Uventet Kærlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Igang
Kærlighed kan komme i mange afskygninger, hvilket 17 årige Kim må erfare. Hendes arbejdsnarkoman af en søster tager Kim med til England, hvor hun skal bo hos den ti år ældre Victor. Det går hurtigt op for Kim, at Victor har følelser for hendes søster Natasha, men da denne en dag kommer hjem fuldstændig forelsket, kan Kim ikke lade være med at have ondt af Victor. Hun sætter sig for at hjælpe vennen ud af sin sorg, men før hun ved af det, er hun selv viklet ind i et kærlighedsspil, hvor fordomme og rygter gør livet svært.

Note: Jeg har virkelig begivet mig ud i en udfordrende genre! XD Så bombarder mig endelig med kritik, så jeg kan blive bedre, da jeg meget gerne vil kunne skrive kærlighed, selvom det ikke er min yndlingsgenre. :3

(Opdatering cirka én gang om ugen)

33Likes
149Kommentarer
2586Visninger
AA

5. Kongen af Exeter School og hvide skyer

Efter frokost splittes vi alle, da vi har forskellige timer. Jeg ender med at gå sammen med Danni, der også skal have Matematik. Hun er lidt en type for sig selv. Den store sportstaske flyver fra side til side for hvert skridt hun tager, mens det røde opsatte hår hopper og ned. Den løst siddende skjorte, der hænger udover skørtet gør hele hendes outfit mere afslappet end mit eget stramt knappet sæt.

Hun siger ikke noget, mens vi går hen ad gangen forbi de mange andre elver. I det hele taget føles det ikke som om, at hun rigtig bemærker, at jeg går ved siden af hende. Andre elever hilser på hende og flere gange stopper hun op for at tale med de nye ansigter. Ikke på noget tidspunkt introducerer hun mig. Jeg er lidt som en skygge, måske mere en hund, som følger hende, fordi jeg ikke selv kan finde vej.

Suk...

"Har du tænkt dig at følge efter mig?" spørger hun mig pludselig ud af den blå luft.

Forvirret ser jeg på hendes ligegyldige ansigt, der egentlig ikke virker til at have lyst til en samtale: "Ja, jeg mener nej... Øhm... Jeg-"

"Hurh... Jeg driller dig bare..."

Fnyset i hendes stemme hænger ikke helt sammen med det overbærende smil på hendes læber. Jeg føler mig lidt gjort til grin.

"Du kan bare fortsætte ned ad den gang der og så dreje til højre... Det er klasse A3 vi skal være i," siger hun med en kæk stemme, hvorefter hun stopper op for at dreje nedad en anden gang.

"Men... Hvad skal du?"

"Lige ordne noget... Bare rolig, så længe du ikke viser dem din naive side, så skal rygtet om vikingerne nok holde dem fra dig."

"Dem? ... Hvad?"

Men hun er allerede løbet ned ad gangen, så jeg står alene tilbage. Der er ikke særlig mange elever på gangene, og dem der er, ser ud til at have travlt. Hurtigt og med blikket fokuseret på enden af gangen bevæger jeg mig ned ad gangen og hen mod den dør, hvor der står A3 på.

Idet jeg skal til at trykke håndtaget ned, er der en som skubber hårdt til mig, så jeg er lige ved at falde. En smule irriteret skal jeg til at bande på dansk, men ordene når aldrig rigtig at forlade min mund, da jeg ser op. Et stort brød, der meget vel kunne ligne mini-Hulk og en fyr med hestehale, står på hver sin side af en utrolig høj fyr, som vist ikke lige har brug for bodyguards, men som vist alligevel har det.

"Øhm..." begynder jeg, hvorefter fyren med hestehalen løfter det ene øjenbryn.

"Du er ny her," siger han med et studerende blik.

Jeg skal til at svare, da en stærk hånd griber fat om min arm, forvirret ser jeg på Danni, der pludselig er dukket op ved min side: "Kom Kim, vi er sent på den."

"Uf... Silden er hård," ler mini-Hulken.

"Kæft! Jeg taler ikke idiot."

Med den frie hånd griber hun fat om dørhåndtaget, men mini-Hulken lader sig ikke stoppe. Hurtigt tager han fat i hendes sportstaske og river til, så hun glider helt hen til ham: "Hvorfor er du altid så led Danni? Vi er jo det perfekte par..."

"Slip mig," mumler hun.

"Hvad? Vil du have at jeg skal kysse dig? Du ved godt, at det må vi ikke må gangene... Men hvis nu..." han trækker lidt på den.

Den høje fyr sukker højlydt: "Slip hende - Vi har ikke tid til det her, og du skræmmer Kim."

