Uventet Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed kan komme i mange afskygninger, hvilket 17 årige Kim må erfare. Hendes arbejdsnarkoman af en søster tager Kim med til England, hvor hun skal bo hos den ti år ældre Victor. Det går hurtigt op for Kim, at Victor har følelser for hendes søster Natasha, men da denne en dag kommer hjem fuldstændig forelsket, kan Kim ikke lade være med at have ondt af Victor. Hun sætter sig for at hjælpe vennen ud af sin sorg, men før hun ved af det, er hun selv viklet ind i et kærlighedsspil, hvor fordomme og rygter gør livet svært.

Note: Jeg har virkelig begivet mig ud i en udfordrende genre! XD Så bombarder mig endelig med kritik, så jeg kan blive bedre, da jeg meget gerne vil kunne skrive kærlighed, selvom det ikke er min yndlingsgenre. :3

(Opdatering cirka én gang om ugen)

33Likes
149Kommentarer
2561Visninger
AA

7. Rød One Direction paraply og Kim Possible

Jeg er totalt på bar bund, så jeg ringede til Mary og spurgte hende, hvad jeg skulle tage på. Det skulle jeg aldrig have gjort. For det første, så skriger hun som en fangirl, der lige har set sit popidol for første gang og for det andet, så har jeg ingen anelse om, hvad en clutch er. Hun blev ved med at påstå, at jeg bare skulle have sådan en med.

Det ender med at jeg klæder mig efter det regnfulde og lidt kølige vejr udenfor. Et par mørke jeans og en langærmet prikket lidt løs bluse. Eftersom jeg stadigvæk ikke ved, hvad en clutch er, så lader jeg være med at tænke på den. Inden jeg går ud af døren laver jeg lige et sidste tjek i spejlet og må sukke tungt over de mørke rander under mine øjne, men jeg ejer ikke nok makeup til at dække dem.

Victor sidder med en lille stak papirer i hånden i sofaen og ser knapt op, da jeg går gennem stuen. Han er blevet helt opslugt af sin rolle, hvilket har gjort, at han har opført sig mindre underligt. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt.

"Victor?"

"Mmh..."

Han ser stadigvæk ned i sine papirer.

"Jeg går nu."

"Okay... Bliv ikke ude for længe."

Jeg tæller hurtigt til tre, før jeg vender mig om og går ud i gangen for at tage overtøj og sko på. Min jakke er en af de modeller uden hat, hvilket får mig til at tøve. Mit hår har jeg ikke gjort andet ved end at rede det, men hvis det kommer ud i regnvejr og tørrer igen, så vil det ligne halmstrå. Ikke godt.

"Victor?"

"Mmh..."

Jeg føler ikke rigtig, at vores samtaler har udviklet sig særlig meget - Bare en tanke.

"Har du en paraply, som jeg må låne?"

Der er stilhed, hvilket får mig til at trippe utålmodigt. Jeg skal lige til at gå, da han pludselig står foran mig. Mr. Ninja rækker mig nonchalant en rød paraply med noget skrift på. Jeg tager imod den med et genert smil: "Tak."

Han nikker blot og vender rundt, så han atter kan forsvinde ind i stuen. Sukkende og med hovedet sænket låser jeg døren op og går ud på gangen. Jeg er en af de mennesker, som er lidt overtroisk, så jeg venter med at slå paraplyen op, til jeg står under det lille halvtag udenfor ved hoveddøren.

Med rædslen malet i ansigtet, ser jeg på den genkendelige hvide skrift på den røde paraply. Okay, nu har jeg ikke levet i en hule eller noget, men det her havde jeg helt klart ikke forventet.

"One Direction... Hvad f-"

Målløs drejer jeg paraplyen rundt, så jeg kan læse den store skrift hele vejen rundt. Ikke ligefrem den mest neutrale paraply i verden.

"Jeg er ikke sikker på, om jeg skal være nervøs på hans vegne eller se det som normalt i hans tilfælde."

Skeptisk løfter jeg paraplyen op mod himlen, så den straks rammes af de tunge dråber. Det er kun fordi, at jeg ikke orker at have hår som en høstak, at jeg tager paraplyen med - Ikke fordi jeg har noget imod boybandet, det er bare lidt for akavet alligevel. Jeg ser flygtigt på min telefon og ånder lettet op, da jeg er i god tid. Måske jeg kan nå hen på legepladsen først, hvor jeg så kan sætte mig ind i legehuset og sidde i læ og så håbe, at Dean har en paraply med. 

