Uventet Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed kan komme i mange afskygninger, hvilket 17 årige Kim må erfare. Hendes arbejdsnarkoman af en søster tager Kim med til England, hvor hun skal bo hos den ti år ældre Victor. Det går hurtigt op for Kim, at Victor har følelser for hendes søster Natasha, men da denne en dag kommer hjem fuldstændig forelsket, kan Kim ikke lade være med at have ondt af Victor. Hun sætter sig for at hjælpe vennen ud af sin sorg, men før hun ved af det, er hun selv viklet ind i et kærlighedsspil, hvor fordomme og rygter gør livet svært.

Note: Jeg har virkelig begivet mig ud i en udfordrende genre! XD Så bombarder mig endelig med kritik, så jeg kan blive bedre, da jeg meget gerne vil kunne skrive kærlighed, selvom det ikke er min yndlingsgenre. :3

(Opdatering cirka én gang om ugen)

33Likes
149Kommentarer
2616Visninger
AA

15. Lidt mere end venner

”Hvad har du lavet?” udbryder jeg måbende, da jeg når ind i Deans stue, hvor alle de få møbler han ejer, er stablet ovenpå hinanden i midten af rummet. Og med alle, mener jeg alle bortset fra sengen. Forståeligt nok, er hele gulvet langs væggene dækket af aviser, men bjerget af møbler i midten af rummet, er lidt spøjst.

Jeg vender mig rundt for at se undrende på ham, men han står og ser fokuseret på den brune konvolut i hånden, som manden, der havde ledt efter Dean, havde givet ham. Manden tog det egentlig meget pænt, selvom han lod til at være lidt træt af at have fulgt efter Dean, bare for at få ham til at skrive under på nogle papirer og give ham en konvolut.

”Dean?”

Han løfter hovedet og ser henkastet ind i stuen.

”Jeg skulle jo male… Så flyttede alle tingene ind i midten af rummet… Tænkte, at det ville være lettere at komme til.”

Der står rigtig nok malebøtter på gulvet, men det lader ikke til, at han har åbnet nogle af dem endnu. Mit blik falder på en væltet papkasse, hvor indholdet ligner en blanding af nipsting og nogle lette bøger. Jeg smiler lidt ved tanken om, at det nok er den kasse, som han havde væltet over i fuldskab. Men det undrer mig, at han ikke har rejst den op igen.

En arm sniger sig rundt om livet på mig. Med et lille ryk, trækker Dean mig ind til sig og bøjer sig lidt forover, så hans kind er ud for min.

”Jeg har stadig ikke bestemt mig helt for farven… Vil du vælge en? Så ser jeg lige på konvolutten her.”

Lidt blød i knæene hviler jeg mit hoved mod hans kind og nikker. Jeg kan mærke, hvordan hans læber glider op i et smil.

”Er jeg glad for.”

Og så er hans varme væk. Jeg ser mig over skulderen og når lige og se ham forsvinde ud i køkkenet. Med et lille suk, går jeg hen til malebøtterne og sætter mig ned på hug. Det er ikke fordi, at han har valgt nogle vilde farver, men jeg forelsker mig straks i den lidt grønne. Sikkert den, som han også havde skrevet om for noget tid siden. Jeg ved ikke, om det her bare er mig, men det føles lidt underligt bare at sidde her på hug og vælge maling for en fyr, som kysser på mig, men som ikke decideret har sagt, at vi er mere end bare venner.

Tanken slår mig lidt hurtigt.

Hvad er Dean og jeg?

Venner med, ehm, fordele?

Eller er vi mere?

Jeg stirrer bare på malebøtten med den grønne farve, som om den kan give mig svaret.

Er jeg egentlig forelsket i Dean?

Jeg blinker febrilsk, overrasket over, hvor mine tanker begynder at vandre hen af. Indtil videre, har det ikke rigtig generet mig, den måde vi er på overfor hinanden. Tit er vi jo egentlig bare ret spontane, eller det er nok mest Dean, men jeg følger altid med. Og så bliver jeg jo altid glad, når vi skriver sammen, eller bare taler sammen. Er det kærlighed? Eller bare fordi, at jeg holder af ham som den person, han er?

”Har du fundet en farve?”

Deans pludselige tilstedeværelse ved min side, får mig til at falde bagover og slå ud med armene. Jeg når lige at støtte af med begge hænder, men faldet gør min bagdel øm.

”Lad vær’ med det der,” surmuler jeg lidt, hvilket får ham til at smile.

”Du kan bare være mere opmærksom.”

