Uventet Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed kan komme i mange afskygninger, hvilket 17 årige Kim må erfare. Hendes arbejdsnarkoman af en søster tager Kim med til England, hvor hun skal bo hos den ti år ældre Victor. Det går hurtigt op for Kim, at Victor har følelser for hendes søster Natasha, men da denne en dag kommer hjem fuldstændig forelsket, kan Kim ikke lade være med at have ondt af Victor. Hun sætter sig for at hjælpe vennen ud af sin sorg, men før hun ved af det, er hun selv viklet ind i et kærlighedsspil, hvor fordomme og rygter gør livet svært.

Note: Jeg har virkelig begivet mig ud i en udfordrende genre! XD Så bombarder mig endelig med kritik, så jeg kan blive bedre, da jeg meget gerne vil kunne skrive kærlighed, selvom det ikke er min yndlingsgenre. :3

(Opdatering cirka én gang om ugen)

33Likes
149Kommentarer
2588Visninger
AA

12. London, London, London...

Vi ankommer sent om aften til det hotel, som vi skal bo på i weekenden. Det er ikke noget fancy sted, men alligevel meget pænt. Victor sørger for at få et værelse med to senge, og mens han står der og snakker med damen bag skranken, lever jeg mig fuldt ind i turist rollen. Jeg trækker min lille rullekuffert-taske rundt inde i den lille lobby, hvor hjulenes skurrende lyd er den eneste anden udover ekspedienten og Victors stemmer. De røde ulmende møbler ser bløde ud, men da jeg mærker efter, er de hårde og virker ukomfortable.

"Kim, vi skal med elevatoren op," siger Victor og afbryder mig midt i mit lille turist øjeblik.

Jeg følger efter Victor og træder ind i elevatoren ved siden af ham. Den er lidt lille, men vi kan sagtens stå derinde begge to med vores små kufferter. Han trykker på knappen til en af de øverste etager. Elevatoren sætter i gang og musikken begynder.

Jeps... Elevatormusik...

"Sååehm," begynder jeg, men ved egentlig ikke, hvad jeg skal sige.

Han ser ned på mig med et spørgende blik: "Hvad?"

"Ikke noget," svarer jeg hurtigt.

Det får ham til at smile og løfte hånden op for at rode i mit hår. Jeg dukker hovedet automatisk, da vægten fra hans hånd rammer toppen af mit hoved. Lidt nervøst griner jeg og ryster på hovedet, hvilket resulterer i, at han lader hånden falde ned langs sin side igen. Jeg stjæler et blik på ham. Han står bare og ser på elevatorknapperne med et lille smil, men det er ikke som om, at han faktisk er til stede. 

Gad vide, hvad den mand nogen gange tænker?

Der lyder et pling og elevatordøren skyder til side, så vi kan gå ud på den smalle gang. Victor går forrest og jeg følger bare trop med min kuffert. Med et lille smil opdager jeg, at Victor næsten går imod loftlamperne, der hænger ekstremt lavt i forhold til, at loftet heller ikke er særlig højt. Det ser lidt spøjst ud, når han må dukke sig ned hele tiden.

Hotelværelset er lidt større end jeg havde forventet. Det består dog kun af et enkelt værelse med to senge og en dør ud til badeværelset. Træt går jeg hen til sengen tættest på døren og slipper kuffertens håndtag, hvorefter jeg lader mig falde ned på sengen. Fjedrene knirker lidt, men ellers er sengen behagelig nok. Jeg vælger at blive liggende, mens Victor pusler lidt rundt i rummet. Sukkende lukker jeg øjnene halvt i og begynder at drømme om lange små gange og alt for store lamper.

Det er med et chok, at jeg vågner. Victor sidder i sin pyjamas med den bærbare på skødet i sin seng. Lyset fra skærmen er det eneste lys i rummet.

"Du får ondt i øjnene, hvis du ikke tænder en lampe," mumler jeg træt.