Fyren sender mig et skævt og undskyldende smil, som i sig selv ikke virker særlig farligt, men jeg ved ikke helt, om jeg har lyst til at falde for sådan et trick. Mini-Hulk slipper ikke sit tag i Danni med det samme, men efter lidt stilhed, lader han hende endelig gå. Det er med sænket blik, og noget der meget vel kunne minde om en tordensky over hovedet, at hun griber fat om mit håndled og trækker mig med ind i klassen.

Vi sætter os helt nede bagved, så langt væk fra de tre fyre.

"Hvem er det?" spørger jeg lidt dumt efter timen er gået i gang, og vi er sat til at regne opgaver.

Hun trækker lidt på det, inden hun svarer: "Hvem? Idioterne?"

Jeg nikker, selvom det er unødvendigt.

"Dumpap ét med hestehalen er Chad, mens brødet er Ed... Den højrøvede er Kongen; A.K.A. Joffrey McDonald."

Først reagerer jeg ikke rigtig, men så begynder mit nørdede gen at tage over. Et lille fnis undslipper mine læber, hvilket får Danni til at se undrende på mig med et lidt fornærmet udtryk: "Seriøst? Hedder han Joffrey? Det er ligesom den snoppede prins, der senere bliver konge i Games of Thrones."

"Åh Gud! Er du en af dem?"

"En af dem?"

"Ja... Nørderne."

En smule fornærmet trækker jeg mig lidt væk fra hende: "Måske er jeg nørd, men det er der, da ikke noget galt i."

Hun ser lidt undersøgende på mig og nikker så, hvorefter hendes læber skilles i et lille smil: "Rigtigt nok... Men snobbet prins? Jo, det passer meget godt på Kongen af Exeter School."

Vi ser lidt på hinanden, og jeg føler endelig, at jeg kan kommunikere med den lidt kølige puma foran mig.

***

"Så du bor hos din søsters ven?"

Danni samler blyanten op fra gulvet, hvorefter hun putter den ned i penalhuset.

"Ja... Det er lidt mærkeligt, eftersom jeg ikke kender ham."

Hun ser tænkende ned i tasken, mens hun får presset de resterende ting ned. Jeg er allerede færdig og klar til at gå.

"Hmm... Det må være lidt af en omvæltning?"

"Ja, men det er okay."

Jeg sukker tungt, selvom jeg virkelig mener det. For mig er det okay, hvis jeg skulle bo på gaden, så længe at Natasha er glad. Vores tid sammen har altid betydet alverden for mig, selvom muren mellem os er ved at blive så høj, at jeg kun lige kan kigge over, hvis jeg står på tæer.

"Vi har fri nu, har vi ikke?" spørger jeg i et forsøg på at opretholde samtalen, mens vi går ud gennem døren og fortsætter nedad gangen.

"Yeah..."

Hun siger ikke mere, og det lader heller ikke til, at hun vil tilføje noget. Vi fortsætter ned gennem gangen og forbi trioen fra før, hvoraf mini-Hulk og Chad ser efter os med granskende øjne.

"Er de altid sådan?"

"Idioterne? Ja, bare ignorer dem."

"Okay..."

Og jeg prøver virkelig også at ignorere dem, da vi går forbi, men alligevel føler jeg, at det ikke er godt nok. Inde i hovedet banke jeg panden gentagende gange mod en stolpe.

Det her minder alt for meget om en dårlig Tv-serie...

Da vi når ud til Victoria Park Road, siger vi farvel til hinanden, og jeg må traske hjemad til den stadigvæk fremmede lejlighed. Heldigvis regner det ikke i dag, så jeg kan nå at studere de nye omgivelser og give mig selv tid til at indsnuse de nye lugte. Det er, da jeg er næsten hjemme, at jeg får øje på en skikkelse, der ligger i sandet inde på den lille legeplads. 

Altså, nu kan folk jo gøre, hvad de vil, men det at se en voksen ligge i sandet på en legeplads er nu alligevel lidt underligt. Hurtigt ryster jeg på hovedet og vil fortsætte, da Exeter School's skoleemblem fanger mine øjne.

Han er en elev...

Jeg overvejer at fortsætte, men nogle gange, er gør min hjerne bare ting, som jeg ikke vil have den til. Forsigtigt løfter jeg benet over pælen, der udgør et hegn omkring legepladsen, og træder ned i det fugtige sand. Jo tættere jeg kommer på skikkelsen, jo hurtigere går det op for mig, at jeg kender ham.

"Dean?"

Han lægger hovedet bagover og ser på mig med et grin.