Åh Gud! Hvis han ser denne her...

Automatisk sætter jeg farten op. Og før jeg ved af det, så er jeg ved den lille legeplads. Hurtigt træder jeg over pæle-hegnet og sætter kursen hen mod det lille legehus. Det kan ikke gå hurtigt nok med at folde paraplyen sammen, så skriften bliver ulæselig. Jeg når kun lige at sætte mig ned og trække vejret, da Dean pludselig stikke hovedet ind gennem åbningen.

"Jeg vidste ikke, at du var Directioner."

Indeni er jeg ved at grave et meget dybt hul.

"Det er jeg heller ikke..."

Hullet bliver dybere.

"Så, du siger altså, at det er Victor, som er Directioner?"

Shit, jeg rammer cement.

"Ja, det kan man vidst godt sige."

Det får ham til at le og mig uvilkårligt til at rødme. Jeg bliver også en smule irriteret, eftersom jeg jo ikke har noget at rødme over. Paraplyen er jo ikke min!

"Skal vi gå, My lady?" spørger han kækt, mens han holder en frem mod mig.

Jeg tager fat i den med en lille grimasse, som får ham til at grine endnu mere. Heldigvis har han også en paraply, som er bred nok til at give to personer læ. Men det betyder også, at vi skal gå utrolig tæt. Han har ikke givet slip på min hånd, og jeg tør ikke rigtig tage den til mig. Ikke fordi, at jeg vil gøre det, det føles bare mærkeligt. Anderledes.

"Hvor skal vi hen?"

Mine læber er presset godt sammen, men jeg kan ikke helt skjule det lidt fjollede smil. Jeg må indrømme, at sommefuglene i maven flagrer rundt og gør mig spændt og nysgerrig.

"Til et af mine favoritsteder."

"Så, du vil altså ikke sige det endnu?"

Han ryster på hovedet, hvorefter han ser ned på mig med et lille glimt i øjet.

"Nej, det ville bare ødelægge det hele."

Jeg trækker på skuldrene, selvom jeg egentlig gerne vil vide, hvor det er vi skal hen. Men jeg vil ikke tigge ham om at få det at vide. I stedet ser jeg rundt og må konstatere, at der ikke er så meget at se i det her vejr.

"Er der langt?"

"Nej, vi er der lige om lidt."

Nysgerrigt prøver jeg at spejde efter noget, som kunne minde om en restaurant eller café, men husene ser mørke ud og butikkerne virker lukkede. Selv gadelygterne blinker, som om de er på vej i seng. 

"Nu er det ikke et eller andet skummelt sted vel?" mumler jeg en smule skeptisk.

Det får ham til at le: "Bare rolig Possible, det er det ikke."

Jeg løfter det ene øjenbryn, mens jeg ser på ham med et mærkeligt blik.

"Hvad kaldte du mig lige?"

Dean trækker lidt på smilebåndet, men han ser ikke på mig.

"Hvilket? Possible?"

"Ja..."

Han lægger hovedet på skrå og spidser munden lidt, før han taler: "Er det ikke tydeligt? Kim Possible, pigen der kan klare alt... Eller noget i den stil."

Mest er jeg nok overrasket over, at han har set tegneserien Kim Possible frem for, at han sammenligner mig med hende.

"Virkelig?"

Han giver mit hånd et klem.

"Jeg kan også gå tilbage til My lady?"

"Hvorfor ikke bare Kim?"

Dean ryster igen på hovedet: "Nej, det kalder alle dig jo..."

"Det er mit navn," påpeger jeg med et løftet bryn.

Han ler sagte, mens han løfter vores hænder op i brysthøjde, hvorved vi begge kan se dem. Min lille i hans store. 

"Men jeg vil gerne kalde dig noget, som kun jeg kalder dig... Du ved, så jeg føler mig speciel."

Det før mig til at smile: "Så du mener ikke, at din mystificerede skikkelse er speciel nok?"

"Jeg snakker om dig."

Jeg sukker tungt: "Hvad med Kimmie, så?"

"Hmm... Måske, jeg tror, at jeg skal tænke over den."

"Fedt, så du vil altså bare afprøve en masse navne?"

Han nikker langsomt.

"Ja, det vil jeg vel... Vi er her nu."