Gabende sætter jeg mig op og opdager, at Victor har lægget et tæppe henover mig, der nu glider ned på gulvet. Jeg ser over på ham, og opdager at han kort lader blikket glide ned over mig.

"Du sov, jeg ville ikke vække dig," svarer han sagte og vender igen blikket mod computeren.

Jeg trækker på skuldrene og kravler ud af sengen. Først finder jeg mit nattøj, hvorefter jeg går ud og gør mig færdig på badeværelset. Før jeg lægger mig i sengen igen, går jeg over og tænder natlampen ved siden af Victor. Han sender mig et kort blik ud af øjenkrogen, men jeg vælger at ignorere det og kravler under dynen i min seng. Det tager mig ikke lang tid at falde i søvn.

 

Jeg vågner ret sent og opdager, at jeg er alene på hotelværelset. Det overrasker mig egentlig ikke, men lige nu føler jeg mig lidt forladt. Søvnigt gnider jeg mig i øjnene og griber ud efter den seddel, der ligger på natbordet.

Er taget af sted på arbejde. Der ligger nogle penge på bordet, så du kan komme lidt rundt i London. Er tilbage i eftermiddag. 

- Victor

Kort og uden nogen form for kærlighed, hvilket nok er meget typisk for Victor. Jeg sukker lidt, men tænker da, at i det mindste, er det her bedre end hans flip med at rende rundt som en kokon. Jeg klæder mig varmt på og snupper pengene på bordet. Lidt ærgerlig over, at jeg ikke spurgte, om der var morgenmad her på hotellet, låser jeg mig ude og tager turen ned til stuen med elevatoren. Elevatormusikken er stadigvæk i gang.

Gad vide, om de nogensinde slukker den?

Jeg hilser venligt på damen bag skranken, der stift nikker tilbage, hvorefter jeg ender ude på gaden. Det er sent formiddag, faktisk middag, så gaderne er allerede fyldt med travle og shoppende mennesker. Eftersom jeg bare står stille, så mærker jeg rigtigt, hvordan folk har fart på. De snor sig forbi mig, som om de er slanger og jeg bare er et træ. Hurtigt træder jeg ind i hotel lobbyen igen. 

Langsomt trækker jeg vejret og overvejer, hvordan i alverden, jeg bare kunne finde på at gå ud på gaden. Jeg kender jo overhovedet ikke London. Hovedrystende trækker jeg min telefon op af lommen og går ind på navigations app'en. Det tager mig nogle øjeblikke, før jeg kommer i tanke om adressen til det firma, hvor Natasha arbejder. Jeg taster den ind og straks sender den lille GPS mig af sted.

Det går lidt lettere nu, selvom jeg må stoppe op flere gange, før den lille nål atter har fundet min position. Jeg prøver også at nyde byen, men det er lidt svært med den lille knude, som jeg har fået i maven. Om det er nervøsitet eller fordi, at jeg endnu ikke har spist, ved jeg ikke. Da jeg kommer forbi en lille shop, køber jeg en sandwich og en juice, hvorefter jeg atter fortsætter min gåtur. Først, da jeg har sat sandwichen til livs og juice-kartonen næsten er tom, opdager jeg, at det ville have været hurtigere for mig, hvis jeg havde taget undergrunden.

"Genius!" udbryder jeg og glemmer helt, at jeg er ude blandt andre mennesker.

En dame ser undrende på mig, men fortsætter så forbi med hendes to børn ved sin side. Jeg bider mig i læben, men beslutter mig så til sidst for at fortsætte til fods - Så sparer jeg også de penge.

Der er egentlig ikke noget videre moderne ved den store klods, der udgør firmaet, som Natasha arbejder for. Jeg er ikke helt sikker på, hvad det er de laver, men det har noget med regnskaber og penge at gøre. Jeg læner hovedet tilbage og ser opad den gullige bygning, der ligner tidligere lejligheder. Tøvende går jeg ind gennem den store dør. Jeg taber med det samme underkæben.