”Hrmpf.”

Han ryster blidt på hovedet og rækker så ud efter malebøtten med den grønne farve, som jeg havde stirret på.

”Den her?”

Jeg nikker.

”Hmm… Også min favorit… Det er en glad farve.”

”Jeg er ikke sikker på, at farver kan være glade.”

Med et rynket bryn, retter jeg mig op og ser på bøtten.

Dean kommer med et lille grin: ”Jo de kan… Så længe man kan forbinde farven med noget godt eller lykkeligt, så vil farven være glad.”

”Ahva?”

Han sukker: ”Er der ikke en farve, som du forbinder med noget godt?”

Jeg tænker mig lidt om, og da mine øjne møder Deans blå, begynder jeg straks at rødme og se ned.

Igen griner han. Han griner meget, har jeg bemærket, især tit, når jeg siger eller gør noget. Åh gud, gør jeg mig virkelig selv til grin så mange gange?

”Blå,” skynder jeg mig at sige.

”Der kan du selv se.”

Han dasker blidt til min skulder, hvorefter han rejser sig op med malebøtten. Der står en til på gulvet, og da stuen ikke er så stor, må der være nok til at kunne male hele rummet. Jeg kæmper mig op og stå og griber ud efter den anden bøtte.

”Har du pensler eller de der rulle-dimser?”

”Begge dele.”

Nogle gange, så virker vores samtaler ret underlige, nu hvor jeg tænker over det. Måske det bare er mig? Men jeg tror, at det her nok har været en af de mere nyttige. Det er lidt ligesom, når man spørger en person, om han vil række en saltet. Man spørger jo ikke, om salt er glad eller sur.

Vi begynder lige så stille at male begge to. Dean maler oppe ved loftet, mest fordi at han er højst og jeg lavest, mens jeg maler nede ved gulvet. Han har tændt for radioen, og da jeg er begyndt at holde af de små engelske kanaler herovre, hvor de spiller lidt spøjs musik nogle gange, kan jeg ikke helt lade være med at komme i et fjolle-humør. Og mit humør lader til at smitte af på Dean. Ikke fordi, at han på noget tidspunkt har været mindre glad end mig. Han virker altid gladest.

En lille splat lyd, får mig til at se ned.  Den grønne malingklat landede heldigvis på avisen, så jeg sukker lettet. Men tanken om malingklatter på tøjet, på min skoleuniform, får mig til at holde inde med at male. Dean er selv iført en helt almindelig T-shirt og nogle lidt slidte jeans. Jeg ned på nederdelen og får en bekymret mine. Det er nok ikke helt så godt, hvis jeg spilder på det.

”Dean?”

”Mmh?”

Han ser ned på mig. Det at han står på en lille trappestige, får ham bare til at se højere ud end normalt. Og mig til at føle mig meget mindre, end jeg normalt gør.

”Har du eventuelt noget tøj, som jeg lige kan låne? Jeg tror ikke, at det vil være så godt, hvis jeg taber maling på min uniform.”

Hans blik glider ned over mit tøj, hvilket igen får heden til at sprede sig i mine kinder.

Stop!

Det sker altid, når han ser lidt for længe på mig.

”Jo, i den øverste skuffe i kommoden skulle der være en sort t-shirt, og i skuffen nedenunder nogle joggin-bukser.”

Jeg lægger penslen fra mig, og snurrer rundt. Kommoden har han også flyttet ind i midten af rummet. Det tager mig ikke lang tid at finde det nævnte tøj, hvorefter jeg smutter ud på badeværelset for at skifte. Dean har en lang slank figur, mens jeg selv er lidt buttet omkring maven. Og da jeg holder T-shirten op foran mig, er jeg glad for, at den ser lidt større ud, end dem han normalt går i. Jeg kan simpelthen ikke udstå stramtsiddende tøj. Nok mest fordi, at det viser for meget af min kropsform, og sådan noget får mig altid til at føle mig utilpas. Skyndende skifter jeg tøjet. Bukserne er der heldigvis elastik i, og det største problem med dem, er længden. Jeg må smøge dem op for ikke at falde i dem. Lige inden jeg går ud af badeværelset, folder jeg min uniform sammen, så den ikke bliver krøllet.