Vi stoppe op foran en lang bygning, hvor der hænger en masse forskellige cafe skilte, men lige her, hvor vi er stoppet op, er cafeskiltet hamret fast på muren og hænger ikke udover gaden. Caféen ser ikke videre speciel ud, så jeg følger en smule nysgerrigt efter Dean, der skubber den brune dør med gardiner i ruden op. Det første jeg ser, er en ung pige i sort kjole med forklæde og sådan en lille blondekyse, hvorefter en mand i jakkesæt stiller sig op ved siden af.

"Velkommen My Lady og My Lord, et bord til to?"

Jeg stirrer en smule skræmt på de to tjenere, der bukker fornemt for os.

"Lad mig tage Deres frakke," tilbyder den mandlige tjenere mig, mens den kvindelige tager sig af Deans jakke. De tager også de to paraplyer og sætter dem til side. 

Jeg må ligne en måbende fisk eller noget, for tjeneren kan ikke lade være med at trække lidt ekstra på mundvigene  da han atter bukker for mig. Fraværende glatter jeg min bluse, hvorefter jeg vender mig om mod Dean. Jeg taber kæben igen.

Det er åbenbart meningen, at jeg skal ligne en gabende fisk i dag. Måske jeg har været en fisk i mit tidligere liv?

Dean er klædt i pæne bukser og har en nystrøget mørkeblå skjorte, der ser ud til at være lyserød indvendigt. Måske følger han ikke lige Barney Stinsons "Brocode" om, at mænd ikke må gå med lyserødt, men han ser brændgodt ud. Ja, jeg kan snart se de små feer, som kaster glimmerstøv på ham.

Okay, for meget Twilight...

Vi bliver fulgt ind i caféen og hen til et rundt bord lidt afsides, hvor den kvindelige tjener tænder det ensomme stearinlys på bordet ved siden af en buket blomster. Jeg sætter mig ned, men tør ikke rigtig slappe af, da jeg er bange for at gøre noget forkert. Dean tager sig af bestillingen, mens jeg lige så stille prøver at stjæle et blik rundt uden at virke, som om at jeg lige er trådt ind i et drømmeland.

Der er flere tjenere i rummet, alle sammen i et par. De går rundt til de forskellige borde, hvor de elegant opvarter og underholder gæsterne, især dem, som sidder alene. Jeg bliver en smule overrasket over at se, at dem der er her, ikke virker så fornemme, som jeg først havde troet. De ser bare almindelige ud.

"Stedet her tjener på deres lidt anderledes måde at opvarte kunderne på."

Jeg drejer hovedet over mod Dean, der har foldet begge hænder, hvorpå han støtter hagen og ser på mig med et glimtende blik. Feerne er der igen.

"Det ser hyggeligt ud," påpeger jeg forsigtigt.

Vi snakker lidt frem og tilbage, hvor jeg lige så stille slapper mere og mere af. Der går ikke lang tid, før vores mad kommer ind på bordet. Jeg er sulten, så jeg går straks i gang med lækkerierne, der simpelthen dufter helt vildt godt.

"Husk, at jeg skal følge dig hjem i aften," siger jeg efter at have taget en slurk af mit glas med vand.

Han nikker, mens han tænkende tygger af munden: "Selvfølgelig, det lovede jeg jo."

Der lyder latter fra et af de andre borde, hvilket får mig til at se derhen. Da jeg drejer hovedet tilbage, ser jeg, at han ser direkte på mig med et intenst blik. Selvfølgelig rødmer jeg og er ved at vælte glasset, da jeg vil gribe ud efter min gaffel. Heldigvis strejfer jeg det kun, og kan i stedet for fokusere på, at komme op med et eller andet emne, som vi kan tale om.

"Sååeh... Den der dag i toget, hvor havde du været henne?" spørger jeg henkastet, mens jeg nonchalant prøver at spise uden at ligne en med besværet motorik.

"Jeg havde været til et møde i London."

"Omkring hvad?" spørger jeg en smule ivrigt, eftersom jeg gerne vil have et eller andet at beskæftige mine tanker med.

Han trækker lidt på den og får et sært mat udtryk i øjnene: "Min familie."

Jeg løfter hovedet, da jeg hører hans stemme blive en anelse dybere og mere hæs, hvilket slet ikke passer til den Dean, som jeg kender. 

"Åh, det lyder da hyggeligt," siger jeg med et smil, som jeg dog ikke helt føler trænger ind hos ham.

"Ikke, når det er min familie."

"Det er jeg ked af at høre..."

Han trækker på skuldrene og lader sit ansigt flække i et stort grin: "Ikke mere snak om dem... Er du snart færdig? Så kan vi få dessert."

