kan komme i mange afskygninger, hvilket 17 årige Kim må erfare. Hendes arbejdsnarkoman af en søster tager Kim med til England, hvor hun skal bo hos den ti år ældre Victor. Det går hurtigt op for Kim, at Victor har følelser for hendes søster Natasha, men da denne en dag kommer hjem fuldstændig forelsket, kan Kim ikke lade være med at have ondt af Victor. Hun sætter sig for at hjælpe vennen ud af sin sorg, men før hun ved af det, er hun selv viklet ind i et kærlighedsspil, hvor fordomme og rygter gør livet svært.

Note: Jeg har virkelig begivet mig ud i en udfordrende genre! XD Så bombarder mig endelig med kritik, så jeg kan blive bedre, da jeg meget gerne vil kunne skrive kærlighed, selvom det ikke er min yndlingsgenre. :3

(Opdatering cirka én gang om ugen)

33Likes
149Kommentarer
2617Visninger
AA

11. Spontanitet vil tage livet af mig en dag!

Jeg fortalte Danni og Mary, at den Dean, som vi først havde troet var Dean, egentlig er hans tvillingebror Michael. Mary begyndte selvfølgelig på et af sine pige-øjeblikke, hvor hun klapper hysterisk i hænderne og åbner og lukker munden hele tiden, fordi hun gerne vil sige noget, men der kommer ingen ord ud. Danni derimod var lidt mere diskret og tænkende, hvilket jeg egentlig også havde set komme. Selvom de to er meget forskellige, så er de utrolig lette at læse.

Mary mente så også, at jeg skulle agere helt og få Dean og Michael til at kunne lide deres far igen, men på det punkt var både Danni og jeg uenige. Hvilket jeg faktisk undrer mig lidt over nu. Men det hænger vel sammen med, at jeg ikke rigtig tror, at det vil være en god idé? 

Men udover, at jeg har mødtes med Dean nogle gange i denne her uge efter, jeg havde været hjemme ved ham, så har jeg faktisk ikke lavet så meget. I skolen er vi ved at gøre klar til juleballet, der skal afholdes til slut. Jamie, med de mørke rander under øjnene, var kommet hen og havde spurgt, om vi ikke ville hjælpe ham med at pynte op inde i den store fælles sal. Og selvfølgelig sagde vi ja.

Så jeg står nu og holder en stige, mens Leo prøver at klistre et banner fast på væggen. Det går ikke helt så godt for ham. Han er også blevet langhåret, så det røde hår hele tiden falder ned i hans øjne, hvorved han rent ud sagt ikke kan se en skid. Jeg er lidt bekymret for, om han falder ned. Kun lidt. Men mens jeg står og holder stigen, så får jeg god mulighed for at observere de andre, hvilket er noget, som jeg godt kan lide. Det lyder måske lidt klamt og stalker agtigt for nogen, men jeg synes at det er interessant.

Ovre ved det ene buffetbord, står Mary med krøllerne sat op i en pjusket knold, der nok mere minder om en halvt opsat hestehale. Hendes små fingre er ved at folde en serviet, så den ligner en vifte. Ved hendes side står Matthew. Han har den ene finger hvilende oven på næseryggen, hvor han bliver ved med at skubbe brillerne på plads samtidig med, at han nøje observerer Mary's bevægelser. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de to vil være et vildt sødt par. Mit smil på læben bliver bredere, da jeg tænker tanken. 

Og det lader også til, at Mary er den eneste, som kan få Matthew til at deltage i sådan nogle ting her. Måske han virkelig godt kan lide hende... På den der måde.

Det lyder et klask over mig. Hurtigt ser jeg op med et lidt skræmt ansigt, da jeg ikke på nogen måde vil kunne have mulighed for at gribe Leo eller for den sags skyld flytte mig, hvis han falder. Mit ansigtsudtryk ændre sig dog til et grin, da jeg ser, at han febrilsk prøver at slå på tapen, så den holder banneret på plads, indtil han har fået hamret et søm i. Problemet er bare, at tapen vidst ikke klistre så godt mere.

Jeg ryster lidt på hovedet og ser over mod Jamie og Danni, der står bøjet over nogle tegninger, der fortæller, hvor de forskellige borde skal stå i lokalet. Det bekymrer mig lidt, at Jamie ser så træt ud hele tiden. Lige nu læner han sig også opad bordet og gnider sig i øjnene hele tiden, som om han vil gnide søvnen væk. Han ser ikke ud som om, at han bemærker Danni's undersøgende og bekymrede blik. 