Dean ser på mig med et lille glimt i øjet, da jeg træder ud. Og med et lille nik og det der vandrende blik ned over min krop, sender han mig et smil. Jeg sænker hovedet lidt, da jeg går tilbage til penslen for igen at genoptage malingen. Da jeg tager en dyb indånding, kan jeg mærke mit hjerte banke en anelse hurtigere end normalt, mest fordi, at jeg lige nu føler mig indhyllet i Deans duft. Den hænger i hans tøj, og hver gang jeg bevæger mig lidt, er det som om, at der kommer en lille sky af odør op til mine næsebor.

”Det gør ikke noget, hvis jeg spilder på det her?” spørger jeg med en lidt hæs stemme.

”Næ… Det er alligevel kun noget tøj, som jeg går i herhjemme.”

Jeg smiler og begynder at male igen.

Vi er hurtigt færdig med de to første vægge, og jeg kan allerede nu se, hvad Dean mente med, at en farve kan være glad. Jeg ved ikke helt, om det er fordi, at vi gør farven glad ved at male med den sammen, eller om jeg bare er ramt af et sukkersøds-syndrom.

Jeg læner mig helt ned til fodlisten, da jeg med koncentreret styring af hånden, skal sørge for ikke at ramme den med malingen. Derfor kommer jeg også med et hvin, da Dean pludselig trykker mig i siden, så jeg får et chok. Jeg taber penslen og sætter mig ret op med et lidt surmulende udtryk, parat til at slå ud efter ham.

”Hold op med det der! Jeg prøver at koncentrere mig her!”

Det får ham bare til at grine højt. Så jeg prøver at slå ud efter ham med knyttede næver, men han griber bare fat om mine håndled. Lidt halvhjertet prøver jeg at komme fri og opretholde min surmulende facade, men det lykkedes ikke helt.

”Dean!” udbryder jeg, da han løfter min arme op over hovedet og samler mine hænder i hans ene hånd, hvor han holder dem samlede.

”Nu har jeg én hånd fri, som jeg frit kan bruge, uden at du slår mig.”

Det smørrede grin, får mig til at spærre øjnene op.

”Nej…” begynder jeg at hvine.

”Måske… Måske jeg skal kilde dig-” han lader hånden glide ned til min side ”-her!”

Og i det samme han siger det, begynder han at kilde mig. Jeg prøver febrilsk at undgå ham, men han er alt for stærk, så jeg må bare knække sammen af grin. Han begynder bare at kilde mig endnu mere, jo mere jeg vrider mig.

”Stooop!” ler jeg og er ved at tisse i bukserne.

Han fjerner hånden, så jeg lige kan få vejret.

”Åh gud, hvor er du ond!” puster jeg, mens en tåre triller ned ad min kind.

Det smørrede grin bliver bare bredere: ”Naah… Det der, er ingenting.”

Og med de ord, hiver han mig ned og ligge på gulvet og kravler ovenpå mig, så han praktisk talt får mig klinet til gulvet.

”Ahrg, ikk’ fair!” udbryder jeg og ved, at nu har han overtaget.

Hans greb om mine håndled løsnes lidt, og med et lille vrid, får jeg den ene hånd fri. Jeg ved ikke helt, hvilken form for kilde-tortur, han vil udsætte mig for, så jeg skynder mig at gøre det eneste, som måske vil få mig til at overmande ham.

Og nej, jeg vil ikke gå efter skridtet.

Med min fri hånd, griber jeg fat om hans nakke og lader fingrene vikle sig ind i de blonde lokker, hvilket får ham til at bøje sig forover, og derfor tættere på mit ansigt. Stadig med den ene hånd fanget og den anden om hans nakke, læner jeg mig frem og planter et kys på hans læber. Det giver rigtigt nok den ventede reaktion. Hele hans krop spændes af det uventede kys, hvorefter han slapper af.

Hånden omkring mit håndled løsnes og glider i stedet op for at flette sig ind i mine fingre. Jeg bliver ved med at trykke hans ansigt ind mod mit, selvom han nu ikke lader til at vil flytte det væk. En smule triumferende, kan jeg ikke helt lade være med at grine mellem hvert kys. Jeg mærker heden fra brystet skyde gennem min krop sammen med en lyst, jeg aldrig har følt før. Måske Dean føler det samme? Kysset føles mere og mere intenst, mens vores flettede fingre føles mere og mere svedige mod hinanden.

En pludselig tanke om, at Dean måske vil have sex med mig, giver et lille ryk i mig. Ikke et stort et, men jeg når ikke at skjule det, før Dean har revet sig fri af mit kys og med spørgende øjne ser på mig. Jeg mærker usikkerheden glide indover mig og har ingen anelse om, hvordan jeg skal sætte ord på de følelser, der flyder gennem mig lige nu. En del af mig vil gerne fortsætte, mens den usikre del af mig, gør mig utrolig nervøs og får mit hjerte til at springe der udad.