"Hejsa Kim! Hvad bringer dig herind på denne skygge af en legeplads?"

Jeg løfter det ene øjenbryn og knuger omkring taskestroppen. 

"Jeg ved ikke... Muligvis fordi jeg så en person ligge i sandet, og at jeg blev nødt til at tjekke, om denne person var i live eller død."

Han ler højt, hvorefter han sætter sig op, så sandkornene drysser af ham.

"Godt at vide, at der da er nogen mennesker, som holder øje med andre."

Jeg smiler, da han ryster på hovedet, men må indse, at sandkornene i håret skal børstes ud.

"Hvad laver du her?"

"Kigger på skyer."

"Bare sådan?"

"Mmh... Du skulle prøve det."

Mit smil flækkes til et grin. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt af hans barnlige syn på verdenen.

"Men hvorfor ligge i sandet?"

"Hvorfor ikke?"

Jeg trækker på skuldrene, for jeg ved det virkelig ikke. Det er jo ham og ikke mig, som sidder i sandet.

"Kom..."

Han vifter med hånden som et tegn på, at jeg skal komme hen til ham. Med hovedet på skrå og stadigvæk den ene hånd knugende om skulderstroppen, går jeg hen til ham.

"Sæt dig ned, så kan du selv prøve det," smiler han med glimtende øjne.

Jeg ryster blidt på hovedet: "Det kan jeg ikke, sandet er jo vådt, og hvis jeg allerede ødelægge uniformen den første dag... Ja, sååeh..."

Han kommer med et lille fnys, der minder mere om et undertrykt grin. Med en smidig bevægelse griber han fat om mit håndled og trækker mig ned på sit skød, hvilket får mig til at komme med overrasket gisp.

"Hvad laver du?"

"Sørger for, at du ikke får våd bagdel."

Jeg kan nærmest forestille mig, at han rækker tunge ad mig, men jeg kan ikke se det, da jeg sidder med ryggen mod hans bryst.

"Slap af, det er jo det, som er essensen i det hele."

Han hægter min taske af, så jeg sidder mere komfortabelt, men jeg kan på ingen måde skjule rødmen i mine kinder. 

"Men hvordan skal det her hjælpe? Jeg-"

Min sætning forvandler sig til et halvkvalt hvin, da han pludselig læner sig bagover og rammer sandet, så jeg ligger ovenpå ham, som om han er en madras. Det værste er snart, at alt jeg kan tænke på, er om han kan mærke, hvor tung jeg er. Om jeg alligevel skulle have skippet det slik, som jeg havde spist i går og de mange søde sager, som jeg elsker. Og det hele bliver ikke bedre af, at hans hænder hviler på min mave, som nok er den største synder af dem alle. Hvis der er noget, som jeg altid er pinlig over, så er det mit lille bildæk omkring maven. 

"Slap af og se op... Det er en køn dag i dag."

Jeg blinker flere gange og prøver at gøre som han siger. Vejret er rigtig nok fint - med fint mener jeg, at der ikke ser ud til tegn på regn. Han sukker tungt.

"Du gør det ikke rigtigt... Træk vejret dybt og tøm hovedet for tanker."

"Det er også det jeg prøver," hvisker jeg opgivende.

Latteren i hans brystkasse får mig dog til at tage mig sammen. Først lukker jeg øjnene, hvorefter jeg langsomt åbner dem igen for at se op. Jeg prøver at fokusere på de små hvide klumper på himlen, der alle fare af sted, som om de har utrolig travlt.

"Det er utroligt ikke," hvisker han sagte: "De flyver af sted, som om de har et mål, men man ved godt, at de aldrig når det..."

Langsomt begynder mit åndedræt at være i takt med hans.

"Det er trist," hvisker jeg til svar.

Vi ligger sådan i et stykke tid, indtil jeg begynder at klapre tænder. Nogle børn er også kommet ind på legepladsen, og de har bevidst undgået området omkring Dean og mig, hvilket giver mig en smule dårlig samvittighed.

"Jeg må hellere gå hjem," sukker jeg, mens jeg kæmper mig op, hvilket mislykkes rimelig godt.

Dean retter sig op, og tager mig med i samme bevægelse, så jeg et kort øjeblik kan mærke, hvordan han spænder alle musklerne i overkroppen.

"Tak."

Han smiler lidt, og da jeg rejser mig op, rækker han mig tasken, hvorefter han selv kommer op og stå. Et fnis fra både mig og børnene får ham til at børste sandet af bukserne, men jeg må hjælpe ham med jakken.

"Nah, det skulle alligevel til vask," ler han muntert, hvorefter han fortsætter: "Skal jeg følge dig hjem igen?"