"Hey viking! Jeg kommer ned nu!" råber Leo, lidt for muntret.

Jeg sørger for at holde godt fast i stigen, mens han kravler ned: "Godt, det tog dig også kun ti minutter at hamre det søm i."

"Tsk... Det skulle jo gøres ordentligt."

Han hopper det sidste stykke ned og lander adræt på gulvet.

"Yeah... Nu mangler vi bare den anden ende," mumler jeg med et lidt skeptisk smil.

"Kvinder" udbryder han, hvorefter han lidt stødt siger: "Så kravl du op og gør det, hvis du mener, at du kan gøre det hurtigere."

Jeg ler: "Så du kan se op under min nederdel? Smooth siger jeg bare... Men fint nok, stik mig den der hammer."

Han bliver straks rød i hovedet, som han altid gør, når man driller ham lidt. Fumlende rækker han mig hammeren, hvorefter jeg drejer rundt på hælen med et bredt grin. Jeg trækker banneret med og stiller mig hen til der, hvor stigen skal stå. Det tager Leo et øjeblik at opfatte, hvad det er han skal, før han griber fat i stigen og slæber den hen til mig. Jeg klapper ham lidt medlidende på skulderen og kravler derefter op. Han mumler et eller andet under mig, hvilket får mig til at grine. 

Nu er jeg ikke en ørn til at lave praktiske ting, men jeg kan godt finde ud af at slå et søm ind. Forsigtigt kravler jeg op ad stigen, da jeg ikke er helt tryg ved højder. Men jeg kommer til sidst op og får placeret banneret sådan som det skal sidde med hjælp fra Mary og Matthews direktioner. Jeg hamrer sømmet i, hvorefter jeg ser leende ned på Leo.

"Det var da ikke så svært."

Han skal lige til at svare, da Danni pludselig råber op. Forskrækket ser jeg over mod hende. Hun sidder ned på hug ved siden af Jamie, der ømmende holder om sin fod, mens kassen med ledninger til musikinstrumenterne ligger på gulvet ved siden af ham. Leo slipper sit tag i stigen og er ved at løbe hen til Jamie.

"Stop! Ikk' lad mig hænge heroppe!" råber jeg en smule panisk.

Jeg bryder mig slet ikke om højder. Overhovedet!

Leo stopper op og løber tilbage til stigen, så jeg kan kravle ned. Sammen løber vi over til Jamie og Danni. Mary og Matthew er der allerede. Sammen har de fået Jamie op og sidde, men han ser helt syg ud. De mørke rander virker sortere, hvilket gør hans blege hud endnu mere hvid og glinsende. Det er først nu, at jeg ser, at hans tøj også er en smule krøllet, mens håret ser mere fedtet og uplejet ud end det plejer. Jeg skal til at spørge, om han er okay, da Danni kommer med endnu et udbrud.

Hun har taget hans sko og strømpe af den skadede fod. Selvom skaden lige er sket, så er foden allerede ved at hæve op. Jamie trækker sig også lidt væk i smerte, da hun griber fat om den.

"Sid stille, din idiot!"

Mary sætter sig ned ved siden af Jamie, sådan så hun stadigvæk støtter hans skulder, hvorefter hun løfter en hånd op til hans pande: "Du er jo brandvarm Jamie! Ihh, hvorfor er du overhovedet taget i skole, når du har feber?"

"Jeg løber efter noget is," siger Leo, hvorefter han drejer rundt på hælen og løber mod salens udgang.

"Vent!" råber Danni, men det er allerede for sent. Leo er ikke til at se mere.

"Forhelvede da også! Han skal også taget noget med, så vi kan lægge et tryk på!" vrisser hun irriteret, mens hun meget forsigtigt begynder at løfte Jamie's fod op i brysthøjde.

"Det henter jeg," mumler Matthew, hvorefter han stavrer ud af salen.

Jeg går over til Jamie's taske og trækker hans vandflaske op, hvorefter jeg sætter mig ned ved siden af ham. Her skruer jeg låget af og holder flasken op for hans mund. Meget forsigtigt tager han en slurk.

"Har du prøvet det mange gange før?" spørger jeg Danni.