Jeg nikker, hvorefter han gør tegn til tjenerparret, som efter nogle få øjeblikke kommer ind med desserten. Med et lille smil bemærker jeg, at Dean har bestilt en ekstra stor portion til sig selv.

"Du kan godt lide søde sager?"

"Ja... Det er det bedste!"

Han graver ned i desserten og udstøder små nydende lyde, hvilket får mig til at grine. Jeg kan godt lide, at jeg ligeså stille får mere og mere at vide om Dean. Uden at jeg egentlig holder øje med tiden, flyver tiden pludselig af sted, og det er først, da Dean beder om regningen, at jeg indser, hvor sent det er blevet. 

Ude på gaden, begynder vi at gå tilbage. Regnen er heldigvis holdt op med at være depressiv, hvilket betyder, at jeg ikke får brug for Victors One Direction paraply. Heldigvis. 

"Så, hvilken vej skal vi?" spørger jeg, da det ikke lader til, at vi har kurs mod legepladsen.

"Jeg sagde jo, at du måtte følge mig hjem - Så vi er på vej hjem til mig."

En lille varm knude dannes i min mave, og jeg kan ikke lade være med at tage en dyb indånding. Vi fortsætter med at gå side om side, mens jeg nysgerrigt prøver at se mig omkring efter et sted, som vil kunne passe til Dean. Men da han stopper op foran en bred bygning med flere lejligheder, kan jeg ikke helt lade være med at rynke på brynene

"Bor du her?" 

"Ja."

"Alene?"

Han nikker, men virker en smule usikker.

"Er det ikke hårdt?" spørger jeg, mens jeg lader blikket glide henover bygningen.

"Nogle gange..."

Vi ser kort på hinanden for igen at se op på bygningen.

"Så er det vel nu, at vi skal sige farvel," mumler jeg.

"Ja, det er vist sådan, det plejer at være."

Okay, lige nu vil jeg ønske, at jeg har fået set nogle flere tøsefilm. For er det ved første eller anden date, at man giver et kram eller et kys på kinden? Jeg har ingen anelse!

"Men først vil jeg følge dig hjem." Udbryder Dean, hvorefter han griber fat i min hånd og trækker mig med, så jeg ikke engang når at komme med et lille hvin.

"Vent Dean! Ikke så hurtigt!"

Jeg pruster og stønner som en tyk gris på løbebånd, mens han fortsætter med at trække mig af sted.

"Det går ikke... Regnen er lige på trapperne, og du vil vel gerne undgå at bruge den der paraply, ikk'?"

Skeptisk ser jeg op mod den mørke himmel, mens jeg vakler efter ham.

"Hvordan kan du være så sikker?"

Han begynder at le: "Det er noget man bliver god til, når man har boet her i England hele sit liv."

For at opveje min prusten, presser jeg mig selv op på siden af ham, hvor han automatisk sænker farten lidt, så jeg selv kan gå lidt langsommere. Det føles lidt som om, at han bare trækker mig af sted så hurtigt, så jeg ikke kan nå og orientere mig. Tanken får mig til at se på ham med et lidt lamslået blik. Men jeg når ikke at udspørge ham, da vi allerede står foran endemålet. Med et lidt langsommere tempo, trækker han mig med hen til hoveddøren, stadigvæk med sin hånd omkring min.

Han ser ned på mig med et kækt grin, hvorefter han løfter hånden med paraplyen op for at klø sig i hovedbunden.

"Det er nu, vi skal sige farvel," griner han.

"Åh... Ehm, farvel... Det har været en hyggelig aften."

Jeg skal til at dreje rundt og gribe ud efter dørhåndtaget, da jeg mærker hans hånd strammes omkring min.

"Dean?"

Han ser ud som om, at han vil gøre et eller andet, men det virker til, at han vælger at lade være. Langsomt slipper han sit tag omkring min hånd.

"Vi ses Kim."

Jeg smiler til ham. Med hovedet på skrå, løfter han sin hånd op for at ugle mit hår.

"Eh, lad være med det!"

Mit udbrud får ham til at grine, men før jeg når at sige mere, er han allerede på vej væk. Jeg ser ham slå paraplyen ud, hvorefter regnen begynder at få sit depressions anfald igen. Overrasket rækker jeg hånden ud mod de kolde dråber, mens jeg forundret ser den sorte paraply forsvinde hen ad gaden. Før jeg går ind, trækker jeg telefonen op af lommen for at tjekke klokken. 

3 ubesvaret opkald og 13 beskeder fra Mary... Åh, det bliver en lang aften...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...