Jeg kan ikke se, hvorfor han ikke skulle kunne det, så jeg nikker smilende til ham. Han stikker begge hænder i lommerne på sine bukser og lader overkroppen læne lidt bagud og hopper galant henover det lille hegn. Jeg selv træder henover pælen igen og ender ud på fortovet, som han allerede står på.

"Hvordan var første skoledag så?" spørger han, efter vi har gået lidt.

"Anderledes."

"Er det godt eller skidt?"

"Godt."

Han løfter en hånd op af lommen og kører den gennem det blonde hår, mens et svagt smil kan skimmes henover hans læber.

"Jeg ledte faktisk efter dig i dag, men jeg kunne ikke se dig nogen steder," mumler jeg svagt; en smule pinlig over at jeg overhovedet siger det.

"Virkelig? Men du så mig vel ikke?"

"Nej."

"Forståeligt nok, for jeg var slet ikke i skole i dag."

"Eeh? Men du har da uniformen på!"

Jeg ser forvirret på ham.

"Ja, men jeg følte ikke rigtig for at være i skole i dag-"

"-Men det giver dig ikke lov til at pjække!"

"Huh?"

Han lægger hovedet lidt på skrå, mens han ser på mig med et uforstående blik.

"Det er forkert at pjække."

"Siger hvem?"

"Alle."

Det skæve smil, gør mig usikker. Der er et eller andet over ham, som om alt, hvad han gør på en eller anden måde kan undskyldes.

"Og netop derfor behøver det ikke betyde, at det er forkert."

"Det giver jo ingen mening det der."

Han sukker igen.

"Det behøver heller ikke give mening for dig..."

Jeg bider mig en smule trodsigt i læben: "Men jeg vil gerne have, at det skal give mening."

"Hvorfor?"

"Fordi-" ordene kommer ikke rigtig ud, og jeg opgiver helt at tage samtalen op igen. Min opgivelse får Dean til at klukke, hvorefter han løfter hånden og ugler mit hår, ligesom Victor havde gjort.

"Stop det der, du ugler mit hår!"

"Undskyld."

Jeg sukker dybt og tragisk, som om hele verden er imod mig. 

"Vi er her nu."

Overrasket over, at vi allerede er fremme ved de kedelige lejligheder, stopper jeg forbavset op og bliver et kort øjeblik helt forvirret over, hvad jeg skal gøre.

"Skal du ikke ind?"

"Jo..."

"Vi ses."

"Ses."

Som to skolebørn, ser vi lidt på hinanden, før jeg endelig til sidst får taget mig sammen til at gå hen til opgangen. Lige i det jeg skal til at åbne døren, kommer jeg i tanke om, at jeg stadigvæk ikke har fået hans nummer. Men da jeg vender mig rundt, er han allerede forsvundet.

Hvordan gør han det der?

Hele vejen op ad trappen til lejligheden kredser mine tanker om den lidt mærkelige og anderledes eftermiddag.

Hvad lavede vi egentlig? Så på skyer? 

Lejligheden virker tom, så jeg fortsætter hen til mit værelse. Døren står på klem, hvilket undrer mig lidt. Forsigtigt skubber jeg den op, mens jeg halvt om halvt forventer, at Mr. Miyagi springer op i hovedet på mig og flænser det til blods, så jeg må skadestuen.

Men nej, inde på værelset sidder Victor på hug foran en stor papkasse, hvor indholdet meget vel ligner tøj.

"Hvad laver du?" udbryder jeg fuldstændig målløs.

Uden at lade sig mærke med mit chokerede udtryk, hiver han en trøje op af kassen og lader fingrene kærtegne den, mens han taler: "Natasha sendte noget tøj til dig... Jeg har lige båret den herind."

Ahva...?

Han lægger trøjen ned i kassen og hiver en ny op.

"Okay, så er det ud!"

Med alt den styrke, som jeg nu indeholder, springer jeg hen og hiver fat i hans arm, hvorefter jeg nærmest trækker ham ud af rummet.

"Men det dufter af hende-" begynder han.

"Eew! Stop det der! Det er fucking uhyggeligt!"

Jeg slipper ham og indser, at jeg egentlig ikke rigtig trak i ham, men at han frivilligt gik med ud.

"Du bliver altså nødt til at få gjort noget ved den der kærlighed til Natasha..."

"Jeg kan ikke."

"Du kan da prøve!"

Han sukker tungt og sender mig et trist blik, hvilket giver mig lyst til at slå hånden for panden.

"Forhelvede!" bander jeg på dansk.

Hvordan i alverden, skal jeg kunne leve med der!?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...