”Kim?” hvisker Dean med en sprød stemme.

Og gud, hvor er den stemme lækker.

Jeg åbner munden for at svare ham, men kan ikke helt formulere mig. I stedet for lukker jeg bare øjnene og føler mig dum. Jeg kan mærke hans ånde mod mine læber, hvilket får gåsehuden til at træde frem på hele min krop.

Er det her rigtigt?

”Kim?” hvisker han igen, denne gang mere bekymret.

Det lyder ikke som den glade Dean, jeg kender. Mine bryn rynkes lidt, hvorefter jeg åbner dem.

”Det er ikke noget… Bare… mig,” hvisker jeg tilbage.

Hans blå øjne kører henover mit ansigt for at finde svar.

”Der er noget galt… Jeg kan se det på dig.”

Jeg smiler svagt og føler mig totalt fjollet: ”Det… Jeg har ikke prøvet det før…”

Han ser først forvirret på mig. Men så er det som om, at hans blik ændres og det går til sidst op for ham, hvad det er, jeg siger. I det samme, det går op for ham, retter han sig op i siddende position og ser ned på mig. Jeg kan ikke helt tyde hans blik, men udtrykket i hans ansigt ser splittet ud. Som om, at han lige har gjort en forbrydelse og nu ikke ved, om han skal stå til bekendelse eller ej. Med langsomme bevægelser sætter jeg mig op – Så godt som jeg nu kan, med ham siddende ovenpå mine lår.

”Dean?”

”Undskyld… Jeg ville ikke virke pressende…”

”Nu er du fjollet,” smiler jeg opmuntrende og lader min ene hånd hvile på hans bryst, mens den anden griber fat i hans krave.

”Det gik bare lige op for mig… At det kys… Lige før, måske ville udvikle sig… Og… Så ville jeg gerne have, at du skulle vide det… At jeg ikke har prøvet det før.”

Jeg søger hans blik. Men der går lige nogle sekunder, før han lader sit møde mit.

”Ehrm… Jeg…”

Han lukker munden og lytter lidt til sine tanker.

”Jeg havde ikke tænkt så langt,” siger han så til sidst.

Det undrer mig: ”Tænkt på sex?”

Med det samme jeg siger ordet, rødmer han. Jeg kan tydeligt se, hvordan hans kinder blusser op, hvilket får mig til at fnise. Synet er virkelig noget for sig selv, for normalt er jeg den rødmende type.

”Selvfølgelig har jeg tænkt på det… Jeg…”

Han ser lidt ud til siden for at undgå mit blik. Jeg mærker usikkerheden i mit bryst igen. Hvis nu jeg har tolket det hele forkert? Hvis nu, at Dean i virkeligheden kun ser på mig som en ven, en han kan kysse hele tiden? Hvad nu, hvis han ikke vil være mere end det? Kysse-venner?

”Jeg ville bare tale med dig om det først… Og en masse andre ting… Som… Som…”

”Som, hvad vi er?” afslutter jeg spørgende.

Det føles lidt underligt at have den her samtale med Dean. Mest fordi, at han ikke virker som typen, der vil have sådan en samtale her. Det virker som om, at han bare vil stikke af og kravle ned i et hul og gemme sig.

Men han overrasker mig ved at se på mig igen med et lidt mere stålfast blik, for derefter at sende mig et lille nik.

Jeg smiler, men ser så ned.

”Tja… Normalt… Så ville man jo kalde os lidt mere en venner, ikke?” mumler jeg hurtigt.

Jeg mærker hans hænder omkring mig, hvorefter hans læber er lige ud for mit øre.

”Jo… Det tror jeg.”

Mit greb om hans krave strammes, mens en lille lyd slipper ud fra mine læber: ”Jeg er altså vildt dårlig til sådan noget her.”

”Også mig.” ler han sagte.

Hans arme omkring mig spændes.

”Men det her er vel en start?”

Denne gang er det min tur til at nikke.

”Jo, det er det.”

Med en følelse af at være med i en pladderromantisk film, dog med en lille følelse af akavethed, lader Dean sine læber glide fra mit øre og hen til mine læber for at kysse mig. Denne gang mere ømt som om han er bange for, at jeg ville forsvinde i hans favn. Jeg gengælder hans kys med en boblende fornemmelse i maven.

Det må være det, som man kalder forelskelse.

I guess?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...