"Tabt tunge ting ned over mine fødder? Nej. Men jeg har tit forstuvet min fod ved træning - Og det er ikke rart."

Jamie kommer med et tungt suk af smerte, hvilket får Danni til at holde mund og løfte hans fod lidt højere op.

"Men det her ville slet ikke være sket, hvis du ikke havde stresset så meget rundt og havde taget din søvn lidt mere seriøst, Jamie," siger hun med en lidt for hård tone, der både for Mary og mig til at se på hende med et bestemt blik. 

Hun sukker: "Du kunne i det mindste have sagt det - Eller have holdt en pause eller noget."

"Jeg... Jeg kan ikke bare holde pauser, Danni," grynter Jamie, mens han læner hovedet tilbage med et sammentrukket ansigt.

"Jo du kan, de andre i det elevråd kan sgu bare tage sig sammen og få fingeren ud."

Det får ham til at grine lidt.

"Hvor kan du sige det pænt," mumler han sagte.

Jeg er ikke helt så tæt knyttet til Jamie som de andre to, men jeg er alligevel bekymret for ham. Han virker som en sød fyr, der ikke rigtig kan sige nej til folk. Der lyder løbende skridt. Leo og Matthew kommer ind sammen med hver deres bylt i favnen. Danni tager straks posen med is fra Leo, hvorefter hun forsigtigt lægger den mod Jamie's fod. Herefter vikler hun bandagen, som Matthew rækker hende, rundt om foden med en sådan ekspertise, at det er let at se, at hun har gjort det før.

"Så, nu skal du bare hjem i seng og blive der - Foden skal ligge højt, og hvis det begynder at hæve - og denne hævelse ikke forsvinder hurtigt - bør du tage til læge."

Hun ser på Leo og Matthew: "Drenge, kan I hjælpe ham hjem?" 

De nikker begge to, hvorefter de griber fat i Jamie, der kommer med et lille chokeret udbrud. Mary og jeg træder lidt væk. Ingen af os er særligt stærke, så vi sørger bare for ikke at gå i vejen. Danni tøver lidt, da hun ser at de begynder at gå. Men før jeg når at sige noget, åbner Mary munden og tager ordene ud af munden på mig:

"Gå nu med dem Danni! Du kan bære deres tasker."

Danni nikker og griber sin egen og de andres tasker, hvorefter hun løber efter dem. 

"Hvad så nu?" spørger jeg lidt tomt.

Mary trækker på skuldrene.

"Det ved jeg ikke... Vi kan prøve at rykke bordene rundt, men jeg tror lidt, at det vil være bedst, hvis vi venter til Jamie er helt klar igen - Eller i hvert fald til Danni kommer tilbage. Det er hende som har mest styr på planen."

Jeg nikker sagte, mens jeg ser om efter min taske.

"Så... Tager vi hjem nu?"

"Ja, det er også ved at være sent - Jeg tror, min mor steger laks i dag, vil du have noget med?" spørger Mary samtidig med, at hun også samler sin taske op og slynger den over skulderen.

"Ikke i dag, ellers tak. Victor er endelig ved at blive lidt normal igen efter alt det der med Natasha, så jeg tror, at jeg hellere må tilbringe eftermiddagen sammen med ham."

"Selvfølgelig... Har du fået snakket med Natasha om det?"

Vi begynder at gå.

"Nej, hun har virket fraværende i telefonen, og jeg kan ikke få mig selv til at skrive det ned, hvis du forstår..."

Mary ser lige frem, mens hun tænker: "Måske det er fordi, at hun virkelig er forelsket i ham der duden, der stjal hende fra Victor?"

"De var aldrig sammen, så teknisk set stjal 'duden' hende ikke, men jeg ved, hvad du mener... Og- jeg ved ikke, om hun er forelsket... Det hele virker mere som om, at det er noget, hun ikke vil fortælle mig."

"Uuuuh! Måske det er forbudt kærlighed! Måske hun har et forhold til sin chef! Det er - Oh my God!"

Hun klasker hænderne sammen og springer nogle skridt frem, hvorefter hun drejer rundt i en pirouette på stedet. Jeg smiler og ryster lidt på hovedet: "Måske, men det vil ikke ligne hende."

"Årh, kom nu... Leg lidt med tanken Kim, det kan jo godt være, at hun er blevet skudt af kærlighedsfeberen! Det er jo snart jul og sådan noget - Og på de her tidspunkter er der altid kærlighed i luften," griner hun.