Indenfor er der fuldstændig moderniseret. Hvide gulve, højt til loftet, glas og masser af lys. Jeg ser mig måbende omkring, men tager mig til sidst sammen for at gå hen til den lille skranke, hvor en vagt sidder. Han løfter hovedet, men lader ikke rigtig til at se på mig. Da jeg stopper op foran ham, blinker han flere gange, som om han havde siddet i en trance.

"Ja, hvad kan jeg hjælpe med?" spørger han lidt hæst.

Jeg flytter lidt på mig, men siger så: "Jeg skal besøge Natasha Andersen... Er hun her?"

Vagten ser undersøgende på mig: "Hvor kender du miss Andersen fra?"

"Hun er min søster," svarer jeg lidt undrende over hans spørgsmål.

Det får ham til at løfte et øjenbryn: "Kan jeg se noget ID?"

Jeg fisker min pung frem og viser ham det eneste billede ID jeg har. Mit studiekort, hvor jeg ser total dum og lille ud. Han tager det lille kort og nikker så, hvorefter han sender mig et smil.

"Rart at møde dig Kim, din søster er oppe på tredje sal. Hun har kontor for enden af gangen til højre - Du kan tage elevatoren op." Han laver et ryk med hovedet over mod elevatoren.

Med et lille forsigtigt smil putter jeg pungen i lommen igen og går så over til elevatoren og trykker på knappen. Der lyder et pling, og dørene glider til side. Jeg træder ind og trykker på knappen til tredje sal. Jeg er lidt nervøs nu. Vil hun blive glad for at se mig? Vred over, at jeg ikke havde ringet i forvejen? 

"Ja... Jeg kan ikke lave om på det nu," mumler jeg lidt vemodigt.

Elevatoren stopper, og jeg kan træde ud. Jeg husker på, at vagten sagde til højre, så jeg drejer til højre og følger den brede gang med mange kontordøre. Nogle af dem står åbne og afsløre skriveborde, hvor Jerusalems ødelæggelse ikke engang ville kunne sammenlignes med det rod. Der er også stemmer og telefoner, som ringer for derefter at blive besvaret. Jeg lukker øjnene, åbner dem igen og fortsætter så ned mod enden af gangen.

Jeg ved ikke helt, hvad det er, men stemningen virker lidt anderledes for enden af gangen. Der er mere stille og mellemrummet mellem dørene er også langt større. Der er ikke langt til den sidste dør for enden af gangen. Det lille fine skilt med min søsters navn på skinner i skæret fra lamperne. Jeg kan ikke helt lade være med at smile over, hvor højt på strå Natasha egentlig er. Det er ret fascinerende, at eftersom hun har været værge for mig siden vores forældres død, så har hun alligevel formået at få sin uddannelse i hus. 

Da jeg endelig står foran døren, stopper jeg op. Bare sådan et kort øjeblik. Lyden af en kopimaskine kommer ud inde fra rummet, men ellers kan jeg ikke høre andet. Meget forsigtigt banker jeg på døren, hvorefter jeg åbner den.

Vinduet står på klem, så der kommer en lille brise ind i rummet. Det er det første, som jeg bemærker, udover at rummet er lidt mørkt. Jeg går ind i rummet og ser rundt. 

"Natasha?" spørger jeg den kvinde, der står med ryggen til og kroppen lænet let fremover.

Men jeg ser med det samme, at det ikke er Natasha. Det korte blonde hår siger alt. Kvinden drejer overrasket hovedet og ser på mig med store øjne. Jeg stirrer tilbage. Men jeg taber først underkæben, da Natasha's hoved pludselig stikker frem. 

Og det er så her, at det går op for mig, hvad de to kvinder laver. Det rodede tøj, de hævede læber og Natasha der ligger halvt inde over bordet. 

Jeg dør. Jeg dør. Jeg dør. Jeg dør. Slå mig ihjel! Oh my good!

Den blonde kvinde rødmer og trækker sig væk fra Natasha, der ser fuldstændig skræmt ud. Hendes ellers altid så pænt brune opsatte hår, stritter lidt ud til alle sider, mens de store nøddefarvede øjne genspejler mit fuldstændigt målløse ansigt.

"Eh..." er det eneste intelligente, der kommer ud over mine læber.

Det giver et lille gib i de to kvinder, som om, at de indtil nu blot har troet, at jeg var et omvandrende mareridt, der lige blev til virkelighed. Med tilbageholdt åndedrag, bakker jeg bagud og lukker døren i. 

En kvinde... Det er en kvinde... De- Hun... Hvad?

Mine tanker bliver ved med at gå i hak, og jeg kan slet ikke rode bod på dem. I det mindste forklarer det her, hvorfor Natasha aldrig har haft mænd med hjemme, eller hvorfor hun har været så hemmelighedsfuld. Jeg tager mig til hovedet.

Men hvorfor har hun ikke bare sagt det til mig? Hun ved jo, at jeg ikke er så fordomsfuld... Hvorfor?

Jeg lader mine hænder falde ned langs siderne. Tøvende ser jeg på den lukkede dør, mens jeg bider mig i læben.

Er hun pinligt berørt over det? Er det for ikke at såre Victor? Men... Det vil jo bare være dumt... På den her måde bliver flere såret.

Mine fingre svæver let henover dørhåndtaget. Jeg tager fat og banker på døren, denne gang hårdere. Forsigtigt åbner jeg døren. Natasha og kvinden står nu op og ser lidt mindre rodede ud. Jeg sender dem et forsigtigt smil.

"Hej."

Mit blik glider over på den fremmede kvinde, der sikkert er Natasha's kæreste: "Jeg hedder Kim."

Det lader til, at min reaktion får dem begge til at slappe lidt af, som om de begge havde frygtet en langt mere forfærdet reaktion fra min side af.

"Hyggeligt at møde dig Kim, mit navn er Taylor," smiler den korthårede kvinde og rækker en hånd frem, som jeg trykker.

Natasha ser lidt ned i jorden, hvor hendes blik flakker frem og tilbage, mens hendes hænder er knyttede.

"Du... Du er ikke sur, vel?" spørger Natasha mig svagt på dansk.

Det lader ikke til, at Taylor virker fornærmet over, at Natasha bare slår over i sit modersmål, hvorved hun ikke vil kunne forstå noget som helst. 

"Sur? Nej, jeg er bare lidt forvirret," svarer jeg hende.

Hun nikker svagt. Jeg er næsten bange for, at hun skal til at græde, så slukøret ser hun ud.

"Hvor længe har du vidst det?" spørger jeg meget stille.

"I lang tid... Før mor og fars død."

Jeg nikker som svar, hvorefter jeg sender Taylor et lille smil.

"Så... I er sammen, altså kærester?"

Hendes hoved rykker op, så hendes øjne møder mine. De skinner stadigvæk, men det lader også til, at en tung byrde er blevet løftet fra hendes skuldre. Hun drejer langsom over mod Taylor, der mærker blikket på sig og smiler igen. 

Natasha svarer på engelsk med en sprød stemme: "Ja... Vi er kærester."

 

Okay, jeg ved ikke lige, hvad der rigtigt skete derefter. Ikke andet end, at vi snakkede sammen alle tre, hvor vi til sidst blev enige om, at mødes igen til aften. Sammen med Victor. 

"Det- Årh fuck!" udbryder jeg, mens jeg trasker hen ad gaden, tilbage mod hotellet.

Jeg ved ikke, om jeg skal fortælle ham om Taylor eller ej, eller om han selv skal se det i aften. Lidt frustreret stopper jeg op og trækker mobilen op af lommen. Skal jeg ringe til Dean eller Mary? Danni tror jeg ikke vil kunne hjælpe så meget, men måske Mary vil være den mest ideelle at spørge til råds hos? Stadigvæk lidt i tvivl, scroller jeg ned over displayet og trykker "ring op". 