Jeg bider mig lidt i læben: "Ligesom med dig og Matthew?"

Det får Mary til at stoppe op og se undrende på mig.

"Mig og Matthew? Pfft... Nej, det har vi snakket om Kim - Der kommer aldrig til at ske noget mellem os."

Jeg ser indgående på hende, men hun vender ryggen til mig og begynder at gå. Hun har knyttet hænderne og marcherer lidt for hårdt, så hendes sko mod gulvet larmer mere end nødvendigt. Hendes adfærd gør mig en smule nervøs og bekymret. Hurtigt løber jeg op ved siden af hende.

"Mary? Har du spurgt ham?"

Hun svarer ikke.

"Mary?"

Denne gang stopper hun op. Meget svagt nikker hun, men hendes hår hænger ind foran ansigtet, så jeg kan ikke tyde, om det gik godt eller skidt.

"Jeg spurgte ham," hvisker hun.

"Og?" spørger jeg en smule påtrængende.

"Han sagde, at det vidste han ikke."

Hun løfter hovedet og ser på mig med sine store dådyr øjne, der er ved at løbe i vand. Lidt skræmt over hendes følelsesudbrud, lægger jeg hurtigt armene om hende og begynder at tale, eller det vil sige, at jeg mumlede: "Men det betyder jo ikke nej."

"Det ved jeg godt... Men hvis han ville følges med mig, så havde han vel ikke sagt det sådan?"

"Rigtigt nok... Men giv ham lidt tid, det kan være, at han bare blev overrasket."

Hun nikker og trækker sig væk fra mig: "Ja, du har nok ret."

Jeg sender hende et smil, som hun besvarer med sit velkendte grin.

"Du er virkelig en god ven Kim."

Overrasket kommer jeg til at grine lidt, men skynder mig så at svare: "Tak, og i lige måde Mary."

Vi fortsætter med at tale til vi når udenfor og skal skilles ved indgangen. Med et smil vinker jeg farvel til hende, hvorefter jeg sætter kursen hjemad. Jeg glæder mig til at komme hjem i varmen, selvom dagen i dag har været en af de mildere vinterdage.

Inden jeg åbner døren til lejligheden, sender jeg først en sms til Danni, for at høre om Jamie havde fået det bedre, hvorefter jeg sender en besked til Dean for at høre, hvad han laver. Få sekunder før jeg sender beskeden til Dean, kan jeg ikke lade være med at tænke på, da vi lå i sengen inde på hans værelse og snakkede om eventuelle farver til væggene. Det var afslappet og på en måde utroligt hyggeligt; bare sådan en Dean og Kim ting.

Jeg åbner døren og råber det sædvanlige "hej", hvorefter jeg lukker døren i efter mig. Det er først, da døren er smækket i, at jeg ser op. På gulvet ved døren, står en sort lille kuffert, som Mr. Miyagi pænt vogter. Undrende lader jeg min taske glide ned på gulvet, mens jeg træder ind i stuen.

"Hey Victor? Skal du ud og rejse?"

Der kommer ingen svar, så jeg går direkte hen til hans soveværelse. Døren står på vid gab og der er et svagt lys derindefra. Nysgerrigt træder jeg ind i rummet. Victor står bøjet henover sin computerskærm, hvor han lader sine fingre flyve over tasterne. Han er iført en nyvasket skjorte og nogle af de pænere jeans, og der hænger en svag duft af mande parfume omkring ham. 

"Victor?" spørger jeg igen, men denne gang svagere og en smule tøvende.

"Hn... Øjeblik," mumler han. 

Han laver nogle enkle klik, hvorefter han slukker computeren, så det kun er skrivebordslampen, der giver lys inde i rummet.

"Hvad skal du?" 

"Til London," svarer han ret tonløst.

Jeg stirrer på ham, på computeren, på ham, så på computeren igen og så til sidst på ham igen.

"Hvad? Hvorfor?"

Straks begynder jeg at tænke på, om det kan have noget med Natasha at gøre.

"Det er et job... Jeg har fået en rolle, men det tager weekenden over, så du bliver nødt til at være selv hjemme."

Af en eller anden grund, har jeg ikke lyst til at være selv, mens min fornuft siger mig, at det nok ikke vil være klogt at lade ham tage selv af af sted.