Telefonen dutter, indtil en meget dybere stemme end Mary's sædvanlige hvinende stemme, pludselig lyder i røret.

"Hallo?"

Jeg stivner, da jeg hører Matthew's stemme. Det var ikke lige ham, som jeg havde regnet med at få i røret. Febrilsk kigger jeg på skærmen. Der står rigtigt nok Matthew på skærmen.

Har jeg trykket forkert?

"Kim? Er du okay?" lyder det fra telefonen.

Okay... Han ved, at det er mig. 

"Øhm ja, undskyld jeg forstyrrer Matthew... Jeg trykkede forkert, det var meningen at jeg skulle have fat i Mary."

"Det er okay," mumler han lidt utydeligt.

Jeg sukker og skal til at sige farvel, men ombestemmer mig.

"Men måske, du kan hjælpe mig?"

"Mmh... Måske?"

Det går op for mig, at jeg står lidt i vejen for de forbipasserende, så jeg trækker ind til siden.

"Jo... Jeg har lige opdaget, at min søster er lesbisk... Og jeg ved ikke, om jeg skal fortælle det til hendes bedste ven, eller om han selv skal regne det ud, når vi skal mødes i aften."

Det føles faktisk rart at få ord på mit dilemma.

"Er det Victor, der er vennen?"

Lidt paf over, at han ved, at det er Victor, svarer jeg: "Ja, ja det er Victor... Hvor kunne du vide det fra?"

Han griner sagte ind i røret: "Når man går meget sammen med Mary, så får man mange ting at vide..."

"Åh... Så du ved også, at han har et crush på min søster?"

Der lyder et suk fra røret: "Ja..."

"Så, hvad skal jeg gøre?" spørger jeg lidt mere pressende end, hvad der var meningen.

"Det... Det ved jeg ikke. Mary ved det sikkert, hun er meget bedre til den slags," mumler han.

"Måske, men nu har jeg dig i røret... Hvad ville du gøre i mit sted?"

"Jeg er ikke sikker, men hvis jeg var Victor, så ville jeg måske gerne have en advarsel inden middagen, så risikerer han ikke at tabe ansigt."

Mine fingre begynder at fryse, så jeg starter med at gå igen.

"Ja, det har du nok ret i... Og jeg tror, at jeg fortæller ham det... Apropos Mary, har du snakket med hende?"

Det er et skud i tågen, men jeg vil se, om jeg kan få at vide, hvorfor han ikke havde sagt ja til hende.

"Nej... Det har jeg ikke, hvorfor? Hun siger, at hun har meget at se til."

Jeg sukker.

"Hvorfor sagde du ikke ja?" spørger jeg så endelig.

"Ja? Til hvad?"

"Til juleballet? Hun er helt knust over det... Du ved godt, at hun godt kan lide dig, ikk'? Altså, virkelig lide dig."

Der bliver fuldstændig stille i den anden ende.

"Lide mig? Men... Hun har slet ikke - Åh... Der var derfor... Hun spurgte, om jeg skulle med til julleballet, jeg svarede, at det, vidste jeg ikke... Åh..."

Jeg slår mig selv for panden for ham.

"Hun tror altså, at du ikke vil følges med hende nu."

Der lyder noget skramlen i telefonen.

"Undskyld Kim, men jeg har lige noget, som jeg skal have rettet op på - Vi ses."

Jeg begynder at smile: "Vi ses."

Han lægger på. 

"Så, nu har du bare at give mig en ordentlig krammer, når jeg kommer hjem Mary," ler jeg, hvorefter jeg træder ind i varmen i hotellobbyen.

Tøvende ser jeg mig lidt omkring, men ender så med at gå hen til elevatoren. Musikken går straks i gang, da den kører opad. 

"Nu gælder det bare om, at finde ud af, hvordan i alverden, jeg skal fortælle Victor, at Natasha er lesbisk på en nænsom måde... Årh for helvede da også!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...