"Jeg tager med dig," konkluderer jeg stålfast.

Han kniber øjnene let sammen: "Hvorfor? Du vil da kunne være sammen med dine venner her."

"Ja, men jeg kan jo besøge Natasha, hvis jeg tager med dig... Eller har du noget imod, at jeg kommer med dig?" spørger jeg en smule såret.

Han ryster på hovedet og sender mig det der skæve, lidt kølige smil.

"Nej, nej det vil være helt fint, hvis du tog med... Jeg får bare Fru Mayers fra stuen til at kigge efter Miyagi."

Jeg nikker og får en lille bobbel i maven ved tanken om, at jeg snart skal se Natasha igen. En lille stemme i mit hoved hvisker også, at så kan det være, at jeg kan finde ud af, hvad det er, hun render og laver.

"Fint... Øhm... Så går jeg lige ind og pakker en taske."

Han nikker lidt stift, hvorefter han slukker skrivebordslampen, så han står i komplet mørke. 

En smule tøvende går jeg ud af rummet. Men da jeg står inde i stuen bliver jeg enig med mig selv om, at jeg nok hellere lige må lade ham stå lidt selv inde i mørket. Plus, jeg ved heller ikke helt, hvad jeg skal gøre eller sige til ham.

"Det er bare et af de der øjeblikke... Et af de der øjeblikke," mumler jeg til mig selv.

Min mobil vibrerer, så jeg fisker den op fra lommen. Der er kommet to beskeder. Den første er fra Danni, der skriver, at Jamie faldt i søvn med det samme, de havde givet ham noget smertestillende, og at det lader til, at han har fået lidt mere farve i kinderne igen. Jeg kan ikke helt skjule mit smil, da hun skriver, at hun nu har siddet ved siden af hans seng i sygt lang tid og set på Jamie, der savler og høre på hans søstre, som skændes, mens hunden har godt gang i en bamse.

"Hun hygger sig," griner jeg højt og sender hende et svar, der nogenlunde udtrykker medlidenhed med hende, men også har et strøg af noget tør humor.

Den anden besked er fra Dean. Jeg tøver lidt med at åbne den. Først ser jeg mig over skulderen, hvorefter jeg bider mig i læben og blidt trykker på "åben" knappen".

"Har lige købt noget maling, så vil gå i gang med at male.

Dig?"

Jeg skal lige til at svare, da der tikker en ny besked ind fra Dean:

"Opdagede lige, at jeg ikke har nogen pensler, så jeg må vente med at male."

Mit smil er bredt, og jeg kan godt mærke, at sommerfuglene i maven gør lidt mere end bare at flyve rundt. Jeg svarer ham:

"Det er da også for dumt - Men hvilken farve blev det så?

Jeg skal åbenbart til London med Victor her i weekenden, så jeg er ved at pakke."

Det tager ham ikke lang tid at komme med et svar:

"Sådan en mørk turkise grøn, der vidst ikke er helt så mørk igen.

Til London? Skal du så besøge din søster?"

Jeg ler lidt for mig selv og sender ham en kort besked til svar, da jeg indser, at jeg bliver nødt til at pakke. Men hans svar er fyldt med spørgsmål, så jeg bliver hele tiden distraheret. Sådan er det begyndt at være ret ofte her på det seneste. En af os skriver til den anden, hvor den anden svarer. Til sidst har vi skrevet sammen i flere timer. Hurtigt svarer jeg og får pakket min taske med det mest nødvendige, hvorefter jeg går ud til Victor, der allerede har bestilt en taxa og talt med Fru Mayers.

"Er du klar?" spørger han med et lidt fjernt blik.

Jeg nikker.

"Godt," mumler han.

Vi står lidt og venter på taxaen. Selvom stilheden er lidt tung, så er den ikke så akavet længere. Der er bare ikke behov for, at vi snakker sammen. Det ringer på døren, hvilket betyder taxaen er her. Hurtigt griber jeg fat i min lille kuffert og skal til at træde ud af døren, men Victor står lige foran mig. Jeg ser lidt forvirret på ham. I det samme løfter han sin hånd op og lader den hvile på mit hoved, hvor han lader den rode rundt i mit hår. Jeg bliver stående. 

På en eller anden måde, så er det blevet en Victor-Dean ting at rode i mit hår. Det er lidt underligt, men også lidt rart. Men nok mest underligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...